Masker fortæller hvem vi er

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 apr. 2016
  • Opdateret: 23 sep. 2016
  • Status: Igang
"Mine synder i mit tidligere liv har kostet mig, og gjort mig til en skabning ingen vil have noget at gøre med, og alligevel vil du lave en kontrakt med mig." - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - "Jeg ser ikke ting på samme måde som jer. Løgne, bedrav og masker gør mig gavn. " - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Fru Maria, en velhævende ung kvinde, med et yderst smukt udseende, har visse konsekvenser for sit liv, hvis hun ikke gifter sig med en selvoptaget, magtfuld borgmester...Med visse besynderligheder.

5Likes
4Kommentarer
396Visninger

4. 3.

 

Masker fortæller hvem vi er

3.

Metalvagten trak hårdt i lænkerne om hans hals og hænder. Han kiggede misbilligende hen på en dreng, der gjorde modstand. Metalvagten trak endnu engang i hans kæder, men drengen vred i hænderne og skreg. Han havde lyst hår, grønne øjne med gnist af håb i dem, en gnist som snart ville løbe ud. Han var ny. Det var sådan noget man lagde mærke til her. Det var det eneste man rigtigt kunne fokusere på.                                                                                                                                                            

Vagten trak hårdt i hans egne kæder. Han fulgte villigt med. De gik hen mod den store metalbeklædte hal. Flere af vagterne var på vej derhen, med deres trukne fangere. Det mindede ham om derhjemme. Når man skulle i seng. Jimina ville komme og hente ham ved træet, og tilføje ”kom, Gud venter dig i himmeriget. Det ville sørge ham, hvis du kom for sent.” Jimina var smuk, gyldent hår, blå øjne og en let måde at bære sig selv, og hendes svulmede mave. Hun skulle snart have en baby. En der var lige så betydningsfuld som ham, en som kunne dele hans glæde for hende. Det var bare ikke sådan hans verden fungerede længere. Hun var væk. Hende og det barn hun ventede. Væk. Ryddet fra denne verdens eksistens.

Det begyndte at regne. Løb ned af hans kinder og dybt ned i hans sjæl. Ingen bemærkede det. Det var også mere mentalt end fysisk…                                                                                                                                                                                              

Et hårdt træk i hals og hænder, fik dog hans tanker til at drage et andet sted hen, i den endeløse, blanke verden, som skulle tage sig for at være hans minder. Han fulgte med. Nu var de ved den store indgang, til metal-hallen. Kun hun vidste, hvad der ville ske med ham nu…

Hun trak op i læderhandskerne, rettede på støvlerne imens hun iagttog den store plads. Det var længe siden Maria havde været ude på partrolje… som havde det været en helt anden tid. Nu skulle hun betale den gæld… 27 liv… så mange mennesker havde hun dræbt…                                                                                                                                                                          

Metalvagterne gik den samme rutte igen og igen. Mørket var faldet hen, og de store lygter, fik metallet til at reflektere det på alle omgivelserne i nærheden… uvidende om hvad ventede dem om få øjeblikke. Maria svang kniven rastløst mellem fingrene, fornemmelsen af det tunge håndtag var alt for velkendt. Hun rettede på den mørke maske, der skænkede hendes ansigt en anonym profil.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                              

Gad mon vide hvilke form for hændelser foregik inde bag den store metalhal?  Hun ville se, hvor godt hendes trolovede havde skjult det. Den usle undskyldning for at være en borgmester. Antonio havde virket meget tilbagetrukken da hun havde tilspurgt ham, hvordan han forholdt sig til dem som kom fra norden. Han havde simpelt og enkelt undveget hendes spørgsmål ved at sige; ”sådanne ting er ikke noget I behøver at bekymre dig om, I kommer også selv derfra så naturligvis ville jeg ikke drømme om at kigge på dem i et andet lys.”

Det trak op i hendes mundvig, da hun tænkte over, hvor idiotisk tilfældigt det havde været… At hun var forlovet med selveste manden som havde nærmest destroeret dette kongeriges værdi … Den mand som hun var sendt efter var nu hendes partner…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...