Masker fortæller hvem vi er

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 apr. 2016
  • Opdateret: 23 sep. 2016
  • Status: Igang
"Mine synder i mit tidligere liv har kostet mig, og gjort mig til en skabning ingen vil have noget at gøre med, og alligevel vil du lave en kontrakt med mig." - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - "Jeg ser ikke ting på samme måde som jer. Løgne, bedrav og masker gør mig gavn. " - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Fru Maria, en velhævende ung kvinde, med et yderst smukt udseende, har visse konsekvenser for sit liv, hvis hun ikke gifter sig med en selvoptaget, magtfuld borgmester...Med visse besynderligheder.

5Likes
4Kommentarer
396Visninger

3. 2.

Masker fortæller hvem vi er

2.

Drengene kiggede op på hende med tomme, livløse-øjne. Skænkede hende kun et enkelt blik, før de vendte hovederne tilbage til virkeligheden, der piskede dem over ryggen, så de skreg. De store tomme metalvagters tunge iøjnefaldende skridt, hørtes overalt på den grusbelagte plads. Et stort faldefærdigt træskilt, hang over porten ”No es de raza de santos” stod der. (FN: /Det er spansk/ På dansk betyder det: ”Han hører ikke til Vorherres bedste børn”). Den velhavende kvinde smilte ved tanken. De forgudede en skabning, som blot var en undskyldning, for at de kunne slagte dem, der så under sløret af løgne. Det som de havde belagt over hele landet.                                                                                                 

Hun nærmede sig en af drengene. Han stod op med metallænker om hænderne, de virkede alt for store til hans spinkle arme, og hals. Vagterne bag hende tøvede, ” Fru Maria? De behøver ikke nærme sig ham.” En af dem lød nervøs og hæs. ”Bare rolig, jeg kan godt uden at I nærmer jer ham.” Svarede hun bestemt.                                                                                                              Så kiggede drengen op, tomme livløseøjne. De var blå. Han åbnede munden, og så skreg han. Tårerne løb ned af ansigtet på ham, og han hulkede voldsomt, som gjaldt det livet. Hun satte sig ned på knæ, i hans højde. Hendes kjole rørte den beskidte grus plads, hun smilte bedrøvet. Den smukke dame tog de behandskede hænder om hans ansigt. Gråden stoppede brat, og to våde havblåøjne kiggede forskrækket på hende. Hans hænder røg hurtigt op til hendes, og tog hårdt om dem. Øjnene fyldt med frygt og vrede. Hun hørte en af hendes vagter demonstrere og gik hen imod hende. Hun vendte hovedet hurtigt om og sendte ham et brændende blik. Hold dig væk! Han trådte et, to, tre skridt tilbage, og stod nu ved hans kollega, med øjnene stadig fast limet med hendes blik. Hun vendte hovedet om igen til drengen, der kiggede lamslået på hende. Maria trak sig helt ned i øjelængde med drengen, og trak sig tættere hen til hans øre; ” bøj dig under tanke og vilje, men ikke lov”, hviskede hun blidt.

Drengen kiggede op på den smukke kvinde, som fortog sig foran hans øjne. Hendes øjne var triste, svage og hun kiggede på ham med et forbarmende blik, som bad hun om forladelse. Hendes øjne var som glas, glatte og gennemsigtige. Vagterne bag hende betragtede dem skrapt. Hun var vigtig. Ikke godt. Fin og formel. Han skreg. Græd. Igen. Hun kiggede bedrøvet på ham, hendes fintformede læber krusedes i et trist smil. Kvinden satte sig ned i øjenhøjde med ham. Tog ham blidt om ansigtet, den ene tommelfinger under hans venstre øje. Hun havde handsker på. Farlig, ligesom mændene. Han tog dem, hev hårdt i hendes hænder. Vagterne bemærkede det. Nu kiggede de ondt på ham. En gik hen i mod dem, men stoppede, gik tilbage til hans partner. Drengen bemærkede at kvinden kiggede hen på ham. Damen vendte blikket tilbage til ham. Hun trak sig helt tæt hen til hans øre,” bøj dig under tanke og vilje, men ikke lov”, hviskede hun blidt. Han forstod det ikke, men han ville huske hende… For evigt.

Hun rejste sig, gik hen til vagterne, ”jeg håber at i næste gang kender forskel på ordre og tanke…” Den ene af vagterne nikkede i hærdigt, og bad om tilgivelse; ” fru Maria jeg beder om tilgivelse, jeg har bare ordre fra herren om at-” ”Alt hvad han siger er ikke relevant for mit vedkommende!” Sagde hun bestemt, hendes blik var mørkt og fyldt med vrede. Hun gik hen til kareten og smækkede lågen efter sig, lidt efter hørte de piskens smæld og kareten kørte væk henad grusvejen.

Kareten tumlede let henad grusvejen. Hun fortrød nu at hun havde virket så… Ukontrolleret, men sket var sket. Hun måtte bare være mere forsigtig fra nu af. Hun trak noget frem fra sin håndtaske, en sort ring. Maria puttede den ned igen, det var ikke endnu hun skulle bruge den, men i nat. Nu kendte hun ruten til anstalten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...