Masker fortæller hvem vi er

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 apr. 2016
  • Opdateret: 7 dec. 2016
  • Status: Igang
"Mine synder i mit tidligere liv har kostet mig, og gjort mig til en skabning ingen vil have noget at gøre med, og alligevel vil du lave en kontrakt med mig." - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - "Jeg ser ikke ting på samme måde som jer. Løgne, bedrav og masker gør mig gavn. " - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Fru Maria, en velhævende ung kvinde, med et yderst smukt udseende, har visse konsekvenser for sit liv, hvis hun ikke gifter sig med en selvoptaget, magtfuld borgmester...Med visse besynderligheder.

5Likes
4Kommentarer
417Visninger

2. 1.

Masker fortæller hvem vi er

1.

Den rød-orangehimmel mørknede for, hvert sekund der gik. Hun så nogle svaler lette, i en flok, fra træerne og sang en godnat sang til solen, da de fløj op mod bjergene. Den varme luft fra sommerens lette brise, berørte stille hendes spinkle, blege arme. Hun trak sit sjal længere op af armene, og gik stille ind fra balkongen. Hendes silke kjole trak ligeså stille hen ad det polerede stengulv, da hun gik hen imod sin kommode. Brevet hun havde modtaget fra sin trolovede lå på kommoden.            

Det var gået hurtigt. Manden så ud til at hede Antonio Egardo, og var borgmester over en af de største byer i landet. Hun havde været desperat og havde knapt nok haft tid til at kigge på informationen om de mænd der havde sendt forlovelsesringe til hende, hun havde simpelthen bare taget den der var på toppen af bunken og sagt at det blev det. De var alligevel alle sammen af velhævende herkomst. Hendes fingre strøg let det parfumerede brev.                                 

Men det så ud til at hun ikke var den eneste der havde været desperat, dog af en anden grund. Antonio havde insisteret på at hun flyttede ind hos ham om mindst fem dage. Han var tørstig. Da hun skulle til at gå igen, havde han haft svært ved ikke at kærtegne hendes behandskede hånd en sidste gang. Til sidst var hun nødt til at bede Melannie om at hjælpe hende væk.             

Der var gået fire dage, hvilket betød hun skulle flytte i morgen. Det ville blive spændende at se den by han hærgede over.

Kareten tumlede let, hen ad grusvejen. Hun kunne høre kufferterne rumle, bagi. Melannie sad stille på med rank ryk, og kiggede med et stift blik ud på landskabet der fløj forbi. Hendes mørkebrune hår sad i en stramt sat knold. Kjolen hun bar var en mørk rubingrøn farve, med perler rundt om livet på den. Hun havde en let rynke mellem øjenbrynene. Maria havde fundet Melannie da hun var ganske ung, hun kunne knapt nok tale dengang. Melannie stammede fra et andet land ved navn Lasmor’ og havde derfor en anden struktur i ansigtet. Hendes kindben viste sig tydeligt, under den yderst blege hud, og øjnene var en skinende lysegrøn. 

Melannie var nu omtrent elleve somre, hvilket betød Maria var nødt til snart at finde en mand af fin herkomst til hende, hvor hun kunne sikre hende. Det var jo ikke en del af planen at hun havde fundet Melannie...

Det hestetrukket transportmiddel standsede brat op, og kusken hoppede ned og åbnede høfligt dørene til de unge damer. Den ene frue var ældre end den yngre pige, hun var smuk. Det lysehår var sat op i en smuk frisure, og hendes mørke røde kjole var blot et kompliment til hendes udseende, i forhold til hendes smukke ansigt. Men det der var så iøjnefaldende var hendes kolde blå øjne, som kunne de få en hver forsømt sjæl til at indrømme alle deres synder.                                      

Han tog hendes behandskede hånd, og hjalp hende ned af vognen. Det var nogle smukke handsker. Mønsteret var rosenblade.

Antonio stod samme sted som sidst de mødtes. Hans øjne strålede denne gang af beundring og forventning. Ikke ligefrem tiltrækkende i hendes optik. Men hun smilte til ham, og lod ham kærtegne hendes hånd, som sidst. Melannie kiggede til, med en snert af væmmelse, og det forstod hun godt. Hun nød det ikke ligefrem selv.                                                                                          

”Der er gået for længe siden vores sidste møde, men jovel de er her nu. Kom hid, jeg forstår de gerne vil se deres værelser.” Sagde han glædeligt, næsten stræbende. Den måde lyset faldt på han hvide jakkesæt, og det mørke hår, gav ham en slags charme som Maria undlod at bemærke. Antonio gjorde tegn til at de godt kunne træde ind, vendte sig om og gik elegant hen ad horlens fint belagte marmorgulv. Horlen lignede en kirke da man gik ind i den. Regnbuens farver skinnede ned fra glasvinduerne, og gav den store sal en mild belysning.

Det var den dag at jeg fandt ud af hvor alvorlig en opgave jeg havde valgt…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...