Prisoner of love

De unge bypiger Olivia og Elena studerer på byens gymnasium i hverdagen og fester i nattelivet i weekenden. De to smukke piger afviser gang på gang og får også afvist byens ballademagere Justin og Ryan på trods af deres ry. Dette tager de pænt, tror de. Drengene har længe haft dem i kikkerten og at blive afvist er de ikke tilfredse med. De slipper derfor noget ned i deres drink, intet voldsomt, men pigerne påvirkes hurtigere - alkohollen eller stoffet, det ved de ikke. De ender derfor med at blive så fulde, at de siger ja til at tage med de unge fyre med hjem, og da de vågner næste dag, husker de intet. Det eneste de husker er at afvise de to drenge og resten efter det, er én ren tåge. De konfronterer drengene, som nægter at lade dem gå og holder dem længe langt fra byen, hvor ingen kan finde dem. Men ender de med at falde for pigerne og lade dem gå? Eller holder de fast i at holde dem væk? Eller falder pigerne for drengene?

3Likes
0Kommentarer
303Visninger
AA

3. Kapitel 1

 

Elenas synsvinkel

*****

 

Olivia..” Jeg får sat mig op og mærker straks, hvor hårdt tømmermændene slår. Så meget drak vi da ikke i går? ”Olivia..” siger jeg igen, for hun reagerer ikke på det første kald. Typisk hende, altså. ”Jeg kan ikke huske noget fra i går.. Hvor fanden er vi?” Jeg ser på hendes ansigt, der stille kommer liv i og hendes ømme bevægelser da hun sætter sig op. Noget må jo være sket.
”Det kan jeg heller ikke.. Min krop gør helt ondt.” Hun sender mig et lille smil efterfuldt af et grin. ”Hvor meget har vi drukket, man..” Jeg trækker på skuldrene af hende og lader blikket søge rundt i det lyse rum. Fire forholdsvist lige store vægge, uden nogen former for pynt - ingen billeder, malerier eller noget som helst. Kun små vinduer lige under loftet og én dør. To senge i hver sin ende af rummet og dertil hører der et lille bord med. Andet er der ikke i rummet. ”Hvor fanden er vi?” Jeg ser på hende og griner lidt. Det er ikke første gang vi er vågnet i samme rum efter byen uden at huske, hvor vi var.  
”Jeg ved det ikke,” svarer hun efter også have ladet blikket søge rundt for at se det samme som jeg. ”Men det er godt nok et ensomt rum.” Vi rejser os begge op i et lavmeldt grin og går hen mod døren. ”Skal vi se, hvem det er?” Hun smiler drillende til mig og åbner døren. Jeg håber virkelig de er flotte, det plejer de at være. Jeg kigger ud af den døråbningen, men ingen ses. ”Øhh..” Vi træder ud i det store rum, som minder mest om en arbejdskælder. Der er koldt, gulvet er af beton og der er kun en masse værktøj og arbejdsborde. Vi går op ad trappen i hjørnet diagonalt for os og kommer op i et meget varmere rum. Det må være stuen.
Sofaer i hjørnet, fladskærms-TV på væggen og nogle reoler, der enten stod alkohol på eller så tomme ud gennem de enkelte glasplader. ”Hvor fanden er vi?” Kommer det fra Olivia, der har bevæget sig hen til det store vindue og fået kigget udenfor. Jeg ser ud af vinduet og ser en masse træer. ”Jeg har ingen anelse.” Jeg griner lidt, mest i nervøsitet. Hvor fanden er vi henne af?

Jeg går ud i det, der skal være køkkenet, og møder to ansigter fra i aftes. Byens drenge, hvad fanden var det nu de hed? ”Olivia..” Jeg kalder på hende og er mere nervøs. Hun husker kun at afvise dem to-tre gange i aftes, ellers husker hun ikke at have set dem. Men halvdelen af aftenen er til gengæld også en tåge, men altså. ”Er det ikke jer fra-”
”Jo, det er os fra i går.” Fyren med de mange tatoveringer på armene rejser sig for stolen og det samme gør ham den anden. ”Jeg er Ryan, det her er Justin.” Han peger på Justin og fokuserer på Olivia, der træder ind, og mig igen. ”Hvad er det I hedder? Vi fik aldrig fat i det.” Han griner et smørret smil og læner sig op ad bordet, de sad ved.
Jeg er en kæphøj pige, hvis man først provokerer, men jeg er også genert og bliver hurtigt skræmt, så jeg vælger at tie stille. Det gør Olivia dog ikke, typisk hende - igen. ”Det rager overhovedet ikke jer. Afviste vi ikke jer i går? Mere end én gang, hvis jeg husker rigtigt?” Hun har sit sædvanlige flabede smil, som hun altid har når hun har ret eller skal bevise noget.
”Jo, men alligevel endte I her. Hvordan mon det endte?” Ham, der skulle være Justin, smiler flabet og sender mig et gusten blik. Hans stemme er meget dyb i forhold til Ryan. ”Hvad hedder I, spurgte Ryan om?” Han ser igen på Olivia. ”Jeg hedder Olivia, og hun hedder E-” Justin sætter hånden op foran hende og får hende stoppet med at sige mere, ved at afbryde. ”Lad hende selv snakke, Olivia.” Han træder hen mod mig og jeg mærker kuldegysningerne krybe frem på min krop. Jeg ved, hvad de fyre har gjort. De skal ikke i nærheden af mig. ”Hvad hedder du, smukke?” Han står nu får skridt fra mig og ser ned i mine øjne. Han er ret høj i forhold til mig. Eller, hvem er ikke det? Haha. ”Øh.. Jeg hedder Elena.” Siger jeg stille og ser ham i øjnene. Jeg tør ikke kigge væk fra ham, men at holde øjenkontakten er også svært.
”Elena. Flot navn,” han smiler med den ene mundvige. Et smil der får mig til at føle mig utilpas dog varm på en eller anden måde. Han har sikkert normalt held med pigerne i byen. ”Tak..” Får endelig taget mig sammen til at fjerne blikket fra hans øjnene og kigger i stedet for ned på mine fødder. Han er nu flot nok.
”Hvis du følger med mig, Olivia, så klarer Justin det her.” Han peger løst på Justin og mig og griber så fat om Olivias arm da hun siger, at hun ikke gider gå med ham. Hun bliver modvilligt trukket ind i et rum og døren smækkes efter dem. Jeg lader så blikket falde på Justin og følger stille med da han beder mig om det samme. Jeg sætter mig på den stol, han beder mig om, men holder blikket fra ham. ”Hvorfor er vi overhovedet her?” Jeg lader så blikket falde på hans ansigt endnu en gang.
”I er her fordi vi vil have I er det. Og lad være med at spørge om, hvornår I kommer hjem -” han trækker en skammel frem fra under den ene seng og sætter sig over for mig. ”- For det får I ikke svar på før den dag kommer.” Dag? Hvad fuck.. ”Dag? Hvad snakker du om?” Jeg hæver mit bryn, en dårlig vane. Jeg skal ikke være her mere end en time mere. Skal ikke bo under samme tag som byens to mest kriminelle fyrer.
”Det, jeg sagde, smukke.” Han fugter sine læber og smiler kækt. ”Lad være med at stille for mange spørgsmål - bare et råd.” Han rejser sig så op og griner lidt. Han går om bag mig, så jeg ikke længere kan se ham. Kan dog høre, at han går lidt rundt. ”Hvorfor ikke? I havde vel ikke regnet med, at vi bare ville være her uden at spørge til det?” Drejer hovedet så meget som muligt, men vælger så at vende mig om på stolen.
”Vend dig om igen.” Han siger det uden en tone og jeg vælger at gøre det. Har set ham før og når de to flipper ud. Måske ikke så smart at være for irriterende i starten. Det er måske en fordel at kende hans grænser. Jeg gør derfor som han siger og vender mig om. ”Svar mig..” Siger jeg lidt lavere, men bestemt.

”Du skal ikke bestemme noget som helst, smukke.” Han griner flabet og jeg mærker mine hænder blive bundet sammen på ryggen. Jeg når ikke at kæmpe meget imod før de sidder fast, højst sandsynligt til stolen. Han var ret hurtig til at binde det, mon han har været spejder? ”Mit navn er Elena, lad være med at kalde mig smukke.” Jeg himler med øjnene af ham og prøver dog fortsat at få løsnet mine hænder fri. ”Og bind mig op, tak..”
”Sødt, du tror du kan bestemme,” han smiler og mærker pludselig hans åndedræt mod min nakke. ”Jeg tror ikke du er klar over, hvem der bestemmer og hvem der skal adlyde her.” Idet hans læber rammer min hud, giver det et sæt i mig. ”Lad være med at kysse mig!” Jeg drejer hovedet så jeg på den måde kan skubbe hans hoved væk og dermed læberne. Hans læber rammer derefter den anden side og han planter et hårdt, men godt kys. Det er han god til. Da hans hånd lander på mit lår, begynder jeg så småt at blive nervøs. Jeg begynder derfor at vride mine hænder mere voldsomt og får dem til sidst op. Jeg får hurtigt rejst mig op og træder væk fra ham. Han står bare der med et klamt smil. Fy for helvede. ”Du skal ikke røre mig..!” Jeg træder et skridt bagud, vender om på hælene og skynder mig mod døren. Jeg mærker hurtigt en smerte i min hovedbund og bliver trukket tilbage. Han har grebet fat i mit hår og han er ikke bange for at rive til. Jeg griber fat om hans hænder og prøver at få ham til at slippe. ”Slip mig!” Jeg mærker igen hans åndedræt, denne gang ved mit øre.

”Smukke, drop det,” han planter et kys på min hals og placerer munden ved mit øre igen. ”Vi ved begge, hvem der bestemmer, og hvem der vinder den her.” Han trækker mig hen mod sengen og jeg kæmper imod så godt jeg kan. ”Er vi her bare så I kan bruge os?” Jeg taler med afsky i munden. Hvor er det klamt, hvem mon de ellers har gjort det ved!
”Præcis.” Han får væltet mig ned i sengen ret nemt, da jeg ikke er specielt høj i forhold til ham og ikke så stærk eller tung. Han vender mig om på maven og ligger sig på min ryg, med sin ene hånd omkring mine håndled og den anden stadig i mit hår. ”Og der er intet du kan gøre ved det..” Hans hånd slipper mit hår og finder vej ned til kanten af min kjole, som jeg stadigvæk har på fra i går, og får den trukket op over numsen. ”Lad være eller jeg skriger!” Jeg prøver at få mine arme fri, men jeg har altid været en tynd pige og har aldrig trænet mig specielt meget, så musklerne er knap så stærke som hans. ”Hvem skulle høre dig? Vi er midt i en skov, Elena. Skrig løs..” Han hvisker det i mine ører og jeg vrider mig meget nu. Han skal ikke have lov. Han skal ikke voldtage mig, syge svin. ”Flyt dig!” Jeg mærker tårerne presser på. Han trækker mine underbukser ned og jeg hører, hvordan hans bælte åbnes og hvor hurtige hans bevægelser er før bukserne ligger på gulvet og få sekunder efter er hans underbukser der til at gøre bukserne med selskab. ”Hold nu op..” Jeg råber det højt, men lavere end før. Hans hånd kommer for min mund og jeg mærker en smerte i underlivet da han hårdt trænger op.

*****

Det var første kapitel. Håber I kunne lide det!

Hører gerne feedback i kommentarerne, på facebook eller mail. Skriv løs!

Og skriv gerne, hvem I vil have synsvinkel af i kapitel 2. :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...