Spotlight

En historie, der beskriver jegets indre kamp i mod den virkelig verden. Jeget lever i en egoistisk og perfekt, indre verden, hvor alt udefrakommende praller af. Teksten er et øjebliksbillede af jegets tilstand, hvor kun det skarpe lys fra lysekronen over jegets hoved skaber et åndehul - et spotligt.

2Likes
6Kommentarer
110Visninger

1. Spotlight

 

Lyden fra de to tunge stole, der blev skubbet tilbage, mindede mest af alt om negle mod en tavle: noget, man gerne ville undgå. Men det rørte mig ikke, at de to rejste sig fra bordet, for kameraet rullede, og jeg var i spotlight.

 

Rundt omkring mig var der helt mørkt. Alt var dødt - bortset fra lysekronen, der skinnede varmt over mig og kun lyste den midterste del af lokalet op. Jeg strakte mig, rettede ryggen og blinkede et par gange, hvorefter jeg fastgjorde blikket til min tomme tallerken. Lysekronen skinnede varmt ned over mig, og det beroligede mig fuldstændig. Jeg var i spotlight.

Blomsterne på reolen, der knap kunne anes, vendte den rigtige vej, så man ikke kunne se den visne side. Gardinerne var bundet fast med en snor i samme farve som det stof, der var lavet af, og grydelappen var hængt over komfuret på et tilpas lille søm. Hvert øjeblik var klimaks: Èt konstant højdepunkt.

Det var perfekt.

Pudsigt perfekt.

Damen ved siden af mig var tavs. Det var nok meningen. Hvem mon hun var?

Det kunne også være ligemeget, for jeg var i spotlight. Det, der lignede en veltillavet andesteg, kunne jeg slet ikke dufte. Det prallede af på mig – Det var der jo bare.

Jeg følte mig fremmed i stolen, men jeg vidste, at der alligevel ikke var noget at føle sig kendt med. Det hele var blot en flade, hvortil den fjerde væg var brudt.

Jeg hævede blikket i et øjeblik for at kigge på de to tomme stole. Hvem mon havde siddet der?

De var trukket ud, selvom man ikke kunne se spor af nogen mennesker. Deres tallerkener stod tomme og kolde hen, og kun lysekronen fik dem til at skinne. Mon det var meningen?

Glassene på bordet var halvt fyldt op til kanten. Der var ikke drukket af nogen af dem, men de var hældt helt perfekt op.

 

 

Pudsigt perfekt. Perfekt perfekt. Patetisk perfekt. Perverst perfekt. Paranoidt perfekt.

Damen ved siden af mig var næsten gennemsigtig, og hun havde ikke noget ansigt. Jeg kunne i hvert fald ikke se det, men det gjorde ikke noget, for jeg var i spotlight.

En lille prikkende lyd som en gnist forstyrrede mine tanker. Jeg tog mig til halsen, der snørede sig sammen. Kort gispede jeg og trak vejret dybt og tungt – lukkede den kolde luft ind i mine lunger, men alligevel var det som om, jeg havde svært ved at få vejret.

Den prikkende lyd stoppede, og der blev helt mørkt. Pærerne var sprunget, og jeg var alene i rummet.

Jeg peb som en lille mus og kunne mærke, hvordan mit hjerte begyndte at banke langsommere og næsten stoppede.

Hektisk gled mit blik op på det lille billede til venstre for indgangen til køkkenet. Det viste en græsplæne og en lille vej. Kunne jeg flygte ud af den? Bare rejse mig op, skynde mig derhen, og så forsvinde fra denne nytilkomne flade, hvor der ikke var noget i spotlight?

Jeg prøvede forgæves at rejse mig op uden tilladelse fra sædet, der hev mig ned igen.

 

Glassene på bordet stod der endnu; de var halvt tømte. Jeg kiggede på de tomme stole og huskede, og virkeligheden strømmede ind over mig.

De blev min sidste påmindelse om, hvem jeg havde siddet omkring dette bord med, men aldrig rigtig delt noget rigtigt med.

Filmen knækkede, og selvom jeg vidste, det ikke var muligt, hørte jeg nogen et sted i mit hoved råbe: ”tak!”. Scene slut.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...