The Secret Twin // Harry Styles

Han sagde at det var okay at jeg sagde farvel. Jeg kunne se på ham at han var alt andet. Han sagde det var okay, og han forstod mit valg. Men jeg kunne se det gjorde ondt på ham. Han sagde jeg skulle følge mine drømme, jeg nikkede, som han ville følge hans - men hvordan skulle jeg bakke det op, når jeg hadede hvad det ville gøre ved ham. Det sidste han sagde at vi altid ville være de bedste venner, men det ændret sig da jeg mødte ham.

27Likes
25Kommentarer
19689Visninger
AA

10. Kapitel 8: Louis Tomlinson

I take the bullet
I take the blame
But we both know we're losing
In this game
Don't know where my heart is
It's been misplased
I wish love was the outcome
But it's not the case


- Bitter War, Christopher

 

"Bare så du ved det, lad være med at ligge dig ud med en Styles," grinede hun.
Jeg løftede øjenbrynene. "Er det en trussel?" 
"Det kommer an på, hvordan du vil tage det," jeg kunne mærke hun smilede i den anden ende.
"Men hvorfor ringede du egentlig? Jeg var på vej i seng." Hun lød overhovedet ikke sur, nærmere nysgerrig.
"Jeg ville bare..." Jeg tøvede. Hvad hvis hun sagde nej? Eller var bange for at sige ja, fordi hun var Harrys søster?
"Vil du med ud at spise frokost en dag?"
Der var stille i den anden ende i røret. "Ja. Men det skal være inden jeg rejser. Jeg har ikke fundet en dato endnu." "Hvornår har du lyst?" Hun ventede lidt med at svare. "Vi kunne gøre det imorgen?" 
Hun havde selv valgt et tidspunkt, så det var vel et godt tegn? 
"Imorgen? Ja, selvfølgelig. Jeg henter dig bare der... Du ved," fumlede jeg en anelse nervøst. Det var meget længe siden at jeg havde været ude med en pige. 
Hun grinede sødt i den anden ende. Hendes grin mindede på ingen måder om Harrys. Harrys kunne godt være ret kraftigt, og overraskende for en person som ham. Men hans søster med de velplejede krøller havde et sødt, lille grin. 
"Det vil jeg glæde mig til. Vi ses Louis."
Jeg kunne ikke holde et lille smil inde. "Vi ses, Selena."

"Hallo" hun trak langt ud på o'et, og lod mig give hende et kram. Jeg smilede stort til hende. "Hej Selena." Hun smilede også bredt, med de smalle, skæve læber hendes bror også havde. "Hej. Hvor skal vi tage hen?" Jeg grinede lidt nervøst for mig selv. "Jeg har bestilt bord til os, på den restaurant vi mødtes på første gang." Hun grinede selv lidt. "Det er jo lige rundt om hjørnet," hun gjorde et kast med hovedet, så de lange, skinende krøller fløj rundt om hendes ansigt.
 Det var stadig svært for mig, at hun ikke var en fremmed. Jeg mener, jeg kendte hende ikke direkte personligt, men hun mindede bare så meget om hendes bror, at man skulle tro det var løgn. Jeg havde mødt Gemma mange gange før, og havde indtruffet, at Harry og Gemma var to forskelligheder til det yderste. Og pludselig dukkede der en ny op, en på samme alder. En søster, der var meget tættere end Gemma var til Harry. En tvilling. Jeg måtte huske at spørge hvem der var førstfødt. Så kunne jeg altid gå og drille dem med det. Bortset fra smilehullerne, øjnene og kønnet, var de stort set ens. Det var nærmest uhyggeligt at se på. Det var jo ikke alle tvillinger der lignede hinanden, men de her... Det var voldsomt. Især deres måde at snakke på. Man kan mærke på folk, om de har samme opdragelse, men det her var noget helt andet. De er jo ens. De er en af de slags, der siger de samme ting i munden på hinanden. 
Harry havde jo selvfølgelig de mandelige træk, i forhold til Selena, der jo var en kvinde. Men jeg kan forestille mig, at de altid har lignet hinanden, både i personlighed og udseende. 
Okay, deres højde adskilte dem også. Men det var jo mest af alt, fordi at de var mand og kvinde, mænd var jo tildels højere end kvinder. Men det var alligevel ikke mere end få centimeter. Hun var ikke et højt tårn, men hun var da over 1.70. Hun var ikke meget lavere end jeg.
Jeg var selv omkring de 1.75, og det var ikke meget der lå imellem os. Harry var trods alt også oppe ved de 180.

Hun kiggede smilende hen på mig. "Og du er slet ikke bange?" Spurgte hun med et kækt smil. "Bange?" Sagde jeg højrøvet og fnøs. "Bange for hvad?" 
Hun kunne ikke holde et højt grin tilbage, hvilket fik nogle få forbipasserende til at se efter os. "Hvad tror du selv, smarte? Hvis han finder ud af det, kan du ligeså godt begrave dig levende," grinede hun. Jeg spidsede læberne og kiggede en anelse nedtrykt ned i jorden. "Jo, måske lidt. Du ved vel at han kan flippe ud," sagde jeg og stoppede mine hænder i lommen. Jeg kunne godt fornemme, jeg var ved at nå et punkt, der intresserede mig, og gjorde hende utilpas. 
Hun smilede skævt til mig. "Ja. Det ved jeg." Hun fnes. "Ligesom jeg gjorde igår," sagde hun flovt. Jeg rystede på hovedet, og åbnede døren for hende, ind til restauranten. "Det havde du lov til. Jeg er ked af jeg fandt ud af det på den måde," sagde jeg undskyldende. Hun kiggede ned i jorden med et lille smil. "Det er okay. Så længe i ikke siger det videre til at starte med. Det her er noget Harry og jeg skal løse." 
Jeg nikkede til hende, og fik os ledt hen til et bord. Da vi havde bestilt maden, kom der en underlig tavshed. Det var som om ingen rigtig vidste hvad de skulle sige.
"Må jeg spørge dig om noget?" Jeg havde uendelig mange spørgsmål om det omkring hende og Harry. Hun gav mig et vift med hånden, som tegn på jeg kunne spørge løs. 
"Hvorfor.... Hvordan startede det imellem dig og Harry?"
Hun kiggede ned i bordet og bed sig i læben. Det var måske ikke lige hendes ynglingsting at snakke om, men jeg havde bare brug for at høre om det. 
"Da han meldte sig til x-faktor. Jeg var selvfølgelig stolt af ham. Han betyder jo så meget for mig," hun trak på skuldrene. "De første to år, fra vi var 16-18 var alt fint nok. Men jeg kunne mærke, hvordan han blev mere fraværende, det eneste han tænkte på var jeres turne. Jeg så det som et dårligt tegn, som om han var ved at forandre sig drastisk. Også flyttede jeg hjemmefra." 
Jeg rynkede brynene. "Så da du var 18, flyttede du, fordi du ikke havde lyst til at overvære Harry længere?" Hun nikkede. "Men hvorfor stolede du ikke på ham? Jeg har kun kendt ham i seks år nu, men jeg ved, at jeg altid kan regne med ham. Det har jeg altid vidst. Så hvorfor kunne du ikke?"
"Fordi jeg var pisse egoistisk. Jeg tænkte slet ikke på ham. Det troede jeg gjorde, men det gjorde jeg ikke." "Det troede du?" "Ja, jeg ville have ham til at indse, at det han var igang med, var uacceptabelt dumt." 
Servitricen kom med vores bestilte mad. Selena kunne måske virke uhøflig, da hun ikke sagde tak, men lod mig om det, men jeg vidste fra hendes bror, at det ikke var med den gode vilje. 
"Så... Hvad skete der så?"
"Jeg flyttede til Amerika. Vores mor og Robin hjalp mig med at finde et sted at bo, og jeg fandt et arbejde. Jeg gik i skole. Jeg levede videre." "Det gjorde du jo ikke." "Hvad mener du?" Jeg lagde mit bestik fra mig.
"Jeg er nummer et, i en søskendeflok på syv, og hvis bare jeg var nedstridig med én af dem, så ville jeg være helt færdig. Du var i hvertfald ikke okay. Du vidste vi jo intet om det, men jeg kan regne ud, at den person vi ser Harry som idag, ikke er den samme som for seks år siden, inden du tog af sted." 
Hun stirrede mundlam på mig. Hendes mund var let åben, og hendes kæbe var spændt. 
Jeg hadede at sige det, men: Harry så præcis sådan ud, når han var mundlam... Og en anelse fornærmet.
Hun smilede ironisk og skar i maden. "Jamen tusind tak. Du gjorde lige min samvittighed MEGET bedre," sagde hun irriteret. "Ja, undskyld. Men jeg syntes bare at du skulle vide det. Måske har du også kunnet regne ud, hvorfor vi valgte at holde pause." Hun stivnede i sine bevægelser. "Nej," sagde hun lavt. "Hvorfor?"
"Tildels på grund af Harry. Vi kunne ligesom fornemme, at der var et eller andet der gnavede ham til sidst. Da han pludselig stoppede med at se glad ud, så stoppede vi også op. Vi er alle en del af det her."
Hun snerpede sine læber sammen. Hun så ikke ligefrem glad ud, men egentlig heller ikke meget såret. Men måske var hun bare ekstremt god til at skjule sine følelser. Selvom det ikke var det indtryk jeg havde fået af hende. 
"Er det derfor han aldrig smilede? Når i var ude og sådan?" Jeg ventede lidt med at svare. "Det tror jeg. Jeg tror bare ikke han var glad længere. Måske var han ved at blive splittet." Jeg kiggede op på hende. "Måske var han begyndt at overveje, om han skulle stoppe det her, og komme hjem igen." Selena rystede sammenbidt på hovedet. "Hvis han havde gjort det, så havde jeg aldrig tilgivet mig selv." 
"Jeg syntes ikke du skal bære nag. Du gjorde bare det du troede var godt for ham." 
"Hvad med jer andre?" Spurgte hun så. "Hvad mener du?" "Altså. Ej det her lyder for dumt," mumlede hun. Jeg smilede bare til hende. "Bare spørg." 
"I andre har ikke sådan nogle hemmeligheder for ham, vel? Det er bare ham, der var svigtet jer for min skyld, ikke?" 
"Nu må du lige stoppe. Der er ingen af jer der har svigtet os. Jeg - vi - forstår udmærket jeres beslutning. Så lad være med det der." Hun fremtvang et lille smil. "Han ser ellers glad ud på en scene."
"Har du været til vores koncerter?!" Spurgte jeg forbløffet. Hun smilede lidt. "Ja, én gang. Sidst i var i England faktisk. Jeg sad langt væk fra scenen, ellers ville Harry have genkendt mig." Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt. Hun holdte også et grin inde, og fil sidst sad vi bare der og grinede. 
"Hvad syntes du så?" Spurgte jeg stadig med et grin i undertonen. "Det var godt. Rigtig godt." Hun smilede ned til sin mad. "Han er blevet bedre med årene." Jeg sad bare som et stort smilechatøj. 
Alle kunne se hvor meget de holdte af hinanden. 
"Gjorde du det ikke også, fordi du ville holde dig skjult?" Spurgte jeg hende om, og håbede stemningen ikke vendte sig igen. Hun nikkede. "Hvis nu hele verden havde vidst det. Så kunne jeg jo ikke sidde som publikum. Så ville jeg være omme backst-." En bippen fra hendes telefon stoppede os. Den 'gamle' iPhone 5s Harry havde haft liggende havde hun lånt, indtil hun kom tilbage til Amerika. Så ville hun flytte her til London bagefter. 
Hendes læber gik fra et smil, til et o, til et smil.
Til sidst kiggede hun bare bebrejdende op på mig. "Shit, shit, shit," hviskede hun. 
"Hvad er der? Er der sket noget?" Spurgte jeg bekymret. Hun lagde hovedet på skrå. "Jeg blev inviteret ud af en fra min klasse. Det var igår. Der, da jeg var henne hos Harry. Og ja... Jeg var vidst temmelig lun på ham, og nu har han lige skrevet, at vi bare skulle have stoppet fra starten." Hun trak på skuldrene. "Men jeg er egentlig ikke ligeså ked af det, som jeg måske burde havd været," hun knep øjnene sammen.
som jeg burde have været.
Var hun... Vild med en anden, nu? 
"Og Harry spurgte mig hvornår vi skulle afsted. Men jeg har ikke fået snakket med mine lærere om det endnu, det gør jeg imorgen." Hun skrev hurtigt et svar til Harry og lagde telefonen væk igen.
"Hvem var ham den anden?" 
Hun fnøs. "En idiot åbenbart. Jeg så godt hvordan han slog Harry, men jeg troede ikke han var så slem." "Slog ham?" Hun nikkede. "Da i var inde på museet, rakte Harry ud efter mig, og han troede så det var en der ville gøre mig fortræd, så han skubbede ham væk og slog ham."
"Gjorde det ikke ondt på dig?" Hun himlede med øjnene. "Du skal ikke tro på alle de tvilli-" "nej, gjorde det ikke ondt at se han blive slået?" 
"Jo. Jo, det gjorde det nok."

Som vi blev færdige med at spise, fortsatte vi ud af restauranten. Jeg var ellevild over at hun nu var en af mine veninder. Hun havde en super god personlighed, trods hun lignede Harry alt for meget.
Men helt ærligt. Harry var jo direkte en skat, og hvis jeg havde været homoseksuel, havde jeg gået efter ham. Nu havde jeg jo så fundet den kvindelige version, så det var bare et match.
"Tak for idag, Louis," hun slog armene om mit liv, og gav mig et kort kram. "Selv tak," smilede jeg. Jeg vidste at meget af det vi havde talt om idag, havde været grænseoverskridende for hende, men jeg tror hun så mig lidt igennem Harrys synsvinkel, forstået på den måde, at hvis Harry stolede på mig, så kunne hun også.
"Jeg må hellere smutte tilbage. Vi ses nok snart igen," sagde hun med et smil. "Det vil jeg glæde mig til," hun vinkede, og gik den modsatte vej, af der hvor jeg ville hen.
 Jeg fik praktisk talt bare normalt ned ad gaden, indtil jeg så en genkendelig skikkelse. 
Niall. Jeg satte farten op, og nåede snart op på hans side. Jeg kunne mærke på ham, da jeg nåede derop, at han vidste jeg havde været ude med Selena. 
Han smilede bare til mig, og fulgte med mig ind i parken, der lå et stykke væk fra restauranten.
"Jeg er faktisk lidt skuffet," sagde han så.
"Over hvad?" 
Han fnøs. "Hvis Harry finder ud af det, så skal du ikke regne med det kommer til at gå nemt for sig." 
Jeg sukkede. "Det ved jeg." "Hvorfor gør du det så?" "Hvem har sagt at jeg er vild med hende?" 
"Det siger hele din væremåde, ligesom." Jeg bed tænderne sammen. Niall løftede øjenbrynene. "Og nu flytter hun hertil. Det skal nok blive rigtig sjovt det her," sagde han opgivende.
Havde han ret? Havde jeg fået et lidt for godt øje til hende, og var det derfor, jeg forfulgte hende i starten?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...