The Secret Twin // Harry Styles

Han sagde at det var okay at jeg sagde farvel. Jeg kunne se på ham at han var alt andet. Han sagde det var okay, og han forstod mit valg. Men jeg kunne se det gjorde ondt på ham. Han sagde jeg skulle følge mine drømme, jeg nikkede, som han ville følge hans - men hvordan skulle jeg bakke det op, når jeg hadede hvad det ville gøre ved ham. Det sidste han sagde at vi altid ville være de bedste venner, men det ændret sig da jeg mødte ham.

28Likes
25Kommentarer
20269Visninger
AA

9. Kapitel 7: Selena Sayers(Styles)

Moment of clarity
You're leading me where I follow
And all my insanity
You're real, for now
So I keep telling me
You take the weight off my shoulders
You're every missing piece
You're real, for now

- Hilary Duff My Kind

Jeg stod imellem Harry og hans ven Louis, som nu var en bekendt for mig.  Louis var den eneste der viste familiens hemmelighed, hemmeligheden der omhandlet jeg og Harry. Tænk Louis viste det, endnu en sten var fjernet fra mine skulder. Jeg var glad for at Harry nu ikke behøvet at skjule halvdelen af hele hans liv, for hans bedste ven. Jeg kunne stadige se hvordan det havde lettet ham, selvom jeg havde været egocentrisk var jeg glad på Harrys vegne. Jeg kiggede kort ned i jorden, jeg blev utryg, tænk hvis Louis ikke kunne holde sin mund. Så ville der ikke gå synderlige lang tid til at hele verden viste det om jeg og Harry.

”Selena” Harrys hæse stemme fik mig til at lystre, jeg kiggede op på Harry, han kiggede ned på mig. Jeg var nogle centimeter lavere ind Harry, og det irriteret mig grænseløst. Hvorfor skal Harry være højst?

 

”Harry” jeg trak ud i hans navn, som jeg altid havde gjort. Jeg kiggede med sammenknebne øjne, det var lang tid siden jeg havde set ham, jeg kunne ikke regne ud hvad han tænkte.

”Vil du ikke nok bo i England igen” hans stemme var så lav at det kun var mig der kunne høre det, hans stemme dirret af nervøsitet.

”Harry, jeg er lige startet på college. Jeg ved ikke om det er muligt at flytte mig hjem” jeg kiggede flovt væk, hvordan hans reaktion var ukendt for mig. Og det var noget nyt for mig. ”Jeg vil gøre alt for at det sker” hans stemme var så bestemt, at han ikke ænset at Louis havde sat på mellemrummet mellem hans to vaske.

Jeg tøvet og kiggede nervøs op på ham, hans blik var blidt og omsorgsfuldt som den dreng jeg kendte.

”Hvis det kan gøre dig glad, så okay” jeg kiggede ham ind i øjne, fastholdte hans blik. ”Men det er nyt for mig, så du må hjælpe mig igennem det her” hans smil ramte for en gangs skyld hans øjne, han kiggede overlykkelig på mig. ”Jeg vil gøre alt hvad der står i min magt” han trak på smilebåndet, som smittet af på mig.

”Bare jeg kan få min søster tilbage” hans stemme knækket en gang eller to, hans smilende øjne havde jeg ikke set i lang tid, selv ikke på de mange billeder jeg havde på computeren.

”Men jeg må tage tilbage og ordene tingene så” han nikkede kort, så tænksom ud.

”Jeg vil med” han trak vejret dybt ind. ”og det her er ikke til diskussion” jeg tog hænderne op foran mig, jeg overgav mig. Jeg ville med glæde have ham med mig. Men tanken skræmte mig, mere end nogle sinde før. Jeg ville ikke forblive ukendt, jeg ville lige pludselige være Harrys tvilling, og det var ikke noget der var sjovt.

”Selena, det skal nok gå” han trak mit ansigt op til hans, lod ikke mig kigge på andet ind hans øjne. Vi kiggede begge to på hinanden. Vores blikke var vidt forskellige, Harrys viste ikke andet ind lykke, jeg derimod var skræmt fra liv og sans.

”Jeg vil ikke lade nogen sårer dig” jeg ville kigge væk, men hans øjne var som lim til mine. Han holdte stadige godt fast i min hage, han kendte mig stadige ud og ind og det skræmte mig. Men nok mest fordi jeg ikke kendte drengen som stod overfor mig, han havde ændret sig til at blive en voksen og moden mand.

”Ligesom jeg såret dig” ordene gjorde forfærdelig ondt. Men mest fordi jeg viste at jeg havde været egocentrisk. ”Du kan aldrig såre mig mere Selena, jeg har min søster tilbage” Louis stemme fik os til at kigge på ham.

 

”Jo Harry, jeg er her stadige. Bare lige som et head up” han kiggede kort på Harry, efterfølgende kiggede han intens på mig. ”Louis, det der kan du godt glemme alt om” jeg trådte et par skridt tilbage, kigget overrasket frem og tilbage. Hvad mente Harry, hvad havde Louis gjort?

”Jeg gør ikke noget Harry.” hans stemme var påvirket. Og jeg stod her og kiggede forvirret på dem. Det mindet mig om første gang han meldte sig til x-faktor. Det var der vores forhold blev sat på prøve, det var der jeg havde truffet de dummeste valg.

”Du gør intet, og sådan er det” Harrys stemme var bebrejdende og skuffet. ”Hvad sker der her?” jeg kunne ikke lade være med at blande mig, men det havde jeg aldrig været god til. Jeg var for nysgerrige.

”Selena, gå ind i stuen” jeg rystet voldsom på hovedet. Jeg gik ingen steder, ikke uden Harry. Jeg ville tilbringe så meget af tiden jeg kunne med Harry.

”Jeg gør ingen steder” mere nået jeg ikke at indfører inden døren slog op på badeværelset. Og ind kom to andre drenge, den ene var mere bekendt ind den anden.

 

”Hvad sker der?” drengene havde tydelig ikke set at jeg stod bag døren. Døren havde smadret lige op i mit ansigt og det gjorde stadige ondt. ”av” jeg mumlet det kort for mig, jeg ømmet mig på min næse, det gjorde ondt. Drengenes blikke landet på mig, eller det vil sige de to drenge kiggede på mig, Harry og Louis stirret vredt på hinanden. Døren var lukket igen, hvis nogen var interesseret i at vide det, så der var frit syn til at kigge på en fremmedet pige i Harrys lejlighed.

Deres nysgerrige blikke var ikke til at slå væk fra, de brugte hver og en af deres hjerneceller til at finde ud af om jeg var Harrys elsket eller om der var en anden forklaring.

”Harry, nu vil jeg vide hvem hun er” manden jeg havde set for nogen timer siden var her igen. Harry kiggede nervøst hen på mig, bange for jeg ville have ham til at stikke den endnu en løgn. Det kunne jeg ikke, jeg kunne se hvad drengene her betød for ham. Hvis drengene gjorde ham tryg og glad kunne jeg ikke benægte ham at sige det. Jeg nikkede bekræftende men smilende, han skulle bare sige det. Han skulle ikke lyve mere for hans venner,  bedste venner ville jeg tro det var.

”Hvis jeg siger det, må i love ikke at sige det videre. Før hun selv er parat til at være en del af det her” Harry var gået hen til mig med en våd klud han satte på min opsvulmet næse. De nikkede stumpt og kiggede nysgerrige på os. De kunne tydelig se lighederne mellem os.

”Hvad tro i?” jeg grinede af Harrys spørgsmål. Så sig det dog, de kan vel ikke læse andres tanker. ”Harry, sig det nu bare” jeg kiggede på ham. Han kiggede på mig.

”I har samme karaktertræk, jeres grin er ens, jeres  ustyrlige krøller minder meget om hinanden.” drengen jeg havde mødt kiggede på os en enkel gang. Drengen med det blonde hår sagde det den anden ville have sagt.

”I er tvillinger!” hans stemme var på et stadie for sig selv. Harry og jeg kiggede kort på hinanden inde vi nikkede smilende.

”Vi er tvillinger” Harrys stemme var det eneste man kunne høre.

 

 

Harry havde fulgt mig hen til hotellet igen, og givet sit vi ses. Han nægtet at sige farvel, og han nægtet at høre ordet komme ud fra min mund, så jeg lod være. ”Vi ses” råbte jeg efter ham imens han var på vej ud af døren, han grinede med hans specielle stemme. Jeg rystet dog bare efterfølgende på hovedet og gik op til værelset. Pigerne sad og fniste over et eller andet da jeg var kommet tilbage. Jeg stirret undrende på dem, hvad fniste de af.

”Hyggede du dig med Harry Styles” de kiggede alle afventende på mig. Er jeg blevet en genstand man bare kan nedstirre uden nogen form for situationsfornemmelse.

”Hvad mener i?” jeg satte mig ved siden af Becky der bare kiggede opgivende på mig.

 ”Sådan har de været hele dagen” hun sukket. ”Det har været ulidelige”

 Jeg kiggede overrasket på alle i rummet, derfor er jeg generelt ikke venner med piger. For meget fnidder fnadder.

”Seriøst, kan i lade være med at stirre på mig. Det er ærligt ubehagelig” de havde stadige blikket limet fast til mig, selv efter mit udbrud. ”Seriøst har i ikke situationsfornemmelse” jeg vrisset vredt og var lige ved at smide med en pude. Lige ind i det forfærdelige tøsefnidder.

”Så svar os på spørgsmålet” jeg kiggede undrende på dem. Det rager vel ikke dem, hvad jeg går og laver i min fritid.

”I behøver vel ikke vide noget om mit privatliv. Men nej jeg har ej” men den eneste grund til jeg svaret var for at afværge hvad de gik og troede. Jeg er jo ikke syg i hovedet, han er min tvilling, hvilken normal person vil have noget kørende med sin tvilling, det er for klamt at tænke på.

”Er du sikker” den ene kiggede snobbede på mig, og en af de ting jeg ikke kunne klare er sådan nogle piger.  ”Jeg kunne ikke være mere sikker, så ville jeg være død” jeg smilede flabet til hende. Havde jeg sagt jeg elsker at provokere folk? Men det gør jeg.

 

Min nye eller gamle telefon ringede. Jeg havde lånt Harrys gamle Iphone. Han havde insisteret, men det var nok fordi han ikke ville miste kontakten med mig igen, og så fordi min telefon aldrig ville kunne virke mere, det havde jeg sørget for i mit raseriudbrud.

”Selena” jeg tog telefonen, men det var vist også i sidste øjeblik.

”Sel, det er Louis” jeg kiggede undrende ned i sengen. Vi var alle gået seng, men vi sov ikke. ”Hvor har du mit nummer fra” jeg ventet på svaret. Et svar jeg ikke havde forventet kom.

”Jeg tog det fra Harrys telefon”

”Tro du ikke han bliver sur” det var et oprigtig spørgsmål.

”Jeg kunne ikke være mere ligeglad” hans stemme var bestemt, og blid.

”Men han vil jo ikke bare blive sur på dig. Så du hvordan så på mig” jeg kiggede ligeud.

”Det har intet med dig at gøre Selena. Han var sur på mig” jeg smilede svagt.

”Så det vil sige han ikke er sur mere?” jeg grinede kort.

”Kun på mig, ikke på dig” hans grin var tydelig i den anden ende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...