The Secret Twin // Harry Styles

Han sagde at det var okay at jeg sagde farvel. Jeg kunne se på ham at han var alt andet. Han sagde det var okay, og han forstod mit valg. Men jeg kunne se det gjorde ondt på ham. Han sagde jeg skulle følge mine drømme, jeg nikkede, som han ville følge hans - men hvordan skulle jeg bakke det op, når jeg hadede hvad det ville gøre ved ham. Det sidste han sagde at vi altid ville være de bedste venner, men det ændret sig da jeg mødte ham.

29Likes
25Kommentarer
20343Visninger
AA

8. Kapitel 6: Harry Styles

Oh darling, hold my hand
Oh, won't you hold my hand?
'Cause I don't wanna walk on my own anymore
Won't you understand?

- Jess Glynne, Hold My Hand

 

Jeg stod som forstenet og stirrede rundt i lobbyen. Hvad var der lige sket? Hvad var der gået af mig? 
"Harry?" Liam stod stadig og kiggede undrende på mig. Jeg snerpede min mund sammen. Hvis ikke han havde begyndt at sammenligne os, var hun aldrig gået. Hvor var hun nu? Hun måtte vide at alting er som før. Intet er anderledes. Jeg er ikke ændret. Men nu troede hun jo, at jeg er en kæmpe arrogant idiot. Jeg sukkede.
Hvor ville hun tage hen, hvis hun var ked af det? 
Hen til mig. Det ville jeg ihvertfald have kunnet sige for nogle år siden. Det stak mig i brystet, at den her afstand var imellem os lige nu. 
"Harry? Kender du den pige?" Spurgte Liam forsigtigt. "Hørte du noget af det?" Vrissede jeg. Liam rystede forskrækket på hovedet. "Nej... Men jeg tror aldrig jeg har set en med ligeså mange ens karaktertræk, som dig." Jeg ignorerede ham. Hvor ville hun tage hen?
Da vi var børn, gemte hun sig altid i et lille hul hun havde lavet i busken, i haven. Måske hun havde gjort det samme nu. Jeg styrtede ud af lobbyen, og løb ned til den nærmeste park. Mit hår flagrede ud til alle sider, og blændede mig, men jeg var ligeglad. Jeg skulle finde Selena.
"Nej!" Græd en stemme højlydt. "Nej! Så lad mig dog være!" Skreg hun grædende. 
Det var Selena. Jeg løb ind i parken og fandt en ulykkelig Louis, og en ødelagt Selena. De lange rifter på hendes hænder blødte knap så meget længere. Hendes telefon hun havde i hånden var fuldkommen smadret. Hun græd voldsomt. 
"Nej... Louis," hun vendte sig med ryggen til os, og gemte så sit ansigt i hænderne. Hun græd denne gang mere stille. Hvad skulle jeg gøre? Bare gå hen og slå armene om hende? Eller ville hun blive sur?
Et pludseligt vredt udbrud fik os til at fare forskrækket sammen. Jeg havde helt glemt, at hun havde samme voldsomme temperament som mig. Det virkede næsten skræmmende, at være i nærheden af en der var så ens fra dig selv. 
Hun tyrede sin mobil direkte ned i jorden, så skærmen fløj af og mekanismen knækkede fuldstændig. Den var ubrugelig. 
"Jeg kan ikke mere..." Græd hun igen. Jeg gad ikke stå og se på, imens min søster græd sig selv halvt ihjel. Jeg havde altid fået at vide at tvillinger havde en speciel tilknytning. Hendes sorg ramte mig hårdere end nogen anden i dette øjeblik. Det var ikke sådan jeg ønskede vi blev genforenet.
Selena ville ikke engang genforenes. Jeg holdte den lille tåre inde, og gik så direkte hen til hende, og trak hende ind i min favn. Denne gang gjorde hun ikke modstand. Hun slog derimod armene om mit liv, og trak mig tættere ind til sig.
"Jeg kan ikke mere Harry," hviskede hun mod min hals. "Det er okay." Hviskede jeg og strøg hende forsigtigt over håret. "Du behøves ikke kæmpe imod længere." At nægte sit familiemedlem - som ovenikøbet er en tvilling - er super hårdt. Jeg har været fristet til at fortælle bare Louis, Liam og Niall om det, men ikke engang dem, ville jeg røbe det til. Jeg havde lovet hende det. Hun snøftede mod mit bryst. "Undskyld," hviskede hun. Jeg trak mig ud fra vores omfavnelse. "Du skal ikke undskylde," jeg mødte en af de ting, der var vidt forskellige fra os. Hendes øjne. Hendes brune øjne, en direkte modsætning til mine grønne. Louis stirrede chokeret frem og tilbage på os, som om han så syner. Jeg ignorerede ham, men det gjorde Selena ikke. Hun opdagede det ikke engang da jeg forsigtigt vendte hendes hånd, så rifterne kom til syne. Det blødte ikke længere, men størknet blod og flere sår var overalt på hendes hænder. "Det skal vi lige have ordnet," sagde jeg stille og fik hendes opmærksomhed igen. Hun tog sin hånd til sig igen. 
"Nej, nej. Jeg skal tilbage, de andre kommer nok snart og-" jeg afbrød hende ved at tysse på hende. "Jeg tror der er nogle ting vi skal have forklaret. Kom med mig."


»‡«


Det var befriende at sidde sammen med hende igen. At have hende ved min side. Det ville ovenikøbet være bedre, hvis hun ikke var tæt på at bryde sammen hvert øjeblik.
Jeg kunne ikke ligefrem læse hendes tanker, men jeg vidste at hun var ked af, at Louis havde regnet os ud. Hun ville forblive ukendt for alt og alle. Men jeg tror vi er nået til det punkt, hvor det ikke er muligt længere.
"Så... I er tvillinger?" Louis kiggede forvirret på os begge. "Jeg kan ikke.... Hvorfor har du ikke sagt noget?!" Råbte han pludselig af mig. "Hvorfor har du ikke sagt noget?" Sagde han vredt og pegede på Selena.
"Du skal ikke lade det gå ud over Selena. Hun har ikke gjort noget som helst," forsvarede jeg hende. Jeg kunne mærke hende blive en anelse forbløffet. Hun troede virkelig at jeg ikke ville beskytte hende længere? Nej, jeg ville gøre alt for hende. Det var det der var problemet. For hun ville ikke alt for mig. Hun valgte at forlade mig, da jeg havde mest brug for sin støtte. Da jeg manglede en, der ville forstå mig til punkt og prikke.
Louis ignorerede min kommentar.
"Jamen... Hvem er du?" Sagde han lamslået. Selena fumlede nervøst med sine fingre. En typisk ting jeg også ville gøre, hvis jeg ikke vidste hvad jeg skulle sige.
Louis rystede på hovedet. "Jeg... Jeg skal lige tænke det her igennem," også gik han ud af min stue, lukkede døren og gik så ud i køkkenet.
Selena fumlede stadig med hendes fingre. Rifterne var hverken blevet tørt af, eller dækket. Bare en lille skramme som den, fik mig til at blive en anelse sørgmodig. Jeg rejste mig op, og rakte hende min hånd.
"Kom med ud og få vasket det der," sagde jeg lavt. Selena fnøs af mig.
"Det er bare et lille sår. Du behøves ikke at hjælpe mig."
"Jeg vil gerne hjælpe dig. Jeg kan ikke lide at se blod på dine hænder." Hun tav et kort øjeblik.
"Du skal ikke tro, at du kan få mig til at gå med dig, bare fordi du kan få alle andre med dig," vrissede hun.
Jeg kiggede for alvor sørgmodigt ned i gulvet. Hvad var der sket med hende? Hvorfor stolede hun ikke på mig?
"Vil du ikke prøve? Bare prøve, Selena?" 
"På hvad? På at acceptere dit egoistiske 'nye' dig?" 
"Selena, stop nu. Det eneste jeg ville var hjælpe dig. Du har blod på dine hænder. Hvad hvis jeg sad med blod på mine hænder?" "Så ville jeg være ligeglad. For jeg ved det bare var en skramme."
"Nej du ville ej. For vi ved godt begge to, at det ikke er en lille skramme. Det er en stor, psykisk skramme."
Jeg ved at hun vidste hvad jeg mente. 
"Okay. Så gør det bare," hun rejste sig op fra sofaen, og gik med mig ud på badeværelset.
Jeg fandt den lille førstehjælpskasse frem, og fandt renseservietterne og plastrene frem. Hun satte sig en anelse modvilligt på det lukkede toiletbræt. Jeg satte mig i knæ foran hende, og begyndte forsigtigt at tørre blodet af hendes hånd.
"Skal du altid gøre det så langsomt?" Jeg fortsatte i det rolige tempo, for ikke at gnide i sårene. Det ville gøre ondt på hende.
"Ja. Jeg vil ikke påføre dig smerte." 
Da blodet var tørt af, sagde hun ikke et muk mere. Jeg lagde et langt plaster hen over hendes håndflade, og bad mig række hende den anden hånd.
"Hvorfor prøver du så meget? Hvorfor er du ikke ligeglad med mig?" Spurgte hun lavt. Jeg stoppede den ny begyndte handling, nemlig at åbne en ny serviet. Jeg ventede lidt med at svare, jeg fastholdte bare blikket på hendes blodige hånd.
Jeg var jo inderst inde ikke vred. Jeg var bare ked af, at hun troede jeg havde valgt noget andet frem for hende. At hun troede jeg havde valgt at ændre mig, for at blive en anden. Men jeg vidste jeg ikke havde ændret mig, og jeg havde omhyggeligt beholdt mig selv, for hendes skyld. Så jeg ikke skuffede hende.
"Fordi jeg vil have dig tilbage igen," sagde jeg stille. Jeg tog forsigtigt fat i hendes hånd og begyndte at tørre de små sår af.
"Jeg troede du havde det godt. Uden mig til at... Ødelægge det."
Jeg kunne ikke helt kategorisere mine følelser lige nu. Skulle jeg være vred over, at hun bare ikke forstod mine hentydninger? Eller ked af det, fordi hun nægtede mig?
Denne gang kiggede jeg direkte op på hende igennem mit lange filtrede hår. "Jeg har aldrig haft det godt. Jeg har altid manglet dig. Hver gang jeg var ved at tro, på alt det jeg fik at vide hver dag, havde jeg brug for en der kunne vise mig, at jeg ikke var det. Og jeg manglede en der ville forstå mig, bedre end nogen anden," jeg kunne mærke tårerne samle sig i mine øjenkroge.
"Så Selena. Skete det du havde frygtet? Er jeg en anden person? Er jeg ikke 'mig' mere? For jeg har ikke følt mig som mig selv, når jeg manglede en af de vigtigste personer i mit liv."
Det var aldrig min intention at få hende til at græde. Alligevel skete det. Store, lange tårer gled ned ad hendes kinder. Jeg smed servietten fra mig og tørrede istedet for hendes kinder med mine håndflader. 
"Undskyld," sagde jeg pippende. Selv på randen til at græde.
Hun rystede på hovedet. "Hvis jeg havde stolet på dig, så ville det ikke have været sket," græd hun. "Jeg ville aldrig have ødelagt dig så meget. Jeg var så egoistisk, at jeg ikke tænkte på, af hvis jeg forlod dig, så ville du blive forandret. Jeg tænkte bare på mig selv."
Jeg rejste mig op og fik samlet tingene sammen igen, for mundlam til at kunne svare hende.
Som jeg tabte en tung genstand, ramte den første tåre min kind. Jeg havde ikke grædt i meget lang tid. 
Jeg kunne mærke hendes blik på mig. "Nej," hviskede hun. "Nej," hun rejste sig. "Ikke græd," sagde hun og fik sig hen foran mig. Jeg rystede på hovedet og kiggede ned i jorden. 
"Undskyld for de ting jeg sagde til dig. Jeg mente ikke noget af det," sagde jeg så. Overraskende slog hun armene om mit liv. Jeg lagde selv mine arme om hende, en anelse forbløffet over hvordan hun de sidste år havde udviklet sig. Jeg var tilsynetladende ikke den eneste, der var vokset i højden. 
En rømmen fra døren til badeværelset, fik os til at fjerne os fra hinanden.
Louis stod med et lille smil på læben og kiggede på os. Vi havde begge vores blikke på ham.
"Der kan man da bare se." Han lagde hovedet på skrå. "Jeg er stadig forvirret over, at i ligner hinanden så meget. Det er slet ikke fair," hans smil blev bredere. Ingen af kunne til sidst holde et grin tilbage.
"Du havde ret Louis." Sagde Selena bagefter. "Han har overhoved ikke ændret sig." Louis nikkede hen til mig.  
"Nej du har ej. Du er stadig ligeså irriterende, som du var for seks år siden. Altså, hvem fortæller ikke sin bedste ven, at man har en tvilling?" 
Jeg trak lidt på skuldrene med et lille grin, og kiggede ned på Selena. Hun kiggede på mig med stolthed i blikket og et bredt smil på læberne. Lige hvad jeg havde ønsket mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...