The Secret Twin // Harry Styles

Han sagde at det var okay at jeg sagde farvel. Jeg kunne se på ham at han var alt andet. Han sagde det var okay, og han forstod mit valg. Men jeg kunne se det gjorde ondt på ham. Han sagde jeg skulle følge mine drømme, jeg nikkede, som han ville følge hans - men hvordan skulle jeg bakke det op, når jeg hadede hvad det ville gøre ved ham. Det sidste han sagde at vi altid ville være de bedste venner, men det ændret sig da jeg mødte ham.

28Likes
25Kommentarer
19847Visninger
AA

7. Kapitel 5: Selena Sayers(Styles)

Do you feel like you just can’t take no more
Broken heart, all your pieces on the floor
Like you’re running out of breath
Tryna find yourself before you blow away in the night

- Madison Beer Unbreakable

Jeg var nået ind af døren til hotellet. Louis havde fulgt mig hjem, Becky var taget med de andre i byen – jeg ville dog ikke. Jeg havde det forfærdelig i forvejen. Hvordan kunne det var en helt fremmede regnet med at jeg var i familie med Harry, selvom jeg var det. Jeg var ikke andet ind hans tvilling, det er vel ikke det store vel? Jeg gik med hovedet højt, hen mod elevatoren. Ja jeg var for doven til at bruge trapperne, men når der er elevator hvorfor så bruge trapperne.

 

”Selena!” jeg vendte mig forskrækket om, ingen kendte mit navn udover klassen – og de var taget i byen. Jeg stirret med store øjne hen på Harry, hvordan havde han fundet mig?” ”Harry?” jeg kunne ikke holde overraskelsen inde, hvem kunne det også. Han var jo min bror? Og hvordan han havde det ville jeg ikke høre om, jeg ville ikke være en del af hans liv som han ødelægger.

”Hvordan har du fundet mig” jeg gik et par skridt bagud, jeg var ærlig ikke tryg. Det kan godt være vi er i familien, men vi har ikke set hinanden i fire år. ”Du er jo ligesom ikke særlig svær at genkende”  han fnøs, og lagde hans arme over kors.

 

”Så det vil sige du har forfulgt mig?” jeg kiggede surt på ham, mine spydige ord kunne jeg se havde såret ham. ”Du er for fanden min tvilling” jeg tysset panisk på ham, kunne han ikke forstå hvorfor jeg havde gjort som jeg gjorde. Hvorfor skulle han så ødelægge alt jeg havde opbygget, igennem de seneste fire år.

 

”Selena, svar mig” han kiggede utrolig arrogant på mig, og en ting jeg ikke kunne klare var når folk var arrogante og især overfor mig – det kunne tænde mig fuldstændig af. ”Du skal slet ikke snakke sådan der til mig Harry Styles” jeg vrisset ordene i vrede. Han viste udmærket hvordan jeg havde det. Det havde også skabt nogle problemer da vi gik i skole sammen, det viste han af alle.

”Du skal ikke snakke sådan der til mig søs! Du er blevet så arrogant” Jeg løftet det ene øjenbryn, snakker han virkelig om mig. Har den dreng spist søm?

”Lad nu være med at spille hellige Harry. Du er ikke på kamera” jeg kiggede bare ligegyldig på ham, men alt indeni gjorde fandens ondt. Jeg hadet at skændes med Harry, og det gjorde jeg åbenbart stadige.

”Du ved intet om mit liv, du skred fra os” ville han have jeg fik dårlig samvittighed, for det lykkes. Men ikke at det ikke var en kendt følelse for mig, for det var det. Jeg havde haft den samme stikkende følelse i fire år.

”Du ved intet om mit, så bare luk røven” jeg prøvet febrilsk at holde mine tårer inde, bed mig i tungen, læben. Strammet grebet, lod mine negle ramme håndfladen. ”Selena, du bløder” Harrys hoved lavet et hovedkast mod min hånd. Var han ligeglad, jeg savnet min gamle Harry. Min tvilling,

 

”jeg savner dit gamle jeg. Du ville aldrig gøre sådan der mod mig” tårerne var trillet ned af mine kinder, jeg gad ikke at stoppe dem. Harry havde alligevel set mig græde så mange gange før.

 

”Det var lavt, du er sunket så lavt som man kan søs” ville han virkelig gerne ødelægge mit liv, for så lykkes det meget godt.

”Harry” jeg lukkede grædende øjne, hvordan kunne man sige sådan noget. Har han intet hjerte tilbage. ”Har din karriere virkelig ødelagt den gamle Harry” ordene gjorde ondt på mig, men jeg ramte åbenbart også Harry. Det havde jeg aldrig troede med den attitude han havde haft de gange jeg havde set ham.

”Nej, du ødelagde mig” jeg kiggede grædefærdig på ham, sagde han lige jeg ødelagde ham. Hvor er min bror henne?

”Hvordan kan du være så følelsesforladt?” Jeg vendte mig grædende om. Men det skulle jeg aldrig have gjort, hvordan kunne det være mulig.

”I ligner jo hinanden på en brik” en ung mand i 20’erne  kiggede overrasket på os.

”Liam styr dig” Harrys stemme gjorde ondt, hvilket fik mig til at fælde endnu en tåre. En mere til samlingen.

”Men det gør i, tro du jeg er dum?” Liam kiggede på Harry, Harry kiggede vredt på ham. Jeg havde mulighed for at smutte, og det gjorde jeg også hurtig.

 

 

Jeg stod ude i parken, ligesom jeg gjorde første dag. Denne gang løb mine tårer ned af kinderne på mig, men regnen fik det til at ligne at det var dens værk – hvilket jeg aldrig nogensinde havde været så glad for.

Jeg trak vejret kort, lod mine våde finger fiske min telefon op af lommen. Jeg var dog gået i læ, den skulle ikke gå i stykker. Og jeg skulle slet ikke dø af for mange volt rendende igennem min krop.

 

”Mor” jeg havde valgt at ringe hende op, jeg ville vide hvordan de havde det med mig. Havde jeg valgt det rigtige valg for fire år siden?

 

”Lille skat, hvor er det dog skønt at høre din stemme igen” jeg snøftet, jeg havde savnet hendes stemme. ”… kom her, det er Selena” jeg hørte nogle skridt efterfulgt at en skrattende lyd. Det var nok højtalerne de havde tændt.

”Må jeg spørge om noget?” min stemme var usikker. Men hvis Harry hadet mig, så må min familie vel også hade mig, jeg havde været ond mod dem alle. Jeg havde valgt mine egen behov, frem for deres.  

”selvfølgelig” min fars stemme rungede igennem mobilen jeg havde ved øret. ”Hader i også mig” jeg var så usikker, bange for svaret.

”Hvorfor skulle du dog tro det” jeg græd igen. ”Vil i ikke svare mig” deres svage suk kunne høres, jeg var bange for svaret bange for min reaktion.

”Nej Selena, det har vi aldrig gjort” der var pause kort. ”Hvem hader dig?” deres stemme var omsorgsfulde og bekymret. 

”Harry hader mig. Men jeg bebrejder ham ikke” det gjorde ondt, men det var sandheden. ”Selvfølgelig gør han ikke det”

 

”Selena” jeg vendte mig om, chokeret at jeg tabte min telefon på jorden. Louis skulle til at samle den op ”Louis nej!” Jeg kom til at hæve min stemme en smule. Det var altså ikke med vilje. ”Jeg skal nok” min stemme dirret. Han ignoreret mig fuldstændig, hvor uhøflig kan man være. Han vendte telefonen om, så der stadige var en samtale i gang.

Han satte den på højtaler, hvorfor jeg ikke gjorde noget må du spørge min krop om. Den var frosset, skide bange for hans reaktion. Jeg snakkede med min mor, samme mor som Harry havde.

”Louis, giv mig telefonen” jeg fik formodet at række min arm strakt ud. ”Selena, Er det Louis. Harrys bedste ven” Jeg gik i panik, hvad skulle jeg stille op. ”Giv mig telefonen Louis!” jeg kiggede febrilsk rundt, hvad skulle jeg gøre. Løbe ud foran en kørende bil, men jeg vil ikke dø. ”Er Harry og Selena i familie sammen?” Louis snakket til min mor og far. Jeg skubbede panisk og hårdt til Louis så han tabte min telefon. Skærmen gik i stykker imens jeg lod et åndet let op. Nu var vi kun halv opdaget, og det var forfærdelig.

 

”Selena?” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...