The Secret Twin // Harry Styles

Han sagde at det var okay at jeg sagde farvel. Jeg kunne se på ham at han var alt andet. Han sagde det var okay, og han forstod mit valg. Men jeg kunne se det gjorde ondt på ham. Han sagde jeg skulle følge mine drømme, jeg nikkede, som han ville følge hans - men hvordan skulle jeg bakke det op, når jeg hadede hvad det ville gøre ved ham. Det sidste han sagde at vi altid ville være de bedste venner, men det ændret sig da jeg mødte ham.

29Likes
25Kommentarer
20339Visninger
AA

6. Kapitel 4: Louis Tomlinson

Here we go again
Another go round for all of my friends
Another non stop will it ever end

We're never coming back down
We're looking down on the clouds

- One Direction, Clouds

 


Jeg formede min mund som et 'o'.
Sagde de lige det samme, i munden på hinanden? Harry kiggede ned i bordet og fugtede hans læber, gang på gang. Det var de samme, mærkelige ord. Jeg kendte ingen der ville bruge de ord udover Harry. Også pigen, Selena. Der til en forveksling lignede Harry på en prik, talte ens, havde samme gode opdragelse.
Det havde intet at gøre med hvilken by de kom fra. Det var de færreste der ejede de krøller de gik og bar på, og det at de brugte de samme ord, samtidigt, var typiske karaktertræk hos..
"I er tvillinger!" Skreg jeg skingert. Gæsterne på restauranten kiggede forskrækkede hen på os. Men jeg var ligeglad. 
Harry fucking Styles, min bedste ven igennem seks år, havde en tvilling. 
"Nej, nej, nej," skyndte Harry sig at sige. "Du misforstår det fuldstændigt, Louis. Jeg kender hende overhoved ikke." Jeg kiggede over på pigen - Selena - og knep øjnene sammen. "Det tror jeg ikke på." 
Selena kiggede vredt op fra bordet. "Hvad bilder du dig egentlig ind? Du kender mig på ingen måde, også sidder du og beskylder mig for at være i familie, med ham!?" Skreg hun. 
Igen, præcis de samme ord Harry ville have brugt. Hendes veninde kiggede forbløffet på hende. "Kom, Becky vi går nu," hun rejste sig og var på vej ud af døren. 
"Nej!" Råbte jeg efter dem. Det var ikke for at ødelægge noget som helst det her. Harry prøvede at skjule at der var noget der gjorde ondt på ham, og hvis det ikke var fordi jeg vidste jeg havde ret, så ville jeg ikke kunnet have set det. 
Mange ting kunne han, især skuespil. Især hvis han havde skjult hende i seks år nu.
"Hvorfor fortalte du mig det ikke?" Spurgte jeg skuffet. Han smed vredt sin serviet ned i bordet. Så rejste han sig op.
"Hun er ikke min søster. Jeg gider ikke at diskutere det. Farvel."
Også gik han. Jeg sukkede. 
"Hvad sker der her?" Kom en tjener hen til mig. Jeg kiggede op på hende med et opgivende blik.
"Ikke noget. Vi skal ikke have noget alligevel." Jeg rejste mig fra stolen og gik uden om hende, hen til udgangen.

ஐ.

Jeg var stensikker på at det var hans søster. Come' on. Hvordan ville de ellers kunne være så ens? Måske kunne deres udseende narre selv den bedste, men da de begyndte at sige og opføre sig ens, så var jeg solgt. 
Harry var gået et sted hen jeg ikke vidste hvor var. Han kunne nok klare sig selv. Men det kunne den unge pige der stod og fumlede med et turistkort ikke. 
"Skal du have hjælp?" Hun fór forskrækket sammen og fjernede sine solbriller så hun kunne kigge op på mig. 
"Dig igen?" Vrissede hun og foldede sit kort sammen. Det var Selena. Igen. Forfærdelig pudsigt. Jeg forsøgte mig med et venligt smil. "Skal du have hjælp? Hvor skal du hen?" Tøvende overvejede hun mit forslag. "Jeg kan ikke finde rundt med metroen her. Jeg har glemt alt om undergrunden i London. Det er mange år siden jeg var her sidst." Jeg forsøgte ikke at se skeptisk ud og vinkede hende med mig ned til undergrunden.
"Hvor skal du hen?" "Ud til Victoria Inn London. Det er et gammelt hotel." Jeg rynkede kort brynene og nikkede så ivrigt, "jeg bor næsten lige overfor," sagde jeg med et smil. Hun nikkede med sammenrullede læber. "Så kan vi vel følges?" Spurgte jeg forsigtigt. Hun nikkede igen. I stilhed gik vi ind i metroen, som ville køre os hen til vores destination.
"Hvorfor forfølger du mig?" Spurgte hun og satte sig overfor mig. Jeg bed mig under læben, i kødet foran mine tænder. 
"Det gør jeg heller ikke. Vi er bare stødt på hinanden mange gange," "ligesom igår? For i så ikke så forfærdeligt tilfældige ud igår," sagde hun irriteret. Okay. Der havde hun faktisk ret. Vi gjorde det med vilje igår. 
Igår! Harry opførte sig også underligt igår! Fordi vi fandt hende...
"Kender du ikke Harry?" Hendes ansigtudtryk ændrede sig til noget jeg ikke helt kunne tyde. "Nej. Kun fra artikler og sådan, men ellers ikke." Jeg nikkede sammenbidt. "I ligner hinanden ret meget." Hun smilede et lille skævt smil. "Det siger mange. Men det er bare tilfældigt." 
Jeg ved ikke helt hvad jeg skulle tro på nu. Deres smil var også nogenlunde ens. Bortset fra smilehullerne. Det var kun Harry der havde dem. 
"Så Selena. Hvad laver du her i London?" Hun smilede stort. "Jeg er på studietur med min klasse. I Amerika er England meget interessant. Men det er velkendt for mig. Jeg har boet her det meste af mit liv." Jeg kiggede på hende med store øjne. "Hvorfor flyttede du så? Blev regnen for meget?" Spurgte jeg med et grin. Hun rystede på hovedet. "Min fars firma flyttede. Så det gjorde vi andre også." Jeg nikkede. Så trak jeg på skuldrene. "Du kan måske gætte dig frem til, at jeg ikke rigtig foretager mig noget specielt lige nu," "men er det ikke dejligt? At være lidt væk fra det hele? Superstjernelivet?" Spurgte hun tøvende. Jeg tænkte lidt over hende. Det sidste ord sagde hun meget forsigtigt, som om hun var bange for det.
"Jo. Det var ved at blive lidt for meget," sagde jeg stille. Kupeen vi sad i var tom, der var ingen der hørte vores samtale. "Hvordan for meget?"
Jeg kiggede længe på hende. "Jeg var ved at være bange for ingen af os kunne hænge sammen mere. Vi havde ikke haft et ordentligt pusterum fem år i træk." Hun trak i sin kæbe, hvilket fik den nedre del af hendes ansigt, bortset fra skægstubbene og de mere brede læber til at ligne Harrys på en prik. Men 50% af det måtte være indbildning, den anden del tilfældighed. 
Men tanken gnavede stadig i mig. Løj Harry og Selena for mig. Hvad hvis de i virkeligheden var tvillinger, kendte hinanden bedre end nogen anden og havde alt til fælles? Måske havde Harry skjult hende, for at beskytte hende.
"Louis?" Spurgte hun forvirret. Jeg løftede mit blik op på hende igen. "Undskyld sagde du noget?" Hun fastholdte sin facade og blev ikke vred. "Det var bare, om det med at være kendt. Ændrede det personen?" 
"Zayn forandrede sig. Men vi andre..." Jeg gnubbede min hage, der havde en let skægstubbe, men kradsen forstyrrede mig ikke. "Vi er nogenlunde de samme. Vi er jo ikke de helt samme mennesker, som for seks år siden, men det er til den gode side vi har ændret os. Men ja, lovet som kendt forandrer alt for mange, og alt for meget." 
Det var som om hun åndede lettet ud. Som om hun endelig kunne slappe af igen. Så fnes hun lidt.
"Okay. Skal vi ikke af næste gang?" Jeg kiggede op på køreplanen. "Jo. Lad os gå ud på gangen." Vi rejste os og stillede os i stedet for ud på den plads, man stiller sig på når man går ud. Jeg smilede bredt til hende. Jeg var glad for endelig at have kommet i kontakt med hende. Og nu var det ikke fordi at det var Harrys gengældelse. Nu var hun blevet en bekendt for mig. En som jeg kunne fortælle mig selv lidt om. 
"Selena? Hvor gammel er du?" Spurgte jeg så. "Toogtyve." 
Samme alder som Harry.
De der sammenligninger bed sig hele tiden fast i mig. Jeg ville ønske at jeg kunne ignorere det, også bare snakke med hende, som var hun normal. 
Metroen stoppede, og sammen med nogle få andre personer steg vi ud af den. Vi fulgtes op af trapperne og helt ud på den trafikerede vej. 
"Tak for hjælpen," sagde hun høfligt. Jeg nikkede kort. "Tak for snakken. Vi ses igen, Selena." Hun nikkede med et lille grin. "Farvel Louis."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...