The Secret Twin // Harry Styles

Han sagde at det var okay at jeg sagde farvel. Jeg kunne se på ham at han var alt andet. Han sagde det var okay, og han forstod mit valg. Men jeg kunne se det gjorde ondt på ham. Han sagde jeg skulle følge mine drømme, jeg nikkede, som han ville følge hans - men hvordan skulle jeg bakke det op, når jeg hadede hvad det ville gøre ved ham. Det sidste han sagde at vi altid ville være de bedste venner, men det ændret sig da jeg mødte ham.

29Likes
25Kommentarer
20453Visninger
AA

5. Kapitel 3: Selena Sayers(Styles)

Rest your head and close your eyes
Everything will be okay
When you wake with the sweet sunrise
It'll be a brand new day

-JOJO Intro(2014)

Jeg viste at det jeg ville til at gøre var risikabel, men blikket fra min tvilling: Harry gjorde ondt, jeg kunne næsten ikke klare det. Jeg viste hvor han boede, han havde skrevet et brev på et tidspunkt, stemplet så jeg kunne svare ham tilbage – men det havde jeg aldrig gjort. Jeg var gået for mig selv, vi havde fået fri efter at jeg var stødt på Harry, min bror.

Jeg gik langs fortovet mens jeg sparket til nogle småsten, det gjorde stadige ondt. Hvordan kunne jeg være så kold, og ond mod min egen bror.

Jeg var noget indtil centrum, hvordan jeg kom hen til den bestemte adresse viste jeg ikke. Men jeg skulle nok finde ud af det. Inden jeg noget at se mig om sad jeg inde i en taxa med kurs mod Harrys lejlighed, vent det kan jeg ikke. ”Kan du være sød at vende om” han kiggede på mig i spejlet der hang ved loftet.

”miss, vi er her” han kiggede undrende på mig. Jeg kiggede skrækslagende ud af vinduet, hvordan kunne jeg være så dum. ”Vil du køre mig tilbage” jeg kiggede bedene på manden, jeg havde træffet et dumt valg, og jeg ville tilbage. ”Det kan jeg ikke” han nikkede mod et kærestepar der stod og trippede for at komme ind i taxaen, måske fordi det også stod ned nu.

Jeg lod ham få de penge han skulle have, jeg trak vejret kort inden jeg åbnede døren og bevægede mig ud af den. Jeg stod nu, i regnen – kiggende op mod Harrys lejlighedskompleks.

”Selena?” gud, var det mit navn der blev sagt. Jeg vendte mig hurtig om, så hurtig at jeg faldt ned, slog mig faktisk en del. ”Hej” jeg ømmede mig stadige. Jeg kunne ikke lade være med at se på manden der stod foran mig, jeg genkendte ham, han var sammen med min bror. ”hvad laver du ude i regnen?” først nu lagde jeg mærke til hans paraply han havde i hånden.

”Ehm, jeg skulle mødes med nogle venner. Men jeg er vist farede vild” jeg grinede falsk, bare han ikke opdaget det. Jeg var ikke her med mine venner, jeg ville sige undskyld til Harry.

”Skal jeg følge dig hen til stedet” hans smil var sødt, nervøs.

”Behøves ikke, jeg har boet i England. Jeg kender bare ikke stedet her” jeg hadet at lyve, så det gjorde jeg heller ikke.

”Er du sikker” mere noget han ikke at sige før en hånd blev lagt på hans skulder. Øjne, håret, blikket var så bekendt, det kunne kun være Harry.

”Harry, det her er Selena jeg snakket om” jeg stirret utryg på ham. Havde han snakket om mig, hvilken person gør dog det.

”Farvel Louis” hvis jeg kunne løbe hurtig, havde jeg også gjort det. Jeg kiggede ikke på Harry, jeg kunne ikke. Det var for smertefuldt, han havde ikke kontaktet mig i fire år, og så at se på ham. Nej tak.

”Selena!” Louis stemme var panisk, hvorfor vides ikke. Jeg skyndte mig endnu mere, jeg ville ikke opdages, jeg ville ikke genkendes. Jeg ville ikke leve det her liv. Jeg skal ikke have ødelagt mit liv på grund af Harry ødelægger hans, jeg er ikke dum.

”Selena!” Stemmen var svagere, men jeg løb også. Jeg skulle væk, men havde jeg ikke lige sagt det?

Jeg var noget tilbage til hotellet, tårerne havde løbet langs mine kinder – men heldig ingen kunne se det. Jeg nåede hen til værelset før mig, der tilfældigvis var mine venners, men nu ville jeg ikke snakke med nogle.

Jeg trådte vredt ind af døren, og døren blev smækket med et smæld. De andre kiggede overrasket på mig. ”Selena, er du okay” de alle kiggede underende på mig, jeg kiggede kort på dem inden jeg lod min T-shirt ramme jorden, efterfulgt af resten af tøjet. Jeg lagde mig ind under dynen, ligeglad med at de andre stadige ikke havde fået svar på deres spørgsmål. Jeg var for smadret til at snakke, for ødelagt til at overskue det. Jeg ville bare gerne sove.

Derfor lod jeg også mine øjne lukkes, og inden længe lå jeg og sov, urolig men jeg sov. 

Jeg vågnet og havde det dårligere ind jeg nogensinde havde haft, jeg havde set Harry for første gang i fire år. Jeg var blevet introduceret til hans ven. Bange for at jeg ville ramme bunden, jeg ville ikke kendes af verden, jeg ville have mit privatliv.

”Selena, vi skal af sted” først nu opdagede jeg at de alle stod og var parate til at gå. ”Bare gør det. Jeg har det skidt, jeg bliver hjemme” jeg kiggede ned i dynen. Jeg var ikke fysisk dårlig, nej jeg havde det psykisk dårlig.

”Okay, det siger vi til læreren” jeg nikkede bare, jeg gad ikke snakke med nogle. Kunne de ikke bare forstå det, det er en simpel konstatering. Jeg hørte døren lukke sig og jeg lod øjne falde igen, ned til et mareridt der virkede alt for bekendt.

”Jeg vil ikke være med til det her. Du ødelægger dig selv” min stemme dirret og jeg kunne ikke stoppe med at græde. Harry stirret chokeret på mig, men det gjorde hele familien. Jeg havde lige fortalt at jeg ikke ville være med til det her, og jeg så heller ville flytte langt væk. Bare for at komme væk fra alt, min familie troede jeg ikke kunne lide dem. Men det kunne jeg jo, men jeg var mere opsat på at få et normalt liv, med en karriere og en stabil indkomst. ”Jeg ændre ikke mening” min stemme havde jeg mere under kontrol nu, det havde dog ingen af de andre.

”Selena, please. Støt mig” Harrys stemme var grædende. ”Jeg kan ikke”

Jeg lod et skrig ramme rummet, jeg var badet i sved. Det var mange år siden jeg havde drømt lige præcis den drøm, og det skræmte livet af mig. Hvordan skulle jeg kunne tilgive mig selv, jeg havde ødelagt min familie, men mest af alt havde jeg nok ødelagt mig selv, selvom jeg inderlig ikke ville indrømme det. Jeg ville være den stærke og beslutsomme person jeg altid var kendt for. Men måske var jeg svag, måske ville jeg have været stærkere hvis jeg havde min familie bag mig, hele min familie.

Gud Selena, er du okay?” jeg vendte mig halvfemsgrader om. Kiggede lige op på pigen alle piger ville være, pigen alle drenge gerne ville date, eller sådan ville jeg tro. Og hun var min bedste veninde. ”Becky, jeg har det fint” jeg smilede halvhjertet. Jeg stak hende endnu en løgn, kan man så overhovedet kalde sig selv for bedsteveninde materiale. 

”Du er badet i sved” hun satte sig ved siden af mig, hun havde altid været så venlig, sød og hjælpsom. ”Jeg er okay” hun kiggede mistroisk på mig, men jeg bebrejde hende heller ikke, for jeg var ikke okay – på nogen måder. 

”Smut i bad søde, og så smutter vi ud og tager noget at spise” hun skubbede mig blidt ud af sengen, jeg forstod hende godt. Jeg ville også have det på samme måde som hende.

Vi stod lige nu ude foran hotellet, vi skulle have noget mad. Men allerhelst ville jeg bare tilbage og ligge under dynen og græde mig selv i søvn igen. ”Jeg synes vi skal gå en tur og finde noget lækkert” hun smilede opmuntrende til mig, og det varmede mit hjerte.

”Der, der fik jeg ikke lov til at spise i forgårs.” hun nikkede kort inden vi smuttet hen og stod i kø. Men måske var det ikke nogen kø, når vi var de første der stod der.

”Et bord til to?” hvorfor fik jeg altid lyst til at sige nej, kun til en. Selvfølgelig er det to, når man står ved siden af hinanden og man er de eneste der står her.

”Ja Sir” jeg smilede overbevisende, men jeg var alt andet. ”Så følg med” han smilede for første gang. Han viste os hen til et bord, et bord lige ved siden min bror, hvordan kunne det dog endnu en gang ske igen.

”Gid vi fik et andet bord” jeg hvisket det til Becky inden vi satte os ned. Jeg sad overfor Becky, jeg kunne se ind i det store spejl, ind og hen til Harry. Vi skulle selvfølgelig sidde lige ved siden af hinanden, så gætter folk det vel aldrig.

”Gud Sel, se. I ligner jo hinanden, vildt meget” hun nikkede overmod Harry og Louis. Jeg smilede falsk men overbærende, i håb om de ikke lagde mærke til det. ”Becky, du må have spist søm” jeg grinede falsk, gud hvorfor lige nu. Hvorfor her.

”Nej jeg mener det. Du der, ligner de ikke hinanden” Becky kunne godt være ubehøvlet, og det var hun overfor Louis. Alle ved at Englænder går meget op i høflighed og ydmyghed. ”Becky, sådan snakker man ikke i England. Vi er ikke i New York” jeg smilede undskyldende til ham, jeg ville for alt i verden ikke genkendes, men det var lidt for sent.

”Jo, det syntes jeg også første gang. Men det kan vel være ren tilfældighed” Louis argument lød ikke spor overbevisende, men det var vel bare for at overbevise sig selv. Harry og jeg kiggede nervøs på hinanden. Han bed sig i underlæben, samme gjorde jeg– nervøse træk, som var identiske.

”Måske er de tvillinger” Louis stemme rungede ud, jeg og Harry snakket i munden på hinanden. Sagde nøjagtig det samme, noget vi hørte som så mange gange.

 

 ”Fantasi er vigtigere end viden, fordi viden er begrænset”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...