The Secret Twin // Harry Styles

Han sagde at det var okay at jeg sagde farvel. Jeg kunne se på ham at han var alt andet. Han sagde det var okay, og han forstod mit valg. Men jeg kunne se det gjorde ondt på ham. Han sagde jeg skulle følge mine drømme, jeg nikkede, som han ville følge hans - men hvordan skulle jeg bakke det op, når jeg hadede hvad det ville gøre ved ham. Det sidste han sagde at vi altid ville være de bedste venner, men det ændret sig da jeg mødte ham.

27Likes
25Kommentarer
19691Visninger
AA

26. Kapitel 24: Louis Tomlinson & Harry Styles

You and me got a whole lot of history
We could be the greatest team that the world has ever seen

- History, One Direction

 

Jeg smilede skævt til Selena.
"Hvad er der sket?" Spurgte jeg hende lavt om. Selena sukkede og trak på skuldrene. "Jeg aner det ikke. Men vi bliver nødt til at finde ud af det. Hun var helt knust."
Hun kiggede sørgmodigt ned i gulvet. Hun var så barmhjertig overfor andre mennesker. Hun passede altid på de andre, at de havde det godt. Jeg kunne nogen gange blive nervøs for, om jeg passede godt nok på hende. Om hun havde det godt i mit selvskab. Ligesom igår.
Det hele var så forvirrende. 
Jeg prøvede at beskytte hende - os - ved at konfrontere Harry, og de handlinger han havde gjort. Men vi havde begge fejlet. Han havde ligeså forsøgt at beskytte hende, ved ikke at svare paparazzierne. Men han gjorde bare Selena skuffet og vred. Og ked af det.
Jeg kunne sagtens se Harrys pointe. Desværre tror jeg bare, at der lå meget imellem det hele.
Jeg troede at der inderst inde lå en hel masse følelser gemt i ham.
Han var sikkert ked af, at Selena havde valgt mig, i stedet for ham. Det var aldrig sjovt at blive valgt fra, og aldrig af sin søster.
Han følte bare det samme, som da hun forlod ham. At hun valgte ham fra. Han var bange for at hun ville glemme ham, til dels for mig. 
Jeg kyssede Selenas pande, og skyndte mig at finde noget tøj frem. Jeg håber virkelig, at Niall ikke havde gjort noget. Men det ville han aldrig kunne finde på.
Ligesom jeg ikke ville kunne finde på, at slå Harry. Jeg sukkede tungt.
Jeg var skuffet over mine handlinger igår. Men Selena havde samme mentalitet som Harry, og de vidste begge to, hvornår jeg virkelig var ked af det, og skuffet. Jeg var glad for, at det ikke havde gået yderligere over os. 
Jeg elskede hende jo. Hvad hvis hun ikke havde tilgivet mig? Hvad skulle der så blive af mig?

Selena styrtede ud af bilen, og hen til Becky der stod foran Niall's lejlighed.
Bare det ikke var Niall, der var skyld i det her. Becky stod med tårerne ned af kinderne, og kiggede opgivende ned i jorden. 
Selena sagde noget beroligende, trøstende til hende og slog armene om hende.
Becky begyndte kort efter at fortælle hvad der var sket.
Hendes stemme rystede og var meget lav, så det var umuligt for mig at høre hvad der blev sagt. Nu sad jeg jo også mindst to meter væk i en bil. 
Selena lagde hovedet på skrå efter hendes forklaring, og gav sig til at snakke løs. 
Hvad gik det her ud på? 
Becky nikkede, og svarede hurtigt Selena tilbage. Jeg kneb øjnene sammen. Det må da være muligt, at høre hvad de snakkede om? Selvom det her nok var lidt kvinde-sladder og sådan, blev jeg utrolig nysgerrig. Og hvis det havde noget med Niall at gøre, delte jeg gerne et par slag mere ud.
Okay, vent, nej. Det var ikke sådan det skulle forståes.
Jeg fortrød inderligt meget at have slået Harry.
Jeg kørte meget forsigtigt en meter frem.
"... Men Becky, det var ikke med hans gode vilje," "det er da ligemeget Selena! Han slog ham!"
Vent hvad? Talte de om Harry og jeg? Om os tre?
Jeg lænede mig frem i sædet, så jeg kunne høre deres stemmer helt klart.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre Becky... Harry vil ikke tale med mig."
1 - hvorfor talte de om os, og ikke Beckys problem? Hvis problemet altså var stort.
2 - talte Harry og Selena ikke sammen igår? Jeg troede de havde fundet ud af det? Hvorfor havde Selena ikke fortalt mig det?

Vent. Stolede hun ikke på mig? Men hun tilgav mig igår... Men hvis hun virkelig havde tilgivet mig, så havde hun vel også fortalt mig om hende og Harry.
Hvad bar hun inde med lige nu? Var hun indebrændt på mig? Var hun skuffet over mig? Eller var hun bange for at jeg ville slå hende?
Jeg krympede mig i sædet. Jeg ville aldrig slå hende. Aldrig. Hun betyder så meget for mig.
Langt mere end nogen nogensinde havde gjort. Tilmed Harry. 
"Hvorfor ikke?" "Jeg ved det ikke," sagde Selena trist. "Jeg troede at han ville fortælle mig det, hvis han var imod Louis og jeg." "Det tror jeg ikke han er, Selena. Jeg tror bare at han prøver at beskytte dig. Han er din bror," Becky slog armene om hende. Det var først nu at det gik op for mig, at Selena græd.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, Becky. Jeg ved det bare ikke," græd hun. Jeg havde lyst til at hoppe ud af bilen med det samme, og slå armene om hende. Jeg ville tørre hendes tårer væk, og kysse hendes pande og forsikre hende at det nok skulle gå.
Men jeg kunne ikke, for så vidste de at jeg havde hørt det hele.
Men ville det gå? Kan man være kærester med sin bedste vens tvilling?
Er det bare helt forkert? 
"Selena. Hvis jeg var dig, så ville jeg snakke med Harry først. Han prøver virkelig at tage sig af dig. Det gør Louis også. Det er bare fordi at du ikke er vant til det her." 
På en måde så det utrolig komisk ud, for Selena havde en højde, der var højere end mange kvinders. Til og med Becky. Selena var mindst et hoved højere end hende.
Men til hendes forsvar, var hendes tvilling også kun lige 183 cm.
Eller sådan noget. 
"Men hvad hvis det er forkert? Er det meningen Louis og jeg skal være sammen?" Becky nikkede. "Du skal gøre hvad dit hjerte siger. Og dit hjerte skal nok følge dig det rigtige sted hen, hvis du giver det en beskytter. Gå nu hjem til Harry."


Selena havde ikke sagt et ord.
Det eneste hun havde sagt var:
kør hjem til Harry.
Jeg havde ikke engang spurgt hvorfor. Jeg vidste det ligesom godt. Men på den anden side, vidste hun det jo ikke.
Jeg havde bare på fornemmelsen, at hun sagtens kunne regne ud, at jeg havde hørt alt.
Vi var ikke langt, fra Harrys lejlighed, da jeg tøvende spurgte:
"Var Becky okay?" Selena nikkede. "Hendes morbror var død. Hun fik det at vide her til morgen." "Det er jeg ked af," "det skal du ikke være. Hun har kun mødt ham fire gange. Det tog bare hårdt på hende. Becky er et følelsesladet menneske."
Selenas stemme var kold og ligegyldig. Jeg kunne ikke finde ud af, om hun virkelig var sur på mig.
Jeg holdte ind til siden af vejen, udenfor Harrys opgang. 
"Skal jeg vente her?" 
Det var det første blik hun sendte mig, efter samtalen med Becky. Det var trist og forvirret. Som om hun ikke vidste hvad hun skulle stille op med sig selv. Hun nikkede. "Jeg skynder mig," hun gav mig et forsigtigt kys på kæben, lige midt på min skægstubbe. Hendes berøring kildede og gjorde mig varm indeni igen. Måske havde hun ikke givet op på os alligvel? Hun sendte mig et halvhjertet lille smil, og svang bildøren op.
Inden længe var hun trådt ind i opgangen, med den nøgle Harry havde udleveret til hende.

 

HARRYS SYNSVINKEL:

Døren blev pludseligt låst op.
Jeg reagerede ikke. Jeg var sur, forvirret, trist og mest af alt: skuffet.
Hvad skulle jeg egentlig stille op? Jeg anede ikke hvordan mine følelser skulle tilpasses lige nu. Jeg kunne umuligt begynde at skrive mine følelser ned på et stykke papir, og lavede dem til sang. Det var jeg alt for hidsig til.
Jeg havde bare siddet, med min egen selvbebrejdelse, og stirret ind i fjernsynet, der sendte en dårlig serie, jeg ikke fulgte med i. Og som jeg heller aldrig ville følge med i alligevel.
Jeg var også pisse ked af, at jeg havde klippet det hår.
Og hold nu kæft hvor lød det dumt. Det var jo bare hår! Det ville vokse ud igen! Og jeg så ovenikøbet mere mandlig ud nu. Men stadigvæk, var jeg pisse ked af det.

Og det var jo ikke engang håret jeg var ked af. Det var bare alt. Alt.
Jeg havde skræmt livet af Selena, med de skide paparazzier og ovenikøbet fået et slag af min bedste ven.
Som tilfældigvis var min søsters kæreste. Min tvillings kæreste. Og jeg kunne ikke engang finde ud af, om jeg stadig var sur over det.
Personen der var trådt ind i min lejlighed, stilt skoede i gangen og hang jakken på knagen, stod og puslede ved dørkammen ind til stuen.
Jeg sad rettet op af sofaens ryg. Træt og uduelig. 
Jeg var ikke nervøs for, hvem der var kommet.
Der var kun fem mennesker, der havde adgang til min lejlighed. Og når jeg var på Tour, var der to.
Jeg håbede bare inderligt at det ikke var Liam, Niall eller Louis. De ville alle tre bebrejde mig, og sige mine følelser og tanker imod.
Gemma ville komme med en lang prædiken om hvad mine følelser betød, og det magtede jeg heller ikke.
I virkeligheden magtede jeg intet, overhovedet. Hvis personen var Selena, ville jeg bare få dårligere samvittighed, og måske begynde at få det slemt psykisk.
"Harry?" En spinkel genkendelig, men dog så ukendt stemme klare forsigtigt mit navn.
Jeg ved det. Jeg lignede et nervevrag på stoffer. Jeg havde stensikkert aldrig set så død ud. Jeg havde ikke engang haft overskud til, at vende hovedet og se hen på personen.
Jeg kiggede hen på dørkammen.
En ung kvinde på 22 år, født den 1. Februar 1994, slank, smuk, havde mange ens kendetegn som jeg selv stod derovre. Hendes højde kunne være med til at gøre hende til model, og hendes slangekrøller hår hang flot ned ad hendes skuldre.
Og en ekstra detalje: hun var født mindst ti minutter efter mig.
Og en meget lille ekstra detalje: hun var min tvilling. 
Hun stirrede sørgmodigt på mig, med de skarpe brune øjne hun havde.
Det var løgn, når folk sagde at vores øjne ikke var ens. De var ens. Måske var mine grønne, og hendes lysebrune, men de havde præcis de samme karaktertræk. 
Jeg følte lige nu at jeg stod og stirrede på mit spejlbillede. Mit kvindelige spejlbillede. 
Og det skræmte mig faktisk lidt. Det skræmte mig rigtig meget, at det spejlbillede var så præcist. Jeg fik en pludselig lyst til at græde. 
Hun måtte ikke ligne mig. Hun fortjente ikke at bære inde, med de følelser jeg havde lige nu.
Jeg trak benene ind under mig, og lagde mine hænder på mine knæ. Det var umuligt for mig, at støtte min hage på knæene også selvom jeg gerne ville.
Kvinden kiggede ned i gulvet og derefter over på mig.
"Hvorfor er det sådan her?" Spurgte hun stille. Jeg rystede på hovedet. Jeg vidste det ikke.
Jeg vidste det da fucking ikke. Hvad helvede regnede hun med?! At hun bare kunne komme her? Og bede mig om at forklare alt?
"Jeg vil gerne have at du går, Selena," sagde jeg koldt. 
Jeg kunne mærke hende ryste.
"Harry vil du ikke nok tale med mig?," sagde hun skælvende. Jeg kendte hendes tonelav ligeså godt som mig selv. 
Hun var på randen til at græde. 
Alligevel svarede jeg hende ikke. Jeg vidste ikke hvad hun tog det som. Men hun ville ikke give så let op. 
Det vidste jeg. 
"Harry," hun holdte et snøft inde. "Jeg har ikke lyst til det her."
Så gå. Så gå, Selena.
Men jeg turde ikke sige det højt. Jeg vidste at det var mig der ødelagde hende lige nu. Og jeg vidste, at det var min skyld det her. 
Meget af det, ihvertfald. Vi skulle ikke lade Louis' slag få forbi det her, som om det ikke var sket.
Jeg kiggede op på hende igen. Mit blik var sløret.
Jeg græd. Hvorfor græd jeg?
"Harry," sagde hun chokeret. Hun tørrede hidsigt sine egne tårer væk, og satte sig i stedet for ved siden af mig. Jeg gav slip på mine ben, og ignorerede tårerne, der stadig faldt.
"Harry vil du ikke nok lade være? Snak med mig," Selena lød bedende og ked af det. 
Jeg sukkede. "Selena, jeg har bedt dig om at gå." Hun rystede på hovedet, og tørrede irriteret en tåre mere væk fra hendes øjenkrog. "Jeg går ikke før du har snakket med mig." 
"Selena vi kommer ingen veje." 
Der var stille lidt. Vi sad bare og stirrede på hinanden.
Det var der det gik op for mig, at vi var hinandens spejlbillede. Sådan, for real.
Hvis jeg græd og var knust, var hun også.
Tvillinger var mere, end man regnede med. Vi følte de samme ting, og vi så ens ud. 
Vi var den samme. Uanset meget vi sagde det imod, så var vi den samme.
Også selvom vi ikke engang var samme køn. Selvom vi ikke kunne blive enige om alt. Så var hun den ene side af mig, og jeg den anden.
Jeg slog armene om hende, chokeret over min opdagelse.
22 år, fire hvor vi var adskildt, tog det mig at finde ud af det.
Jeg havde altid grinet, når folk sagde vi var den samme, at vi lignede hinanden på en prik, både indvendigt og udvendigt. Men de havde jo ret.
"Undskyld," hikstede jeg. Selena lagde armene om min hals, og begravede sit hoved imellem mit hoved og skulder. Hun skuttede sig overrasket. 
"Det gør ikke noget," hviskede hun. "Undskyld. Jeg ville ikke have det her til at ske," svarede jeg hende. Hun trak sig ud af mit greb, og lod vores øjne mødtes.
"Harry jeg har brug for at vide, hvordan du har det. Helt inde." Hun kærtegnede mit håndled. Jeg fulgte hendes fingre, der forsigtigt tegnede cirkler på min håndryg.
Jeg følte hendes fingre, som var det en magnet der sugede alt ud af mig. 
For jeg begyndte at fortælle alt om det jeg var inde med. Alle de ting der havde gjort mig forvirret og vred det sidste stykke tid. Alle de ting der havde gået mig på.
Lige fra dengang Louis og Selena var sammen i min lejlighed i Los Angeles, til igår, da jeg blev overfaldet af paparazzierne.
Nogle ord måtte jeg med besvær spytte ud, bange for at hun blev såret eller vred. Jeg følte i det hele taget, at jeg talte uforstående og hurtigt, for jeg talte med sådan en glød, som jeg ikke havde talt med længe.
Min stemme dirrede ved mange af de ting jeg sagde. 
Da jeg havde snakket færdig, var hendes fingres bevægelse stoppet for længst.
Hun stirrede udtryksløst ned på min hånd, hun stadig havde fat i.
"Hvad så nu?" Hviskede hun.
"Hvad mener du?" 
"Hvad syntes du at jeg skal gøre?" 
Jeg... Jeg vidste det ikke. Jeg havde fortalt hende alt. Jeg havde også fortalt hende, at grunden til at jeg havde talt så grimt igår, var fordi jeg var bange for hendes skyld. Om hun var okay.
"Harry, jeg ved bare ikke hvad jeg skal stille op? Hvem er jeg sur på?" 
Det sidste lød nok lidt mærkeligt. Men jeg kunne faktisk svare på hendes spørgsmål.
"Ingen, Selena. Du er ikke vred på nogen."
Hun svarede ikke til at starte med.
"Hvad med Louis?" 
Jeg lagde min hånd, som dækkede hele hendes skulder, og kiggede hende direkte ind i øjnene.
"Jeg ved at Louis vil passe på dig. Grunden til at jeg var vred over det, var fordi jeg ikke ville overlade det hele til Louis. Jeg vidste ikke om han kunne passe godt nok på dig. Om han ville kunne beskytte dig, hvis du blev overfaldet af paparazzierne. Og det gjorde han igår. Og det var nok det, der ramte mig. For jeg følte, at jeg skulle have gjort det." 
Hun rullede sine læber sammen, hun tænkte over det.
"Så du er ikke vred på Louis?" Spurgte hun nervøst.
Jeg rystede på hovedet. "Han skal nok passe på dig. Han elsker dig." Det gjorde på en måde ondt at sige, men det var rigtigt. Det var så rigtigt som det kunne være.
Selena smilede lidt. "Så... Hvad så?" 
"Jeg syntes du skal tilgive ham. Helt."
Hun havde ikke fortalt mig det, men hvis jeg kendte min søster ret, så havde hun sagt til Louis, at alt var okay, selvom hun ikke mente det fuldstændig.
Hun lyste op i et stort smil. "Tak Harry... Åh nej dog," gispede hun. Hun kiggede panisk op på mit vægur, og jeg flyttede hånden fra hendes skulder.
"Vi har ladet ham sidde i bilen dernede i halvanden time," sagde hun forfærdet.
Jeg kyssede hendes pande, og rejste mig.
"Holder han dernede?" Hun nikkede med et lille smil.
"Så henter jeg ham lige."

Jeg skyndte mig at tage sko på, og løb ned på vejen hvor hans bil holdte.
Louis sad som sagt derinde og kiggede trist ned i rattet. Hvad var der egentlig sket imellem ham og Selena?
Jeg bankede på ruden med en enkelt kno.
Louis kiggede forskrækket op, og hen på mig, igennem ruden. Han så nervøs ud.
Jeg sendte ham et lille smil, hvilket var nok til, at han rullede ruden ned.
"Lou," hilste jeg. Louis sendte mig et halvhjertet smil.
"Louis, kommer du ikke med op?" Spurgte jeg entusiastisk. Louis skar tænder, og stirrede undrende på mig.
"Hvorfor? Hvad er du ude på?"
Jeg grinede. Selvfølgelig var han tvivlsom. "Intet, Louis. Vil du ikke med op til mig og Selena?"
Da jeg sagde hendes navn, gik der et jag igennem ham.
"Er hun okay?" Spurgte han bekymret. Jeg nikkede. 
Selvfølgelig var hun okay. Og tænk hvor påpasselig han var for hende. Jeg havde sagt sandheden til Selena.
Han elskede hende.
"Kom." Jeg vinkede ham med mig ind. Louis smilede skævt og trådte ud af bilen. Han gik til at starte med hen til mig. 
"Hvad så?" Jeg trak ham ind i et kram. Han stivnede. "H-Harry," stammede han. Jeg smilede bare skævt til ham. 
"Gå op til Selena. Hun mangler dig." Louis fulgtes med mig op i lejligheden, og trådte storsmilende ind. Selena havde slukket fjernsynet og sad og nærstuderede hendes negle. 
Da vi trådte ind i stuen, lyste Selena op i et smil, og skyndte sig at rejse sig fra sofaen. Hun kiggede først på mig, og da hun så mine rolige, glade øjne, skyndte hun sig hen og slog armene om Louis.
"Undskyld," hviskede hun. Hun gav ham et lille kys på kinden. Louis smilede selv, og lagde armene stramt om hende.
"Selv undskyld." Hviskede Louis tilbage. "Intet af det her var meningen. Intet," han kiggede op på mig. Jeg sendte ham et lille smil.
Han var tilgivet. Jeg kunne ikke klare mig uden hverken Louis, eller Selena.
Jeg vidste ikke, hvordan alle de følelser jeg havde båret inde i mig, pludselig var sprunget nu. Jeg havde tydeligvis også såret Louis. Og Selena. 
Måske kom alt det her frem nu, fordi min bekymrelse var blevet en realitet.
Men nu var ingen af os i tvivl længere. 
Selena og Louis kiggede længe på hinanden.
Louis sendte hende et håbefuldt smil. "Hvad så?" Spurgte hun med en kærlig, glad stemme. Jeg blev helt varm indeni, da jeg hørte hende tale sådan.
Louis lagde sin hånd om i hendes nakke og kiggede afventende i hendes øjne. Selena grinede, og tøvede ikke et sekund på at ligge hendes hænder på hans kinder, og føre deres læber sammen. 
Louis fik dat om hendes talje og skubbede dem tættere på hinanden.
Mit smil blev mere og mere akavet, så længe deres kys varede. 
Og én ting var ændret: jeg følte ikke andet end glæde, over deres handling.
Selena trak sig væk fra ham. Hun gav ham et kys på kinden, og kiggede op på mig.
Da vores øjne mødtes, forstod jeg det hele.
Intet kan slippe igennem kærligheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...