The Secret Twin // Harry Styles

Han sagde at det var okay at jeg sagde farvel. Jeg kunne se på ham at han var alt andet. Han sagde det var okay, og han forstod mit valg. Men jeg kunne se det gjorde ondt på ham. Han sagde jeg skulle følge mine drømme, jeg nikkede, som han ville følge hans - men hvordan skulle jeg bakke det op, når jeg hadede hvad det ville gøre ved ham. Det sidste han sagde at vi altid ville være de bedste venner, men det ændret sig da jeg mødte ham.

28Likes
25Kommentarer
19847Visninger
AA

22. Kapitel 20: Louis Tomlinson


When the sun goes down I know that you and me and everything will be alright
And when the city's sleeping
You and I can stay awake and keep on dreaming

- End Of The Day, One Direction

 

 

 

 

"Mhm," fnes hun. Jeg tog fat om hendes talje og hofter og fik hende langt ned ved siden af mig igen.
"Ikke nu, baby," hviskede jeg og kyssede hende under øreflippen. Hun lagde sig bedre ind til mig med et lille smil.
"Louis?" 
"Yeah?" 
"Hvor skal Becky bo?" 
Becky. Ja, hvor skulle hendes veninde bo? Jeg ville helst have Selena for mig selv, så i virkeligheden ville jeg helst have hende et andet sted end her. 
"Sel?" Hun nikkede. "Jeg siger det, fordi jeg ikke vil lyve for dig. Men jeg har ikke lyst til at have hende boende her. Hun er helt sikkert en sød pige, men jeg vil gerne have dig for mig selv. Bare os to," jeg kyssede hendes hals. Hun rødmede. "Det lyder også helt perfekt. Men hvor skal hun så bo?"
Hvem af os, kunne have en boende lige nu?
Hvem manglede lidt kærlighed i sit liv. Jeg smilede lumsk til Selena.
"Niall." "Herre gud, jeg var lige ved at være bange for at du ville sige Harry." 
Jeg grinede. "Aldrig i livet." "Hmm. Hvis du siger det, hvordan tror du så Harry har du det?" 
Jeg vidste hun havde ret. "Undskyld," mumlede jeg. "Det er okay. Men tænk før du taler." Hun fnes piget. 
"Helt ærligt!" Sagde jeg skamløst. Selena grinede. Hun satte sig op. "Jeg er så glad for dig," sagde hun stille og lagde sin hånd mod min kind. Jeg smilede. "Jeg er glad for at jeg har dig," svarede jeg. Hun lod forsigtigt sine læber snitte mine i små lette kys. 
Da hun trak sig væk mødte jeg hendes kærlige, blide øjne. 
Og hemmelighedsfulde. Hvad skjulte hun for mig?
"Selena?" "Mhm?" Mumlede hun hypnotiseret af mig. Jeg var helt overrasket over at jeg kunne have den påvirkning på andre kvinder. 
"Hvad skjuler du for mig?" 
Selena sank en klump og lagde sig ved siden af mig igen.
"Ikke noget." 
"Glem det der. Jeg kan se du skjuler noget for mig."
En lille glædelig detalje var, at Harry og Selena havde stort set samme kropssprog, så jeg kunne nemt regne hende ud.
"Igår... Til festen. Jeg blev tilbudt en drink af en eller anden random fyr." Hun kiggede hen på mig. Jeg ville ikke lade nogle nervøse tanker ramme mig, før hun havde snakket færdig. Selena var til at stole på.
"Jeg afviste ham selvfølgelig. Men han blev meget påtrængende. Liam nåede at få ham væk fra mig, inden jeg blev..." Hun rynkede på næsen. "Du ved, ja." 
Jeg var ikke vred over det. Jeg var måske lidt jaloux over, at det var Liam der redede hende og ikke Harry.
"Jeg ville ikke sige det til dig, for hvis jeg gjorde det, ville Harry også finde ud af det... Og du kender jo Harry." Jeg trak hende ind til mig, og kyssede hendes pande og tinding. "Det gør ikke noget. Så længe der ikke skete noget." "Det gjorde der ikke. Det lover jeg." "Jeg stoler på dig, Selena." Jeg holdte hende tæt ind til mig, og kunne mærke hvor meget jeg allerede ønskede for hende.
Hun var et af de mennesker der virkelig ikke fortjente noget ondt i denne verden. Selena var et af de mest omsorgsfulde mennekser i denne verden. Hun var så fantastisk. Smuk. Bedårende. 
"Selena jeg elsker dig," sagde jeg nået så pludseligt. Hun kunne ikke lade være med at grine. Vores øjne fangede hinandens. "Jeg elsker også dig Louis." 
Så lå vi lidt i tavshed igen. Spørgsmålet gnavede stadig i mig. Hvis nu Harry var yngst så... 
Hold kæft han kunne få.
"Selena?" Jeg trak drillende ud på a'et. "Mhm?" Hun trak selv ud på sit ord, med et bredt smil. Jeg kunne godt lide ved hende, at hun ikke havde smilehuller. Det ville da være meget pænt, men jeg syntes altid at de gav en kraftig sødhed.
"Hvem blev egentlig født først? Dig eller Harry?" 
"Virkelig? Er det det du tænker på?" 
"Ja, det var det faktisk." 
Hun tænkte sig lidt om. "Jeg tror det var Harry. Men det er ikke sådan noget jeg holder forfærdeligt meget styr på. Det skal du spørge Harry om." 
Jeg fnes. Selvfølgelig var Selena den 'yngste'
"Hvorfor ville du vide det?"
"Hvis nu Harry var den yngste, så skulle han virkelig få." "Ville du slå ham?" "Næh. Bare mobbe ham." 

Jeg gik med Selena i hånden, og med Niall på den anden side. 
Vi skulle hente Becky i lufthavnen. 
Jeg anede faktisk ikke, hvorfor det var Niall der tog med. De andre havde åbenbart travlt. 
Lufthavnen vrimlede med mennesker, der skulle enten til eller fra lande. Selvfølgelig blitzede kameraerne omkring os, men det var en lille detalje. Jeg havde vænnet mig til det. Men det havde Selena ikke, så jeg strøg hende beskyttende over håndfladen.
Hun smilede skævt op til mig, med et kærligt blik i øjnene.
Jeg gav et nogenlunde ens blik tilbage.
Vi ligenede sikkert nogen på stoffer. Men det var sådan set også sådan jeg følte mig. Påvirket, svævende.
Jeg kunne skrive en sang om det her. Halleluja.
Vi var endelig nået ned til den rigtige gate, hvor flyet lige var landet. Også mange andre, stod og ventede på nogle der ville komme ud.
Der kom pludselig en lavine af mennesker løbende ud fra udstigningen til flyet, og mange hvin og grin lød rundt omkring.
"Selena!" Skreg en ny stemme. En stemme jeg aldrig havde hørt. Men det havde Selena til gengæld. Inden jeg havde set mig om, slap Selena grebet om min hånd, og stod istedet for med armene om Becky. De smilede begge to hver især. Becky grinede muntert. "Hej Selena!" Selena smilede stort. "Hej Becky. Hvordan var turen?" "Intet i forhold til de uger jeg måtte undvære dig." 
Årrh man. Alt for sukkersødt for min smag, men okay.
Selena smilede. "Det her er min kæreste Louis, og min bedsteven Niall." Hun pegede skiftevis på os.
Jeg kunne ikke undgå at mærke den lille varme i mig, da hun sagde 'min' og derefter sagde 'kæreste'
Selena var min kæreste. Ihh.
Og der gik jeg så imod mig selv.
Becky gav mig venligt hånden. "Fedt. Og jeg er så Becky," grinede hun genert. Hun gav ligeså hånden til Niall. Deres hænder trykte hinanden i et lidt længere omfang end normalt. Niall studerede hende fra top til tå. Selena gav mig et puf i siden og smilede smørret over dem. Jeg kunne ikke lade være med at grine.
"Nå, skal vi gå?" Spurgte Niall. Enten nikkede vi, eller sagde ordet. Vi måtte væk, inden alle paparazzierne kom.

"Nå, hvor skal vi hen?" 
Selena og jeg sad på bagsædet og Becky og Niall på forsædet. Niall havde fået fornøjelsen af, at føre bilen. Det var nemlig ham vi skulle hjem til.
"Øhh," Niall var ligeså usikker på på hendes reaktion som os andre. 
"Hjem til mig," sagde han selvsikkert. Becky fnes. "Hjem til dig?" "Ja," Niall sendte hende et kort blik.
"Det er der du skal bo." 
Jeg og heller ikke Selena vidste om hun ville blive sur. Selena kiggede nervøst op på mig. Jeg trak på skuldrene. Hendes hånd lå flettet i min. 
"Hos dig, Blondi?" Sagde Becky kækt. Det lød ikke som om at hun var sur.
Niall løftede øjenbrynene. "Ja, søster smørhår, så hvis du lige klapper i."
Søster smørhår?!
Godt nok havde Becky langt, skinnende, lyst hår, men SMØRHÅR?
Går vi i fjerde klasse?
Selena stønnede opgivende. 
Becky fnøs. "Jeg glæder mig helt nu." 
"Det burde du også," svarede Niall. 
Der var tavshed i bilen. 
"Er du egentlig sur over det?" Spurgte Selena. "Næh. I det mindste skal jeg ikke bo hos jer. I er alt for nyforelskede til, at jeg kan holde det ud." 
Jeg kunne ikke lade være med at grine. Det kunne Selena til gengæld ikke. Hun gav mig et slag i maven.


Da Becky var blevet etableret og havde pakket ud hos Niall, kørte vi hen til Harry.
Jeg ved ikke engang hvorfor. Selena havde bare beordret mig til at køre herhen. 
Og her var vi så.
Jeg tror det var mærkeligt for Selena at have Harry så tæt på sig igen. De har jo været adskildt i mange år, og nu kan hun frit køre hen til ham. Måske havde tvillinger et større savn til hinanden?
Omg, selvfølgelig havde de ikke det. Jeg havde fået for meget tvillingefnidder på hjernen.
Da døren blev åbnet forlod et skrig Selenas mund.
Og hold nu kæft hvor kunne hun skrige. Jeg stirrede bare chokeret med munden åben, på Harry. Selena tog sig til kinderne.
"Hvad helvede har du gjort ved dit hår?!" Skreg hun. Selena lignede virkelig en der var ved at springe i luften
"Hvorfor har du klippet dit hår?!" Skreg hun videre. Harry sendte hende et smørret smil.
"Nu var det jo ikke mig der gjorde det. Det var faktisk min frisør."
"Skide være med hvem der gjorde det! Hvorfor gjorde du det?!" Råbte hun. "Rolig Selena. Du er bare chokeret," sagde Harry roligt. 
Jeg var selv ved at komme mig over overraskelsen. De sidste tre år havde Harry haft ihvertfald skulderlangt hår. Og nu var det helt kort igen. Sådan, drengekort. 
Selena stirrede rædselslagent på ham. Som om han lige havde begået sit livs forbrydelse.
"Det vidste du ikke, eller hvad?" Spurgte Harry og lænede sig op af dørkammen.
"Nej gu fanden vidste jeg ikke at du havde klippet din manke af." "Nej. Altså, hvad jeg ville gøre med håret i sidste ende." 
Selena stirrede direkte på ham. "Du har doneret det." Harry nikkede. 
"Du er alt for godmodig," sukkede Selena. Harry grinede. "Ja, i forhold til dig." 
"Jeg kan ikke tro det," hun slog ham hårdt på brystet så han gjorde plads og hun gik ind i lejligheden. Jeg kiggede forundret efter hende.
Jeg havde godt nok aldrig oplevet hende overrasket. Men den her reaktion havde jeg ikke regnet med.
Harry lænede sig frem og hviskede i mit øre:
"Er det den tid på måneden?" 
Jeg stirrede forarget på ham. "Nej. Vent, hvorfor ville du vide det?" 
Han kiggede ind i sin lejlighed. "Fordi hun lige har haft den værste humørsvingning." 
Jeg grinede. Harry så pludselig meget nervøs ud.
"Er hun gravid?" Spurgte han chokeret. "Nej! Nej Harry forfanden man." Jeg slog afvigende ud med hånden.
"Men hun er en kvinde, og du ved hvor forvirrende de er," jeg gik forbi ham og ind i lejligheden. Jeg stoppede op ude i gangen. "Harry?" "Mhm." "Jeg har to spørgsmål jeg gerne vil have svar på." "Sig frem."
Det var et spørgsmål der havde naget mig længe.
"Det er et spørgsmål, som jeg har meget brug for at få svar på," sagde jeg. Harry kiggede med et bekymret blik på mig. Han troede selvfølgelig at det omhandlede Selena. Det gjorde det reelt også.
"Hvem af jer blev født først?" Spurgte jeg med et smil.
Harry grinede sarkastisk og kiggede på mig med en opgivende stilling. "Var det virkelig det spørgsmål, der har naget dig?" Jeg nikkede med et stort smil. Forhåbentlig fik jeg svar på mit spørgsmål.
"Det var mig der blev født først," sagde han langsomt. "Men der er jo kun tre minutter imellem os eller sådan noget. Du kan jo ikke sige at der er forskel på vores fødselstidspunkter."
Det var helt mærkeligt at tænke på, at Harry og Selena var født samtidigt, og havde været to fostre i deres mors mave på samme tid. Det var næsten uvirkeligt. 
Jeg var på den anden side glad for at Harry havde fået kort hår igen. Så var de ikke ligeså ens længere.
"Og det andet spørgsmål?" Sagde Harry med et grin. "Nå ja. Harry er du sikker på, at du ikke er vred på mig? Over det med Selena." Harry sukkede. Sikkert fordi jeg havde kategoriseret spørgsmålet som et ligegyldigt. "Jeg er ikke sur på dig. Eller jer. Hvis i har det godt sammen, skal jeg ikke stå i vejen for jer. Det er jo helt tilfældigt at du er min bedste ven." Jeg nikkede med et smil.
"Fedt. Og Harry?" 
"Mhm."
"Du ser godt ud."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...