The Secret Twin // Harry Styles

Han sagde at det var okay at jeg sagde farvel. Jeg kunne se på ham at han var alt andet. Han sagde det var okay, og han forstod mit valg. Men jeg kunne se det gjorde ondt på ham. Han sagde jeg skulle følge mine drømme, jeg nikkede, som han ville følge hans - men hvordan skulle jeg bakke det op, når jeg hadede hvad det ville gøre ved ham. Det sidste han sagde at vi altid ville være de bedste venner, men det ændret sig da jeg mødte ham.

29Likes
25Kommentarer
20306Visninger
AA

4. Kapitel 2: Harry Styles

She ain't got none
How did it ever come to this
I shoulda never come to this

- Here, Alessia Cara


Som en helt almindelig anden dag, gik jeg med ned ad strøget i min lange forårsfrakke. Jeg havde ladet mit hår hænge løst, og mine sko var laset halvt i stykker. Det samme kunne man sige, om min gamle hullede t-shirt jeg havde på. Folk smed tit en kommentar - "hvorfor går du i det tøj? Du er rig, køb noget nyt!"
Helt ærligt. De havde faktisk ingen grund til at kommentere. Men jeg ville idag være fuldstændig ligeglad. Mit hår kunne flyve frem og tilbage, snorerene fra min frakke måtte ramme deres bare arme, jeg ville være ligeglad. Jeg smækkede et smil op. Jeg håber det så troværdigt ud. 
Noget i mig tvang mig til at være utilfreds med tilværelsen, og den anden del forsøgte at rette op på det. Kort sagt: jeg var et værre rod.
Min telefon ringede i baglommen på mine stramme jeans. Fornøjet tog jeg den op, uden at tjekke hvem der ringede.
"H," sagde jeg kort. 
Jeg kunne ligesom fornemme, at det va ren jeg kendte, når jeg havde blokeret alle andre numre. 
"Harry? Du har tilfældigvis ikke en søster, udover Gemma?" 
Jo, det har jeg tilfældigvis. Men det behøvedes han ikke at vide. Fire mennesker udover mig og Selena vidste det. Vores forældre, Robin og Gemma. Og sådan skulle det være. At jeg ville mødes med hende igen, skulle ikke være en tanke, jeg blev skænket. Vi havde valgt hver vores vej, og det havde jeg med tiden accepteret. 
Hvis jeg mødte hende igen, ville alt det jeg havde opbygget falde. 
"Nej. Kun jeg har kun Gemma." I virkeligheden gjorde det ondt at sige. Jeg ville ikke glemme min søster. Eller udgive mig for hun ikke fandtes. Men det var for vores eget bedste. Det sagde hun selv, og jeg havde valgt at stole på hende.
"Okay. For jeg mødte ellers en pige her... Hun havde præcis de samme ansigtstræk som dig. Krøllet hår, de der ting. Det eneste var vidst at hun havde brune øjne og ikke grønne, som dig." 
Jeg sank en klump. Hvorfor havde han beskrevet Selena? "Nej," jeg trak lidt ud i ordet. "Jeg kender hende ikke." 
Jeg håbede virkelig at han ikke kendte mig godt nok til at kunne høre på min stemme, at jeg løj. Det blev pludselig svært for mig at indrømme. "Okay." Jeg tror Louis nikkede for sig selv. "Vil du hjælpe mig med at finde hende?" Spurgte han så.

Shit. Hvad skulle jeg gøre? Jeg var 90% sikker på at det her kunne være Selena.
"Please, Harry?" Sagde Louis tiggende. Jeg fugtede mine læber. Hvis det nu ikke var hende, så gjorde det jo ingenting. "Okay. Hvor er du henne?" "Henne ved Forever 21. Den nede på strøget," sagde han entusiastisk. Jeg løftede øjenbrynene. "Jeg går her allerede. Er der om 5," jeg lagde på og stak telefonen ned i min lomme igen. Bare fordi hun 'lignede' mig, betød det jo ikke at det var hende. Det kunne ligeså godt være en eller anden tilfældig pige. 
Jeg styrtede forbi de passerende mennesker, mange af dem var turister, andre studi-.
Studieelever. Studieelever, studieelever, studieelever. Selena er 22. Hun kunne muligvis være en studieelev. Især da hun bosatte sig i Amerika, efter hun lod sig adskille fra familien. Det måtte ikke være hende! Hvad skulle jeg stille op, hvis hun var? 
"Hej Harry," sagde en genkendelig stemme ved min side. Jeg stoppede brat op og lod mit blik møde Louis'. "Hej," jeg lod ham trække mig ind i et kram, før vi fortsatte ned af gaden. 
"Okay. Hvem er hun så?" Spurgte jeg med et lille smil. Louis grinede. "Igår aftes da jeg var ude for spise, stod hun foran mig i køen. Når man ser hende bagfra ligner hun ikke dig. Kun forfra. Jeg troede helt seriøst at det var dig i kvindeudgave," sagde han med et grin.
Av. Det havde han ret i. Hvis Selena og jeg stod ved siden af hinanden, ville man kun se forskel på os, fordi vi ikke havde samme køn. Og øjenfarve. 
"Jeg blev selvfølgelig tilbudt et bord før hende og jeg kunne se hun blev irriteret. Så jeg ville være høflig og det, men tjeneren blev ved med at insistere." Gud, hvor kunne sådan noget være anstrengene. "Og så spurgte jeg hende til sidst om hun ville sidde sammen med mig. Men så-" "så afviste hun dig." Sluttede jeg sætningen af. Han nikkede. "Og hvorfor vil du så finde hende nu?" 
"Jeg ved det ikke helt. Hun virkede bare speciel," vi gik rundt om hjørnet. "Speciel på den måde, at hun lignede mig eller var det bare hende?" "Lidt af hvert måske. Sig mig, er du sikker på du ikke har en tvilling?" Da ordene forlod hans mund, måtte jeg spænde i armen for ikke at komme til at sige det forkerte. Jeg rystede på hovedet. "Nej." Jeg sendte ham et halvhjertet smil. "Ellers havde jeg jo fortalt det. Pas på hvad du siger Louis. Det kan godt være det bare er en sindsyg fan der-" "nej." Sagde han irriteret. "Hun havde ikke fået nogle operationer. Det ville man ellers kunne have set!" Sagde han. Jeg bed mig i læben. Jeg kunne godt følge ham. Man ville kunne have set det. Måske skræmte det mig bare, at min søster, min tvilling, befandt sig i samme by som mig, for første gang i nogle år. "Hvis vi finder hende, er jeg sikker på du ved hvad jeg mener."


»‡«

Efter mange timers søgning igennem London by, var vi nu kommet til sidste hjørne at centrum.
Stederne hvor museerne befandt sig. Hvis hun virkelig var studieelev, ville hun nok være her. Vi kom ind på voksmuseet, Madam Tussauds. Efter en lille tur rundt i museet, nåede vi til voksfigurerne af os. Vi sad - alle fem - med et smil på læben, og kiggede på gæsterne der kom forbi. Jeg lignede knap nok den unge dreng der sad der på første række. Mit hår var blevet længere, flere træk var nået mit ansigt og man kunne tydeligt se, at jeg var blevet fem år ældre, i forhold til mig og voksfiguren. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Louis svang sit ben over sikkerhedsrebet og stillede sig hen bag hans voksfigur. 
"Se lige!" Han grinede højlydt. Mit smil blev bredere. Jeg blev et kort øjeblik taget tilbage, til dengang vi stod som barnlige, livlige unge og beundrede voksfigurene. Nu var alt det specielle nærmest blevet normalt for os. Jeg var ikke i tvivl om, at de snart ville have opdateret deres voksfigurer, også ville vi skulle til det igen. 
Louis' ansigt falmede på to sekunder. Han hoppede ud fra indhegningen igen og hev mig lidt væk. I starten troede jeg at der var kommet en vagt, der helst ikke skulle se Louis rende rundt på ved figurerne, men det var ikke hvad hans nervøse blik viste.
"Hun er her," sagde han panisk. Jeg rynkede brynene. "Hvem?" Spurgte jeg forvirret. Han tyssede på mig og kiggede op bag min skulder. "Der," hviskede han og vendte os om, så jeg kunne se hen på det punkt han stirrede på før. 
"Hende med det lange, krøllede hår. Det er hende." 
Mit blik fangede den høje, slanke kvinde med det taljelange krøllede - vildt krøllede- hår. Da hun vendte sig til siden, kunne jeg se halvdelen af hendes ansigt. Hendes smil var ikke til at fjerne fra hendes ansigt. Hendes irriterende fremtrædende kindben var skæret skarpt ud i hendes aflange ansigt. Jeg kunne se omridset af de brune øjne. Og da hun slog håret væk fra sin hals, kom det lille modermærke til syne, som var noget af det eneste der adskillede os. 
Det var hende. Det var Selena. Jeg stirrede chokeret på hende. Sidst jeg havde set hende, var da vi var 18. På fire år var der sket meget med os begge. Forfærdelig meget. "Shit," mumlede Louis. Først der opdagede jeg, at hendes gruppe af medstuderende var på vej herover. Panisk løsrev jeg blikket fra hende, men da jeg var på vej væk..
"Hej igen," sagde Louis med et venligt smil. Hun stoppede op og kiggede med rynkede bryn på Louis. "Kender jeg dig?" Spurgte hun forvirret. Louis kløede sig nervøst i nakken. "Det var mig... Fra igår," sagde han langsomt. 
Jeg kunne ikke finde ud af, om jeg var mest chokeret over at se min søster igen, eller at min bedste ven, praktisk talt prøvede at score hende. Da hendes blik begyndte at lede hen bag Louis, det vil sige hen på mig, kiggede jeg hurtigt væk, og prøvede at gemme mit ansigt væk i mit hår. Men den gik ikke. Hun stirrede åbenlyst direkte hen på mig.
"Undskyld? Jeg hedder Louis," Louis prøvede febrilsk at få hende til at holde fokus på ham. Det virkede også til at starte med, åbenbart. Jeg vendte om, og skyndte mig hen til en anden figur, som jeg lod som om jeg undersøgte. Jeg kunne høre hendes stemme herfra hvor jeg stod: "undskyld. Hej igen. Jeg hedder Selena," navnet stak i mit bryst. Louis smilede venligt til hende. "Pudsigt at møde dig igen."
Jeg kunne mærke hendes blik på mig igen. "Undskyld," sagde hun hastigt. "Jeg må finde min gruppe igen. Hej, hej Louis," hun skyndte sig forbi mig og hen til sin gruppe der var henne i det andet rum. 
"Nåe. Det gik da meget- hey man. Hvad sker der? Hvorfor gik du?" Jeg prøvede at ignorere den tomme følelse i min mave. Hun vidste det var mig. Hvorfor kunne hun ikke engang sige hej? Savnede hun ikke mit nærvær. Jeg smilede lidt til Louis. "Har du noget imod... Hvis jeg lige?" Jeg pegede et tilfældigt sted hen. Louis rystede på hovedet. Uden yderligere omkostninger skyndte jeg mig imod det letteste sted at være lige nu: toiletterne.
Alt var galt. Alting. Jeg gik ind på toilettet der var tilvalgt drengene og mændende. Heldigvis var der tomt derude. Jeg støttede mig tungt op af håndvasken. Jeg stirrede direkte på mig selv i spejlet. Hendes ansigt og lyden af hendes stemme dukkede op i min indre bevidsthed igen. Hun var helt seriøst her. Hun var på studietur med sin klasse, i London. 
Og gæt hvad? Min bedsteven, Louis finder hende. Og han er vild med hende! Jeg har aldrig set ham sådan før. Aldrig. Skulle jeg være vred? Vred over hvad, helt præcist? Jeg var komplet ved at sprænge. Hvad skulle jeg føle? Skulle jeg være bange, utilfreds, nervøs?
Skulle jeg snakke med hende? 
Louis er vild med min søster.
Hun er i London. 
Jeg har ikke set hende i fire år.
Hun ignorerer mig blankt.
Men nu var det jo ikke ligefrem fordi at jeg havde forsøgt at komme i kontakt med hende. 
Men det skulle jeg. Uanset hvordan hun havde det. Jeg stormede ud fra toiletterne, og skulle lige til at åbne døren ud til museet igen, da jeg blev mødt på halvvejen. 
Mit kvindelige spejlbillede mødte mig. Et sæt gik igennem min krop. Hun var ikke mere end 7-8 centimeter lavere end jeg. Hun havde præcis de samme ansigtstræk. Hun åbnede munden som for at sige noget, men lukkede den igen og gik uden om mig.
"Selena!" Navnet lød ukendt i min mund. "Vent!" Hun stivnede og spændte i hele kroppen. "Selena, vil du ikke tale med mig?" Jeg tror hun havde en kamp med sig selv om, om hun skulle vende sig om og møde mig. 
Den side jeg var imod vandt, og hun skulle lige til at gå videre. Jeg greb hårdt fat om hendes håndled hvilket fik hende til at se forskrækket op på mig. "Selena? Please?" Hun kiggede ned på vores hænder der var i kontakt. Jeg havde ikke set eller rørt hende i så lang tid at det gjorde ondt på os begge. 
Hun rev sin hånd til sig. Jeg kunne se tårerne der samlede sig i hendes øjenkroge. "Nej," sagde hun stille, hun rystede på hovedet. "Lad mig være!" Råbte hun pludseligt. "Lad mig... Være," hviskede hun. Jeg var lige ved at kalde hende tilbage til mig, da en hånd lagde sig fladt på mit bryst og skubbede mig op af væggen. 
"Sig mig hvem tror du lige du er?" Råbte en vred stemme direkte op i mit ansigt. Jeg kiggede forskrækket på manden foran mig, der stensikkert var en fra Selena's hold. Jeg skævede over til Selena, der stirrede ligeså forskrækket på ham. 
"Justin..." Sagde hun nervøst. Jeg drejede mit hoved hele vejen over til Selena, men det blev slået hårdt tilbage af Justins hånd.
Hvem var han? Hendes kæreste? Det nægtede jeg at tro på. Min højre kind smertede, og den var sikkert helt rød. Jeg svarede ham ikke. For hans blik blev mere og mere forvirret, indtil han til sidst gav slip på mig. Jeg skyndte mig at tage et skridt til siden, væk fra dem og væggen. Manden - Justin - kiggede frem og tilbage på Selena og jeg. Han var egentlig lidt irriterende. Så meget ligende vi slet ikke hinanden. Selena var langt mere brun i huden end jeg. Det var kun få ligheder mellem os. Selvom det også havde været lidt mærkeligt, hvis vi havde været helt forskellige. Vi var jo ikke tvillinger for ingenting. 
"Wow," udbrød han målløst. "Kender d-" "nej. Har aldrig mødt ham," skyndte Selena sig at sige. Jeg prøvede at lade være med at sige hende imod. Det var hende der havde valgt mig - os - fra. Jeg rystede på hovedet.
"Det vil ikke ske igen. Farvel." Jeg gav Selena et sidste blik og gik så ud af museet, ligeglad om Louis stadig var derinde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...