The Secret Twin // Harry Styles

Han sagde at det var okay at jeg sagde farvel. Jeg kunne se på ham at han var alt andet. Han sagde det var okay, og han forstod mit valg. Men jeg kunne se det gjorde ondt på ham. Han sagde jeg skulle følge mine drømme, jeg nikkede, som han ville følge hans - men hvordan skulle jeg bakke det op, når jeg hadede hvad det ville gøre ved ham. Det sidste han sagde at vi altid ville være de bedste venner, men det ændret sig da jeg mødte ham.

29Likes
25Kommentarer
20453Visninger
AA

20. Kapitel 18: Harry Styles


I have made every single mistake
That you could ever possibly make
I took and I took and I took what you gave
But i've never noticed that I was in pain
I knew what I wanted; I went out and got it

- Alive, Sia

 

 

 

"Hvorfor var du egentlig så nervøs for at sige det? Det med Becky?" 
Louis var taget hjem til Selenas og hans lejlighed for en time siden. Selena var blevet her, for at snakke lidt med mig alene. Vi sad ude på terrassen, på en bred kant, hvor et stort blomsterbed kunne have været. Vi sad op af hver vores ende, og kiggede ud på nattehimlen.
Jeg følte endelig at vores søskendeånd var tilbage igen. Vores fødder stødte blidt ind i hinanden. 
"Jeg ved det ikke," sukkede hun, og foldede sine hænder over hendes knæ. En ting som jeg havde, og ikke hende, var de der lange fingre. Det kan være, at det havde lidt med kønnet at gøre. Men lange fingre havde hun ikke. 
"Jeg var nok bange for, at i ville blive skuffet over mig. At i ville se det som om, at jeg valgte jer fra." 
"Men vi ved jo, at du aldrig ville give slip på os. Vi ved jo du har os. Du ved det også."
"Jeg tænkte også på det du sagde... At jeg skulle have søgt ind på lægeuddannelsen noget før. Jeg ville ikke skuffe dig yderligere." "Men du skuffede mig aldrig, Selena. Du gjorde mig bare stolt. Et snit på 11,3 får man ikke let. Og Selena?" "Mhm." "Jeg er glad for at du ventede. Jeg vil gerne følge dig." Selena smilede. 
"Selvfølgelig vil du det." "Du er ikke overrasket?" Hun kiggede hen på mig, så de øjne der lyste op i mørket, mødte mine. "Næh. Egentlig ikke." Hun grinede, og satte sig bedre til rette.
Hun gav sig til at tælle på fingrene. "Hvad tæller du?" Spurgte jeg lavt. 
"Det er mandag. Jeg indsendte blanketten tidligere idag. Jeg har et møde med universitetet imorgen." 
Jeg løftede øjenbrynene. "Hvordan kunne du få et tilbud, så tidligt?" "Aner det ikke. Måske fordi at jeg har to års erfaring fra et andet universitet. Eller også fordi jeg skrev Styles som efternavn."
En varme bredte sig i mig.
Selena Styles, everybody. She is back. 
"Fedt," mumlede jeg. Hun fnes. "Betyder det så meget for dig? Det Styles der?" Spurgte hun pjattet. "Ja da. Det viser du stadig er en del af vores familie." Hun nikkede. "Vil du gøre mig en tjeneste?" 
"Alt." "Tag med mig imorgen. Og lov mig du ikke siger noget til pressen." "Selvfølgelig ikke. Ved du ikke, at jeg aldrig fortæller noget? Altså, jeg er den lidt stille type, i forhold til pressen," sagde jeg. "Jo. Jeg har jo fulgt dig." Hun sukkede. "Jeg skal nok tage med dig imorgen," smilede jeg.
En anelse stolt over at hun havde valgt mig og ikke Louis. Det gjorde næsten ondt, at jeg tænkte sådan, men egoismen herskede i mig. 
"Harry jeg er så ked af, at jeg tog afsted dengang... Det var mit livs største fejltagelse," jeg kunne se tårerne samle sig i hendes øjne. "Der var to numre jeg altid havde på min telefon. Dit og mors. Bare så jeg vidste at jeg havde jer," hun snøftede med et lille smil. "Du ved ikke hvor fristet jeg var, til at gribe min telefon og skrive til dig. Bare for at vide, om du var okay." Hun viftede afvigende med hånden. "Den 1. Februar, var den værste dag. Om aftenen sad jeg altid alene, grædende, med min telefon i hånden og en lang besked til dig." Et hulk røg ud af hende. "Og jeg kunne ikke få mig til at sende den. Jeg troede du var ligeglad med mig," sagde hun undskyldende. Det gjorde ondt på mig, at høre hvad hun havde været igennem. Jeg havde været nogenlunde det samme igennem. På vores fødselsdag, 1. Februar, blev jeg aldrig rigtig glad. For jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at jeg havde en søster som var blevet samme alder som mig selv, den dag. Og jeg havde bedt mange bønner for hende. Især den dag. Jeg hoppede ned fra kæret og gik hen til hende. Nu var vi i samme højde, vores øjne var lige ud for hinandens. 
Jeg løftede min hånd, og tørrede forsigtigt tårerne væk fra hendes kinder. "Jeg glemte dig aldrig. Faktisk kunne jeg ikke lade være med at tænke på dig." Jeg fjernede også forsigtigt de fugtige krøller fra hendes ansigt. 
"Jeg lavede den største fejl i mit liv, Harry," sagde hun knust. Jeg trak hende ind til mig, og hun lod sit hoved støtte sig mod mit skulderblad. "Uanset hvor store fejl du har begået, er du stadig min søster," jeg kyssede hende forsigtigt i hovedbunden.
"Jeg elsker dig stadig, Selena." 
Jeg kunne mærke trækkene i hendes kæbe, der indikerede et smil. 
"Jeg elsker også dig, Harry." 
Sådan stod vi lidt i stilhed.
"Du må hellere komme hjem til Louis. Jeg ved at du savner ham." Hun trak sig overrasket væk fra mig. 
"Hvordan ved du det?" "Det er sådan noget jeg kan fornemme," jeg blinkede med øjet. Hun smilede skævt.
"Jeg kunne faktisk godt bruge et kys." "Nå, så det kan du?" Sagde jeg sarkastisk. "Måske vi skulle kaste dig ud herfra også..." Jeg skubbede til hende, så hun med et skrig fik fat i det lille rækværk, der sørgede for hun ikke faldt ned.
"Idiot!" Skreg hun. Jeg grinede højt. "Jeg troede du elskede mig," drillede jeg hende. Hun fnøs og hoppede ned fra sættet. Nu var jeg et hoved højere end hende igen.
"Det er stadig unfair, at du er blevet højere end mig," sagde hun irriteret. "Emneskifter, huh? Nå, så du vil gerne være 183 cm høj?" Spurgte jeg hende. Hun tænkte sig om. "Næh. For så ville jeg være højere end Louis, og det ville være akavet." Jeg grinede. 
"Skynd dig nu hjem til din prins. Han venter," jeg åbnede døren ind til lejligheden igen og fik skubbet hende ud på gangen.
Da hun havde fået sko på og rettet sig op igen, spurgte hun:
"Vil du ikke love mig, at svare 100 procent sandt?" Spurgte hun nervøst. Jeg nikkede. Selvfølgelig løj jeg ikke for hende. "Hvad er din mening om Louis og jeg?" Spurgte hun stille. Jeg smilede. "Hvis det er Louis der gør dig glad, og er den du elsker, så er jeg tilfreds. Jeg ønsker bare du har det godt." Jeg nikkede bekræftende. Selvom jeg ikke selv havde haft held i kærlighed, betød det ikke, at jeg skulle spolere noget for min søster.
Hun åbnede døren. "Vi ses Harry," hun gav mig et lille vink. "Vi sea Selena," jeg smilede til hende.
Da hun var ved at nå enden af trappen, råbte jeg ud i opgangen:
"Hvorfor ville du have mig, og ikke Louis med imorgen?"
"Fordi du er bedre til at manipulere," råbte hun grinende tilbage.
Det værste var nok, at hun havde ret.

»‡«

Jeg stod udenfor bygningen, hvor samtalen skulle finde sted. En bil der lignede Louis' på en prik, rullede langsomt op på fortovet og holdte stille med motoren tændt. Selena trådte ud fra passager sædet. Louis rullede vinduet ned.
"Held og lykke, Sel," hilste Louis med et kærligt smil.
Ad. Eller, ikke ad. Men min bedste ven sendte lige min søster - som var hans kæreste - et 'kærligt' smil. Er der ikke andre, der syntes det lyder forkert? 
"Tak Lou." Louis spændte sin sele op, og stak hovedet over gearstangen, hen til vinduet. Selena fnes og gav ham et lille kys på direkte på hans læber. 
"Lou, er du sikker på du ikke er skuffet over, at jeg hellere ville have Harry med?" Spurgte hun bekymret. Louis nikkede. 
Jeg kunne se, i det forelskede, skinnende blik han sendte hende, at han ikke var vred. Måske var han lettet, i virkeligheden.
"Det er helt, helt fint Selena. Lov at ringe, når du er færdig, så kan jeg hente dig, hvis det er nødvendigt," han kiggede hen på mig, og sendte mig et lille smil. 
Selena grinede. "Det skal jeg nok. Vi ses," hun stak hovedet helt ud af bilen, og gik i stedet hen imod mig. Louis kørte med det samme væk, og efterlod Selena sammen med mig.
"Hej," hilste hun og slog armene om mig med det samme. Jeg smilede og knyttede mine muskuløse, trænede arme om hendes spinkle krop. "Hej, Sel. Er du klar?" 
Hun grinede og nikkede. "Helt klar. Jeg lover at jeg kommer ind." Jeg smilede bredt. "Selvfølgelig gør du det. Ellers kalder du på mig," det sidste sagde jeg lavt og en anelse kækt med et glimt i øjet. Hun grinede højt. "Jeg klarer den nok. Du er jo ikke den eneste, der hedder Styles her, vel?" Tjattede hun. Jeg grinede og gjorde et kast med hovedet mod bygningen. 
"Klar?" "Helt klar."


Da hun kom ud fra samtalen, lignede hun et nervevrag. Hun lignede bogstavelig talt en der var ved at tude. 
"Selena!?" Sagde jeg forskrækket. Hun kiggede knust op på mig.
"Undskyld Harry..." Jeg lagde hovedet på skrå og sendte hende et lille smil. "Det gør ikke noget. Det kan ske-" 
"Nu bliver jeg nødt til at bruge tiden på at læse bøger, i stedet for at være sammen med dig," mukkede hun.
Jeg var stille et øjeblik. 
What?
Jeg havde ventet i en halv time, og... Hun var kommet ind.
"Kraftidiot," vrissede jeg og krammede hende ind til mig. Hun grinede. Hun trak sig væk fra mig med store øjne. "Jeg skal være læge, Harry. Nu er min drøm gået i opfyldelse," sagde hun med et kæmpe smil. Jeg smilede bredt tilbage. "Det er jeg glad for. Ring til Louis, han vil også have et svar." Hun grinede. "Okay, okay." Hun fandt sin telefon frem, og ringede med det samme Louis op.

"Babe?"

okay, hvor mærkligt var det lige, at Louis kaldte Selena for babe? Ikke så mærkeligt. Hun var jo hans kæreste. 
Hvorfor helvede blev jeg ved med at tænke sådan her?!

"Lou, jeg kom ind," sagde Selena lykkeligt. 
"Fantastisk! Tillykke Selena. Det må vi fejre!
Harry!?" Råbte han højt ind i Selenas øre. Hun skar tænder, og satte den på højtaler. Også selvom jeg altid havde kunnet høre deres samtale. 
"Louis?" Sagde jeg roligt.
"Ring til de andre. Så tager vi afsted i aften." "I aften? Hvorhen?" "Ud og fejrer det, for fa'en. Det kan du vel godt finde ud af?" Sagde Louis kækt. "Jaja, det godt med dig. Vi ses Louis." 
Selena hvinede overdrevent. "Jeg kom ind, Harry! Kan du tro det?" Hun nærmest skreg af glæde. Jeg lo. "Jeg kan godt tro det. Jeg er meget stolt af dig, Selena," jeg nikkede storsmilende til hende. Hun smilede lykkeligt til mig. "Jeg er også stolt af dig. Mere end du aner," hun kiggede ned i jorden. "Jeg var altid stolt af dig." 
Ordene ledte hen på vores samtale igår, så jeg slog armene om hende endnu engang. "Det ved jeg. Jeg kunne mærke du var hos mig," hviskede jeg. 
Selena trak sig glad ud fra mit greb. "Vi skal ringe til Gemma!" Udbrød hun. Hun nikkede ned til min lomme. "Ring til hende. Hun har ikke talt med mig i fire år, så hun bliver nok overrasket." 
Jeg nikkede glad og fandt min telefon frem fra lommen. 
"Gem?" 
"Hva' så Harry? Hvad står den nu på?" Spurgte Gemma kækt. Jeg kiggede hen på Selena. "Jeg har en der meget gerne vil snakke med dig." "Hvem? Nu er jeg nysgerrig." "Hun minder alt for meget om mig," sagde jeg med et lille grin, og fik Selena til at rødme.
"Er det hende?" Spurgte Gemma chokeret. "Ja. Vi har haft kontakt til hinanden i et par uger nu." "Må-må jeg snakke med hende? Nej. Kør hjem til mig, Harry. Jeg vil møde hende."


»‡«

Selena trådte overgearet ud af bilens passagersæde og fulgtes med mig, op til Gemmas lejlighed. 
"Hvad hvis hun er sur på mig?" Spurgte hun nervøst. "Det er hun ikke," jeg lagde min hånd fladt på hendes ryg, og gav den et beroligende strøg. "Hun har savnet dig," sagde jeg istedet.
Selena smilede. Louis ventede på os derhjemme. Hvis alt gik som planlagt, ville vi tage Gemma med.
Jeg ringede på dørklokken. 
Få minutter efter blev der åbnet. 
Selena og Gemma var blevet lige høje. Alle de ting, Selena og jeg ikke havde tilfælles, havde hun tilfælles med Gemma. Det var egentlig meget fascinerende. 
Gemmas blik røg frem og tilbage mellem os.
"Selena," gispede hun. Hun grinede lykkeligt og dækkede sin mund med hænderne, af ren glæde. 
"Åh gud du er her," Gemma slog med det samme armene om hende. Selena lagde forsigtigt armene om hendes liv også. De stod og holdte hinanden tæt ind til sig. Jeg kunne se Gemmas øjne blive blanke. 
"Min lillesøster," sagde hun mundlamt. "Du er her virkelig," hviskede hun. 
Noget i Selena ramte hende, for hun lagde sit hoved tættere ind til hendes skulder. Måske blev hun grebet af sin storesøsters kærlighed.
Selena trak sig ud af hendes greb, med blanke øjne. 
"Jeg har savnet dig," sagde hun stille. "Det var vi allesammen. Savnet dig, altså," grinede Gemma og holdte sig for munden. "Jeg kan ikke tro du er her." Hun kiggede op på mig. "Jeg har savnet at se jer to sammen. Det er som om, at i først er fuldendt, når i har hinanden ved jeres side." Hendes blik røg ned på Selena igen. 
"Kom med ind." 
Vi stillede pænt vores sko i entreen og fulgte med Gemma ind i stuen.
Hendes kat spandt roligt henne i kattetræet der stod i hjørnet. 
Gemma havde arvet mors rolighed til tingene. Alt i hendes hjem var moderne, men det havde stadig en snert af personlighed. Af os. 
Gemma tilbød os en plads i sofaen og hun satte sig overfor os, så hun kunne så på os begge samtidigt. 
"Hvor er i smukke!" Udbrød hun. Selena grinede genert. Hun var stadig ikke vant til at vi var sammen alle tre igen. 
"Årene har virkelig gjort underværker for jer to," sukkede Gemma. 
"Hey!" Udbrød jeg. "Siger du vi var grimme før?" 
Gemma grinede. "Ikke ligefrem grimme men..." "Men hvad?" "Sådan meget anderledes." Hendes blik lå stadig fæstnet på Selena.
"Er alt ved det gamle igen?" Spurgte hun forventningsfuldt. Selena nikkede. "Jeg hedder Selena Styles nu, og jeg bor her i London." Gemma klarede op i et stort smil. "Hos Harry?" 
"Hos Louis." 
Pis. Igen, igen skulle vi sige tingende i munden på hinanden. Vi havde samme opdragelse, nemlig at skulle sige det vi ville sige. Hvilket i denne her sammenhæng var dårlig og skræmmende.
Gemma grinede højt. "Ja i har da ikke ændret jer spor," grinede hun videre. Hun strakte hals.
"Hos Louis!?" Spurgte hun overrasket. Denne gang tiede jeg.
"Louis og jeg er..." Selena kiggede tøvende op på mig, men jeg ville ikke sige det.
Tarveligt nok, var det en blanding af at jeg ikke ville tale samtidigt med hende, og at jeg ikke kunne få mig selv til at sige det.
"Louis og jeg er kærester. Det var faktisk ham der fandt mig, også kørte den jo så..." Selena sendte Gemma et lille smil. "Fantastisk," smilede Gemma. "Det er en dejlig kærlighedshistorie," Selena grinede. Jeg rødmede, da jeg kom til at tænke på de handlinger jeg havd udført, da jeg havde fået det at vide.
Gemma fnes. Hun havde regnet mig ud. 
Jeg skiftede emne. Ingen grund til at tale om vores fejl.
"Vi kom fordi Selena har noget stort at sige. Vi har lige fået det at vide." 
Gemma smilede nysgerrigt til Selena. "Jeg er kommet ind på medicinstudiet. Jeg skal være læge," sagde hun stolt. Gemme åbnede chokeret munden. "Men hvad var dit gennemsnit? Det måtte være højere end mit," udbrød hun. Selena nikkede. "11,3" 
"Holy shit," mumlede Gemme forskrækket. "Hvad har ud dog brugt tiden på? Har du slet ikke nydt ungdommen?" Selena grinede. "Jo, selvfølgelig. Men det var jo min drøm." Hun kiggede op på mig. "Og man skal kæmpe for sin drøm. Det har min bror vidst vist mig." Gemme smilede stolt.
"Tillykke Selena. Det er fantastisk, det her."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...