The Secret Twin // Harry Styles

Han sagde at det var okay at jeg sagde farvel. Jeg kunne se på ham at han var alt andet. Han sagde det var okay, og han forstod mit valg. Men jeg kunne se det gjorde ondt på ham. Han sagde jeg skulle følge mine drømme, jeg nikkede, som han ville følge hans - men hvordan skulle jeg bakke det op, når jeg hadede hvad det ville gøre ved ham. Det sidste han sagde at vi altid ville være de bedste venner, men det ændret sig da jeg mødte ham.

31Likes
25Kommentarer
27361Visninger
AA

16. Kapitel 14: Harry Styles

My youth is yours
The truth so loud you can't ignore
My youth, my youth, my youth
My youth is yours

- Troye Sivan, Youth
 

 

Jeg farede op og løb efter hende ind til hendes værelse.
"Selena!" Råbte jeg, chokeret over hvad jeg lige havde været vidne til.
Selena var forelsket i Louis.
Louis var forelsket i Selena. 
Og jeg var den eneste, der stod i vejen for dem. Jeg ville for alt i verden ikke stå i vejen for min søster. Hun betyder alt for mig. 
"Selena, vil du ikke nok åbne?" Spurgte jeg knust. Jeg kiggede såret ind i stuen, hvor Louis havde lænet sig opgivende frem, på randen til tårer. Det var slet ikke meningen, at skulle såre så mange mennesker. Jeg ville jo bare beskytte hende. 
"Selena!" Råbte jeg bedende, og slog min hånd fladt ind i døren. Et stød gik igennem de to midterste fingre. Jeg stønnede af smerte og skar en hård grimmase. Ingen tvivl om, at mine fingre var brækket, men jeg havde ikke tid, til at tage på skadestuen nu. De eneste svar, jeg fik var højlydte hulk, så jeg opgav at få hende til at åbne døren. Selvfølgelig havde jeg en nøgle til alle rum. Og lige nu, var jeg virkelig taknemmelig for, at jeg havde dem. Jeg fandt hurtigt nøglen til hendes værelse, oppe i mit skab og gik tilbage til søren. Jeg stak nøglen ind i nøglehullet, og skubbede håndtaget ned.
"Selena?" Spurgte jeg bekymret. 
"Jeg har ikke brug for at vide, at du hader mig. Jeg ved det allerede," græd hun. Jeg gik langsomt hen til sengen hun lå i, i fosterstilling. Det var ikke et godt syn. Jeg ville ønske hun sad smilende, rank og flot. Men det gjorde hun ikke. Jeg satte mig roligt på sengekanten.
"Selena jeg hader dig ikke," hviskede jeg. Hun rystede på hovedet. "Du behøves ikke at pakke det ind. Jeg forstår det godt, Harry." "Lige nu, forstår du det ikke," sagde jeg, og forholdte min stemme i ro.
"Hvad mener du?" Spurgte hun såret. "Jeg hader dig slet, slet ikke. Jeg var bare..." 
Bare hvad? Hvilken følelse, var det der fik mig til at eksplodere af vrede? 
"Jeg var bare bange for, om du ville kunne klare det. Det kan godt være du er min søster, men hvis du også har noget igang med Louis..." Jeg forklarede hende stille og roligt, hvad mine bekymringer var.
"Jeg har ikke lyst, til at se dig bukke under for presset. Jeg ville bare beskytte dig." Hendes gråd, var skiftet ud med små snøft.
"Så du hader mig ikke?" Spurgte hun. Jeg rystede på hovedet. "Selvfølgelig gør jeg ikke det. Selena, jeg troede at Louis prøvede at få fat i dig. Og jeg vidste simpelthen ikke, om du var klar til det. Ikke fordi jeg tvivler på din dømmekraft, Louis er en god fyr, men bare om du kunne klare at være in spotlightet, så meget." 
Jeg lod forsigtigt mine raske fingre, på den raske hånd, fjerne det halvvåde hår fra hendes ansigt. Jeg strøg hende forsigtigt over hovedet. Måske ville hun falde mere til ro.
Hun gemte sit ansigt i hænderne. "Undskyld," sagde hun spinkelt. "Du skal ikke undskylde. Du gjorde det rigtige." Jeg fjernede hendes hænder, fra hendes ansigt, så jeg kunne se mit eget kvindelige spejlbillede. Hun var en del af mig. Hun var mig, på alt for mange punkter.
"Du fulgte dit hjerte Selena, og det er det, vi altid har fået at vide. Uanset om det var mor eller far, eller Gemma der sagde det." Hun satte sig fortvivlet op, med få tårer løbende ned af kinderne. Hendes hår var uglet, og strittende men det var ikke en detalje, jeg ville lade mig bemærke. 
"Harry. Jeg sagde det idag," sagde hun undskyldende.
"Sagde hvad?" Jeg begyndte pludselig at få bange anelser. "Nogle fans spurgte mig, om vi var søskende. De sagde vi lignede hinanden. Og jeg kunne ikke holde mig til at sige løgnen mere... Det gjorde så ondt," hun kæmpede for at holde tårerne inde. "Men jeg ved ikke om jeg er klar til det. Hvad hvis jeg lavede en kæmpe fejl?" 
Jeg satte mig længere ind på sengen, og trak hende ind i mit skød. Sådan sad vi lidt og holdte om hinanden. Jeg var ikke sur over hun havde sagt det. Det var bare en enorm lettelse for mig. Tænk, at jeg ikke behøvedes at skjule os længere.
"Tak. Fordi du sagde det," hviskede jeg. Hun trak sig ud fra mit greb. "Er du glad?" Spurgte hun overrasket. "Åh ja," sagde jeg med et lettet grin. "Nu behøvedes jeg ikke at lyve mere. Det gør så ondt, hver gang jeg skal lyve om, at du ikke findes." Hun smilede forsigtigt. 
"Men var det godt? Var det nu, at det skulle ud?" Spurgte hun usikkert.
Jeg nikkede. "Det var perfekt." Jeg greb hendes hånd. 
"Det eneste, jeg vil bede dig om er, at du følger dit hjerte. Og hvis dit hjerte fører dig til Louis, så sær kufferterne af der. Så længe du flytter med til London." Jeg smilede skævt. 
Hun slog armene om min hals, og begravede sit ansigt imellem mit hoved og skulder. "Tusind, tusind tak, Harry," hviskede hun. Jeg strammede mit greb om hende. "Selv tak, Selena." 
Hun smilede stort og lettet. "Må vi gå ind igen?" Spurgte hun. Jeg nikkede. "Det må vi. Men først når du har rettet dit hår," sagde jeg skarpt. Hun grinede højlydt, en af de bedste lyde, i denne verden.
"Javel, det skal ske." Hun sprang ud af sengen og kiggede sig opgivende i spejlet. Hun samlede sit hår i en bunke, og fastholdte det i en elastik. Hun smilede til mig.
"Tak Harry."

»‡«

Denne gang var det Louis der havde hendes opmærksomhed, i flyet på vej hjem. Men det gjorde mig ikke noget. Så længe hun - og Louis - var glade. Jeg havde nået et kort ophold på skadestuen, inden rejsen hjem. Min langefinger og min ringfinger var brækket, men egentlig kom det ikke som en overraskelse. Jeg havde selv været ude om det. Men til ingen nyttes skyld. Vi var blevet 'genkendt' som tvillingerne idag.
Det var simpelthen fantastisk. Endelig havde jeg rigtigt fået min søster tilbage. Hun sad med farve i kinder og havde sammenflettet sine fingre med Louis. Jeg sendte dem begge et stort smil, og vendte mig istedet mod Liam og Niall, der sad på hver sin side af mig. Louis og Selena sad bag os.
"Det var sku for dumt, at du besluttede dig for at brække fingrene," drillede Niall. Jeg sendte ham et ondt blik og løftede hånden, med bandagen. 
"Ja, jeg føler mig også som en idiot." 
Liam fnes. "Du reagerede egentlig normalt. Jeg ville nok have gjort det samme." 
"Ja, tak. Det beroliger mig da," sagde jeg sarkastisk og sammen grinede vi i kor
"Nå," sagde Niall godkendende. "Så blev jeres hemmelighed, sagt, hvad?" Jeg smilede skævt. "Det er dejligt. Dejligt at være tilbage." 
"Harry?" Selena's stemme blandede sig bag fra. Hun stak hovedet ind imellem Niall's og mit sæde.
"Jeg har mor og Robin i røret. Vil du snakke med dem?" 
Jeg vendte mig glad mod hende. "Selvfølgelig." Hun rakte mig sin telefon og jeg fik sat den på højtaler.
"Hej mor," hilste jeg glad.
"Vi har ligesom set nyhederne," grinede min mor, Anne glad. Jeg smilede selv, og det samme gjorde Selena.
"Det er skønt," sagde jeg afslappet. Selena grinede.
"Vi har måske set noget mere end det?" 
Allright. Der kom det.
"Louis og jeg er vidst et eller andet lige nu," grinede Selena.
"Hey!" Udbrød Louis. "Hvad er et eller andet?" Fortsatte han. Flere grin med blandet med det samme. 
"Så længe i har det godt," sagde Robin. "Vi er på vej hjem. Til London," forklarede jeg.
"Vil i ikke komme forbi en dag? Så vi alle kan blive genforenet?" Spurgte mor os. Jeg kiggede på Selena, der allerede kiggede på mig. "Betyder det, at Gemma kommer?" Spurgte hun håbefuldt. Robin og mor grinede. "Det kan vi sagtens sige. I kommer bare, når i vil, okay? Det er stadig jeres hjem." 
Jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg var bare så lettet og glad. Nu var vi allesammen tilbage, sammen. Og igen af os, var vrede eller utilfredse. Vi havde ladet de dårlige minder blive i Los Angeles.
Nu skulle vi leve normalt. Så normalt som vi altså kunne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...