The Secret Twin // Harry Styles

Han sagde at det var okay at jeg sagde farvel. Jeg kunne se på ham at han var alt andet. Han sagde det var okay, og han forstod mit valg. Men jeg kunne se det gjorde ondt på ham. Han sagde jeg skulle følge mine drømme, jeg nikkede, som han ville følge hans - men hvordan skulle jeg bakke det op, når jeg hadede hvad det ville gøre ved ham. Det sidste han sagde at vi altid ville være de bedste venner, men det ændret sig da jeg mødte ham.

27Likes
25Kommentarer
19686Visninger
AA

14. Kapitel 12: Louis Tomlinson

Det var først da jeg vågnede næste morgen, at jeg lod mærke til det. 
For helvede hvor var det her dumt. Harry ville jo slå mig ihjel. 
For det var ikke ligefrem skjult, det vi havde lavet.
Da vi alle fem sad om morgenbordet den morgen, kunne Liam ikke fjerne blikket fra os.
Temmelig irriterende faktisk. Selena havde ikke noget at dække det med. Vi kunne allesammen se det.
Det var et spørgsmål om ren tilfældighed, før Harry, der sad overfor hende, ville ligge mærke til det.
Hvorfor helvede havde jeg også lavet et sugemærke på hende. Niall forsøgte at holde et grin eller to inde. Men det var overhovedet ikke sjovt.
"Hvad lavede i så igår?"
Lunten blev tændt.
"Vi så en gyser. Selvom jeg var ved at dø af skræk til sidst."
Harry kiggede længe på hende. Han lænede til tungt tilbage i spisestolen. "Det tror jeg ikke på." Han knep øjnene sammen. "Ellers må du ihvertfald godt sige, hvem der har lavet det sugemærke dér." Han lagde hovedet på skrå. Jeg fatter ikke hvorfor Selena kunne kigge så roligt på ham.
Jeg syntes han var skræmmende lige nu. For vi kunne allesammen fornemme, at lunten ville blive kortere og kortere. Og at han havde sit hår sat op, bag på hovedet hjalp ikke ligefrem på det. Han så ærligtalt ud som en der kunne dræbe en, bare ved at kigge på dig.
"Okay. Men hvis jeg fortæller dig det. Så bliv, og hør en forklaring, okay?" 
Fuck, pis, nej.
"For gods sake, det var Louis! Okay? Lad være med at træk pinen ud!" Liam råbte frustreret ordene ud. 
Den normale del af det her, var at Selena og Harry åbnede munden på samme tid, i samme omfang. Men den unormale del, var at jeg også gjorde det.
Harry lignede kort sagt en, der var klar til at slå mig ihjel på stedet. Jeg sværger, hvis man ikke fik fængselsstraf for det, havde han grebet en kniv og stukket den i mig. 
Harry rejste sig op, så pludseligt at to glas juice væltede ud over bordet.
"Og hvorfor fanden gjorde du det så?" Råbte han. Jeg farede forskrækket sammen. "Fordi.. Øh."
Harry skubbede vredt hans stol ud og gik med langsomme skridt ud i gangen.
"Argh," brølede han og bankede hårdt hans hånd ind i væggen. Jeg tror ikke han lod mærke til den kæmpe flænge han fik i hånden. "Hold kæft hvor er du...." Han rullede stramt sine læber tilbage, og lod sin hånd støde ind i væggen igen. 
Jeg blev virkelig, virkelig bange for det mistænkelige knæk der lød fra hans hånd. Selena farede op fra stolen. "Harry!" Han kiggede hen på hende. Jeg kunne slet ikke kategorisere hans blik. Han svarede hende ikke, men trak istedet en jakke ned fra knagen, og væltede ud af døren.
"Hvorfor sagde du det?" Skreg Selena på Liam. Liam kiggede lettere nervøst ned i bordet. "Fordi... Han blev nødt til at vide det. Du var lige ved selv at sige det!" Forsvarede han sig. Selena satte sig opgivende ned igen.
"Liam... Du har ødelagt det hele," sagde hun knust. "Ej... Det var dig der udgjorde handlingen..."
Hun skjulte sit ansigt i hendes hænder. Kort efter hørtes der et snøft.
"Jeg er så elendig..." Græd hun. Vi sagde ikke noget. "Jeg vidste intet af det her var en god ide... Det holdte i en uge, Liam! I en uge klarede jeg at være en god søster," hendes gråd blev højere og hendes ord mere uforstående. "Selena..." Liam prøvede at ligge en arm om hende, men hun vristede den af sig. "Jeg kan ikke tage med jer. Jeg bliver nødt til at blive her," hun fjernede sine hænder fra hendes ansigt og tørrede rystende hendes kinder. Hun kiggede hen på mig. Hun sagde ikke noget, men det gjorde hendes blik.
Hun virkede meget undskyldende, men også utrolig skuffet. Nok, utrolig skuffet over sig selv. Men jeg kunne bare ikke forstå Harry. Hvorfor kunne han ikke acceptere det?
Selena gik grædende ind i stuen, efterfulgt af Niall og Liam. Jeg sad og prøvede at holde styr på mig selv. Hvordan skulle jeg undgå, at blive slået ihjel, i denne sammenhæng?
Selena stod midt i stuen, og talte lavmældt med Niall. Jeg forholdte mig bare stille, og det havde jeg gjort siden Harry skred.
 Selena havde uafbrudt grædt, råbt og skreget over sine frustrationer. 
"Han tilgiver mig aldrig!" Skreg hun af Niall. Niall forsøgte at forholde sig i ro. "Jeg er en elendig søster!" Græd hun.
Jeg vidste måske godt, at det vi havde gjort var utilgiveligt for Harry. Niall holdte trøstende om hende, da hoveddøren gik op med et smæld. 
Han havde grædt, hans hår var uglet, men det mest skræmmende var det lille knæk, i hans midterste finger. Han havde brækket ihvertfald den finger, da han hamrede den ind i væggen. Selena sprang ud af Nialls favn. Vi kiggede allesammen hen på Harry. 
"Hvad fik dig til at gøre det?" Alles blikke røg hen på mig.
"Jeg ved det ikke, Harry," sagde jeg uhørligt. 
"Det der. Er den værste undskyldning jeg har hørt i hele mit liv!" Råbte han. Jeg kom måske til at ryste lidt, af skræk, for hvad han ville kunne finde på.
"Harry?" Selena's tøvende, forsigtige stemme lød i stuen. Harry vendte sig mod hende, hans blik var med det samme blevet mere blidt. 
"Harry, jeg er nødt til at blive her," sagde Selena rystende. Harry tog et skridt hen imod hende. "Nej. Selena det var ikke din-" "jo, det var Harry! Jeg var selv med til det!" Råbte hun. Harry så såret ud. Hun kiggede ned i gulvet. "Jeg brugte SÅ lang tid på at overbevise mig selv om, ikke at være vred på dig," sagde han stille.
"Du kan ikke gøre for, at du..." Han spidsede læberne og kiggede hen på mig. "Louis, vil du ikke godt sige noget?" Spurgte han. Jeg sukkede. "Harry jeg ved ikke hvad jeg skal sige." Jeg rejste mig op. Jeg holdte en sikkerhedsafstand på mindst fem skridt til ham. "Vil du have jeg skal sige det lige ud?" Spurgte jeg. Han nikkede, bange for hvad mit svar ville være.
Jeg kom med et uheld til at råbe det ud: "jeg er for helvede da forelsket i din søster!" 
Hele stuen, inklusive mig selv og Selena stivnede. Harry åbnede munden og lukkede den igen.
"Det er ikke sandt," sagde han chokeret. Jeg kiggede ned i gulvet. "Lige siden jeg så hende første gang vidste jeg hun ville komme til at betyde noget for mig." Sagde jeg, med grødet stemme. Harry nikkede. Jeg troede lige at han ville forstå mig, men det var ikke det der skete.
"Og hvad gjorde du så, da du fandt ud af, at hun er min søster? Hvad gjorde du Louis?" 
"Jeg blev endnu mere forelsket i hende. Fordi... Du vil aldrig tro på mig, men jeg har altid beundret dig," sagde jeg. "Jeg beundrede altid din personlighed, og da jeg mødte en som dig, i et køn jeg kunne elske, gjorde jeg det."
Harry var mundlam i et øjeblik. "Hvad hvis... Hvad hvis jeg blev forelsket i din søster? Lottie?" Spurgte han sammenbidt. Jeg kiggede op på ham, hans blik var dog rettet mod gulvet. "Så ville jeg forstå det. For man kan ikke styre hvem der bliver forelsket i hvem." Sagde jeg sørgmodigt. En tåre gled ned ad hans kind. 
"Jeg er ked af det Louis, men jeg kan ikke. Jeg kan ikke forstå det. Ihvertfald ikke lige nu." Han kiggede op igen. Hans øjne var blodsprængte. 
Han kiggede bedende på Selena. "Lov mig du tager med mig. Jeg ved du ikke ville kunne bære det, hvis jeg fik det værre." Selena rystede på hovedet. "Det kan godt være, at jeg har knust dig nu. Men jeg kommer til at knuse dig mere, hvis jeg er hos dig." Selena gik forbi ham og ind på det værelse, hun skulle have sovet i. Hun trak sin kuffert med ud i gangen. "Farvel Harry. Jeg vil prøve at finde en ny skole, her. Tak for nu." Nu var tårerne for alvor begyndt at løbe ned ad hans kinder. "Nej," græd han. "Selena jeg kan ikke holde til det igen," sagde han knust. Selena havde også tårer i øjnene. "Det kan jeg heller ikke-" "så bliv. Bliv hos mig," sagde Harry grådkvalt og trådte nogle skridt hen til hende. Hun bed sig sammentværet i kinden. "Jeg elsker dig." Da hun sagde det kiggede hun først på Harry og så mig.
Hvis det ikke var fordi jeg kendte Harry ud og ind, havde jeg ikke vidst hvad hendes hentydning var.
Hun sagde det også til mig.
Da døren gik i, og Selena var borte. Stod Harry alene ude i gangen et stykke tid. 
"Jeg vil gerne have, at du går," sagde han. Jeg vidste ordene var hentydet til mig. Da jeg skulle klø min hage, lod jeg mærke til de salte tårer, der ubevidst var løbet ned ad mine kinder. Selena havde ikke kun givet slip på Harry. Hun havde også givet slip på mig. 
"Ja," sagde jeg pippende. Jeg gik forbi ham ude i gangen og ud af døren. Jeg havde ikke engang lyst til at sige farvel. 
"Louis?" En grædkvalt spinkel stemme, fra stenhækken lød. Det var Selena. Hun sad på stenhækken, og kiggede udtryksløst ud på vejen, hvor en masse biler kom kørende. 
"Hej," sagde jeg lavt, og tørrede hurtigt mine kinder af. 
Jeg stillede mig foran hende.
"Hvorfor gjorde vi det?" Spurgte hun stille. Jeg havde kun et svar på det. Men hun ville tro på der, hvis det ikke var gået op for hende, så derfor spurgte jeg hende
"Har du nogensinde været forelsket, Selena?" Hun kiggede op på mig, med sine store lysebrune øjne. "Ja. Men du svarede ikke på mit spørgsmål." Jeg smilede svagt. Selvfølgelig ville hun sige det. "Det er det jeg er igang med. Hvornår var du sidst forelsket i en?" 
"Her for nylig," indrømmede hun. "Jeg blev forelsket i en dreng fra mit college. Han hed Justin. Men..." Hun skar en grimasse. "Først slog han Harry, og bagefter mig. Og du ved hvordan Harry er..." Sagde hun med et suk. "Det er jeg ked af," sagde jeg, og lød faktisk medfølende. Jeg satte mig ved siden af hende. Hun vippede lidt på hovedet. "Jeg var selv ude om det. Jeg glemte vores date," sukkede hun. Jeg lagde min hånd på hendes. "Det må du aldrig sige. Han er bare en kæmpe idiot." Hun kiggede overrasket ned på vores hænder. Måske kunne hun også mærke sommerfuglene i maven? "Tak Louis." "Hvordan kunne du glemme det?" Spurgte jeg og håbede jeg gravede det rigtige sted hen. "Fordi..." Hun kiggede chokeret ned i jorden og derefter op på mig. "Fordi jeg skulle være sammen med Harry.... Og dig," sagde hun tøvende. 
Jeg tror det var ved at gå op for hende nu. 
"Jeg glemte ham fordi.... Fordi det ikke var ham jeg var forelsket i," sagde hun og lød næsten forvirret over sig selv.
"Jeg er forelsket i dig" sagde hun. Jeg smilede bredt, og flettede forsigtigt vores fingre sammen. Hun grinede lettet.
Hun rystede på hovedet. "Men det kan Harry ikke få at vide hvis-" "men det bliver han nødt til." 
En ny stemme blandede sig i vores samtale. Vi kiggede op på vores ven, Niall.
Niall satte sig på den anden side af Selena.
Jeg kunne forestille mig Liam, der prøvede at få Harry overtalt til at tage på skadestuen. 
Niall smilede bredt. Men Selena kiggede sorgfuldt op på ham. "Harry ville aldrig forstå det," hviskede hun. 
Niall grinede højt. "Jo han ville. Det er sådan en ting, han til enhver tid ville forstå. Grunden til at han blev sur, var for det første fordi at han troede at i gjorde det på grund af lyst. Men da han fandt ud af Louis' følelser, begyndte det at få op af bakke. Hvis du fortæller ham det her, ville han til enhver tid tilgive jer." "Men jeg risikerer at ødelægge ham igen." "Ja." Niall tog hendes anden hånd. "Men det er en del af livet." Han kiggede sig over skulderen. "Tag nu ud og nyd hinanden. Så nupper jeg din kuffert," han blinkede med øjet. Selena lyste op i et smil. "Tusind tak Niall." "Ingen årsag. Smut så med jer," han puffede hende ned fra hækken og jeg hoppede med ned. Med højlydte grin, gik vi ned ad gaden, hånd i hånd.
"Selena?" "Mhm?" Jeg stoppede op og lagde min hånd på hendes kind. Jeg rødmede svagt. "Hvos vi nu... Er for-" hun afbrød mig med et grin. "Ti nu stille, handyman." Hun gav slip på min hånd, og trak mig istedet ind til sig og kyssede hårdt mine læber. Vi trak os smilende fra hinanden igen.
"Måske du ikke ligner Harry helt alligevel." Hun grinede højt. 
Suget jag igennem hele min krop, da hun ramte mine læber med hendes igen. Hun smilede lettet. "Lov mig at vi også lytter til Harry, ikke? Han er mim bror," sagde hun lavt. Jeg nikkede. "Selvfølgelig." Jeg kyssede hendes pande og tog hende i hånden igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...