The Secret Twin // Harry Styles

Han sagde at det var okay at jeg sagde farvel. Jeg kunne se på ham at han var alt andet. Han sagde det var okay, og han forstod mit valg. Men jeg kunne se det gjorde ondt på ham. Han sagde jeg skulle følge mine drømme, jeg nikkede, som han ville følge hans - men hvordan skulle jeg bakke det op, når jeg hadede hvad det ville gøre ved ham. Det sidste han sagde at vi altid ville være de bedste venner, men det ændret sig da jeg mødte ham.

28Likes
25Kommentarer
20269Visninger
AA

12. Kapitel 10: Harry Styles

'Cause everybody's gonna make it if they try (oh yeah)
And if you persevere through your fears, never hide. (yeah)
Fold your hands in a prayer to the sky
And let your worries wash away with the tides

- Tides, Jack And Jack

 

 

Jeg stirrede irriteret direkte på Louis. Louis spærrede sine øjne op og kiggede opgivende på mig. "Gider du ikke at tro på mig? Vi har ikke lavet noget. Det burde du da ku' regne ud." Jeg gad ikke at føre en diskution med ham, der ikke ville føre nogen steder hen. Jeg vidste ikke om jeg kunne tillade mig at være vred lige nu.
Jeg steg ud af bilen, og gik i stedet hen til Selena. Hun stod bukket, og tog sig til knæene. Hun havde det overhoved ikke godt. Jeg fjernede håret fra hendes ansigt. "Er du okay, Selena?" Mærkeligt nok, istemte min stemme overhoved ikke med mine følelser. Min stemme var voldsomt bekymret, også selvom jeg vidste at hun bare havde tømmermænd.
"Undskyld," hikstede hun. Jeg hjalp hende op at stå. Jeg rystede bare på hovedet. "Det er okay." Som da vi var små, begyndte tårerne at finde vej til hendes øjenkroge. Jeg havde aldrig helt forstået, hvordan man kunne begynde at græde, bare fordi man kastede op. Men hun gjorde det åbenbart stadigvæk. Jeg tørrede forsigtigt tårerne væk fra hendes kinder. Jeg gjorde et kast med hovedet. "Lad os gå ind og finde et toilet, så du lige kan... Ja, du ved," sagde jeg henkastet, og hev hende med ind på hotellet. Heldigvis slap vi uset hen til toiletterne nede i foyeren. Ligeglad med at jeg fulgte med hende ind på pigetoilettet, holdte jeg hendes hår, imens hun skyllede hendes mund. 
Vred, sur, ked af det, skuffet. Hvad var jeg lige nu? Jeg - ja, også Selena - havde den værste følelsesorden i os. Vi kunne aldrig, og jeg mener aldrig, kategorisere vores følelser, fordi de altid kom så pludseligt og voldsomt. 
Jeg havde slet ikke langt mærke til, at hun stod foroverbøjet, og stirrede på mig i spejlet. Jeg var faldet i staver, med mit blik på hendes hår, som jeg holdte væk fra hendes ansigt.
Jeg mødte hendes øjne i spejlet. 
"Er du vred?" Spurgte hun sløret. Jeg rystede på hovedet. Skulle jeg stole på Louis? 
"Nej..." Mumlede hun. "Du er skuffet," sagde hun trist. Jeg svarede ikke. Jeg gav bare slip på hendes hår, så de voldsomme krøller - som var noget mere velplejede end mine - faldt ned og dækkede hendes ryg.
"Er du ikke?" Spurgte hun flov, flov over sig selv. Det betød vidst stadig meget for hende, at hun gjorde indtryk på mig. "Jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvad jeg skal tro," sagde jeg ærligt. Hun sukkede. "Stoler du ikke på Louis?" Spurgte hun. Jeg nikkede. "Jo. Men helt ærligt, hvorfor drak du dig også fuld?" Spurgte jeg opgivende.
En dame der kom ind på toilettet sendte mig et mærkeligt blik, men gik videre ind i en bås. 
"Det er en del af livet. Du har stensikkert også prøvet det," sagde hun halvirriteret. "Ja, men jeg gjorde det ikke, uden at vide om jeg havde sex med min brors bedste ven. Tænk hvis jeg havde sex med en af dine veninder, uden at jeg så kunne huske det!" "Ja, det er slemt ikke?" Sagde hun med et kækt grin. Det var tydeligt hun prøvede at lave sjov, og det virkede desværre også, for jeg trak ihvertfald på smilebåndet. 
Jeg rystede på hovedet. "Lad os gå ud til de andre." Hun rejste sig op, og fulgte med mig ud i lobbyen igen. Her var tomt, i forhold til da vi kom ind.
"Nej! Nej, nej, nej!" Udbrød hun panisk. Hun kiggede forskrækket rundt i hele lobbyen. "Harry! De er taget afsted uden mig!" Sagde hun chokeret. "Rolig," jeg lagde mine hænder på hendes skuldre. "Vi tager også afsted nu. Og du skal jo alligevel bo her så..." Hun rystede på hovedet, hvilket fik mit hjerte til at synke drastisk. Ville hun ikke blive? Skulle hun bo, flere tusind kilometer væk fra mig igen? Det var jeg slet ikke klar til. 
"Jeg må ikke droppe ud af det ene universitet, til et andet, når jeg er midt i et semester." Hun kiggede ned i jorden. "Jeg ville have fortalt dig det," sukkede hun. "Hold kæft, hvor er amerikanere snæversynede. Jeg skal nok sørge for, at du får en klasse her i London, så du kan gøre din uddannelse færdig, okay?" Hun kiggede op på mig igen, med løftede øjenbryn. "Vil du gøre det?" "Selvfølgelig vil jeg det. Kom nu, vi har et fly at nå." 

»‡«

Jeg sad yderst, med Selena på min højre side. Flyet var lige lettet, og man kunne gå frit rundt i kabinerne. Jeg skævede over på Selena og Louis der sad ved siden af hinanden.
Jeg havde virkelig brug for et seriøst svar fra Louis. Jeg ville ikke kunne holde ud, hvis ham og Selena virkelig havde været sammen. 
"Lou?" Min stemme var hæsere end den skulle have været, men han hørte det alligvel.
"Hvad skete der egentlig i går aftes?" Selena fulgte mit blik hen på Louis. "Ingenting." "Detaljer?" 
"Jeg mødte Selena igår aftes da hun var ude og drikke. Hun så meget påvirket ud, så jeg hjalp hende hjem. Slut på historien." Jeg løftede øjenbrynene, og Selena rynkede sine. "Hvorfor hjalp du mig hjem?" Spurgte hun forvirret. Louis trak på skuldrene. "Fordi jeg ikke ville risikere at der skete dig noget." 
"At du ikke ville risikere hende noget?" Spurgte jeg forarget. Han nikkede. "Hvad hvis hun gik ud foran en bil, fordi hun ikke kunne styre sig? Eller ikke kunne komme hjem?" 
Jeg sukkede. 
Nå. Men tak så.
"Nå. Men tak så" Sagde Selena. Jeg kiggede forskrækket hen på hende. "Kan du ikke lade være med at gøre det der?" Udbrød jeg. Hun kiggede forvirret på mig. "Hvad?" "Ja, jeg skulle til at sige det der."
Louis' og Selenas latter fyldte sæderne til bristepunktet. Jeg kunne ikke se det sjove i det. Jeg syntes bare det var uhyggeligt. Jeg var tilsynetladende ude af træning, i forhold til at have en tvilling. Jeg skulle lige til at åbne munden for at svare, da Selena rejste sig pludseligt op, og løb over mine ben og ned til enden af flyet.
Jeg løb ikke ligefrem ned til hende, men jeg gik ned til hende, og fandt det toilet hun stod ved. Hun lå hen over toiletbrættet med opkast hængende fra mundvigen. Hendes vejrtrækning var gispende, men det var vidst også normalt. Det var ikke lige det mest lækre syn, men da heller ikke det mest behagelige. Jeg satte mig i hug, og tog håret væk fra hendes ansigt. 
"Er du okay?" Spurgte jeg hende. Hun nikkede. Hun spyttede en enkelt gang. 
"Jeg har ondt i hovedet. Men ellers har jeg det fint," sagde hun hæst. "Okay." Jeg bandt hendes hår med en af mine hårelastikker, som jeg havde fået til vane altid at have om håndledet, og hjalp hende op at stå igen. Hun skyllede igen sin mund og vendte sig så mod mig.
"Jeg håber ikke at du er sur," sagde hun nervøst. Jeg støttede mig til 'væggen' for ikke at falde. Jeg gjorde bare et kast med hovedet. "Lad os gå tilbage." Hun åbnede døren og gik ned af flygangen sammen med mig. Vi satte os som før. Hun kiggede afventende på mig. Hun ville virkelig have et svar på sit spørgsmål. 
"Nej. Altså. Jeg er stoler på hvad Louis siger," Louis sendte mig en næppe så diskret thumps up. "Men jeg er lidt sur over at du valgte at drikke så meget, at du har de værste tømmermænd." Hun grinede hæst. "Undskyld." 
Et par minutter i stilhed. Jeg var egentlig ikke sur på hende. Jeg kunne jo ikke gå og bestemme hvornår hun må drikke. Men jeg må indrømme, at jeg var kommet helt op i det mørkerøde felt, da Louis havde gjort grin med det.
Jeg kiggede - ret stalker agtigt, but who cares - ned på hende. Hun lå med sit hoved tungt op af sædets hovedpude, med lukkede øjne. Hun havde fået lidt mere farve tilbage i kinderne, efter opkastningen. Jeg studerede langsomt hendes ansigt, helt ned til de små ligheder vi begge havde, og ned til hendes skulder. Hendes trøje var gledet en anelse ned, så man kunne se hendes kraveben og BH-strop. Det gjorde mig egentlig ikke så meget, men et lille sort mærke, jeg ikke huskede hun havde viste sig. Jeg rynkede brynene, og rykkede mit hoved tættere på hendes. Jeg ignorerede udskæringen i trøjen, som gjorde jeg kunne kiggede ned i hendes BH, og kiggede istedet forsat på det lille mærke. Herfra lignede det en tatovering. Egentlig ville det ikke overraske mig hvis hun havde en. Min krop var nærmest dækket af dem, så jeg kunne ikke tillade mig at sige noget. Gemma, vores søster havde også fået et par stykker. En af dem var Selena og jegs fødselsdato. Mine fans troede selvfølgelig det bare var min dato, men de vidste selvfølgelig heller ikke, at jeg havde en tvilling. 
Jeg lod forsigtigt mine fingre hive længere ned i hendes trøje, så jeg kunne se tatoveringen.
"Harry!" Hvinede hun forskrækket. Jeg sagde bare ikke noget. Hun kiggede forvirret på mig. "Hvad laver du? Du aner ikke hvor forkert det kunne have set ud! Der er ligsom ingen der-" hun måtte afbryde sig selv, men jeg havde regnet ud hvad hun skulle sige. "Jaja," hvislede jeg, og ignorerede Niall og Louis' højlydte grin. "Du har ikke fortalt mig at du har en tatovering," sagde jeg så. Hun skævede ned til sit kraveben. Så hev hun en anelse ned i sin trøje, så tatoveringen kom til syne.
H
Der var tatoveret et H, på hendes skulder, lige over kravebenet. Hun vippede lidt med hovedet, men skar så en grimasse over smerten. 
"Jeg blev jo nødt til at gøre et eller andet for at huske dig. Men jeg har skam set, at du kun har et G," sagde hun. Hun lød ikke ked af det, mere spørgende. Jeg løftede øjenbrynene. "Hvis jeg fik tatoveret et S, tror du så ikke jeg bliver spurgt hvorfor?"
Hun snerpede sin mund sammen. "Jeg har en trekant ligesom din, på min ankel," hun løftede sit ben op på sit lår, og hev ned i hendes strømpe. En lille trekant, fuldstændig identisk til min, var tatoveret på hendes ankel. Jeg nikkede lidt.
"Jeg fik den tatoveret, som os tre. Os og Gemma," sagde jeg og lod min hånd køre hen over min venstre arm, der var stort set dækket af tatoveringer. Hun smilede. "Det gjorde jeg også. Jeg så et billede af den, også lod jeg som om jeg var din største fan, så de tatoverede en magen til," grinede hun. 
"Hey!" Indbrød Liam i samtalen. "Du sagde den ikke betød noget," sagde han til mig. Jeg himlede med øjnene. "Så var hemmeligheden jo ude, tumpe." Selena fnes. Liam rystede på hovedet og vendte sig igen. 
"Vi har den allesammen," fortalte Louis. Så hev han også op i sin strømpe så den kom til syne. "Men det er vidst kun Harry den betyder noget for," sagde han med et lille smil.
"Men spurgte folk ikke hvad H'et betød?" Spurgte jeg nysgerrigt. "Jo," grinede hun. "Jeg sagde det stod for forbogstavet på min ekskæreste, Harvey," hun begyndte pludselig, samtidigt med Liam og Niall at grine højlydt. Jeg åbnede forarget munden. 
"Sig mig, hvem opdigter en kæreste som hedder Harvey?!" Sagde Louis forfærdet. 
"Det kunne Harry da også finde på," grinede Selena. Det var dejligt at høre hendes rigtige grin igen. Det var så befriende, at hun var tilbage hos mig. Uden at det kom til at lyde for kliché, havde jeg virkelig manglet min ene halvdel.
"Ja," sagde jeg højt. Så rømmede jeg mig og talte i en lys stemme: "min eks hedder altså Harvey. Jeg var homoseksuel engang!" 
Denne gang grinede vi allesammen højt. Det var fantastisk, at hun jeg havde dem alle fire hos mig. De betød meget for mig hver især. Mit grin stoppede en tand før de andres, og jeg lod mit blik mødes med Selenas. Hun smilede bare bredt til mig og blinkede med øjet.
"Den er god med dig, søs."

»‡«

Selena trippede med foden. Liam, Niall og Louis var taget ind til centrum for at kigge rundt i Los Angeles, imens Selena og jeg skulle snakke med hendes skole. 
"Er du nervøs?" Spurgte jeg hende undrende om. Hun nikkede. "Hvad hvis jeg ikke får lov?" Vi stod på gangen, foran døren til kontoret. "Det gør du." "Hvorfor er du så sikker på det?" Jeg hev mine solbriller ud af håret, og knækkede dem sammen i lommen på mine jeans. "Jeg har gjort lidt af hvert," sagde jeg bare. Hun løftede øjenbrynene. "Hvad mener du helt præcis med det?" "Jeg hedder Harry Styles." Sagde jeg, som var det en almindelig ting. "Man kan ligeså godt udnytte det," sagde jeg og ventede hendes reaktion. Hun kiggede med åben mund og forargede øjne på mig. 
"Udnytte det?" Spyttede hun. "Hm," mumlede jeg, stilfærdigt. Hun rystede lidt på hovedet og lagde armene over kors. "Så du er en manipulerende kendis!" Råbte hun irriteret. Jeg kiggede forskrækket på hende. 
"Du sagde du ikke. Havde...." Hun stoppede pludselig op og stod bare og kiggede med munden åben på mig.
"Det var det far sagde, ikke?" Spurgte hun stille. Jeg stillede mig hen til hende, så vores skosnuder kun var få centimeter fra hinanden.
"Er det ikke?" Råbte hun skuffet. Jeg nikkede. "Det var det far sagde." Sagde jeg stille. "Hvorfor lærte han os det?" Hviskede hun knust. Jeg skubbede mine skosnuder helt ind til hendes
For mange år siden, jeg tror vi var fjorten eller måske femten, fortalte vores far os, at vi altid skulle gøre hvad vi kunne, uanset om vi så ødelagde andre mennesker. Så selvom Selena sikkert ikke fik lov, havde vi lært at vi skulle gøre alt, for at få det til at ske alligevel. Jeg havde nok gjort det et par gange, men aldrig for min egen skyld. Også selvom det nok var lidt egoistisk det her. Jeg gjorde det jo, fordi jeg ville have hende i nærheden af mig. 
"Fordi han elsker os," sagde jeg og mødte hendes øjne. Hun kiggede væk, men det var kun fordi hun fik tårer i øjnene. "Hvorfor gjorde han det?" Spurgte hun. "Det er jo slet ikke fair." "Nej. Men det viser også bare lidt om, hvorfor de blev skilt." Hun sukkede. "Har du tænkt dig at gøre det? Vil du virkelig tvinge dem til det?" Jeg lagde min hånd på hendes kind. "Kun hvis du vil have det. Hvis du har det okay med at blive, så lader jeg være." Hun rystede på hovedet og jeg fjernede min hånd igen. "Jeg vil tilbage til London. Jeg har alligevel ikke andre end Becky, og jeg vil ikke miste dig igen." Hendes ord fik mig til at slå armene om hende. 
Hun var der alligevel. Min søster var stadig den samme. Den samme som jeg kendte dengang.
Hun trak sig væk fra mig med et smil. "Jeg mente det ikke. Undskyld," hun kiggede nervøst på mig. "Du skal ikke være bange for jeg ikke tilgiver dig. Jeg gider ikke at være uvenner med dig," sagde jeg forsigtigt. "Lad os gå ind og klare det." Hun nikkede. "Uh, vent," hun hev mig hårdt tilbage i min underarm. "Hvis du skal spille kendt... Så gør lidt ud af det," hun sendte mig et skummelt smil. Jeg smilede bredt. "Selvfølgelig."
Vi gik derind, Selena først derefter jeg.
En dame i slutningen af 40'erne tastede uroligt på tastaturet til computeren hun sad på. Hun tog ikke notits af, at Selena trådte hen til skranken. Hun rømmede sig højt, hvilket fik damen til at se op. 
"Goddag. Hvad kan jeg gøre for dig?" Spurgte hun. Det var tydeligt, at hun prøvede at lyde venlig, men hun var stresset og gnaven, så den røg lidt i vasken. Selena lagde hovedet på skrå.
"Jeg flytter," sagde hun. Damens øjenbryn fløj op. "Ja, hvis du bare fortæller den rigtige adresse, så kan jeg lige ændre det. Navn?" 
"Selena Sayers." Damen stirrede længe på hende. "Hvordan er du kommet tilbage? Vi troede allesammen du var i London," hun skriblede noget ned på sin computer. "Men nu er jeg her. Jeg flytter til London." Sagde hun. 
Ordene fik smilet til at vokse.
"Hvornår?" Spurgte damen.
"Nu." "Nu? Jamen det kan man ikke!" Udbrød hun. Selena lagde hovedet på skrå. "Men det gør jeg. Prøv at hør, jeg finder bare en anden skole, i England. Jeg bliver nødt til det lige nu." 
"Men man kan ikke bare sådan droppe ud af semesteret, det er umuligt,"
"Men det gør hun. Og du kan sådan set ikke gøre noget," sagde jeg skarpt. Jeg kunne høre, at Selena ville tabe den her, hvis jeg ikke trådte frem.
"Og hvem er du så?" Spurgte damen arrogant. Jeg tøvede lidt. "Hendes nye bofælle. Vi rejser tilbage til England imorgen, så se at få ordnet det," sagde jeg halvirriteret. Selena bed sig i kinden.
"Magen til frækhed! Hvordan kan du bilde dig det ind?" Damen kiggede irriteret på mig. "Det skal jeg sige dig. Jeg kan få vent hele samfundet mod den her skole, og jeg ved lige hvordan. Vidste du godt, at der er en elev der har slået mig?" 
Jeg tog strenge midler i brug, men jeg måtte få Selena ud herfra.
"Hvad?!" Udbrød damen.
"Han hedder Justin. Justin Laking." Sagde Selena, og prøvede at holde et grin inde. 
Jeg så Selenas ansigt blive blegt, og jeg var et øjeblik bange for, om hun ville kaste op igen. Men så kom det:
"Ja, han er blevet bortvist. Indtil i næste uge. Fordi han slog en anden elev." Damen lagde hovedet på skrå. 
"Hun hed Selena Sayers."
Hvad?! Havde han slået Selena?!
Jeg stirrede chokeret på damen og derefter Selena. Hvorfor havde hun ikke sagt noget? Jeg måtte tage den her diskution med hende senere.
"Ja, og det er derfor hun skal udmeldes, og det er lige med det samme," sagde jeg vredt. Selena blev vidst en anelse forskrækket, men lige nu måtte jeg fokusere på det reelle problem.
"Jamen..." "Jeg er pisse ligeglad! Jeg skal nok sørge for hun flytter væk, hvis du ikke gider," jeg tog hårdt fat om Selenas underarm.
"Det er sidste gang vi træder på denne skoles grund. Farvel."
Jeg hev Selena ud af døren og videre ud på parkeringspladen.
"Gider du at give slip?" Jeg havde ikke lagt mærke til, at jeg stadig havde et fast greb om hendes arm. Jeg gav hurtigt slip, og den dårlige samvittighed ramte mig, da jeg så det røde mærke fra mine knoer. 
"Hvorfor gjorde du det? Syntes du ikke du gik lidt over stregen?" 
"Han slog dig!" Råbte jeg. "Men jeg er uskadt!" Råbte hun tilbage. 
"Prøv at hør," sagde jeg og stoppede opgivende op. "Han har slået dig og han har slået mig. Han har slået dig. Kan du ikke se alvoren? Hvorfor fortalte du mig det ikke?" Spurgte jeg skuffet. "Fordi jeg ikke syntes det skulle gå dig på! Jeg ville undgå at du skulle bekymre dig om mig!" "Men jeg bekymrer mig om dig, du er min-" "Shh!" Jeg stoppede irriteret op.
"Kan vi ikke droppe det der? Hvorfor skal det holdes hemmeligt?" "Er du ikke lidt god, til at skifte emne nu?"
"Fortæl mig Selena, stoler du ikke på mig?" Spurgte jeg, trist.
 "Jo. Jeg stoler på dig." "Men du kunne ikke fortælle mig, at du er blevet slået af en ung mand?" Spurgte jeg, stadig trist i min stemme. 
Jeg trådte hen til hende. "Hvor slog han dig?" Spurgte jeg forsigtigt. Hun sukkede. "Ansigtet. Han gav mig en lussing." 
En lussing! Hvis han bare havde halvdelen af de kræfter jeg havde i mine arme, var hun jo blevet slået omkuld. 
"Aha. Og hvordan er hans kropsbygning så?" Spurgte jeg vredt. Vrede for ham og hans handling ikke hende, selvfølgelig. Jo, også lidt hende. For fanden da også, det er sku da sådan en ting man fortæller sin bror!
"Sådan... Ikke så muskuløs som din. Men til din information, faldt jeg under hans slag."
"Og hvorfor sagde du det så ikke til mig? Vil du ikke love, at du fortæller mig sådan noget?" Spurgte jeg sørgmodigt om. 
"Jeg gjorde det fordi jeg troede det var det bedste." Det sagde hun også dengang hun rejste fra mig i fire år, uden at give et sorgmodigt lille pip fra sig. 
"Hvis jeg havde fortalt dig det, havde risikoen for at din vrede ville være vendt mod ham." "Ja, gu fanden ville den så! Der er ikke nogen der skal slå dig!" 
Hun kneb øjnene sammen. "Det gjorde faktisk lidt ondt, da du hev sådan i mig." "Men det var ikke med vilje. Du ved jeg ville have undgået det," "det tror jeg også Justin ville."
Jeg bed mig hårdt og frustreret i læben. Fattede hun ingenting?!
"Vent... Du er jo forelsket i ham!" Udbrød jeg. "Var, Harry. Jeg var, forelsket i ham." Jeg sukkede.
"Det var ikke meningen jeg skulle råbe af dig." "Lige over." 
"Skal vi ikke sige, at vi glemmer alt om det her? Nu har vi fået dig ud af den skole." Jeg rejste mig, og begyndte at gå ned langs vejen. Hun løb op til min side. "Hvor skal vi hen?" "Hjem til mig," svarede jeg blankt.
"Hjem? Bor du her?" Spurgte hun chokeret. "Kun på deltid," jeg gik rundt om hjørnet. "Jeg har en lejlighed her, og en inde i London."
"Wowowow." Hun stoppede op, og jeg vendte mig mod hende. "Vil det sige, at jeg har gået i skole her, og du har bare boet rundt om hjørnet?" "Ja. Men jeg er jo afsted på turne hele tiden. Kom nu." 
"Jeg bor der henne," hun pegede på et fredeligt lejlighedskompleks. "Men mine nøgler ligger i kufferten." "Kufferterne er hos mig. Vi kan samle dine egendomme sammen, senere." Hun nikkede. 
"Kan vi ikke lave et eller andet totalt søskende agtigt?" Spurgte hun grinene. Jeg løftede øjenbrynene. "Som hvad?" 
"Jeg aner det ikke. Vi har bare ikke lavet noget sammen de sidste fire år." "Jeg tror det kommer af sig selv."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...