The Secret Twin // Harry Styles

Han sagde at det var okay at jeg sagde farvel. Jeg kunne se på ham at han var alt andet. Han sagde det var okay, og han forstod mit valg. Men jeg kunne se det gjorde ondt på ham. Han sagde jeg skulle følge mine drømme, jeg nikkede, som han ville følge hans - men hvordan skulle jeg bakke det op, når jeg hadede hvad det ville gøre ved ham. Det sidste han sagde at vi altid ville være de bedste venner, men det ændret sig da jeg mødte ham.

29Likes
25Kommentarer
20453Visninger
AA

3. Kapitel 1: Selena Sayers (Styles)

It took me 22 years to trust myself
Too many people told me to be somebody else
They said there's two things you gotta do to succeed
One, forget about you, and listen to me
- JOJO Back2thebegningagain

Selena Styles bliver kaldt Selena Sayers.

Lige nu befandt vi os i Gatwicks lufthavn, vi var lige så lige ankommet, og jeg var glad for at se mit fædreland, men det viste de ikke noget om.  Jeg kunne virkelig ikke lade være med at smile, gud hvor jeg glad for at være her igen, men havde jeg ikke lige sagt det, men jeg kunne ikke være mere ligeglad, jeg var glad og sådan var det.

 

”Selena, hvor er her smuk”  Colin min bedsteven stod ved siden af mig, og jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Vi står i deres lufthavn, hvordan kan det dog være smuk?” han rakte kort tunge af mig inden han brød ud i et stort og inderlig grin.

”Det viste jeg slet ikke Selena” efterfølgende kom hans sarkastiske jeg ind i billedet. ”Gud hvor er du flabet” jeg kiggede overdrevet divaagtig på ham.

”For helvedet Selena og Colin” vi slog begge øjne hen mod vores lærer der stod og ventet utålmodig på os, men det var nok fordi de gerne ville have noget ud af dagen. ”Vi kommer nu” inden jeg fik set mig om var vi henne ved klassen igen.

 

Vi var nået hen til hotellet, hvilket jeg mere mente lignet et bordel, her var virkelig ulækkert, og jeg var ikke den eneste der synes det. ”Nej hvor er der klamt her” Colins stemme skød igennem muren. Jeg kiggede kort på ham inden et enkel nik blev sendt mod ham. Her var virkelig ulækkert.

”Selena, hvorfor kender du ikke nogle der bor her” han holdte en kort pause. ”Hvem siger at jeg ikke gør det?” jeg spillede med på hans bebrejdelser, men det var stadige ikke helt løgn, for jeg kendte og kender en der bor her. ”Gud jeg glemte at du stadige var her” han viftet arrogant med hånden, hvilket fik mig til at grine. Jeg viste at han elsket at drille, og især mig. ”Gud jeg havde glemt hvilken møgunge du er” jeg rakte tunge af ham inden jeg måtte løbe, han var løbet efter mig. Hvilket vel er oplagt når man løber, hvem gider løbe i et fremmede land?

”Selena kom så her” jeg grinede imens jeg løb ud af døren, vi havde fået dagen fri til at finde os til rette, men det var nok mere fordi de ikke gad ud og lede efter folk hvis de blev væk.

”du kan ikke fange mig” jeg vendte grinende hovedet inden der lød et bump. Og gæt hvem det kom fra, det kom fra ingen anden ind mig.

”Av” mumlede jeg imens jeg nusset min ene balde, det gjorde faktisk rigtig ondt. ”Se dig dog for” jeg kiggede op, hans accent var forfærdelig. Men jeg forblev høflig, det havde jeg lært fra barnsben af.

 

”Undskyld sir”  jeg mente det oprigtig, jeg var ked af at jeg var løbet lige ind i ham. Han kiggede nedladende på mig inden han gik forbi mig med næsen i sky. Jeg kunne ikke holde grinet inde i lang tid, så jeg brød ud i et højt grin – efterfulgt at Colins stemme, han kunne vel også se de komiske i det.

”det gik godt var Selena?” hans smil var ikke til at fjerne. Jeg ømmede mig stadige, ondt gjorde det. ”Haha, det var da sjovt var” jeg kiggede ironisk på ham imens jeg vendte mig om og gik mod parken, jeg havde altid elsket parken, især når jeg var i London med min familie.

”Selena?” Colin kom løbende op til mig, måske var det også fordi jeg var gået hurtig. Jeg savnet parken, jeg savnet det grønne græs der blomstret op.
”Hvad skal du?” hans stemme var svag, han hev efter vejret. ”Måske skulle man kvitte smøgerne” jeg hentydet til hans store overforbrug af det. ”Det ville jeg ønske jeg kunne” hans stemme var hæs imens vi gik ind i parken.

 

Jeg ved ikke hvor mange timer vi havde været inde i parken, men det var i hvert fald blevet mørk. Jeg kiggede mod Colin, Colins øjne lyste op som to små lygter. ”Selena, hvordan kommer vi hjem til hotellet?” han lød denne gang en anelse manisk. ”Lige ud, til højre og så lige ud igen” jeg kiggede afventende på ham, ville han hjem. Jeg ville finde noget mad at spise, men hver sin smag vel.

”Skal du med?” han kiggede afventende på mig, jeg rystet kort på hovedet. ”Jeg skal have mad” grinede jeg, havde jeg fortalt at jeg elsket mad, og mad elsker mig? ”Som du befaler, du har mobil med dig?” jeg nikkede kort, jeg viste hvor dårlig stedsans han havde. ”Ellers kender du navnet til hotellet” pause. ”åben munden, hvis du farer vild” jeg lukkede kort øjne, for en stund – men det ligger vel i ordet ’kort’.

”Jeg er ikke god til engelsk, som dig” jeg nikkede bare bekræftende imens jeg viftet med min mobil. Han viste hvad det betød, så der slap jeg for at sige en ligegyldig sætning. 

 

Jeg var nået til den restaurant jeg ville ind på, den havde set indbydende ud da vi alle gik forbi vinduerne. Jeg stod og ventet på at blive betjent da en hånd lagde sig på min skulder. ”Har jeg ikke set dig før?” jeg vendte mig forskrækket om, jeg havde en form for berøringsangst, men havde alle i England ikke det? Det virkede sådan. ”Det tro jeg ikke hr.” jeg nikkede høflig, men alle mest havde jeg lyst til at løbe skrigene væk.

”Du ser bekendt ud” han blev seriøst ved, kunne han ikke forstå en simpel hentydning. Er han dum? ”Hr. Tomlinson, der er plads nu” vent hvad? Blev jeg lige sprunget over, nej hvor ville jeg gerne slå en. ”Det er okay, jeg venter bare på min tur” han smilede venlig til mig. Troede han det ville hjælpe, han var næsten ved at få min plads. ”Vi har ikke flere ledige pladser, men vi har fået plads til dig hr. Tomlinson” igen blev jeg ignoreret, og hvis hoveder kunne eksplodere havde mit gjort det.

”Vil du spise ved mig så?” jeg kiggede undrende på ham. Han bliver kaldt ved sit efternavn, han er nærgående – det bliver et nej tak. ”ellers tak, jeg tro bare jeg spiser en hotdog” jeg vendte om inden han nåede at svare mig, hvor var han dog ubehagelig.

 

 

 

 

Jeg var nået tilbage til hotellet, manden sad stadige fast i underbevidstheden. Jeg følte mig af en mærkelig grund forfulgt, og jeg hadet følelses, det var afmagt og frustration. ”Selena pus” Colin hev mig med ind på hans værelse der bestod af tre af mine bedste drengevenner. Har jeg fortalt at jeg ikke kommer så godt ud af det med pigerne, der er alt for meget drama.

”Colin, din tumpe” jeg kiggede bebrejde på ham, jeg blev vildt bange, skræmt. ”Snak pænt Selene” det var endnu en af de dummeste kælenavne jeg havde hørt i mit liv. ”Luk Mark” jeg kiggede på dem. Lad mig lige præsentere dem.
 

Mark var høj, muskuløs og med blondt hår, med de grønneste øjne jeg havde set. Colin var lav, mindre muskuløs. Men med blå/grå øjne og pænt langt brunt hår, og så har vi selvfølgelig Justin, som jeg nok inderst inde var lidt lun på, og det viste Colin også – han var trodsalt min bedste ven.

 

”Hej Selena” Justin stemme var så hæs, at det gav kuldegysninger overalt. ”Selena, træk vejret” Colins stemme var rungede igennem mit hovedet, hans stemme var kun en hvisken, så det kun var mig der hørte det. Jeg slog ham hårdt på overarmen, han viste hvordan jeg havde det, så man driller ikke.

”rolig nu Selena” Justin stemme var henne ved mig, gjorde mig igen blød i knæene. Men han kunne ikke se det, og det elsket jeg ved ham. ”Justin, han bad selv om det” jeg kiggede på ham, jeg kunne ikke lade være med at bide mig i underlæben, det var en ting jeg altid gjorde når jeg var nervøs eller det var akavede.

 

”Selena, jeg vil gerne snakke med dig” han hev mig ud på gangen, kiggede længe på mig. Hans øjne gjorde mig hypnotiseret, jeg hadet det. ”Jeg vil gerne ud og spise med dig i morgen” han trak vejret kort ind, var han nervøs? ”Okay, lad os spørge drengene” mit smil var ikke til at fjerne, men det var ikke fordi det var de andre drenge, men fordi Justin spurgte mig som den første. ”Nej Sel. Alene” jeg kiggede undrende på ham, hvad som en date?

”Hvad Justin?” jeg forstod ham ikke, hvem ville date en der lyver om alt. De kender ikke min familie, de tro de bor et andet sted og ikke vil have kontakt med mig. Men det er vel også rigtig at de bor et andet sted, de bor jo i England, imens jeg bor i Danmark. De vil gerne have kontakt med mig, men jeg vil ikke have det med dem, bange for konsekvenser af at blive set med dem.

”Som en date Sel” hans ord gjorde mig rundtosset, så det eneste jeg formode at gøre var at nikke med hovedet.

 

Justin og jeg skulle på date!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...