You Were My Everything.

Justin og Selena var det perfekte par, og alle så op til dem, fordi de virkelig elskede hinanden. De havde det perfekte liv, og Justin havde fundet sin drømmepige. De blev gift i en ung alder, og allerede få måneder efter var Selena gravid, og de ventede sig det første barn sammen. Justin var sikker på det var dem for altid, og der var ingen der kunne ødelægge deres forhold. Lille Crystal blev født, og de valgte at flytte ind i et hus, nede ved en sø, hvor Justin skulle sidde det i stand, så det var deres helt eget. Men selvom alt var perfekt for dem, så ændrede det hele sig en nat.. De var på vej ud til Selenas forældre, da de kom op at skændes, og mens de råbte og skreg af hinanden, så de ikke bilen fra siden som ikke kunne nå og bremse, og kørte direkte ind i dem. De kom alle slemt til skade, men Selena mistede også livet på grund af sine kvæstelser. Nu prøver Justin komme videre, for sin datters skyld, men det er svært, specielt når han stadig ser hende om natten. De ikke kendte!

2Likes
12Kommentarer
484Visninger
AA

2. 1 år efter..


På en måde skulle man tro jeg var på toppen igen.. at jeg måske var tilbage på arbejdsmarkedet og det hele bare kørte som før ulykken, men sådan er det ikke.. Jeg er stadig sygmeldt fra mit arbejde, jeg vælger mine venner fra og bruger faktisk bare hele min dag hjemme sammen med min lille pige Crystal. Hun var snart det eneste lyspunkt jeg havde tilbage, og selvom alle mine venner prøvede at få mig ud og med i byen, så kunne jeg ikke.. Selv min familie prøvede at trække mig med ud, og få mig lidt væk, men nej. Jeg har stadig onde drømme hver nat, hvor jeg vågner op badet i sved. Det er den samme drøm om og om igen, hvor jeg prøver at redde hende, men samtidig ved det er for sent.. det selvfølgelig ulykken jeg snakker om, og den vil sidde i mig for evigt. Jeg kan stadig ikke forstå jeg fik at gud har valgt at tage hende fra mig, tage den pige som jeg havde planlagt hele mit liv med fra mig. I det mindste efterlod hun noget, som gø mig lykkelig hverdag, og som minder mig om hende.

Jeg stod lige nu ude i gangen med Crystal, og prøvede at hjælpe hende i flyverdragten, da vi skulle over på kirkegården og ligge nogle blomster ved Selena. Det er præcis et år siden i dag, og alle har prøvet at ringe til mig i dag og snakke med mig, men jeg har slukket min mobil og lukket helt af. Den eneste jeg gider bruge min tid med er Crystal, da hun er mit et og alt og stadig kan få et lille smil frem på mine læber.. Ja jeg lyder sikkert rigtig ynkelig, men prøv du at miste din kone, og så på en så dramatisk måde, at man bliver hjemsøgt af det. Crystal kom heldigvis ikke noget til i ulykken, hun fik nogle skrammer og var meget bange efter, men er på toppen igen.. Det der dog gør mest ond er hun nogle gange godt kan spørge efter Selena, fordi det ikke er gået op for hende hvad der skete, og at mor er død. Jeg har prøvede at forklare hende det, men hun forstår det ikke, så i stedet siger jeg at hun er på en lang rejse, og at det bare er hende og mig nu. Det får hende på nogle punkter til at slappe af, men hvad kan man forlange af en 3 årig pige.

 

”Se far.. ” lød det fra Crystals søde stemme, og jeg kiggede straks ned på hende og fik mine tanker væk, og så hun sad og viste mig hendes bamse. Jeg ville lyve hvis jeg sagde hun ikke var forkælet, for det var hun, men efter alt det vi har været igennem, så synes jeg hun har fortjent det. Desuden så var hun mit et og alt, og selvfølgelig skulle jeg nok fortælle hende alt det med Selena en dag, men først når hun bliver ældre.
”Ja den er rigtig fin skat, henter du buketten inde på hovedet, så vi kan komme afsted?” Spurgte jeg stille og tog så min læderjakke ned fra knagerækken og fik den på. Jeg fik hurtigt min hue og sko på og åbnede så døren. Nu tænker i sikkert at Crystal må da tænke over hvorfor vi skal på kirkegården, men hun tror vi besøger alle de døde og har slet ikke spurgt ind til det. Desuden plejer hun at løbe rundt og lege lidt, mens jeg sidder ved hendes gravsted og snakker lidt for mig selv. Crystal er også den eneste jeg tager med hen til gravstedet, da jeg ikke vil dele det med andre. Selvfølgelig må folk godt komme og besøge det, men jeg skal bare ikke være der så.. Helst alene eller med Crystal så det fint.

 

Jeg så hen mod Crystal da hun kom løbende med en masse blomster, og fik et lille smil på læben. Det så lidt sjovt ud da buketten næsten var større end hende, da hun ikke var så stor i nu. På grund af ulykken var hendes udvikling gået lidt i stå, så det med at tale rigtig og være på det samme stadie som andre små børn var hun ikke, da chokket efter ulykken havde kostet lidt, men hun prøver og er godt på vej, så det fint.. Vi tager det stille og roligt.

Jeg fik hende ind i bilen og spændt hende fast, og kørte så mod kirkegården. Den lå ikke så langt herfra, og normalt plejer vi også at gå derover, men eftersom det var blevet en smule koldere og man virkelig kunne mærke at vinteren var på vej, så tog vi bilen. Jeg regnede også med at få handlet lidt efter, så der var lidt mad i køleskabet igen.

Jeg kom hurtigt derhen og parkerede bilen og lukkede op for Crystal og tog blomsterne og hendes lille hånd og gik stille ned af stien. Nu har jeg været her så mange gange snart, så jeg vidste hvor det lå. Vi havde valgt det helt perfekte sted synes jeg, da hendes gravsted lå ved det træ og tæt ved en sø. Det smukkeste sted, og jeg ved Selena ville have elsket det. Hun fortalte mig altid at når hun engang døde ville hun ligge et sted, hvor man kunne se vand. Well i made youre wish come true babe..

 

Efter nogle minutter kom vi endelig frem og jeg slap stille Crystals hånd og satte mig på hug og fjernede nogle af grene som var faldet ned. Jeg sad bare længe og kiggede på navnet og mærkede stille sorgen og smerten i maven, og så lidt væk og lagde så stille blomsterne. Jeg kiggede lidt til siden og så Crystal allerede var i gang med at lege på græsset, hvilket gjorde jeg kiggede på gravstenen igen og satte mig op på bænken der var overfor. Jeg sad bare længe og stirrede på den, som om jeg forventede at hun om lidt ville rejse sig op igen, og være levende. Samme dumme tanke hver gang, men tænk nu hvis det skete. Jeg trak vejrede dybt og åbnede så min mund: ”Ja så sidder jeg her i igen babe.. Der er ikke sket så meget siden sidst, men hvad havde du forventet..  Crystal er begyndt i børnehave igen, eftersom jeg ikke kan blive ved med at holde hende hjemme, og jeg ved du har det på samme måde. Angående arbejdet så ringede min chef i går og sagde han ikke kunne blive ved med at sygemelde mig, men jeg er ligeglad.. vælger han at fyrer mig, så må han fyrer mig.. Jeg skal nok finde ud af noget, så Crystal og jeg overlever.. Tænk det virkelig er et år siden i dag.. ” Jeg hviskede det sidste og så lidt ned og mærkede nogle tåre der stille var begyndt at løbe. ”Jeg savner dig virkelig hverdag babe, og kan slet ikke forstå at jeg ikke vågner op til dit kønne ansigt mere.. Folk tror jeg er ved at blive sindssyg fordi jeg har lukket af og ændret mig som jeg har.. Måske er jeg? Min mor vil i hvert fald have mig til en psykolog, men jeg har takket nej.. Jeg skal bare være hjemme ved Crystal og klare den selv.. Sådan har jeg altid gjort og det ved du godt.” mumlede jeg lavt og sukker lavt og så lidt hen mod Crystal men lænede mig så stille frem. Jeg havde så meget jeg gerne ville ud med, men samtidig vidste jeg ikke hvad jeg ville sige. En ting var sikkert, jeg savnede hende mere end noget andet. 

_________________________________________________________________________________________________________
Så kom første kapitel, og jeg håber i kan lide det.. Vi skal jo lige igang med historien :) 
Men jeg sidder lige nu som sagt midt i alle mine skriftlige eksamnier, og er færdig her på mandag, og har så 2 mundtlige i juni, før jeg bliver student! 
Det er lidt hårdt at nå det hele, når man har en fuldtids blog, arbejde og eksamnier men jeg gør mit bedste! 
Tak til alle der har skrevet, i er de bedste! 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...