Lost minds

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2016
  • Opdateret: 16 maj 2016
  • Status: Igang
12-årige Jack mistede sin hukommelse for godt to år siden. Lige siden har han gjort alt for at undgå at komme på en syganstalt, men efter hans drømme om natten, bliver til mareridt, og han vågner skrigende op hver gang og problemet med at forsvinde ind i hans egne tanker forstærkers, sendes han afsted. Her møder han den skøre Talia, som vækker noget inde i ham. Den overglade og søde pige viser sig at være en del af hans fortid. Og hun vil ændre hans liv. Men vil Talia kunne klare ændringerne i hendes drømme? Vil hun kunne klare mareridtene ligeså normalt som Jack, eller mister hun kontrollen?

0Likes
0Kommentarer
89Visninger
AA

2. Kapitel 1. Arrival

Bilen stoppede og jeg kiggede ud af det støvede vindue. Vi var standset foran et stort hus- hvis jeg skal være ærlig, ligner det mere et slot end et hus - , med en endnu større have. En pige gik langsomt rundt om springvandet og kiggede på vandet der rendte. Hendes mørkeblonde hår nåede til hoften og det svingede let i takten, til hvordan hun gik. Hendes grå nederdel, svingede mildt. Hun nærmest dansede rundt, hendes gang var yndefyld at det gjorde mig utilpas til mode, når man tænker på hvodan jeg selv gik. Men jeg havde en undskyldning. Jeg er jo en dreng.  Min mor bragte mig ud af min tanker.

"Har du tænkt dig at sidde derinde hele dagen?" råbte hun, ude foran døren. Hun åbnede den og kiggede på mig.

"Ja, hvis jeg må" mumlede jeg. Min mor kiggede bekymret på mig og fik mig ud af bilen, for at dernæst at trække mig ind i et kram. 

"Du ved godt, din far og jeg prøver at gøre det bedste for dig" sagde hun, med gråd i stemmen. Jeg sukkede, hun skulle simpelthen ikke begynde at græde lige nu. Det ville være for pinligt. Jeg klappede hende på ryggen. 

"Jeg elsker dig min skat" sagde hun. 

"Jeg elsker også dig mor" svarede jeg tilbage.  Hun gav slip, og gik hen for at hente min kuffert.

Jeg lukkede bildøren og vi gik sammen ind i gennem den sorte metal port, som var indgangen. Haven var meget større end den havde set ud henne fra bilen. Sådan du ved, rigtig meget større. Selve huset var prægtigt. Når man kom indenfor, blev man budt velkommen af et stort rum, med marmor gulv, og loft. Rummet var kæmpe, og fire gange strækkede sig i hver sin retning. Nord fra hovedindgangen var det en mellemstor bås, som sad fast i væggen. En mand i grønne klæder, der mest af alt lignede hospital tøj, sad og bankede utålmodigt ned i bordet, med en kuglepen. Da mor og jeg nærmede os ham, kiggede han op. Hans blik var irriteret, og jeg var ikke sikker på om jeg kunne lide ham. Jeg blev tjekket ind og min mor fik lov til at følge mig hen til en trappe, som lagde lidt længere ned af gangen til højre (tættest på døren). Ingen af os sagde rigtig noget. Da vi næsten var henne ved den store marmor- jeg ved det, det føles jo som om stedet af lavet af marmor -trappe som jeg skulle op ad for at komme op til værelserne, kom pigen fra haven forbi. Hun dansede rundt, som om hun kunne høre musik, ingen anden kunne.  Jeg smilede fjoget, mens hun dansede forbi mig hen til nogle piger, som stod og kiggede intenst på et tv. Først nu lod jeg mærke til de andre børn. En dreng, sad henne ved et stort vindue, og fniste ud af vinduet. En pige sad og kiggede nervøst, på folk omkring hende, og jeg kunne lige forstille mig, hvis nogen kom for tæt på hende. Hun ville sikkert løbe skrigende væk, med hænderne flagrende i luften. Jeg rynkede panden, jeg tænkte for meget. Jeg kan huske jeg engang læste et citat der nogenlunde lød sådan her: "Folk der tænker for meget, er tit de mest ensomme" 

Ha. Som om, jeg var overhovedet ikke ensom. Jeg havde jo mor og far. Hey, øh, jeg burde måske egentlig fortælle hvorfor jeg var her. Eller, jeg ville egentlig ønske jeg kunne, selvfølgelig kan jeg jo sådan set godt, men jeg kan ikke. Ser du, min hukommelse er ikke den bedste for tiden. For et par år siden, blev jeg fundet på en motorvej. Jeg blev fortalt, at jeg hed Jack og alt det. Men det manglede bare noget i deres fortælling om mig. Som om der var en del af mig som, du ved, ikke var der.Og hey så har jeg egentlig også det lille problem med, jeg kan forsvinde i mine tanker. Alt rundt om mig forsvinder nærmest, og det eneste der er tilbage er mig der snakker. Jeg ved egentlig ikke om jeg snakker højt, eller om det bare er noget jeg forstiller mig. Det værste ved det 'lille' problem er at, jeg først ved jeg gør det når.. Jack! 

Jack! Du er nød til at høre på mig! Vi må ud herfra, vi må..

 

"Jack? Hey! Jack! " min mors stemme lød fjern, men jeg kunne stadig fornemme hun var tæt på. Jeg måtte bare vågne af min trance. jeg måtte nød til at lukke stemmen ude. Der jager mig som en jæger jager sit bytte. Konstant. Det er et mareridt. Jeg kunne se klarere nu, min mors ansigt, begyndte at dukke frem foran mit ansigt. Jeg smilede. 

"Hej mor" sagde jeg. Hun sukkede. 

"Jeg er nød til at gå nu Jack" sagde hun.

"Okay" sagde jeg. men stemmen lød ikke rigtig som min.

"farvel skat" Hun kyssede mig på kinden og trak mig ind i et kram. 

"Vi ses næste weekend"

"Ja vi gør, skat" hendes stemme lød bedrøvet, og det var først da hun begyndet at gå, at det rent faktisk gik op for mig. Jeg var væk nu. Jeg skulle ikke hjem. Det her var mit nye hjem. Og hvis det blev værre. Ville jeg højst sandsynlig aldrig komme hjem til mit rigtige hjem. Mit blikkede var stadig fæstnet på døren, min mor lige havde gået ud af. Da hun forlod mig. 

 

 

 

Hej! 

Jeg håber virkelig i kunne lide det første kapitel! :D

Det skal lige siges at dette kapitel ikke er rettet i gennem, så i må lige bære over med mig, hvis der er fejl! :)

Fortæl gerne hvad i synes om den i kommentaren.

-* Maja N.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...