FANGIRL - Dansk

Uddrag fra den danske oversættelse af FANGIRL af forfatter Rainbow Rowell

2Likes
0Kommentarer
384Visninger
AA

2. Et

Der stod en dreng inde på hendes værelse.

Cath så op på nummeret på døren og ned på papiret i sin hånd. Pound Hall, 913.

Det her var helt sikkert værelse 913, men måske var det ikke Pound Hall … Alle de her kollegiegange lignede hinanden. Ligesom på plejehjem. Måske skulle Cath forsøge at få fat på sin far, inden han kom op med resten af flyttekasserne. „Du må være Cather,“ sagde drengen smilende og rakte hånden frem.

„Cath,“ sagde hun og mærkede et lille gib af panik i maven. Hun ignorerede hans hånd. (Hun stod alligevel med en flyttekasse i favnen, hvad regnede han med?)

Det her var en fejl. Det måtte være en fejl. Hun vidste godt, at Pound Hall var for begge køn … Men vel ikke på samme værelse? Drengen tog flyttekassen ud af hendes hænder og satte den på den tomme seng. Sengen i den anden side af værelset var allerede dækket af tøj og kasser.

„Har du mere nedenunder?“ spurgte han. „Vi er lige blevet færdige. Jeg tror, vi går over og får en burger nu. Vil du også have en burger? Har du været ovre på Pear’s? Deres burgere er store som en knytnæve.“ Han hev op i hendes arm. Hun sank noget spyt. „Lav en knytnæve,“ sagde han.  

Det gjorde Cath. „Okay, større end din knytnæve,“ sagde drengen og gav slip på hendes arm. Han tog hendes rygsæk, der stod uden for døren. „Har du flere flyttekasser? Du må have flere. Er du sulten?“

Han var høj og tynd og solbrændt, og han så ud, som om han lige havde taget en tophue af, hans lyse hår strittede ud til alle sider. Cath så ned på papiret i sin hånd igen. Var han Reagan?

„Reagan!“ sagde drengen glad. „Se, din bofælle er kommet.“ En pige gik rundt om Cath ude på gangen og så sig køligt over skulderen. Hun havde glat, kastanjefarvet hår og en cigaret i munden, der ikke var tændt. Drengen tog den ud af munden på hende og stak den i sin egen. „Reagan, Cather. Cather, Reagan,“ sagde han.

„Cath,“ sagde Cath. Reagan nikkede og rodede i sin taske efter en anden cigaret. „Jeg tog den her side,“ sagde hun og nikkede i retning af kasserne i højre side af værelset. „Men jeg er ligeglad. Hvis du har noget med feng shui, kan du bare flytte mit lort.“ Hun vendte sig om mod drengen. „Er du klar?“

Han vendte sig om mod Cath. „Vil du med?“ Cath rystede på hovedet.

Da døren lukkede efter dem, satte hun sig på den nøgne madras, der åbenbart var hendes – feng shui var det sidste, hun tænkte på – og hvilede hovedet mod betonmuren.

Hun skulle bare have styr på sine nerver. For at håndtere angsten, der føltes som sort knitren bag øjnene og et ekstra hjerte i halsen, måtte hun presse det hele ned i maven, hvor det hørte til. Hvor hun i det mindste kunne samle det til en pæn, lille knude, man kunne arbejde med.

Hendes far og Wren kunne komme hvert minut, og Cath ville ikke have, de skulle vide, at hun var ved at gå i opløsning. Hvis Cath gik i opløsning, gik hendes far også i opløsning. Og hvis bare en af dem gik i opløsning, ville Wren opføre sig, som om de gjorde det med vilje for at ødelægge hendes første, perfekte dag på kollegiet. Hendes smukke, nye eventyr.

Du kommer til at takke mig for det her, blev Wren ved at sige. Første gang, hun sagde det, var i juni.

Cath havde allerede sendt boligansøgningen ind, og hun havde selvfølgelig sat Wren på som sin ønskede bofælle – hun havde slet ikke overvejet andet.

De havde delt værelse i atten år, hvorfor ikke bare blive ved med det? „Vi har delt værelse i atten år,“ sagde Wren vrængende. Hun sad oppe ved Caths hovedpude og havde sit irriterende Hende Den Modne Af Os-fjæs på.

„Og det er jo gået rigtig godt,“ sagde Cath og slog ud med armene – over mod stakken af bøger og Simon Snow-plakaterne, mod skabet, hvor de proppede alt deres tøj ind og sjældent tænkte på hvis, der var hvis.

Cath sad ved fodenden og forsøgte at undgå at ligne Hende Den Ynkelige Der Altid Græder. „Det her er universitetet,“ sagde Wren insisterende.

„Og hele idéen med universitetet er, at man møder nye mennesker.“ „Hele idéen med at have en tvillingesøster,“ sagde Cath, „er, at man ikke skal bekymre sig om den slags. Skøre typer, der stjæler ens tamponer og lugter af salatdressing og tager mobilbilleder af én, mens man sover …“

Wren sukkede. „Hvad snakker du om? Hvorfor skulle nogen lugte af salatdressing?“ „Som eddike,“ sagde Cath. „Kan du huske dengang, vi havde tour de chambre, og hende pigens værelse lugtede af Thousand Island?“ „Nej.“ „Nå, men det var klamt.“ „Det er bare universitetet,“ sagde Wren udmattet og tog sig til hovedet. „Det er meningen, det skal være et eventyr.“  

„Det er da allerede et eventyr.“

Cath kravlede op ved siden af sin søster og fjernede hendes hænder fra ansigtet. „Bare tanken om det er rigeligt eventyrlig.“ „Vi skal møde nye mennesker,“ gentog Wren. „Jeg har ikke behov for nye mennesker.“ „Det viser bare, hvor meget du har behov for nye mennesker …“ Wren klemte Caths hænder.

„Cath, tænk lige over det. Hvis vi gør det her sammen, kommer folk til at behandle os, som om vi er ens. Der kommer til at gå fire år, før nogen kan kende forskel på os.“ „De skal da bare kigge ordentligt efter.“

Cath rørte ved arret på Wrens hage, lige under læben. (Kælkeulykke. De var ni, og Wren sad forrest på kælken, da de ramte et træ. Cath faldt baglæns ned i sneen.) „Du ved, jeg har ret,“ sagde Wren. Cath rystede på hovedet. „Nej, det ved jeg ikke.“ „Cath …“ „Pres mig nu ikke til at gøre det her helt alene.“ „Du er jo aldrig alene,“ sagde Wren og sukkede endnu engang. „Det er hele fucking idéen med at have en tvillingesøster.“

 

„Her er virkelig rart,“ sagde deres far og så sig omkring på Pound 913 og satte en vasketøjskurv fuld af sko og bøger på Caths madras. „Her er ikke rart,“ sagde Cath og blev stift stående henne ved døren. „Det ligner en hospitalsstue, bare mindre. Og uden fjernsyn.“

„Man har en skøn udsigt over campus herfra,“ sagde han. Wren gik over til vinduet. „Mit værelse vender ud mod en parkeringsplads.“ „Hvordan ved du det?“ spurgte Cath. „Google Earth.“

Wren kunne slet ikke vente på, at alt dette universitetshejs gik i gang. Hun og hendes bofælle – Courtney – havde snakket sammen i flere uger. Courtney var også fra Omaha. De havde allerede mødt hinanden og var taget ud for at købe ting til deres værelse sammen. Cath fulgte med dem og forsøgte at lade være med at surmule, da de valgte plakater og ens skrivebordslamper.

Caths far gik væk fra vinduet igen og lagde en arm om skuldrene på hende. „Det skal nok blive fint,“ sagde han. Hun nikkede. „Det ved jeg godt.“

„Okay,“ sagde han og klappede i hænderne. „Næste stop: Schramm Hall. Efter det: pizzabuffet. Tredje stop: min tomme og triste rede.“

„Nej til pizza,“ sagde Wren. „Beklager, far. Courtney og jeg tager med til barbecue i aften.“ Hun sendte øjne til Cath. „Cath burde også tage med.“

„Ja til pizza,“ sagde Cath trodsigt. Hendes far smilede. „Din søster har ret, Cath. Du burde tage med. Møde nye mennesker.“

„Jeg skal ikke lave andet i ni måneder end at møde nye mennesker. I aften vælger jeg pizzabuffeten.“ Wren himlede med øjnene.

„Okay,“ sagde deres far og klappede Cath på skulderen. „Næste stop: Schramm Hall. D’damer?“ Han åbnede døren. Cath rørte sig ikke. „Du kan komme tilbage efter mig, når du har været ovre hos hende,“ sagde hun og så på sin søster. „Jeg skal pakke ud.“

Wren sagde ikke noget, hun trådte bare ud på gangen. „Vi ses i morgen,“ sagde hun og vendte sig ikke helt om for at se på Cath. „Fint,“ sagde Cath.

 

Det føltes godt at pakke ud. At lægge sengetøj på og sætte de nye, latterligt dyre studiebøger op på hylden over skrivebordet.

Da hendes far kom tilbage, gik de sammen hen til Valentino’s. Alle de mødte på vejen, var på Caths alder. Det var uhyggeligt. 

„Hvorfor er de alle sammen lyshårede?“ spurgte Cath. „Og hvorfor er de alle sammen hvide?“ Hendes far grinede. „Du er vant til at bo i det mindst hvide kvarter i Nebraska.“

Deres hus i South Omaha lå i et mexicansk kvarter. Caths familie var de eneste hvide på gaden. „Åh, gud,“ sagde hun. „Tror du overhovedet, de har en tacotruck her i byen?“ „Jeg tror nok, jeg så en Chipotle …“ Hun stønnede.

„Hold nu op,“ sagde han. „Du kan da godt lide maden hos Chipotle.“ „Det er ikke det, det handler om.“

Da de nåede hen til Valentino’s, var den fuld af studerende. Nogle af dem havde deres forældre med ligesom Cath, men ikke så mange. „Det er ligesom en science fiction-film,“ sagde hun. „Ingen små børn. Ingen over tredive. Hvor er alle de gamle mennesker?“ Hendes far holdt sit pizzastykke i vejret. „De spiste her klokken 17 med pensionistrabat.“

Cath grinede. „Jeg er altså ikke gammel, at du ved det.“ Han trommede med to fingre i bordet. „Enogfyrre. De andre gutter på arbejdet, der har min alder, er først ved at få børn nu.“

„Det var en klog strategi,“ sagde Cath. „At få os af vejen tidligt. Nu kan du begynde at tage damer med hjem – kysten er klar.“ „Alle mine damer …“ sagde han og så ned på sin tallerken. „I er mine eneste to damer, og jeg er bekymret for jer.“ „Adr, far. Klamt.“

„Du ved, hvad jeg mener. Hvad er der med dig og din søster? I har aldrig været uvenner på den måde før …“ „Vi er ikke uvenner,“ sagde Cath og tog en bid af sin baconcheeseburger-pizza.

„Hold da op.“ Hun spyttede det ud igen.  

„Hvad er der, var det et hår?“ „Nej, det var en syltet agurk. Det er okay. Jeg blev bare lidt overrasket.“

„Det virker, som om I er uvenner,“ sagde han. Cath trak på skuldrene. Hun og Wren talte ikke særlig meget sammen, de skændtes ikke engang.

„Wren vil bare gerne have mere … frihed.“ „Det lyder meget fornuftigt,“ sagde han.

Selvfølgelig gør det det, tænkte Cath, det er Wrens spidskompetence. Men hun sagde ikke noget. Hun ville ikke have, at hendes far skulle bekymre sig om det lige nu. Hun kunne se på hans trommende fingre, at han allerede var ved at være udkørt. Alt for mange normal-far-timer i træk.

„Er du træt?“ spurgte hun. Han smilede undskyldende til hende og lagde hånden i skødet. „Stor dag. Stor og hård dag. Det vidste jeg jo godt, det ville blive.“ Han hævede et øjenbryn. „Jer begge to, på samme dag. Svusj. Det er slet ikke til at forstå, at I ikke skal køre hjem sammen med mig …“

„Nu skal du ikke begynde at vænne dig for meget til tanken. Jeg er ikke sikker på, jeg kan holde til det her et helt semester.“

Hun mente det kun lidt for sjov, det vidste han godt.

„Du skal nok klare det, Cath.“ Han lagde sin hånd, den mere rolige hånd, over hendes og gav den et klem. „Og det gør jeg også. Det ved du godt, ikke?“

Cath tillod sig at dvæle ved hans blik. Han så træt ud – og ja, urolig – men han tog sig sammen.

„Jeg ville stadig ønske, du fik dig en hund,“ sagde hun. „Jeg ville aldrig huske at give den mad.“ „Måske kunne vi lære den at give dig mad.“

 

Da Cath kom tilbage til værelset, var hendes bofælle – Reagan – stadig ikke kommet tilbage. Eller også var hun gået igen; hendes flyttekasser så helt urørte ud.

Cath blev færdig med at pakke sit eget tøj ud og åbnede kassen med personlige ting, hun havde taget med hjemmefra.

Hun tog et billede frem af sig selv og Wren og satte det op på opslagstavlen bag skrivebordet.

Det var fra da de blev studenter. De havde begge røde kapper på og smilede. Det var inden Wren klippede sit hår … Wren havde ikke engang fortalt Cath, at hun ville gøre det. Hun kom bare hjem fra arbejde en dag sidst på sommeren med et hår, der var klippet helt drengekort.

Det så fantastisk ud – hvilket nok betød, at det også ville se fantastisk ud på Cath. Men Cath ville aldrig kunne få den frisure nu, heller ikke om hun så fandt modet til at klippe det lange hår af. Hun kunne ikke lave en copycat på sin egen tvillingesøster.

Bagefter tog Cath et indrammet billede op af deres far, det, der altid havde stået på deres kommode derhjemme. Det var et virkelig godt billede af ham, taget den dag, han blev gift.

Han var ung og smilende og havde en lille solsikke siddende i knaphullet. Cath stillede det på hylden over skrivebordet. Så tog hun et billede op fra prom-festen af hende og Abel. Cath havde en glitrende, grøn kjole på, og Abel et matchende skærf om livet. Det var et godt billede af Cath, selv om hendes ansigt så nøgent og fladt ud uden briller. Og det var et godt billede af Abel, selv om han så ud til at kede sig. Han så altid ud til at kede sig lidt.

Cath burde nok have sendt Abel en sms nu, bare for at fortælle ham, at hun var kommet frem – men hun ville vente, til hun følte sig mere afslappet og nonchalant. Man kan ikke tage sms’er tilbage. Hvis man kommer til at virke surmulende og melankolsk i en sms, så bliver den bare liggende der i ens telefon og minder én om, hvor kedelig man er.

I bunden af kassen lå Caths plakater af Simon og Baz.

Hun lagde dem omhyggeligt på sengen – et par af dem var originaler, tegnet eller malet til Cath. Hun var nødt til at udvælge sine favoritter; der var ikke plads til dem alle på opslagstavlen, og Cath havde allerede besluttet sig for ikke at hænge nogen op på væggene, hvor alle og enhver bemærkede dem.

Hun valgte tre. Simon, der stod med et hævet Magikernes Sværd. Baz med hugtænder, der sad og hang på en sort trone. De to, der sammen gik gennem hvirvlende guldblade, iført tørklæder, der smældede i vinden.

Der var et par ting mere i kassen – en tørret brystbuket, en medalje, Wren havde givet hende, hvor der stod DE ALTÆDENDES KLUB, to buster af Simon og Baz, som hun havde bestilt fra The Noble Collection …

Cath fandt plads til det hele og satte sig bagefter i den slidte træstol ved skrivebordet.

Når hun sad her, med ryggen til Reagans bare vægge og flyttekasser, føltes det næsten som hjem. 

 

Der stod en dreng inde på Simons værelse.

En dreng med glat, sort hår og kolde, grå øjne. Han drejede omkring og holdt en kat højt op i luften, mens en pige sprang op og forsøgte at nå den. „Giv mig den,“ sagde pigen. „Det gør ondt på ham!“ Drengen grinede og holdt katten højere op i vejret – men så lagde han mærke til Simon, der stod i døråbningen, og holdt inde. Hans ansigt blev hårdt.

„Halløj,“ sagde den mørkhårede dreng og lod katten falde på gulvet. Den landede på alle fire og løb ud af værelset. Pigen løb efter den.

Drengen ignorerede dem, rettede på sin skolejakke og smilede med venstre side af munden. „Jeg kender dig. Du er Simon Snow … Magikerens arving.“ Han rakte hånden frem. „Jeg hedder Tyrannus Basilton Pitch. Men du kan kalde mig Baz – vi skal være bofæller.“

Simon så vredt på drengen og ignorerede hans blege hånd. „Hvad havde du egentlig gang i med hendes kat?“ –

fra kapitel 3, Simon Snow og magikerens arving, copyright © 2001 af Gemma T. Leslie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...