Angst.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2016
  • Opdateret: 25 apr. 2016
  • Status: Igang
Min historie.

5Likes
1Kommentarer
183Visninger

1. 1.

 

"Det er følelsen af ikke at vide hvornår det er okay at spørger om hjælp, og hvornår man bare er opmærksomhedskrævende. Det er følelsen af at drukne, men uden vand. Det er følelsen af rystende hænder, en klump i halsen og tusinde tanker i hovedet. 
Det er det med at have det skidt uden at kunne forklarer det. Det med at have det godt, og så tvivle på om det hele bare er noget du finder på - indtil du får det skidt igen. Det er lysten til at flygte. Til at komme væk. Til at komme i sikkerhed. 
Det er tvivlen om hvorfor. Hvorfor har jeg det sådan her? Hvorfor kommer det så pludseligt, og selvom alting er godt? Hvorfor går det ikke over? Går det nogensinde over? Svaret er ja. Ja, det går over. Men når man sidder midt i det, og får svedeture og ens blik flakker rundt i lokalet, føleles det som om det varer forevigt. Som om det aldrig har tænkt sig at stoppe igen. Og når det så endelig stopper, så sidder man tilbage med følelsen af noget der ligger lige under overfladen og bare venter på at poppe op"

- Sådan havde jeg det. Og sådan har jeg det stadig. Der er ikke mange af min familie og venner der egentlig forstår det. Men de gør en stor indsats for at prøve og for at støtte mig. Det er jeg taknemlig for.
I starten nægtede jeg at få professionelt hjælp. Jeg gik med til bare at snakke lidt med min skoles UU-vejleder, og det hjalp lidt. Men bare ikke nok. Så blev jeg sat ned i skema. Jeg var næsten aldrig i skole, og når jeg så endelig var, magtede jeg ikke den uendelig strøm af spørgsmål fra mine klassekammerater, der bare prøvede på at være støttende. Jeg gav afkald på at være sammen med mine veninder i fritiden, og jeg måtte også sige farvel til at lave andet end bare at være hjemme når jeg ikke var i skole. Jeg havde det elendigt - og sådan havde jeg det i et helt år, før mine skole lukkede og jeg derfor måtte skifte. Jeg kom i en klasse der var blevet sat sammen af en masse elever fra forskellige skoler, så vi var en blanding af folk der kendte hinanden fra før og folk der aldrig nogensinde havde set hinanden. Det viste sig at være en positiv overraskelse, for udover at være kommet sammen med mine tætteste veninder fra den gamle skole, er jeg kommet i en klasse med nogle utrolig søde og forstående mennesker.  Nå, men jeg startede så op på min nye skole, og det hele gik fint i cirka to uger - men så gik det ned af bakke igen. Jeg fik flere angstanfald oppe i skolen og måtte tage hjem, og det var hårdt hele tiden at gå igennem. Jeg følte nemlig selv et stort nederlag hvergang jeg pakkede sammen og tog hjem. Den følelse af bare at give op, sad og gnavede i mig. For én gang skyld havde heldet været med mig, for jeg havde nemlig fået den samme UU-vejleder på min nye skole, som havde været på min gamle - og da mine angstanfald i skolen havde stået på i et godt stykke tid uden at blive bedre, besluttede hun sig for at melde mi til et program der hed  Mind My Mind

Mind My Mind var et helt nyt psykologisk program der lige var blevet opfundet, og jeg var blevet meldt ind til at deltage. Det handlede om at gå ind og prøve at hjælpe og give redskaber til selv at kunne styrer sine tanker og (i midt tilfælde) angstanfald, når jeg altså fik dem. Det fokuserede derfor ikke på hvorfor det der skete nu skete, men sagde istedet ''okay, det her sker. Hvordan kan du kontrollere det, så det ikke kontrollere dig?''  

Jeg er lige blevet færdig med Mind My Mind forløbet, og sidder nu i den periode hvor jeg skal prøve at se om jeg selv kan klare mig i et par uger, indtil vi skal ind og tjekke op på det hele igen. Det er mandag, og jeg har en træls dag. I de sidste fire lektioner har jeg kæmpet med at nedtrykke et angstanfald. Jeg ved godt, det at jeg overhovedet har kræfter til at nedtrykke det og prøve at bekæmpe det, er et gigantisk fremskridt - men jeg sidder alligevel og tænker og tænker så mit hoved er lige ved at springe i luften, fordi jeg er så bange for at få tilbagefald. Jeg havde det forfærdeligt sidste år på min gamle skole, og jeg vil absolut ikke vende tilbage til det. Men jeg tror jeg kan klarer det. Og så længe der er tro, er det vel også håb ikke? 

Jeg ved egentlig ikke helt hvor jeg vil hen med det her. Min mor har altid sagt at det hjælper at skrive sine tanker ned på et stykke papir, for at få det ud af hovedet - så det er vel det jeg gør lige nu. Prøver at få mine tanker ud af hovedet. Jeg ved ikke om der overhovedet er nogen der gider at læse det her, men hvis der er og hvis du har det på samme måde så skal du vide, at du ikke er alene! Jeg er her, din familie er der, dine venner er der - også selvom det måske ikke virker sådan. Husk at turde spørge om hjælp kræver et stort mod, og nogen gange skal man bare have et skub i den rigtige retning. Jeg havde aldrig fået det bedre hvis ikke min UU-vejleder havde meldt mig til MMM, så for det er jeg taknemlig. 

Du er ikke alene. Du er ikke underlig eller sær. Det er normalt og okay at have bekymringer, men det er ikke okay at have angst. Det skal der gøres noget ved. Du må ikke ignorere det hvis du har nogle symptomer. Snak med nogen - snak med mig! 

Lov mig at hvis du læser det her, og du har det på samme måde - så gør noget ved det!

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...