Frygter Kærligheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2016
  • Opdateret: 24 apr. 2016
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
47Visninger

1. Psykopat #1

Jeg kunne hører  nogle stemmer i baggrunden, jeg var ikke i stand til at opfatte lydene tydeligt, heller ej hvem de kom fra. Jeg prøvede at åbne øjnene, men mine øjne ville ikke åbne sig. Jeg fik åbnet dem, alt var sløret. Jeg lukkede dem igen. Jeg ventede nogle sekunder, og prøvede igen. Der skete intet. Jeg var begyndt at gå i panik. Jeg prøvede igen, og igen. En tåre trillede ned, jeg åbnede øjnene en sidste gang, og var nu i stand til at se igen. Lydene kom fra nogle hviskende mennesker. De hviskende mennesker var på gangen, de kiggede rundt og snakkede lavt i smug. Til højre og til venstre drejede de hovederne konstant, bange for at nogle skulle have mulighed for at smuglytte.

Det var min far og en mand i et hvidt forklæde, som må have været lægen.

Jeg var nu begyndt at observer rummet. Der hang et TV foran sengen jeg lå i, hvor der blev kørt noget håndboldt. På højre side lå der en sort sofa med plads til to, og et lille hvidt sofabord til. Til højre lå der et lille bord, tætsiddende ved sengen, hvor mine ting var blev sat.

Jeg prøvede at bevæge mig til siden, men alt i min krop gjorde ondt. Hver knogle, hver muskel. Alt var nu begyndt at blive ømt.

"Heldigvis fik du ikke brækket ribbenet, alt skal nok gå fint" sagde lægen med et skævt smil på vej ind mod rummet.

" Med brækket ribben eller ikke, føles hele min krop brækket, intet bliver fint, intet."

Lægen var blevet bleg. Hans ansigt var blevet rødt og han var i chok.

Jeg skreg ham nærmest i hovedet. Jeg vidste udmærket at han intet havde haft noget med det at gøre, men prøvede blot at hjælpe. Men det stoppede mig ikke, den vrede der er i mig, kunne jeg ikke kontroller, og det gik udover den forkerte.

Min eks var en psykopat.

En psykopat på et helt andet niveau. Han var syg i potten, og var gået helt af amok på mig. Han havde prøvet flere gange, men jeg gav mig aldrig i de to år vi havde været sammen. Han forstod aldrig at selvom vi havde været sammen i en længere periode, ville det ikke ændre på noget, hvis jeg ikke følte mig klar, følte jeg mig ikke klar. Bum.

Men han var klar, han havde været klar længe. Og derfor forstod han aldrig at jeg ikke var blevet. Det gjorde ham sur og vred, og han beskyldte mig for at have været ham utro. På et tidspunkt midt under skænderiet, løb tåre ned af hans kind, han kiggede mig dybt inde i øjenene og spurgte om han ikke var god nok til mig, og om jeg ikke stolte på ham.

Men det var slet ikke sådan, han var bedre end godt, mere end nok, jeg elskede ham, og selv med alle hans fejl, stolte jeg på ham.

Men don't blame me, hvordan kan man overbevise en psykopat noget som helst, især det med at man havde ret, og han var forkert på den.

Sådan var det altid, han skulle altid have ret, og jeg var altid den der stod til sidst med hovedet nede i jorden, dårlig smag i munden, og en overbevising fra alle om at jeg havde gjordt ham ondt. For selv da han havde været mig utro, var det min skyld, fordi jeg apparently ikke havde været "en god kæreste".

Han begyndte at råbe af mig, og kaldte mig luder. Jeg prøvede at forklarer ham at jeg ikke var klar, men det svar tog han ikke imod. Inden jeg så af det, greb han fat i mig, og prøvede at voldtage mig, men jeg gjorde ham modstand, og istedet for at accepter det som det nu var, begyndte han at slå på mig. Jeg prøvede at få ham væk, men jeg var ikke stærk nok. Han lod alt sin vrede ud og til sidst fik han tæsket mig.

Så nu ligger jeg på hospitalet, med en krop der skriger om hjælp, et dødt sjæl og mest af alt et ødelagt og knust hjerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...