Haunted

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2016
  • Opdateret: 24 okt. 2016
  • Status: Igang
Draco Malfoy, femten år og som alle andre på den alder, har han ingen forstand på ægte kærlighed. Hvordan skal man takle det, uden at kende den? Og hvad sker der hvis man takler den forkert? Spørgsmål Draco godt kender til, men også pludselig havner i. Kan man også blive forelsket bagvendt? Bagvendt... Det kan man vel godt? Det tror Draco, ihvertfald er sket for ham. Draco må lærer at balancere dette, i en verden hvor intet er nemt eller let. Dette er historien om Draco Malfoy, en dreng, der pludselig møder udfordringer, som ikke kan bortforklares med magi og han må tage kampen op mod, som alle andre drenge. [Intim scener kan forekomme!]

5Likes
24Kommentarer
3280Visninger
AA

9. Kapitel 9.

Kapitel 9.

 

Jeg sad på badeværelsesgulvet, sammen med Lydia som pressede sit ansigt ind mod min brystkasse. 

Min hånd strøg ubevidst hende over håret, hvorefter hun drejede hovedet lidt og hun hviskede:

,,Draco... Du må snakke med dine forældre, du kan jo intet gøre ved din mor er gravid alligevel'' Jeg svarede ikke.

Jeg havde bare ingen ord, som jeg kunne bruge til noget. 

Jeg kunne ikke acceptere det.

Jeg ville ikke acceptere det.

Jeg magtede det ikke...

Lydias læber ramte min kind, mit blik søgte ned på hendes ansigt, hun havde sat sig op, så hun sad ved siden af mig med ryggen lænet op af væggen. 

,,Det er okay, at du ikke kan lide tanken lige nu.... Men du har 4 måneder til at vænne dig til tanken...'' Hendes stemme var svag, og det var tydeligt for mig, at hun prøvede at berolige mig. 

Det var utroligt hun ikke havde sagt, noget i de 5 måneder hun jo var henne nu... 

Og tænk jeg ikke engang selv kunne se det på min mor! 

Lægger jeg virkelig ikke mærke til noget?

Er og var jeg bare uduelig? 

,,Det ved jeg godt...'' Min stemme var hæs, som om jeg ikke havde brugt den i flere timer.

,,Hør her skat, jeg er der for dig når den lille kommer, jeg vil give dig alt den opmærksomhed, som du føler du mangler'' Hun satte med benene på hver side af mine hofter, så vi var lige høje når hun sad sådan på mine lår.

Jeg kunne ikke lade vær med at grine og hviskede:

,,Det tvivler jeg ikke på skat'' Min læber fandt forsigtigt hendes, hun gengældte kysset og jeg lod mine hænder glide ned langs hendes ryg og ned på hendes røv, hvorefter jeg rejste mig op og bar hende og skilte vores læber ad. 

,,Du må ikke tabe mig!'' Hun skreg det næsten og svang sine ben om liv og klamrede sig med sine hænder om min hals. 

,,Nejnej, det lover jeg'' Jeg grinte og kyssede hende enkel gang på panden, hvorefter jeg begyndte at gå ud fra badeværelset og ud på gangen, hvorefter jeg fortsatte ned mod døren til mit værelse.

,,Draco!'' Jeg vendte mig forskrækket mod personen der sagde mit navn, hvilket uden nogen overraskelse, var min far.

Jeg skyndte mig at slippe Lydia og hun slap, så hun ramte gulvet med et svagt bump. 

Gad vide om det kun var mig der kunne høre det?

,,Ehm... Jeg går ind på dit værelse Draco...'' Hun så kort på mig, hvorefter hun skyndte sig væk.

Hun var bange for min far.

Hvem var ikke det.

Han var skræmmende.

Stakkels pige - eller dreng- som skulle leve med ham i så mange år.

Med andre ord, det var sgu også synd for mig.

Lidt selvmedlidenhed.

Hvad snakker jeg om... Meget selvmedlidenhed!

Er teenager, er homonfuld.

Hvad regner du mig for?

Min far gik helt hen til mig og kiggede på mig.

Vi var faktisk lige høje, jeg var også blevet meget høj i løbet af de sidste 2 år, hele 1,84 nu...

,,Draco jeg ved du ikke mente det du sagde nede i stuen...'' Hans stemme var kold.

,,Godt'' Jeg afbrød ham, jeg gad ikke høre ham holde en monolog og ikke en dialog. 

,,Jeg vil altså ikke have du siger sådan noget! Særligt ikke når den, lille mudderblods tøs er her...''

Luften mellem os blev som til is.

Jeg kunne have knækket den og puttet den i Trylle Dåse Vand. 

,,Du skal ikke kalde Lydia for mudderblod!'' Jeg råbte det af ham, men jeg havde ikke behøvet af råbe.

Jeg måtte bare ud med alt den vrede...

ALT DEN FUCKING VREDE!
HVOR KOM DEN VREDE FRA!
HVORFOR HAVDE MIN FAR,

LUCIUS MALFOY DEN EFFEKT

PÅ MIG, HANS SØN!

En skarp smerte ramte min kind i samme øjeblik.

Mit hoved blev drejet ud til siden, og jeg kunne mærke et brandene område på min venstre kind.

Min far havde slået mig... 

Jeg kiggede stille op på ham, jeg var målløs.

Hans hånd, hang stadig i luften og jeg troede den hang der fordi han var i chok over hvad han selv havde gjort, men der tog jeg grueligt fejl.

Han svang hånden igen, hvorefter han istedet ramte min højre kind.

Den dungrede inde i mit hoved.

Han havde slået mig to gange nu... Men det var ikke første gang, han havde slået mig, jeg var trods alt van til det. 

Hvad kunne han ikke finde på at gøre ved Lydia?

Jeg måtte beskytte Lydia!

Han gjorde minde til at ville slå mig igen, som om jeg ville lære noget af det. 

Istedet skyndte jeg mig bare at løbe væk, og med væk mente jeg ned imod mit eget værelse.

Jeg kunne mærke noget snitte mit højre øre, jeg kiggede kort over skulderen.

Min far havde taget sin stav frem, han skød besværgelser efter mig.

Det var heller ikke første gang. 

Jeg havde ikke tid til at dvæle ved det, så jeg hamrede døren op ind til mit værelse, hvorefter jeg smækkede den og låste den efter mig.

***

Jeg kunne ikke mere.

Jeg sank stille ned mod gulvet, med min ryg hvilende mod døren, imens tårer løb mig ned af kinderne. 

Som lille havde jeg troet det var min egen skyld, at jeg blev slået.

Det troede jeg faktisk stadig.

Men han måtte ikke gøre Lydia noget...

,,Draco.... Åh Gud, hvad er der sket med dig?'' Lydia kom ud fra badeværelset og hun så forskrækket ud.

Hun havde grå shorts og en for stor, sort t-shirt på. 

,,Har din far slået dig...?'' Tårer løb stadig ned af mine kinder og hele min krop rystede.

Hun rørte forsigtigt ved det sted, som brændte på min ene kind.

Det måtte have efterladt et mærke, siden hun kunne ramme så præcist med sine fingrespidser. 

Jeg drejede mit hoved, jeg kunne ikke holde tårerne tilbage og mit blik var sløret af de tåre som ikke var løbet ned af mine kinder i nu. 

Hendes hænder lagde under min hage og tvang mig til at kigge på hende.

Hun var tæt på selv at græde, det lignede det ihvertfald. 

,,Har han slået dig før Draco?'' Et hulk undslap min mund, jeg kunne ikke holde det hemmeligt for hende, så jeg nikkede som svar. 

Hele min sjæl skreg, at han havde slået mig utallige gange, men det var et stort skridt for mig, bare at indrømme det var sket. 

Lydia sank en klump og hviskede:

,,Har han givet dig nogle ar, som jeg bare ikke bemærkede da vi havde sex?'' Hun lød så inderligt bekymret, som om jeg var hendes ét og alt, hele hendes verden faktisk. 

Jeg nikkede rystende, jeg ville have svaret med ord, men det blev til en gurglende lyd. 

Det gjorde så smertende ondt indvendigt.

Hvad havde jeg dog gjort galt?

Jeg vidste jeg var et fejlbarn, alt i denne verden var jo min skyld!

Jeg troede jeg havde skubbet tankerne væk fra mig!
Det havde jeg også, for et halvt år siden, men de er kommet tilbage.

,,Draco... Må jeg se mærkerne?'' Jeg tørrede de dumme tåre væk fra mine kinder, hvorefter jeg stille nikkede.

Jeg tog forsigtigt fat i kanten af min trøje, hvorefter jeg løftede den over mit hoved.

Nu sad vi bare her på gulvet, hvor jeg havde bar overkrop.

Jeg kunne ikke engang, komme med en sarkastiskbemærkning, det hele gjorde så ondt helt ind i min sjæl.

,,Jeg kan da ikke se noget?'' Hun så undrende på mig og jeg kunne mærke en ny omgang tåre løbe ned af mine kinder.

Jeg måtte vise hende det.

Ellers ville hun tro jeg løj, eller også ville hun blive usikker omkring mig.

Jeg vendte mig stille om, så hun kunne se min ryg.

Hendes gisp kom helt nede fra maven af.

,,Åh Gud... Draco...'' Hun kørte sine fingre henover min ryg og rygsøjlen.

Jeg vidste godt hvordan min ryg så ud.

Min ryg var som en mindebog, en pinefuld mindebog som jeg bar rundt på hele mit liv, lige fra dag et, altså den dag jeg husker som den der startede det hele:

 

,,Du lovede far!'' Min stemme var bedene, min fars blik var koldt som stål.

Det løb en koldt ned af ryggen, som hans blik altid fik en til.

,,Du skal være tålmodig Draco og ikke pil ved noget!'' Hans blik var irreteret nu. 

Jeg var elve år gammel og vi stod og kiggede på nogle mærkelige genstande, som jeg dengang ikke forstod, var mørk magis produkt af dens opfindersans. 

Mine fingre rørte forsigtigt ved en mærkelig, sort og indtørret hånd. Mine tanker sagde den var mærkelig! Det var den ved Gud også! 

Hånden lukkede sig dog pludselig om mit håndled, jeg skreg og min far blev så forskrækket af han fik puffet til et af de høje glasskabe så det væltede og glasspåner lå udover hele gulvet. 

,,Det er din skyld Draco! Jeg sagde du ikke skulle pille ved noget!'' Han råbte af mig og det hjemsøgte mine elve-årige tanker i lang tid.

Da vi kom hjem, ventede min første omgang slag. Det var ikke lige så sødt, som det der var sket ude på gangen tidligere, det var meget værre min far slog mig på ryggen, med diverse genstande, hver gang han slog mig skreg han at det min skyld og hvis man høre en løgn nok gange, så begynder man at tro på det.

Hver eneste gang, jeg var kommet hjem fra Hogwarts, vidste jeg at jeg ville få tæv fordi jeg ikke var den allerbedste på min årgang, jeg vidste jeg ville få tæv fordi jeg kom hjem, jeg vidste jeg ville få tæv fordi jeg ikke var stærk nok og den største af alle grunde, jeg fik tæv fordi det var min egen skyld.

Jeg troede på det, jeg tror stadig på det. 

Det er ikke godt for mig, det blev jeg klar over da jeg blev fjorten år gammel.

Jeg prøvede virkelig at arbejde med mig selv, det virkede næsten, men så mødte jeg Lydia, dengang tilbage i toget hvor jeg var blevet så betaget af hendes skønhed, at jeg tænkte jeg måske kunne gøre noget rigtigt.

Lydia var så sød imod mig, hun tilgav mig, selv når det var min skyld at der skete noget og det var noget jeg aldrig havde oplevet hjemmefra.

Ægte kærlighed og tilgivelse. 

 

,,Det vidste jeg virkelig ikke, jeg havde aldrig troet...''  Hun var begyndt at græde, det kunne jeg høre på hendes stemme. 

Hendes arme snoede sig stille om min overkrop.

,,Det gjorde ingen Lydia...''

 

 


 


 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...