Haunted

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2016
  • Opdateret: 24 okt. 2016
  • Status: Igang
Draco Malfoy, femten år og som alle andre på den alder, har han ingen forstand på ægte kærlighed. Hvordan skal man takle det, uden at kende den? Og hvad sker der hvis man takler den forkert? Spørgsmål Draco godt kender til, men også pludselig havner i. Kan man også blive forelsket bagvendt? Bagvendt... Det kan man vel godt? Det tror Draco, ihvertfald er sket for ham. Draco må lærer at balancere dette, i en verden hvor intet er nemt eller let. Dette er historien om Draco Malfoy, en dreng, der pludselig møder udfordringer, som ikke kan bortforklares med magi og han må tage kampen op mod, som alle andre drenge. [Intim scener kan forekomme!]

5Likes
24Kommentarer
3280Visninger
AA

6. Kapitel 6.

Kapitel 6. 

Jeg tog stille hovedet væk fra Lydias og jeg fangede hendes blik og hendes øjne lyste af glæde, men alligevel var de også en anelse blanke. 

Mine tanker stod helt stille, jeg kunne slet ikke tænke mig om, men min første tanke der kom, efter lang tid hvor vi bare havde kigget på hinanden, var: 

Vil du fortryde det her Draco?

Svaret, er nok nej... For hendes kys var så blide og hun lod mig kontrollere det hele, hvilket jeg var stor fan af. 

,,Woaw...'' Hendes stemme var bare en hvisken, men alligevel rødmede hun. 

Sikkert, fordi hun var pinligberørt over at sige det højt, men jeg syntes faktisk det var en anelse sødt. 

Så jeg lænede mit hoved helt hen til hendes, endnu engang, hvorefter jeg pressede mine læber mod hendes igen, med begge mine arme om hendes liv og hun gengældte kysset, imens hun med sin frie hånd, lagde den på min nakke og hendes fingre, svagt rev mig i håret. 

Jeg kunne godt lide, at hun rev mig i håret, så jeg pressede hende bar tættere på mig, så hun sad så tæt på min hun kunne, uden at skulle sidde på skødet af mig. 

Vi træk og begge forsigtigt ud af kysset, imens jeg kunne mærke et smil forme sig, på mine læber. 

Hun var virkelig sød.

,,Jeg må nok hellere få noget tøj på'' Hun satte sig helt i oprejst stilling og slap mig stille og jeg kunne mærke, at mine kinder blev lidt røde. 

,,Oh ja, selvfølgelig, jeg venter på dig ude på gangen'' 

Jeg skyndte mig at rejse mig op, efter jeg havde sagt det, hvorefter jeg gik hen imod døren og lige inden jeg gik ud, kastede jeg et kort blik over skulderen, hvor Lydia havde rejst sig op og smilte kort til mig. 

Så gik jeg ud af døren og ud på den, ganske heldigt, tomme gang. 

***

Det var helt utroligt, hvor lang tid en pige kunne tage om at gøre sig klar og det måtte jeg virkelig erfare, imens jeg stod og ventede på hende. 

,,Undskyld, det tog lidt lang tid'' Hun havde lige slået døren op og hun havde nu, nogle sorte stramme bukser på og en rimelig stor, Slytherin grøn, striktrøje på. Hendes hår var sat op i et rodet knold og hun bar ingen make-up, men hun var ganske køn alligevel. 

,,Det er okay, kom'' Hun smilte stille og vi begyndte at gå, der var dog en akavet stilhed, ingen af os vidste hvad vi skulle sige og vi gik meget langsomt. 

Lige pludselig, kunne jeg mærke hendes hånd, på at finde sig vej ind i min og jeg lod hende gøre det. 

Hendes hånd var blød og varm, men vi holdte hinanden i hånden, som man gjorde da man var 7 år og skulle holde i hånden, så jeg drejede stille min hånd og fik flettede mine fingre, ind i mellem hendes.

Jeg kiggede på hendes ansigt for at se hendes reaktion og hun smilte. 

Sommerfugle fløg rundt i min mave og jeg kunne ikke ladevære, med at smile tilbage. 

Vi stoppede op foran portræthullet, vi var kommet derhen alt for tideligt, jeg var ihvertfald ikke klar til at give slip på hendes hånd. 

,,Vi kunne...'' Min stemme var virkelig lys og lød som en piges.

Akavet overgangsstemme. 

Lydia prøvede ikke at grine, imens hun så på mig. 

Jaja, meget morsomt.

,,Vi kunne gå ned og spise aftensmad?'' Nu lød min stemme mere dyb, så meget bedre! 

,,Lad os gøre det'' Hun smilte og kiggede mig direkte i øjnene, vores hænder var stadig flettede ind i hinandens, men hun gik tættere på mig.

Hun stod faktisk næsten for tæt på mig, da jeg kunne mærke noget prikke, så jeg smilte en anelse anstrengt, men hun opfattede det nok ikke jeg smilte anstrengt, for hun stillede sig bare på tæer og kyssede mig kort på kinden. 

Det efterlod en dejlig varm plet, på min kind, men ''heldigvis'' trådte hun lidt længere væk så hun ikke stod så tæt på at, hun ville kunne mærke hvis der skete noget. 

,,Jamen så kom!'' Jeg grinte og begyndte at trække i hende, da jeg med vilje tog lange skridt, så hun ikke kunne følge med.

,,Nu er du tarvelig!'' Hun grinte tilbage.

Jeg var glad, jeg var rigtig glad.

,,Bare nogle gange''

***

,,Så det du siger er, at jeg er en gris men du ikke er?'' Jeg kunne ikke holde et grin tilbage, Lydia havde nemlig lige spildt sit glas med vand, udover hende selv, blot 2 minutter efter, hun havde kaldt mig en gris, fordi jeg tabte noget fra min gaffel. 

,,Det er du da!'' Hun grinte og tog en serviet, og begyndte at gnubbe den henover sit lår, det gjorde dog at den våde plet bare blev større. 

,,Smukt'' Jeg grinte og skævede kort mod min tallerken, jeg var reelt ikke sulten mere, men maden var så lækker. 

Jeg skældte mig selv ud inde i hovedet, jeg skulle ikke spise så meget! 

Mit blik søgte væk fra hende, og jeg fik i det samme øje på, en ti-tolv stykker fra første årgang, piger selvfølgelig, som sad og kiggede på mig med store øjne. 

En klump samlede sig i min hals, det var altså en anelse klamt, at en flok 11-årige sad og kiggede på mig den måde, de burde ikke engang vide hvad et kys er! 

Hvad snakker jeg om... De ved sikkert også godt hvad sex er, ej nej... Ad... Ej klamt, det skal de ikke vide!

Jeg skyndte mig, at kigge på Lydia igen, hvorefter jeg lænede mig frem mod hende og kyssede hende på kinden, troede jeg... 

Hun drejede dog hovedet i samme sekund, så mine læber ramte istedet hendes, som hun havde skilt lidt ad, da hun skulle til at have sagt noget til mig.

Jeg afbrød dog ikke kysset, selvom det faktisk lidt var en fail. 

Mine arme snoede sig istedet om hendes liv, og hun snoede sine arme rundt om min hals, så jeg blev tvunget ned i hendes højde.

Lydia var altså bare dejlig.

***

Kære mor og far

Jeg håber i har det godt! Jeg har det ihvertfald godt, jeg klarer undervisningen, som jeg plejer, rigtig godt og den eneste der klarer sig bedre er Mudderblods Granger, men hun snyder sgu' nok alligevel, for hun kan umuligt være en ægte heks, så... Tjah jeg er faktisk den bedste, ikke en stor overraskelse! 

Når men, jeg har en veninde med hjem til jul om 3 dage... Hun betyder altså meget for mig, så jeg vil blive glad for, hvis I vil gøre jeg umage med at pynte op og få husalfen, til at lave noget virkelig imponerende mad...

Vi ses snart!

- Draco 

Jeg lagde fjerpinden fra mig. 

Hvorefter jeg foldede brevet på midten, lagde det ned i en konvelut og løftede blikket op på Lydia som sad på armlænet, af den stol jeg sad i, i opholdsstuen. 

,,Sikker på dine forældre intet, vil have imod jeg kommer med hjem til jul?'' Hun bed sig nervøst i læben, jeg syntes det var meget nuttet. 

Når hun bed sig i læben, kunne man bare ikke lade vær med at kigge på hendes, røde, bløde og.....

Flot Draco, du tænder dig selv.

Ej ad, styr dig Draco. 

,,Er næsten helt sikker og helt ærligt, hvem ville ikke have sådan en som dig boende?'' Jeg løftede hende stille ned på mit skød, hun vejede ikke så meget.

Eller også var jeg bare stærk.

Haha, selvfølgelig er jeg stærk.

,,Dine forældre ved jo ikke hvem jer... Hvem vi er.... Hvad er vi egenligt?'' Hun kiggede ikke på mig, da hun sagde den sætning. 

Godt spørgsmål...

Hvad var vi? Jeg havde lyst til at sige vi var kærester, men det kunne jeg da ikke bare bestemme? Den eneste der kunne bestemme, uden at skulle snakke med noget om det først, var da helt klart Mørkets Herre, men ham var jeg så sandelig ikke!

Men hvordan skulle jeg spørge?

Ville det være passende nu?

Narh... Men på den anden side, måske skulle jeg gøre det nu?

Det var jo trods alt, snart to måneder siden, at vi havde kysset og siden da, har vi nusset, kysset og praktisk talt, opført os som et kærestepar. 

,,Hallo Draco, er du der?'' Hun viftede en hånd foran mine øjne, jeg havde fuldkommen været i min egen lille verden. 

,,Ja, undskyld...'' Jeg fugtede stille mine læber, med min tunge. 

,,Ehm Lydia... Vil du...Eh... Øh... Lydia, vil du være min kæreste?'' Min stemme var lys, jeg vidste ikke om det var min overgangstemme eller om det bare var nervøsitet.

Nervøsitet, det lyder ikke mandigt...

Jeg skyder bare skylden på puberteten!
Slemme pubertet! 

,,Ventede bare på du ville spørge'' Hun smilte så, hvorefter hun snoede sine arme, med et beroligende greb, om mig og kyssede mig på munden, med en kæmpe blidhed. 

Jeg gengældte kysset og lod mine arme filtre sig ind i hendes hår. 

Min første kæreste....

Lydia...

Ved Mørkets Herres Navn da.... 

 

 

//HEEEEEY! Undskyld, kapitelet har været længe på vej og tjah... Det er kedeligt, det var bare meget svært for mig at skrive det her kapitel, fordi det mindede mig om da min - nu eks kæreste (nu= læs. det skete for snart 4 måneder siden) - spurgte mig om vi skulle være kæreste.... Teenage livet er sgu' hårdt nogen gange... Hm... Når men, der kommer til at ske mere i næste kapitel! Og tak for jeres kommentarer de er dejlige! Bare bliv ved - elsker jeres feedback! Love you!//


 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...