Haunted

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2016
  • Opdateret: 24 okt. 2016
  • Status: Igang
Draco Malfoy, femten år og som alle andre på den alder, har han ingen forstand på ægte kærlighed. Hvordan skal man takle det, uden at kende den? Og hvad sker der hvis man takler den forkert? Spørgsmål Draco godt kender til, men også pludselig havner i. Kan man også blive forelsket bagvendt? Bagvendt... Det kan man vel godt? Det tror Draco, ihvertfald er sket for ham. Draco må lærer at balancere dette, i en verden hvor intet er nemt eller let. Dette er historien om Draco Malfoy, en dreng, der pludselig møder udfordringer, som ikke kan bortforklares med magi og han må tage kampen op mod, som alle andre drenge. [Intim scener kan forekomme!]

5Likes
24Kommentarer
3273Visninger
AA

3. Kapitel 3.

Kapitel 3. 

,,Det var hyggeligt...'' Lydia lænede sig op af muren til De Tre Koste. 

,,Enig...'' Jeg nikkede stille og betragtede Lydia, stå og ryste svagt hver eneste gang et lille vindpust, sneg sig vej ind igennem husene, som ellers burde give læ. 

,,Hvorfor har vi aldrig rigtig snakket sammen?'' Jeg kunne se, at spørgsmålet bare eksploderet ud af hende, hun havde sikkert holdt det tilbage længe.

Det var faktisk også et ret godt spøgsmål.

Hvorfor?

,,Det ved jeg ikke... Har nok været lidt for optaget, af andre ting'' Mit svar kunnet tolkes på mange måder, det var jeg skam godt klar over. 

,,For travlt med at ødelægge tingene for Potter, Weasley og Granger?'' Hun tolkede mit svar, som jeg faktisk selv ville have tolket det, det var ganske korrekt, altså hendes tolkning. 

,,Det syntes du ikke er forkert?'' Nu var det min tur til at lægge hovedet på skrå, hvilket jeg hurtigt lod vær med, da det gik op for mig hvor feminint det sikkert så ud. 

,,Næh... Jeg syntes de virker arrogante, som om de ejer hele verden, fordi Potter har et navn'' Jeg nikkede stille, hun havde samme opfattelse af dem som mig. 

,,Enig'' Hun nikkede stille som svar, hun tænkte sikkert på hvor vores samtale skulle bevæge sig hen nu, præcis ligesom mig. 

,,Hvordan er det egenligt at have forældre?'' Hendes spørgsmål kom lidt bag på mig, det havde jeg jo aldrig tænkt over... Og dog.

,,Det... Det afhænger meget af sine forældre, tror jeg, jeg syntes ihvertfald det er svært at leve op til, det de vil have man er og samtidig, være sin egen'' Jeg var lidt nervøs over mit svar, for var det dét hun mente?

Jeg stilte mig stille ved siden af hende og lænede mig, på samme måde som hende, op af væggen. 

,,Kunne jeg godt forestille mig... Dine forældre er jo rimelige, magtfulde'' Hun drejede sit ansigt, så jeg kunne få øjenkontakt med hende. 

Jeg var på en eller anden måde smigret over, at hun hun gættede sig frem til det.

Så jeg nikkede, for at anerkende hendes svar.

,,Skal vi gå tilbage?'' Min stemme rystede svagt, jeg var også begyndt at fryse nu.

,,Okay''

Også gik vi, i stilhed. 

Jeg ved dog ikke om det var indbildning, men lige inden vi gik ind på Hogwarts, følte jeg hendes hånd snitte min, og ikke på en tilfældig måde.

***

,,Kyssede du hende?'' Jeg vendte mit blik mod Goyle, som havde spurgt. 

Mine øjne var som sprækker, så jeg kunne slippe for, at kigge på hans dumme og atter dumme ansigt. 

,,Nej, hvad regner du mig for? At jeg går og kysser på mindreårige?'' Jeg kunne godt høre, lige efter jeg havde sagt det, at jeg måske havde sagt det en anelse for højt, særligt taget i betragtning af at vi sad i opholdsstuen. 

,,Sikker?'' Denne gang var det Crab's tur til at afsløre, sin fuldkomen åndsfraværende og dumme stemme. 

,,Ja! Hvorfor skulle jeg overhovedet ville kysse hende? Hun er et lille barn, som ikke fatter en skid! Og kig dog på hende, hun ligner jo også et barn...'' Okay, jeg indrømmer det, det var en løgn.

Hun var ikke intetfattende, hun forstod mig fuldkomen og hvis der var noget, hun hverken var eller lignede, så var det et barn. 

Næst efter jeg havde sagt det, kunne jeg mærke en eller anden løbe forbi mig, bag mig altså.

Jeg drejede hovedet og fik øje på noget blond hår, som jeg ville kunne genkende over alt og hun var på vej ud af opholdsstuen.

,,Lydia! Nej, det var ikke sådan ment!'' Jeg efterlod Crab og Goyle, uden overhovedet at tænke over det.

Jeg havde kun i tankerne, at løbe efter Lydia og hun løb meget hurtigere, men jeg var hurtigere. 

Min arme strakte sig ud i fuld længde, hvorefter det lykkedes mig, at lukke min hånd om hendes overarm og stoppe hende. 

,,Slip mig Draco!'' Hun kiggede på mig, med tårevæddede kinder og flere tåre på vej, og det gav et stik i mit hjerte.

Hvorfor?

Har ingen idé.

,,Nej, det vil jeg ikke'' Jeg kunne godt høre, det lød fuldkommen følelseskoldt. 

Typisk mig.

Er dårlig til følelser. 

,,Hvad vil du mig overhovedet! Jeg er jo Kun et lille barn! Som du selv sagde Draco''

Hun spyttede mit navn, som om det var det mest modbydelige i hele, det magiske univers. 

Flere tårer løb ned af hendes kinder og de dryppede videre ned af hendes hage.

,,Hey... Undskyld, jeg var en idiot...Okay?'' Jeg slap, taget i hendes arm, men holdte dog stadig svagt om den.

Jeg havde virkelig en trang til at tørre tårene væk, hvilket jeg til sidst gav efter for.

Min tommelfingre strøg hende henover kinderne, for at fjerne tårerne, fra hendes ellers så kønne ansigt. 

Kønne ansigt...

Åh ved Mørkets Herres Navn, er jeg begyndt at crushe på Lydia?

Nej... Vel?

,,Du er tilgivet Draco...'' Hendes stemme var rystende og tynd.

Hun så på mig med sine store, grønne, blanke øjne og jeg kunne ikke lade vær med at smile en anelse.

Jeg slap hendes kinder, hvorefter jeg lod dem falde ned omkring hendes liv, så jeg pressede hende ind til mig i et kram.

Først gjorde hun intet, hun var sikkert forbløffet.

Dog lagde hun pludselig sine arme om min hals, for at gengælde krammet, som jeg bare havde haft trang til at give hende. 

***

,,Så, hvis jeg rammer den lille Granger, hvad får jeg så?'' Lydia hævede sine øjenbryn, imens hun lod en kugle, hun havde formet af et lille stykke pergament med en småsten inden i, trille frem og tilbage imellem hendes fingre. 

,,Ehm, lad os tage den diskussion hvis du rammer hende'' Vi sad på stortrappen, ude i indgangshallen.

Vi havde valgt at gå herhen, da vi hurtigt blev enige om, hvor akavet det ville være at skulle gå tilbage til de andre Slytherin elever. 

,,Som om!'' Hun rullede øjne af mig, hvilket fremdrog et smil fra min side af.  

Så blev der ikke sagt mere, Lydia tog nemlig sigte.

Hun tog sig god tid, imens jeg holdte øje med Potter, Granger og Weasley som stod for foden af trappen og snakkede sammen, ikke højrøstet, men bestemt heller ikke dæmpet.

Opmærksomhedskrævende siger jeg bare. 

Så kastede Lydia. 

Hun ramte! Hun ramte Granger lige i panden og Granger tog sig ømt til panden, hvilket fik Potter og Weasley til surt at vænne blikket mod Lydia og jeg.

Vi begyndte dog bare at skræld grine, over den kædereaktion det satte gang i.

,,Meget morsomt Malfoy!'' Råbte Potter af mig og jeg træk bare grinene på skuldrene og råbte til tilbage:

,,Pas på Arhoved, det var ikke mig! Det var min veninde Lydia her!'' Og denne gang, blev der stille blandt de Tre Musketerer  men Lydia og jeg grinte bare. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...