Haunted

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2016
  • Opdateret: 24 okt. 2016
  • Status: Igang
Draco Malfoy, femten år og som alle andre på den alder, har han ingen forstand på ægte kærlighed. Hvordan skal man takle det, uden at kende den? Og hvad sker der hvis man takler den forkert? Spørgsmål Draco godt kender til, men også pludselig havner i. Kan man også blive forelsket bagvendt? Bagvendt... Det kan man vel godt? Det tror Draco, ihvertfald er sket for ham. Draco må lærer at balancere dette, i en verden hvor intet er nemt eller let. Dette er historien om Draco Malfoy, en dreng, der pludselig møder udfordringer, som ikke kan bortforklares med magi og han må tage kampen op mod, som alle andre drenge. [Intim scener kan forekomme!]

5Likes
24Kommentarer
3270Visninger
AA

13. Kapitel 13.

Kapitel 13. 

 

,,Så du bilder dig helt seriøst ind, at Wales Qudditch hold er bedre en Irlands?'' Jeg kiggede med store øjne på Carl.

Han træk på skuldrene. 

Hvordan kunne vi være venner! Han holder jo med Wales!

Der gik ikke længe, så kunne Carl ikke længere holde masken, så han begyndte at skrald grine. 

Et smil voksede på mine læber, imens jeg pressede Lydia længere ind til mig, så hun trygt kunne ligge i mine arme og sove. 

Vi var på vej tilbage til Hogwarts, efter at have brugt resten af juleferien på at finde ud af noget om Lydias familie, det havde dog heldigvis ikke været spildt for vi havde fundet ud af hendes forældre hed Noah og Simone, det var dog to ret så almindelige navn. 

Jeg strøg stille Lydia henover hendes hår, hvorefter jeg forsigtigt kyssede hende på panden.

Hendes pande var varm, som altid.

,,Jeg magter altså ikke, at vi har U.G.L'er i år'' Stønnede Carl, imens han lagde sig ned på sæderne overfor mig, så han fyldte alle siddepladserne over på hans side. 

,,Hvem magter overhovedet det?'' Jeg rullede stille øjne. 

Carl sukkede, hvorefter Nimbus sprang fra gulvet op på maven af Carl.

Nimbus elskede virkelig Carl, det var blevet tydeligt her i ferien, som Lydia og jeg havde tilbragt sammen med Carl.

Jeg havde det faktisk rigtig sjovt med Carl, jeg kunne være mig selv overfor ham og han var jo heldigvis en Slytherin, så jeg kunne blive ved med at holde en falsk væg oppe, så jeg ikke pludselig ville virke sød eller kærlig

Jeg sad i min helt egen verden, da døren ind til kupeen vi sad i, lige pludselig blev flået op og jeg kiggede op for at se hvem det var som kom ind. 

Ind kom Potter, Væssel og Bævertand. 

Jeg kunne mærke, hvordan jeg bare intet havde tilovers for dem lige nu.

,,Hvad vil du her arhoved?'' Jeg løftede det ene øjenbryn i en hånlig grimasse, imens Carl smilte selvsikkert imens han kiggede på dem, dog stadig liggende. 

,,Det er et frit land Malfoy, vi har ret til at være her... Men alle andre kupeer er optaget så vi er nødt til at sidde hos jer'' Svarede Bævertand imens hun rynkede på næsen, så man tydligere kunne se hendes store fortænder. 

Jeg stønnede irriteret, uden at gøre minde til at flytte mine eller Lydia's ben, da hun halv lå halvt sad på mit skød og med sit hoved hvilene på min skulder. 

Carl rykkede dog lidt sine fødder, så der ville kunne sidde to personer derovre. 

Det var Væssel og Arhoved, der valgte at sætte sig over ved siden af Carl, så jeg rykkede mig kun lige præcis nok til at Granger kunne sætte sig ned ved Lydia's og mine fødder. 

Jeg pillede lidt ved gipsen omkring Lydias ene arm, imens jeg med den anden hånd aede hendes hofte forsigtigt. 

,,Draco hvad siger du ved, til du er hos Lydia?'' Carl ignorerede fuldkommen de udbudende, hvilket jeg prøvede at gøre lige så godt som ham.

,,De siger ikke rigtig noget... De er sgu bange for mig, men det ville være meget bedre hvis vi fandt hendes forældre, for slet ikke at tale om det ville være nemmere for mig, så ville det jo været meget godt for Lydia'' Jeg kiggede på Carl med grimasse og han nikkede, som i at han forstod det. 

,,Men hvordan fanden skal vi finde dem? Noah og Simone er nok de mest almindelige navne i verden!'' Carl så opgivende på mig, men jeg kunne se ud af øjenkrogen Granger-tøsen kiggede på Carl og jeg, uden at lytte til Væssel og Potters samtale. 

,,Har du ikke lært at lade vær med at glo Granger?'' Min stemme lød hård. 

,,Hvorfor snakker I om nogle der hedder det?'' Hendes øjne var store og spørgende. 

,,Hvad raver det dig?'' Lydia var åbenbart vågnet, for det var hende der spurgte imens hun gned søvn ud af sine øjne med sin gode hånd. 

,,Det hedder mine forældre bare...'' Hun svarede meget harmløst, men i det samme satte både Carl, Lydia og jeg os meget brat op. 

Lydia kiggede på mig og hviskede:

,,Det er et tilfælde ik'?'' Hun var helt panisk og jeg nikkede, uden overhovedet at være sikker.

,,Vi spurgte dig om noget personligt!'' Carl prøvede at lyde hård, men han var helt klart rystet.

Det måtte være et tilfælde....

De lignede jo ikke hinanden, de to?

Åh Gud...

***

,,Det er faktisk en god beslutning du tog - bare at prøve at skrive til dem'' Sagde Carl, imens Lydia, Carl og jeg gik i samlede flok ned af en af gangene, da vi ville hen på biblioteket for at færdiggøre en stil, til professor Spire.

Vores uniformer, var helt endentiske og hvis de ikke var pga. Carls hårfarve, kunne det have lignet at Carl og jeg var søskende. 

Lydia så dog bare meget bedre ud end alle os andre, i hendes uniform, særligt da hun i dagens anledning havde valgt, at flette sit hår i to fletninger, så nåede hende ned til omkring hendes bryster. 

,,Men hvad hvis de ikke er dem?'' Hendes stemme rystede, det gjorde hele hendes krop faktisk, men jeg gav hendes hånd et beroligende klem. 

,,Så er det godt vi ikke kan lide Granger og du så ikke skal møde dem'' Hun smilte stille over mit svar, imens hun svingede vores flettede hænder frem og tilbage. 

,,Men hvad hvis det så er? Og de ikke kan lide mig? Eller jeg ikke kan enes med Granger?'' Hun snakkede hurtigt.

Hun snakkede hurtigt når hun var panisk. 

,,Rolig nu skat, det skal nok gå... Vend det om og sig, de kan jo umuligt være værre end mine... På den anden side, det er også min syld de er som de er...'' Det sidste mumlede jeg mere eller mindre.

Lydia sendte mig et strengt blik.

Jeg måtte ikke sige det var min skyld.

Men det var det jo.

,,Undskyld.''

,,Hun har altså ret Draco - Det er ikke din skyld min ven'' Carl kiggede hen på mig.

Jeg træk bare på skuldrene.

Ligemeget hvor meget de sagde det.

Så kunne jeg bare ikke bilde mig selv det ind. 

***

Jeg gik alene ned af en gang.

Lydia var i bad og Carl var igang, med et eller andet, så jeg havde lidt alene tid som jeg valgte at bruge på bare at gå lidt rundt og se alle andre have travlt. 

,,Draco!'' En eller anden råbte mit navn og jeg vendte mig om, for at se hvem det var. 

Det var Grabe og Goyle, som kom løbende ret så kluntet hen imod mig.

De stoppede foran mig, imens de havde favnen fuld af mange former kager som de proppede sig med.

Sig mig havde de intet lært, efter vores 2. år!

,,Ja?'' Jeg kiggede på dem.

Jeg var sikker på, min attitude udstrålede ligegyldighed.

,,Hvorfor er du så meget sammen med Lydia og Carl og ikke os? Vi er jo trods alt dine venner?'' Goyle sagde det, som om det var et selvfølgelig.

,,Carl er min ven og Lydia er min kæreste... De kender mig bedre end I gør, plus de har brug for min hjælp...'' Grabe og Goyle så på hinanden, hvorefter Grabe trådte truende frem imod mig og hvæssede:

,,Du kan ikke bare efterlade os på den måde! Det har altid været os tre!'' Jeg løftede mine øjenbryn og slog ud med nakken. 

,,Nøgleordet er har været, jeg elsker Lydia og bruger alt min tid med hende og Carl er en bedre ven end I to er og har været, I er kunne venner med mig pga. mit navn!'' Jeg hvæssede det lige ind i ansigtet på Grabe og jeg kunne se, hvordan han bøvede ansigt blev fortrukket i en tænksom grimasse.

,,Du vil fortryde det her Draco...'' Det var Goyle der sagde det, men jeg var ligeglad.

Jeg havde fået nok af dem, så jeg flippede dem fingeren, hvorefter jeg vendte mig om og gik med vrede skridt væk fra dem.

,,Du vil fortryde Draco!'' De råbte det efter mig.

Hvad skulle de kunne gøre?

Kaste en besværgelse efter mig?

Det ville jo kræve, de vidste hvilken vej en stav skulle vende!

Pft...

*** 

,,Du forskrækkede mig Ved Mørkets Herres Navn da!'' Jeg råbte det af Lydia, da hun hoppede op på ryggen af mig ude på gangen og snoede sine arme min hals, dog uden at kvæle mig. 

,,Det ved jeg skat!'' Hun grinte og snoede sine ben rundt om mit liv.

Jeg valgte at dreje rundt, for at gøre hende svimmel.

Det hele drejede så hurtigt rundt, at jeg selv blev ualmindelig svimmel.

Det var måske ikke et helt så klogt valg.

Upppps.

Lev og lær.

Jeg greb fat om Lydias ben, for hun ikke skulle glide ned.

Jeg begyndte at gå ned af gangen, med hende på ryggen.

Jeg gik sikkert som en fuld mand, fordi de hele vendte og drejede sig. 

Mine ben førte os bare afsted, indtil jeg havde genvundet kontrollen og jeg satte Lydia grinene ned.

Hun grinte også.

Hendes latter stoppede dog pludselig brat, da hun kiggede mig over skulderen.

Jeg så undrene på hende og fulgte så hendes blik.

Jeg kiggede  på muren bag mig.

Nogle havde skrevet på muren: 

Draco Malfoy, du er død du vil ikke vilde i fred

Skriften var rød.

Men ikke hvilken som helst slags rød.

Lydia hviskede fulkommen grådkvalt:

,,Det er skrevet med blod...''

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...