Haunted

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2016
  • Opdateret: 24 okt. 2016
  • Status: Igang
Draco Malfoy, femten år og som alle andre på den alder, har han ingen forstand på ægte kærlighed. Hvordan skal man takle det, uden at kende den? Og hvad sker der hvis man takler den forkert? Spørgsmål Draco godt kender til, men også pludselig havner i. Kan man også blive forelsket bagvendt? Bagvendt... Det kan man vel godt? Det tror Draco, ihvertfald er sket for ham. Draco må lærer at balancere dette, i en verden hvor intet er nemt eller let. Dette er historien om Draco Malfoy, en dreng, der pludselig møder udfordringer, som ikke kan bortforklares med magi og han må tage kampen op mod, som alle andre drenge. [Intim scener kan forekomme!]

5Likes
24Kommentarer
3250Visninger
AA

11. Kapitel 11.

Kapitel 11. 

 

,,Er du sikker på - at de ikke vil tænke det er mega mærkeligt, at du dukker op med en dreng?'' Jeg kunne lade vær med at hæve mine øjenbryn.

Det var en vanvitig tanke.

Vi havde dog ikke noget alternativ, da vi jo ikke kunne bo hos vores professor og slet ikke, kunne tage tilbage til mine forældre. 

Vi stod foran døren, til et hus der var meget langt og var omkring 3 etager højt, gardinerne var trukket for vinduerne og på døren hang der et skilt, med bogstaver så slidte at jeg ikke kunne læse hvad der stod.

Eller også var det fordi jeg var træt.

Eller også gad jeg ikke...

Ikke min skyld....!

Vel?

,,Lad os da i det mindste prøve...'' Hun kiggede på mig, med et svagt bid i sin underlæbe. 

Jeg fik så forfærdelig dårlig samvittighed, hendes arm var dækket med bandager og hun havde ikke haft mulighed for at skifte tøj, så hendes ene ærme var fuldkommen revet i stykker og den hvide trøjes ærme, som var flået i stykker i, var helt rødt. 

,,Kom her...'' Hun rakte ud med sin gode arm efter mig.

Hun ville give mig et kram.

Men en hård knude formede sig i sin mave...

Det var frygt, frygt for at gøre noget der gjorde skade på hende endnu engang.

Jeg havde det så dårligt med det hele.

Et suk undslap mine læber og jeg lagde tøvende, mine arme omkring hende og pressede kort mine læber mod hendes kind.

Hendes kind var meget varm, faktisk næsten brændene varm, men det var nok efter vi måtte løbe væk fra nogle hunde, som valgte at ville jagte os, efter vi havde landet et par kilometer væk fra Lydia's børnehjem, så hun ikke ville få problemer. 

,,Kom...'' Hun trykkede sin raske hånd ned mod håndtaget, som knirkede usædvanligt højt, hvorefter hun gik ind og jeg slæbte vores kufferter og kosten, med ind i rummet.

Jeg sled hårdt i kufferterne, fordi de var ulideligt tunge!

Vi stod så i et rum, med noget der lignede en reception med stole rundt om i lokalet, de så dejligt bløde ud.

På den anden side, alt så dejligt blødt ud.

Jeg var så forfærdeligt træt, jeg sværger at jeg havde lyst til at lægge mig til at sove, ude i forhaven hvor der var gyngestativer og en kæmpe sandkasse, hvor Mørkets Herre måtte vide hvor mange hunde havde pisset i.

,,Så... Hvordan fungere det her med børnehjem?'' Jeg havde ingen idé om hvad jeg skulle forvente, af at være her.

,,Altså... Lige så snart man fylder fjorten, er det næsten som at bo for sig selv i et lejlighedskompleks, for når man er fjorten, kan man godt opgive at nogen som helst vil adoptere én, så de voksne der er her, er her mere eller mindre bare for at holde én i live, samt sørge for vi gør hvad skal... Så egenligt, har man rimeligt meget frihed i sidste ende'' Hendes stemme var bitter had, hun hadede at være her.

Jeg kunne huske hun havde fortalt, at det intet godt gjorde at bo på et børnehjem.

,,Kom, lad os komme op på mit værelse'' Hendes stemme var næsten en hvisken, hun var utryg.

Gættede jeg på?

Det var vel ikke min skyld?

Eller hvad?

***

,,Lydia... Du ryster skat'' Min arm var snoet rundt om hendes overkrop, så hun blev presset ind imod min overkrop, på den lille seng, som tydeligvis var beregnet til kun en enkelt person. 

,,Det ved jeg... Her er bare vanvitigt koldt!'' Hendes tænder klaprede og jeg måtte indrømme, jeg frøs faktisk også ret meget. 

,,Det siger du ikke'' Jeg pressede mit ansigt ind mod Lydia's hår, da det varmede mit ansigt.

Selvisk.

I know.

Og ikke en skid romantisk.

Lydia vendte sig om, så jeg kunne se hendes ansigt, hvor hendes læber var helt blå af kulde.

Hun pressede kort sine læber mod mine, mine læber var sikkert helt lige så kolde som hendes var.

Det var næsten som at kysse is.

,,Draco jeg har tænkt på noget...'' Hendes blik søgte mit, hendes øjne var fuldkommen blanke. 

,,Ja?'' Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst.

Hvad havde hun tænk på. 

,,Draco... Du må aldrig skyde skylden på dig selv, for vi to holder sammen og hvis du skyder skylden på dig selv, skyder jeg den også på mig...'' Jeg var målløs.

,,Men det har jo intet med dig at gøre!'' Min stemme var højrøstet. 

Hun tyssede stille på mig.

Jeg tav. 

,,Intet men, sådan bliver det... Jeg hjælper dig igennem det her, hvor end du vil eller ej...'' Jeg sukkede stille og lod min hånd glide ned af hendes krop.

Min hånd stoppede, da jeg kunne mærke gipsen på hendes arm.

Det er ikke min skyld.

Det er ikke min skyld.

Der er ikke...

Min skyld.

,,Kan du huske første gang vi mødtes? Dengang i toget?'' Jeg nikkede, hvordan kunne jeg glemme det?

Lydia var og er det smukkeste væsen, jeg nogensinde har set.

Hendes blonde englehår, sine store bambi øjne og noget jeg ikke vidste dengang, hendes tilgang til livet og tilgivelse. 

,,Ja? Hvordan skulle jeg kunne glemme det?'' Jeg pressede mine læber mod hendes, iskolde næsetip.

,,Du fik at vide jeg blev kaldt Princes Blood dengang ik'?'' Jeg nikkede stille, jeg havde faktisk slet ikke skænket det en tanke, omkring hvorfor hun blev kaldt det, ligesiden dengang i toget.

,,Jo?'' Jeg aede hendes ru gips.

,,Jeg bliver kaldt det... Fordi folk tror jeg er den første muggler fødte på Slytherin.'' Jeg kiggede forvirret på hende.

Hvorfor sagde hun pludselig det?

,,Men du ved det ikke?''

Hun rystede på sit yndige hovede.

Jeg løftede min hånd og aede hendes kind, hvorefter jeg hviskede efter noget omtanke:

,,Vi skal nok finde ud af hvem dine forældre er... Men nu må du sove, du har mistet utroligt meget blod idag'' Hun nikkede meget stille og pressede sit ansigt mod min brystkasse, imens jeg strøg hende over håret uden spor at udmattelse.

***

 

,,Hvorfor er du her?!'' Det blev skreget af en kvindelig stemme og jeg blev så forskrækket, at jeg væltede ned på det brune trægulv, fra den lille enmands-seng af bare forskrækkelse. 

,,Jeg bor her stadig Miss. Shok - Jeg er jo hjemme i ferierne'' Lydias stemme var fuld af angst.

Jeg satte mig op og kiggede hen over sengekanten.

Damen der stod i døren, var iført en lang blå kjole, med en lang strikket, grå cardigan på og hendes grå hår var sat op i en stram knold, så hendes gamle øjne nærmest prikkede mod ens hud, som nåle. 

,,Hvem er ham drengen?'' Hendes stemme, var som syre mod ens hud.

Ætsende.

,,Det er Draco... Min kæreste'' Jeg kunne ikke se Lydias ansigt, men jeg kunne mærke hendes frygt, selvom hun prøvede at skjule den og hun havde brug for min støtte.

Jeg rejste mit hurtigt op fra det kolde gulv, og takkede mig selv for jeg besluttede mig for at sove i lange bukser og t-shirt.

Ellers ville det have været akavet.

Rigtig akavet..

Vanvitigt akavet...

Damens, hvis navn var Miss. Shok.

Eller var det Miss. Stork?

Miss. Wok?

LIGEMEGET!

,,Slæpper du sådan en med hertil? Er det ikke nok, vi skal trækkes med dig?'' 

Jeg var i chok.

Kunne hun tillade sig at snakke sådan til Lydia?

,,Ja jeg gør, vi skaber ingen problemer... Vi tager tilbage om fire dage og vi skal nok lade være med at lave problemer'' Lydias stemme var grædefærdig, så jeg lagde forsigtigt min arm rundt om hendes liv.

,,Hvad har du også lavet med din arm, dit frygtelige pigebarn?'' Lydia greb af refleks efter sin arm, som var pakket ind i gips. 

Jeg måtte beskytte hende.

Hun var min kvinde, jeg var manden som ville beskytte hende.

Som i naturen, hvor hannen.... NEJ GLEM DET!!

Jeg trådte ind foran Lydia og kiggede ned på Miss. Wok, Shok, Stork what so ever!

Jeg var meget højere end hende og jeg kunne se hvordan, hun forsigtigt tog en kvart skridt tilbage.

,,Det har intet med dig at gøre, du er vel ikke hendes mor? Du opfører dig ihvertfald ikke sådan, så du blander dig bare udenom Miss!'' Hun sank en klump

Hun var bange... For mig.

Hun gik ud af lokalet, hvorefter hun lukkede døren efter sig uden så meget, som at kigge mere på mig en højest nødvendigt.

Jeg kiggede længe på døren, så længe det begyndte at prikke for mine øjne.

Mit blik søgte rundt, for at de sorte prikker skulle forsvinde, men de blev bare større og større.

Min hals snørede sig sammen, hvorefter en fjern stemme lød, selvom jeg vidste stemmens ejer stod lige ved siden af mig:

,,Draco...? Draco er du okay!'' 

Jeg kunne ikke svare, min balance forsvandt sammen med mit syn og det næste jeg mærkede var min ryg smadre mod gulvet.

Hvorefter en stemme, som jeg frygtede inderligt lød:

,,Det her kommer du til at betale for... Eller også gør Lydia'' 

Stemmen tilhørte, min far. 

 

 

 

 

 

//Hey smukke læsere ;) Hvad er smuk egenligt? Åh gud.... Det var et mærkeligt spørgsmål.... Det var ikke hvad jeg ville skrive til jer! Jeg vil bare bed jer, om at give mig lidt feedback på historien! Kan I lide hvad I læser og hvor historien er på vej hen? For historien står ved en skille vej og jeg ved ikke hvilken vej jeg skal gå ned af, så derfor må I gerne lige melde tilbage, hvad I tænker om historien og hvordan Draco's tanker langsomt begynder at forandre sig fra at være ironiske til næsten at være selvdestruerende og den slags.... Bliver historien for ensformig? Mangler i nogle flere plottwist? Eller savner I flere personer i historien? 

Jeg vil så gerne høre fra jer!

xoxo Forfatteren (MUWHAHAHHAHA, Bruger ikke mit navn idag >:)) //

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...