Haunted

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2016
  • Opdateret: 24 okt. 2016
  • Status: Igang
Draco Malfoy, femten år og som alle andre på den alder, har han ingen forstand på ægte kærlighed. Hvordan skal man takle det, uden at kende den? Og hvad sker der hvis man takler den forkert? Spørgsmål Draco godt kender til, men også pludselig havner i. Kan man også blive forelsket bagvendt? Bagvendt... Det kan man vel godt? Det tror Draco, ihvertfald er sket for ham. Draco må lærer at balancere dette, i en verden hvor intet er nemt eller let. Dette er historien om Draco Malfoy, en dreng, der pludselig møder udfordringer, som ikke kan bortforklares med magi og han må tage kampen op mod, som alle andre drenge. [Intim scener kan forekomme!]

5Likes
24Kommentarer
3267Visninger
AA

10. Kapitel 10.

Kapitel 10. 

 

Hendes ene hånd lå på mig ryg, imens den anden arm var snoet rundt om min nøgne brystkasse.

Jeg kunne mærke hendes åndedræt mod min nakke, samt hendes brystkasse hæve og sænke sig, i takt med at hun trak vejret. 

Jeg kunne ikke sove.

Jeg ville virkelig gerne sove.

Men søvnen kunne bare ikke, finde sig vej til mig.

Lydia havde lovet hun ikke ville fade i søvn, før jeg sov, men der gik ikke engang en halv time, før hun var ved at besvime at udmattelse, også måtte jeg jo lade hende sove. 

Mine tanker sværmede rundt, jeg kunne ikke forstå at jeg havde sagt det til nogen.

Folk siger altid det er det sværeste step. 

Det tror jeg dog ikke. 

Jeg tror det sværeste vil blive, at finde ud af hvad jeg skal stille op med det. 

Et suk, undslap mine læber hvorefter jeg stille vendte mig om, så jeg kunne lægge mine arme om Lydia, og stryge hende henover hendes bløde hår. 

Jeg blev revet ud af mine tanker, da jeg kunne høre nogle fumle med døren ind til mit værelse. 

Jeg havde ikke låst den op, hvilket man også kunne se, for personen der ville ind, blev mere og mere arig.

,,Lydia!'' Min stemme var hæs og jeg næsten hviskede det, imens jeg ruskede i hende.

,,Draco... Jeg sover...'' Hun lød sur, men det her var alvorligt.

,,Lydia! For helvede vågen! Tror min far prøver at komme her ind!'' Sved løb mig ned af ryggen, imens mit hjerte bankede hårdere i mit bryst. 

,,Hva!'' Hu satte sig straks op, som om hun var lysvågen. 

,,Draco! Luk den skide dør op! Lige nu!'' Det var min fars stemme.

Min krop begyndte at ryste som jeg ved snart ikke hvad, Lydia sprang ud af sengen og kiggede på mig.

,,Det her går ikke Draco! Vi tager afsted nu...'' Hun så kort på mig, hvorefter hun gik hen imod vores kufferter.  

Jeg kunne ikke reagere, jeg satte mig bare op imens jeg med frygt i blikket kiggede mod døren.

Lydia løb rundt, imens hun hurtigt fik tøj på og tog noget tøj med til mig og på en eller anden måde lykkedes det hende, at få mig i tøjet, og jeg havde ingen idé om hvordan det gik til! 

,,Draco kom nu!'' Hun rev i min arm, det gjorde faktisk ondt, men alligevel kiggede jeg bare på døren som om den ville komme og æde mig. 

Til sidst satte hun dog sine negle i min arm, hvilket fik mig til at leve op, så jeg fik sat gang i benene og fulgte med hende hen mod vindueskarmen, hvor min kost lå med vores kufferter spændt fast, med jeg ved ikke hvor mange magisk, forstærkede reb.

Jeg rørte stille ved kosten, glatte håndtag og den berørelse, fik sat virkelig fut i mig for jeg satte mig instinktivt op på kosten og der gik ikke mange sekunder, før Lydia sad tæt presset op mod min ryg bag mig og sine arme snoet rundt om min brystkasse. 

Hun havde engang fortalt mig hun var bange for højder.

Det satte hun på spil, for jeg ikke skulle møde min frygt. 

Jeg satte hårdt af fra vindueskarmen, så vi fik et godt afsæt og det var heldigt jeg gjorde det, for i samme sekund kunne jeg høre døren til mit værelse blive smadret og min far var brudt ind.

Jeg kiggede ikke tilbage, jeg holdte bare blikket på nattehimlen. 

,,Draco Malfoy! Du kommer aldrig tilbage til dette hus!'' Hans stemme var et højt råb, men hans råb blev afbrudt af Lydia skreg.

Jeg forstod ikke hvorfor hun skreg.

Hendes greb om mig blev slappere og jeg måtte kigge mig over skulderen, det syn der mødte mig var forfærdeligt. 

Lydia var blevet helt bleg i hovedet, jeg måtte give slip på kosten med den ene hånd for at gribe fat om hendes ene arm, jeg kiggede dog stadig på hende og der gik lidt tid, før jeg kunne se hvad der var galt:

Min far måtte have affyret en besværgelse, for blod løb ned af hendes højre hånd dog så det ikke ud til at komme fra hånden, samt hun havde en lang flænge på højre kind. 

Hun var virkelig blodig og mit hjerte slog hurtigere. 

Jeg strammede grebet om hende, med min forvredne arm, imens jeg detsvære måtte vende blikket mod himlen igen.

Men hvor skulle jeg flyve hende hen?

***

Jeg landede og det var et mirakel vi ikke væltede. 

Jeg svang mine ben over kosten, imens jeg stadig holdte godt fat i Lydia, hvorefter jeg tog hende op i min favn og hendes sårede arm hang bare helt slap og livløst ned langs siden, som en kludedukke. 

Hun var så bleg som et spøgelse og hendes øjne var næsten helt livsløse.

Det undrede mig ikke, hun måtte have mistet, jeg ved ikke hvor meget blod og det kunne hun jo ikke holde til.

Selvom kvinder jo faktisk mister lidt blod hver måned...

Nej Draco! Der er ikke tid til den slags jokes! 

Fy Draco...

Jeg hamrede på døren med min fod imens,  hvorefter jeg fulgte det op med et råb, som jeg var ligeglad med hvor mange hørte:

,,Snape! Du må hjælpe mig! Snape, jeg ved du er der!'' Jeg råbte faktisk ikke, jeg skreg det næsten.

Der gik hellere ikke længe, før døren blev flået op og jeg kiggede lige ind i ansigtet på Snape, hvis hår næsten stod ud til alle sidder og han havde en sort kappe om sig, som var virkelig krøllet.

Jeg behøvede intet at sige, for Snape så straks Lydias arm.

,,Kom ind...''

Jeg skyndte mig ind og Snape lukkede straks døren efter mig, hvorefter han skyndte sig ind i et rum og jeg fulgte med. 

,,Undskyld Sir... Jeg vidste ikke hvor, vi ellers skulle tage hen'' Min stemme var en kæmpe pivende undskyldning, denne gang kunne jeg dog ikke skyde skylden på pubertet. 

,,Det er okay Draco... Men du har altså sat mig i en akavet situation nu...'' Hans stemme var lige så iskold, som den plejede at være.

,,Det må du undskylde professor Snape...'' Jeg havde haft Lydia i mine arme indtil nu, men nu kunne jeg lægge hende i en sofa som Snape havde sagt jeg kunne lægge hende på.

Han ville heldigvis også gerne tage sig af hende, men jeg var bange for hun havde mistet for meget blod. 

Snape gik ud af lokalet og satte mig på knæ ved siden af Lydia, imens jeg streg hende over hendes svedige pande.

,,Undskyld Lydia... Undskyld, undskyld, undskyld at du måtte gøre dette for mig... Det er min skyld...'' Tåre pressede sig på, imens mine fingre rystende blev ved med at stryge hende over panden. 

,,Draco....Det....Ik'... Din....Skyld....Var... Det... Heller... Aldrig'' Hver eneste ord krævede så mange af hendes kræfter.

Jeg sank stille en klump.

Lydia rystede svagt og Snape kom ind i rummet i helt samme øjeblik. 

Han tøvede ikke det mindste, han satte bare en taske fra sig og skubbede mig hårdt i brystkassen så han kunne få plads ved Lydia og hans skub fik mig til at rejse mig op.

Tårene var ikke begyndt at komme rigtigt, ikke før han gjorde noget, der knuste mit hjerte i mange stykker:

Han måtte skære ærmet af Lydias sorte trøje, han skar den af oppe omkring skulderen og det mest frygtelige syn mødte mig.

Hendes arm, var næsten blevet revet af, det nedereste af hendes arm var nærmest kun blevet siddende pga. nogle  knogler som stadig kunne holde sammen, ellers var kødet bare sprunget væk og de løb blod ned af hendes arm og farvede det lyse gulv mørkt.

Tårende dryppede ned af mine kinder, jeg kunne ikke holde til at se på det.

Jeg løb ud af lokalet, så jeg stod ude i en gang, som havde en masse lukket døre.

Jeg sank stille ned på gulvet og samlede mine knæ op til min brystkasse, og jeg lod endelig mine tåre flyde.

Ming gråd var helt lydløs, det gjorde bare jeg kunne høre noget jeg ikke ville høre: 

Lydia skreg, hun skreg så inderligt højt og skingert og bange samtidig. 

Det var kun ganske kort og jeg kunne også høre Snape tryste hende, alligevel knuste det mit hjerte, jeg kunne intet gøre for at hjælpe hende, jeg var nytteløs. 

Det hele var min skyld. 

 

***

Det havde taget Snape mange timer, før han kom ud med blod på begge sine hænder, uheldigvis var det jo Lydias blod.

,,Hun er vågen...Du kan gå ind til hende Draco...'' Det var første gang jeg havde hørt noget følelse i hans stemme, det var helt mærkeligt, hans stemme lyste nemlig af medlidenhed. 

Jeg skyndte mig at rejse mig op og jeg hastede lige forbi ham og løb snublende, hen til sofaen Lydia lå i og kastede mig på knæ ved siden af sofaen.

,,Åh Ved Mørkets Herres Navn... Lydia...'' Mit blik kiggede flygtigt ned af hendes arm, hele armen var dækken med bandager, men hendes fingre bevægede sig, så jeg snoede min pegefinger om hendes.

Heldigvis havde hun ikke mistet sin arm, alligevel havde jeg noget skyldfølelse.

Jeg lænede mig frem og pressede mine læber mod hendes og hun gengældte straks kysset og jeg kunne mærke hvordan jeg begyndte at ryste igen. 

,,Det er ikke din skyld Draco... Tro på mig'' Hun begravede sine fingre fra hendes gode arm, i mit hår.

Jeg ville så inderligt gerne tro på hende.

Jeg ville bilde mig ind jeg kunne at jeg kunne tro på det.

Men det kunne jeg ikke.

,,Skat...Det er jo min skyld... Hvis jeg aldrig havde taget dig med hjem...'' En tåre gled ned af min kind igen. 

Jeg troede ellers ikke jeg havde flere tåre tilbage. 

,,Draco kig på mig...'' Hun rev mig i håret, ikke kærligt, men det var tydeligt det heller ikke var ondt ment.

Jeg kiggede på hende, imens jeg tog mig sammen for ikke at græde mere.

,,Elsker du mig?'' 

Det var et mærkeligt spørgsmål, syntes jeg.

,,Selvfølgelig elsker jeg dig''

,,Og jeg elsker dig... Og folk der elsker hinanden, at værd at sætte sit liv på spild for...'' Hun kyssede mig blidt på kinden og jeg lod forsigtigt en finger røre ved hendes forbinding.

,,Hun har ret Draco...'' Jeg havde slet ikke opdaget af Snape var kommet ind. 

Jeg blev virkelig forskrækket.

Hvor længe havde han stået der? 

Det kunne vel være lige meget.

,,Kan du acceptere det Draco?'' Hun så bekymret ud.

Hun var jo mit ét og alt. 

,,Jeg vil prøve....'' Min stemme var en hvisken og Lydia hviskede som svar:

,,Det er alt jeg beder dig om'' Hun fortsatte:

,,Men hvad skal vi gøre nu?'' 

Et suk undslap mine læber.

,,Jeg ved det ikke...''

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...