Haunted

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2016
  • Opdateret: 24 okt. 2016
  • Status: Igang
Draco Malfoy, femten år og som alle andre på den alder, har han ingen forstand på ægte kærlighed. Hvordan skal man takle det, uden at kende den? Og hvad sker der hvis man takler den forkert? Spørgsmål Draco godt kender til, men også pludselig havner i. Kan man også blive forelsket bagvendt? Bagvendt... Det kan man vel godt? Det tror Draco, ihvertfald er sket for ham. Draco må lærer at balancere dette, i en verden hvor intet er nemt eller let. Dette er historien om Draco Malfoy, en dreng, der pludselig møder udfordringer, som ikke kan bortforklares med magi og han må tage kampen op mod, som alle andre drenge. [Intim scener kan forekomme!]

5Likes
24Kommentarer
3267Visninger
AA

1. Kapitel 1.

Kapitel 1 

Hvem var hun? 

Jeg havde ikke set hende før, men hun sad her i Hogwarts Ekspressen. Hendes blonde hår, hang løst og gik hende ned til livet, det bølgede næsten som en flod. Hendes læber, de var svagt røde, men ikke på en unaturlig måde, de var bare perfekte...Og hendes øjne! Hun sad ikke lige foran mig, men hendes øjne havde same grønne farve, som vores Slytherin emblem. 

 Hvad tænker jeg dog på? Ved Mørkets Herres Navn, sikke noget blød sød vås!

,,Draco! Høre du overhovedet efter?'' Jeg kiggede på Goyle, som sad lige foran mig, med sit sædvanelige fuldkomen åndsvage, og intet fattende ansigtsudtryk. 

,,Hvis jeg ikke gjorde, var det jo nok ikke vigtigt?'' Jeg skød mine øjenbryn i vejret, i sikker overbevisning om at jeg intet respons ville få, hvilket var rigtigt af mig at antage. 

Jeg valgte at læne mig svagt ind over det bord, som skilte vores sæder fra hende og hviskede, så stille jeg kunne, så pigen ikke ville opdage det:

,,Hvem er hende der pigen, med et blonde hår?'' Dum som han var, vendte han sig jo om med en kæmpe bevægelse, hun kiggede op da han gjorde det og jeg måtte slå en hånd mod panden, over Goyles dumhed. 

Tal lige om at være indiskret! 

,,Jeg mener hun hedder Lydia Martin, men alle kalder hende Lydia Princess Blood'' Jeg kiggede undrende på Goyle, var det endnu en dumhed? Eller var det rent faktisk sandt? Og hvorfor lige det navn? Det var ved Mørkets Herres Navn, da et fuldkommen åndsvagt øgenavn, hvis det overhovedet var et øgenavn! 

,,Hvorfor bliver hun kaldt det?'' Han træk på skuldrene, så blev jeg jo ikke synderligt meget klogere... Jeg sendte hende et sidste blik, hvorefter jeg vendte blikket mod naturen vi kørte igennem, endnu engang. 

Jeg glædede mig endnu engang til at komme tilbage til Hogwarts, og de eneste minuser der var, var at Arhoved og Væssel skulle tilbage til Hogwarts også, og endnu engang skulle vi sikkert også have nogle fag sammen. Det skulle man vel bare igennem, og jeg håbede inderligt det ville dumpe alle deres U.G.L'er!

,,Har du planer om at spærre det sæde?'' 

Stemmen var blød, den var faktisk næsten syngende. Så jeg løftede blikket og så på pigen, som jeg havde siddet og overbegloet lige for nogle minutter siden. Nu hvor jeg kunne se hende ordenligt, kunne jeg helt ærligt sige, hende kunne man da ingen fejl finde på! 

Hendes Hogwarts uniform, fremhævede hvor tynd hun var, men ikke skræmmende tynd og det fremhævede bare hendes bryster, som hverken var for små eller mega store, selvom det sidste ikke ville have været et minus, er jo trods alt ikke en teenage dreng for ingenting. 

Og det bedste af det hele kommer nu! Hun var en Slytherin! Og at gætte efter hendes kropsfigur, var hun jo nok på alder med mig. 

,,Næh, sæt du dig bare Lydia Princess... Jeg mener Lydia!'' Jeg kunne ikke lade vær med at bande indvendigt, over jeg var ved at tale over mig.

Hun satte sig, selvom jeg kvajede mig lidt i den del med navnet. 

,,Har du planer om at kigge på mit ansigt, eller er du mega brystfikseret?'' Jeg kunne mærke hvordan rødmen steg op i mine kinder, da jeg var blevet busted i at sidde og glo på hendes bryster. 

Resten af turen, var der en meget akavet stilhed. Hvorfor havde hun overhovedet sat sig hos mig, hvis hun ingen planer havde om at snakke med mig? Pft... Kvinder. 

 

***

,,Hva' så Arhoved? Burde du ikke være godt spærret inde i Azkaban, med alle andre sindssyge?'' Jeg hvæssede det lige i det samme, jeg passerede Mudderblod, Arhoved og Væssel på perronen ved Hogwarts.

,,Hold dig væk fra mig Malfoy!'' Hans stemme var rasende og kastede sig arrigt frem mod mig, så Mudderblod og Væssel måtte gribe fat i ham, så han ikke ville overfalde mig. 

,,Det var det jeg sagde... Han er jo sindssyg'' Jeg sagde det ikke særligt højt, men det var også kun meningen Grab og Goyle skulle høre det, men alligevel registrerede jeg en klar, sød latter og jeg kiggede mod latteren og fik øje, på den kønne pige, jeg havde overbegloet i toget.

Jeg kunne ikke lade vær med at smile, men hvorfor det?

***

Vi sad alle samlet ved Slytherin bordet, og jeg kunne ikke holde blikket væk fra skønheden, særligt da en fantasi begyndte at tage form i mit hoved, men jeg kunne ikke lade mig gå ind i den da jeg ikke vidste hvad denne fantasi kunne ''bringe med sig'' 

Så jeg slæbte mig igennem middagen, hørte som sædvaneligt ikke et eneste ord af det Den Gamle Nar sagde og som jeg plejede, ventede jeg til de fleste var gået så jeg ikke skulle komme til, at komme i fysisk kontakt med en Mudderblods unge. 

Da jeg så endelig lå i min seng, pakket godt ind i mit grønne dynebetræk, men jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg kunne heller ikke huske hvad fantasien, havde handlet om... Det var da utroligt! 

Og hver eneste gang jeg lukkede øjnene, kunne jeg bare ikke tænke på andet end Arhovedet, som jeg bare ville ydmyge i år! Hvilket gjorde mig aggressiv, som i sidste ende fik adrenalin til at pumpe rundt i kroppen, så var det jo helt umuligt at sove! 

Så efter jeg havde ligget, i hvad der føltes som timer, måtte jeg stå og give mig til at gøre noget, hvis jeg ikke skulle bruge hele natten, på at ligge og være sur eller glo op i loftet på min sovesal. 

Så jeg slog dynen til siden og den kolde luft ramte mine bare arme, som øjeblikket fik myrekryb, af den helt iskolde og stillestående luft. 

Jeg tog mig dog ikke af det, jeg rejste mig bare op og begav mig, uden at tænke over det, væk fra min seng.

***

Knirk, knirk, knirk 

Lyden lød bag mig og jeg drejede hovedet, men der var ingen andre end mig, på den helt øde gang. 

Koldsveden begyndte at løbe mig ned af ryggen, hvorefter jeg vendte hovedet i sammen retning som før, jeg gik kun nogle skridt, før jeg kunne høre det igen og måtte stoppe op, med tilbageholdt åndedrag.

Knirk, knirk, knirk, knirk, KNIRK! 

Denne gang kiggede jeg mig ikke over skulderen, jeg satte bare i løb og den knirkende lyd forfulgte mig ned, af de lange gange, hvor jeg kastede lange, uhyggelige, mørke skygger på væggene, for hver gang jeg passerede en tændt fakkel, som hang på nabovæggen. 

Jeg kiggede mig flygtigt over skulderen og så til min store forundring en... Kat. 

Seriøst? Jeg var løbet væk fra en kat? Og ikke en hvilken som helst kat, næh nej, en ualmindelig grim kat! Med helt fladtrykt ansigt, og den så nærmest sur ud, efter mig mening, dens pels var mega filtret og en meget mærkelig blanding af sort og hvid. 

Jeg sukkede stille og gloede længe på den, den havde ikke noget halsbånd på. Det måtte vel betyde, at det ikke var en fra Hogwarts der ejede den? 

,,Hva' så grimme, har du ingen ejer?'' Min stemme gav svagt ekko, på den ellers helt tomme gang. 

Katten lagde sit grimme, fladtrykte ansigt på skrå imens dens buskede hale, svagt svang frem og tilbage, højt i vejret. 

Jeg rystede stille på hovedet over, at jeg snakkede til katten, men det var vel bare fordi der ikke var andre at snakke til. 

Jeg kiggede stille på mit ur, den var næsten tre om morgnen, jeg måtte hellere se at komme tilbage til min sovesal. 

Så jeg begyndte at gå tilbage mod, hvor jeg kom fra. 

Knirk, knirk, knirk

Jeg kiggede mig over skulderen. Katten fulgte efter mig, den stoppede når jeg stoppede. 

,,Gå med dig!'' Min stemme lød forvrænget mellem de mange ekkoer, så jeg begyndte bare at gå igen. 

Knirk, knirk, knirk

Jeg drejede hovedet igen, den fulgte stadig efter mig. 

,,Du giver ikke op var...? Fint, så kom med mig, så passer jeg dig da bare grimme kat'' Jeg sagde det, hvorefter jeg efterfulgte det med et fnys og katten fulgte mig, endnu engang, men ved min side nu og ikke bag mig. 

 

_________________________________________________________________________________________________________

 

Hej! Ja, der er ikke sket så meget i dette kapitel, men det kommer der til at ske! Det her kapitel er bare til, for at I kender de 3 vigtigste personer, så håber I vil læse med!

Nu begynder historien! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...