Inferno

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2016
  • Opdateret: 13 maj 2016
  • Status: Færdig
//vinder af 1. pladsen i thrillerkonkurrencen

10Likes
4Kommentarer
402Visninger
AA

4. Kapitel 4

Det var tid til at indrømme det: Elias var bange. Nej, ordet bange begyndte end ikke at dække det. Bange havde været, da hans mor ville ud og køre midt om natten. Og nu var bange langt, langt bag ham, og han vil næsten gøre alt for kun at føle sig bange igen. Det kunne godt være, at han vil ønske, at han kunne tro på, at det at have sig selv var nok til at få ham gennem alt det her. Det kunne godt være, at han burde være taknemmelig for at der endelig var sket noget, ekstraordinært, uforklarligt i hans ellers ganske ordinære og forklarlige liv. Det kunne godt være, at han håbede på, at han var meget mere end det gennemsnitlige menneske, der netop ville være bange i denne situation.

 

Det kunne godt være så mange ting, som Elias tumlede gennem skoven.  Han havde ellers holdt ud længe – han havde set husets to etager brænde ned indtil flammerne havde fortæret hele huset samt den sidste rest af hans mod, der i forvejen havde været begravet under en masse indestængt frygt. Han havde endda nået at sikre sig, ilden ikke vil brede sig til træerne– den var kun kommet for at ødelægge en ting. Til sidst havde han dog fået nok, da han blev ved med at se skikkelser mellem stammerne, og han blev mere og mere sikker på, at gerningsmanden lurede et sted derude.

 

Så han havde rejst sig op, med en eneste tanke i hans rungende tomme hoved: Han måtte væk. Væk, væk, væk, væk, væk. Og for at komme væk, blev man nødt til at bevæge sig, hvilket han så havde gjort i en samling af snublende skridt. Han var ikke stoppet, lige meget hvor mange gange han var stødt ind i træerne på en så tegneseriekomisk måde, han var farligt tæt på at grine. Grine over hvor fortabt han var, grine over hvor idiotisk han var. Grine over hvordan hans sult, kulde og træthed var smeltet sammen til et stort ubehag, som efterhånden ikke var en del af ham, da han mere var en del af det. For selv det ubehag kunne træde tilbage for at gøre plads til den eneste følelse, der forsikrede ham over, at han stadig var helt igennem menneske: frygt.

 

Der var så mange ting, han frygtede, hvilket også var derfor, han fortsatte sit løb gennem skoven. Han var bange for at blive nødt til at bruge ordet bange i mangel på bedre. Han var bange for, hvem der så end havde startet den brand. Han var bange for, hvad der gemte sig i denne skov, netop uden for hans synsvidde. Han var bange for den ukendte buschauffør. Men mest af alt var han bange for at få en forklaring på alt det her. Det øjeblik, hvor alle brikkerne ville falde på plads med et endegyldigt klik, og han ville forstå sammenhængen, der med garanti gemte sig i det seneste døgn.

 

Dog viste han ikke, hvad der ville være værst – aldrig at vide hvorfor, eller at vide det og så skulle leve med det resten af livet. Der var ikke så meget, han vidste længere. I det mindste var det dejligt endelig at indrømme, præcis hvor skrækslagen han var for hvor hurtigt, alting havde ændret sig. Og så gjorde Elias noget han havde haft lyst til, siden han så sin mors baglygter blive mindre og mindre i mørket.

 

Han skreg. Skriget kæmpede sig op gennem hans strube, og snublede over hans underlæbe på vej ud. Han skreg så højt, han var ret sikker på, at han flænsede sit stemmebånd alt i mens nogle fugle lettede fra træerne. For jo højere han skreg jo større var chancen for, at meningen ville høre ham og for en gang skylds komme når han kaldte Og da han først var gået i gang, havde han svært ved at stoppe igen, for jo længere han skreg jo mindre mening gav alt andet. Desuden jagede hans skrig lyden af ildens buldren på flugt fra hans minder samtidig med, at han blev mindet på, hvor alene han var, når der kun var ham og en fugleflok tilbage til at høre ham. Det gjorde ham nu heller ikke noget – han nød at flå verden fra hinanden med lyd som sit eneste våben.

 

Men ak – hans lunger var ikke bygget til det, og eftersom han så sjældent sagde noget, var hans mund ude af form. Så det endte med, at han måtte stoppe. Og ikke nok med at han stoppede – han kollapsede også på jorden i et stort rod af nerver, tvivl og frygt.  Det var næsten det værste, hvordan han bare kunne ligge der uden intentioner om at rejse sig op mellem græs og jord og den luft, der mirakuløst nok stadig kom ind og ud af hans lunger. Ind og ud, ind og ud. Der var noget dejligt ved denne simple rutine, der ville fortsætte lige meget, om han var derhjemme eller i skoven eller i en rumraket. Ind og ud.

 

 

Forsigtigt begyndte han at køre sin ene hånd rundt i cirkler på skovbunden. Men disse cirkler blev snart forvandlet til frustrerede bevægelser, og det endte med at så meget jord ophobede sig under hans negle, det lignede, at der voksede bakker fra hans fingrespidser. Han havde ikke længere nogen intention om at fjerne det, da det hele bare var lige meget. Lige meget. Det var lige før, Elias begyndte at skrige igen bare for at bevise over for skoven, at han stadig var her.

 

I stedet tog han en indånding så dyb, han var tæt på at rive hele verden ned i sine lunger. Det burde den ellers prøve sådan at være i hans lunger – verden, mente han. Så kunne den være en del af ham, så han slap for at være en del af den. Og hans forældre kunne også sidde i hans indre og tænkte over, hvad de havde gjort, når de endelig kunne se, hvordan det var at være ham – med et hjerte der aldrig blev mere end en muskel og hans hjerne, der var ødelagt uhjælpeligt efter hans seneste dags oplevelser. Og han vil ikke være nådig – han vil ikke efterlade noget tilbage, for når verden var væk, behøvede han ikke længere være bange for, hvad der plejede at gemme sig i dens udkant.

 

Han undskyldte stille til træerne, da de ikke fortjente at være en del af ham, for de havde trods alt ikke havde gjort andet end at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt selvom det ville være at fortrække, at der var lidt færre af dem. Menneskeheden var faktisk ret ond mod træer, sådan som de ikke skelnede dem fra hinanden, men lod som om alle træer var ens med præcis samme antal grene, blade og riller i stammerne. Han nåede netop at love sig selv at han fra nu af ville se hvert træ som et individ, før det gik op for ham, hvor langt ude han var.

 

Elias var vist blevet vanvittig. Med mindre dem der havde sat ild til huset også havde sat ild til resten af verden, så han var den eneste tilbage. Og hvis han var det sidste menneske, ville hele menneskeheden være vanvittig, og dermed ville vanvittig være det nye normale.

 

I det mindste blev han distraheret for at være bange af sine bizarre tanker, hvilket han ellers havde troet umuligt. De var mange ting, han ville have troet have umuligt, indtil det øjeblik hans mor bad ham komme med ud i bilen.

 

Elis skulle lige til at rejse sig op fra jorden igen, igen, igen, men så blev han igen, igen, igen afbrudt af noget. For få meter fra ham var der en gren, der knækkede på den helt specielle måde, der fortalte ham, at noget eller nogen havde trådt ham. Denne lyd fik ham til at forstå, hvorfor folk altid snakkede om instinkter i flertal, da han i det øjeblik havde lyst til at gøre så mange ting, han var overasket da hans såkaldte instinkter ikke rev ham midtover. Skulle han kravle hen til lyden taknemmelig for ikke længere at være alene? Eller skulle han flygte igen i tilfælde af, at personen, der stod få meter væk var personen, der havde startet branden? På den anden side kunne det være, at den person måske ville give ham den forklaring, han efterhånden havde opgivet at få.

 

Det endte med at Elis bare blev liggende og hørte på, at flere og flere grene knækkede. Hans ånde var en rædselslagen hvid sky i luften, hans hjerte truede med at brække samtlige hans ribben på vej ud af hans bryst. Hans vidste ingenting, han vidste ikke, hvad der var sket, eller hvad der ville ske og kunne kun tælle sekunderne til noget mere ukendt, uforudsigeligt, uforklarligt skete, selvom han var ret sikker på, at tid ikke eksisterede i skoven.

 

Elias blev liggende.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...