Inferno

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2016
  • Opdateret: 13 maj 2016
  • Status: Færdig
//vinder af 1. pladsen i thrillerkonkurrencen

10Likes
4Kommentarer
404Visninger
AA

3. Kapitel 3

Elias var tilbage i skoven. Han var igen omgivet af træer – ved at drukne i et hav af de visne blade på skovbunden. Det var umuligt at påstå, at han ligefrem havde savnet det derinde, men i det mindste var hans omgivelserne nu velkendte. Så længe han ikke opgav håbet om at komme hjem igen, skulle det hele nok gå. Så længe træerne stadig var venlige nok til at beskytte ham mod den iskolde vind, skulle det hele nok gå. Så længe han ikke faldt om af træthed, sult eller kulde, skulle det hele nok gå. Det hele skulle nok gå, for når man sagde ting nok gange, begyndte man rent faktisk at tro på det.

 

Han måtte dog indrømme, at det ville være dejligt med lidt afveksling i landskabet. Hvis nu blot skovbunden hævede og sænkede sig noget mere, eller der var større forskel på træernes højde, ville det virke mere som, at Elias rent faktisk kom nogle vegne, da det ellers var nemt for ham at bilde sig selv ind, at han havde gået på det samme sted i over en time. Nej, det måtte være mere end en time. Han havde haft rigeligt af tid til at overveje, hvor meget forældre måtte hade deres barn for at gøre sådan noget som dette. Men han lod sig ikke slå ud – det kunne godt være, at når selv ikke hans forældre elskede ham, så var der ikke en sjæl i denne verden, der elskede ham, men det var ikke nok til at få ham til at stoppe op. Han behøvede ikke at blive elsket – han var sig selv, og det var de færreste, der kunne følge med i det.

 

Til sidst gav Elias dog efter. Han stoppede. Men ikke fordi han havde givet op – nej blot fordi at den helt særlige lyd af stilhed var blevet for overdøvende. Der var ingen fugle i trækronerne, der sad og pippede, ej heller smådyr på skovbunden. Vinden var holdt op med larmende at feje dele af verden op og så ligge dem ned igen, så der var ingen bevægelse. Faktisk var det kun to lyde, der nåede hans øregange – den ene bestående af hans egne hektiske ind-og udåndinger. Det var nu den anden, der bekymrede ham.

 

Problemet var nemlig, at han ikke vidste, hvor den kom fra. Han kunne kun beskrive den som en knitren – en knitren af noget ukendt, og Elias havde nu engang altid hadet det ukendte. En knitren, der kom fra et sted, som var nær umuligt at fastslå, da det virkede som om, lyden havde omringet ham. Han blev stående et øjeblik længere, men også kun et øjeblik da han snart bestemte sig for at følge lyden.

 

Det kunne godt være, at det var en skør massemorder, der var ved at slibe sit fortrukne åben i form af en økse, han kunne høre. Men det kunne også være, en lille kaninunge, der var blevet fanget i et hul sammen med en masse regnbuefarvede enhjørninger og sad fast. Under alle omstændigheder blev han nødt til at finde ud af det, da det umuligt kunne være så slemt, at uvidenhed var bedre.

 

Hurtigere og hurtigere kæmpede Elias sig frem ad, trukket af spændingen, der nægtede at give slip på ham, før han nåede helt derhen. Og snart begyndte det at tynge lidt ud i træerne, og de der var tilbage var dækket af et næsten orange skær. Et orange skær der sikkert burde have advaret ham om, at det nok ikke var en kanin, han snart skulle møde. Ikke desto mindre var Elias ikke blevet klogere så han fortsatte uanfægtet frem.

 

Hvis han ikke var så træt, ville han sikkert have lagt mærke til den lugt af noget brændt, der kradsede i hans højre næsebor. Hvis han ikke var så følelsesløs af kulde, ville han sikkert have lagt mærke til, hvordan temperaturen steg markant for hvert skridt han tog – som en markabar version af, tampen brænder. Hvis han ikke var så sulten, ville han sikkert have lagt mærke til, hvordan knitren nu var blevet til en buldren. Hvis, hvis, hvis. Elias trådte ud i en lysning.

 

Og fik et chok. Et chok så stort, han måtte tage et par uvilkårlige skridt tilbage, mens han mund formedes i et lydløst O. Han blinkede. Og så blinkede han igen. Og igen. Men lige meget hvor mange gange han fratog sig selv synsansen, var scenariet stadig det samme. En græsplæne i en cirkel af træer. Og på græsplænen stod hans hus – Hans hjem. Det lignede sig selv med sine to etager og mosdækkkede tag bortset fra, at der ikke var nogen for have eller baghave, kun huset.

 

Og huset – ja det brændte. Flammerne slikkede sig op af de gamle murer, mens ilden næsten væltede ud af vinduet, oh røgen hang som en stor sky over det. Elias første instinkt var at slukke ilden. Om han så skulle hente vand fra alle verdenshavene, så kunne han ikke bare stå her og se sit hus blev forvandlet til aske. Og dette instinkt var så altopslugende, der gik flere sekunder, før det gik op for ham, at hans hus ikke burde være der. Det burde stå tilbage i hans by – ikke midt i skoven. Hvordan i alverden var det kommet der? Og hvorfor brændte det?  Et verdenshav af spørgsmål skyllede over ham, et verdenshav af spørgsmål, og han havde ikke engang en redningsvest i form af et enkelt svar. Han kunne kun blive stående og stirre og stirre og stirre og stirre i håbet om, at meningen var et sted blandt de mange flammer, og at den ikke snart ville blive forvandlet til aske.

 

Elias var sikker på, at det her var det vigtigste døgn, han nogensinde ville opleve. Ikke det vigtigste som, at han var gået gennem en stor udvikling i dag - han følte sig ikke mere ubetydelig eller forladt end normalt. Nej vigtigste som, at det her var de 24 timer i hel hans liv, han ville huske bedst. Selv hvis han nåede at blive gammel og dement, ville minderne stadig klamre sig til indersiden af hans tanker, og hvis han liv virkelig blev genspillet på hans nethinde, før han døde, ville dette være det sidste, han tænkte på. Selv hvis han skulle finde den by befolket med de pyjamasdansende og ordbogshadende mennesker, så ville han stadig kunne huske, hvor forfærdeligt det havde været, at mærke sine knogler knage med den udmattelse, der kun kunne blive forårsaget af kilometerlange vandringer og hvor skræmmende det var at se på buschaufførren gennem det sorte glas. Han ville altid huske den dag, han blev efterladt af sine forældre, kørte i ring – både metaforisk og bogstavelig talt – og så sit hus brænde ned.

 

Hvad Elias ikke vidste var dog, om han når han tænkte tilbage ville vide hvorfor. Om han ville vide hvorfor, at alt dette var sket. At hans realitetsans ikke var blevet mere ødelagt, end den var i forvejen, da hans fantasi var blevet stoppet af noget så simpelt som en forklaring, før den løb løbsk. For lige der i det øjeblik vidste han det ikke. Han anede ingenting, han var uvidende, han havde glemt meningen med mening. Han kunne kun stå der og føle, at verden også havde svigtet ham ligesom dens indbyggere, som den havde sat ild til hans hus, bare fordi. Det var efterhånden ikke noget nyt for ham.

 

Uvilkårligt tog Elias et enkelt vaklende skridt frem. Han var opmuntret, da han formåede at blive oprejst, selvom det træ han havde lænet sig af garanteret var ked af, at han ikke var så afhængig af det alligevel. Han kendte følelsen alt for godt, så han hviskede et enkelt farvel til træet, før han fortsatte frem mod huset.

 

I i alt 1, 3 sekunder overvejede han ikke at stoppe. Bare at fortsætte til han nåede det inferno, som huset var blevet til, bare at fortsætte til han også druknede i flammehavet sammen med de dårlige barndomsminder. Det ville være passende, at han ophørte med at eksistere efter, at han havde oplevet, alle alligevel var ligeglade med hans eksistens. Det ville være uforklarligt og hvis nogen engang skulle finde de forkullede rester af ham og huset, kunne de bruge resten af deres dage på at undre sig over, hvad de dog lavede i denne skov. Men så var de 1, 3 sekunder forbi, og Elias var chokeret over, at tanken nogensinde havde strejfet ham.

 

Så chokeret han for han-vidste-ikke-hvilken-gang-i-dag-frøs-fast-til-stedet – og frøs så fast, ikke engang flammerne kunne smelte ham væk. Hans blik var landet på græsset under hans fødder, men det så forbi græsstråene som han fik øjnene på tændstikken. Den lå lige der hvilende på en pude af grønt med en forkullet spids, der var vidnesbyrd nok for ham. Tændstikken havde startet branden og eftersom tændstikker nu engang ikke kan være ene om at starte brande, var der nogen, som havde holdt den. Nogen, som havde antændt denne dobbeltgænger af hans hus.

 

For nu var han blevet enig med sig selv om, at dette ikke var hans hus. Det lignede på en prik, men hans hus kunne da ikke være fløjet hele vejen herud, for hvis det var, ville det betyde, at hans familie måske var fanget derinde. Det var de ikke, men det ville nok ikke gøre nogen forskel, da Elias ikke ville redde dem alligevel. De havde efterladt ham i en uendelig skov, så kunne han efterlade dem i et brændende hus. Det var på tide, at de oplevede bare lidt modstand - noget som de ellers ikke kendte til. Det kunne godt være, at denne tanke gav Elias lyst til at kaste sin ikke-spiste morgenmad op over sin egen grusomhed, men ikke desto mindre fortrød han den næsten ikke. Næsten.

 

Næsten, gentog han fortrøstningsfuldt for sig selv, alt i mens han langsomt satte sig på græsset. Han var næsten stadig i stand til at tænke sm et menneske. For i det øjeblik nød Elias varmen. Han frøs ikke længere, men svedte bestemt ikke. De mange levende flammer holdt ham varm og ikke nok med det, kunne han også mærke sit tøj tørre fra regnen. Det kunne godt være, at det ikke ligefrem var et lejebål han varmede sig ved, men det gjorde nu heller ikke noget. Varme var varme lige meget hvor uforklarlig, den var.

 

Og Elias måtte indrømme, det var et rent fantastisk syn. Det var de færreste, der fik lov at se så meget ild så tæt på, som han nu gjorde. Det var de færreste, der fik lov til at fare vild i en uendelig skov. Det var de færreste, der fik lov til at køre med den mærkeligste bus på Jorden. Det var de færreste, der fik lov at opleve noget ekstraordinært i deres ordinære liv. Men så igen – han havde nu engang altid været en del af de færreste. Sådan ville han i det mindste gerne se sig selv, som han kunne blive siddende og se på huset uden at fortrække en mine. De fleste ville dog se sig som de færreste, afsluttede han forvirret sin egen tankerække.

 

Flammerne dækkede nu hver en millimeter af huset. Hvis han i det øjeblik havde slukket den buldrede ild, ville der kun stå et skelet tilbage af det, der engang havde været - noget som ikke længere fortjente at blive kaldt et hus. Og at dømme ud fra hvor store flammerne var, ville der ikke gå længe før selv det ikke var tilbage. Nu håbede han bare, at ilden ikke ville brede sig til resten af skoven, for han var ikke helt sikker på, at han kunne finde ud igen i tide til ikke at brænde op. Og selv hvis han kunne, havde han ikke lyst til at anstrenge sig selv ved at rejse sig.

 

Hvis det stod til Elias, skulle han bare blivende siddende og se sit hjem brænde ned til grunden.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...