Inferno

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2016
  • Opdateret: 13 maj 2016
  • Status: Færdig
//vinder af 1. pladsen i thrillerkonkurrencen

10Likes
4Kommentarer
403Visninger
AA

2. Kapitel 2

Det var blevet lyst, da Elias endelig kunne træde ud af skoven. Hans ben skreg af udmattelse, og han var ret sikker på, tyngdekraften rev ham tættere og tættere på skovbunden for hvert skridt, han tog, men ikke desto mindre, var han kommet hele vejen ud. Fra nu af ville træerne kun være på den ene side af ham - ikke dem begge.

 

Den dårlige nyhed var dog, at han helt klart var gået i den forkerte retning. Landskabet foran ham var ikke genkendeligt - kun en flad græsplæne, der blev skåret i stykker på midten af en vej. Og det var ikke den samme vej, som han havde kørt på med sin mor, da den her var så smal, han tvivlede på, at noget meget større end en legetøjsbil kunne køre på den. Men der var også en god nyhed i form af det busstoppested, der stod ved vejkanten.

 

Et busstoppested, der stod som en søjle af normalitet i det surrealistiske øde landskab, så han havde allermindst lyst til at kramme det, indtil hvert og et af hans ribben brækkede. Nu efter at have vandret i over halvdelen af natten var det eneste han nu behøvede at gøre at gå et par få skridt hen til stoppestedet. Så skulle en bus nok komme kørende og føre ham videre.

 

Elias ville ikke sige, han løb, men han gik i hvert fald hurtigere end 1 kilometer i timen på vej hen til det. Der ville nemlig også forhåbentlig være varmt inde i bussen eller i hvert fald varmere end de 543 minusgrader, der var herude. Han var næsten ligeglad med, om bussen kørte til verdens ende, så længe den kunne føre ham væk fra skoven. Han havde allerede lovet sig selv, at han fra nu af aldrig ville bevæge sig i nærheden af så meget som et æbletræ igen, da han havde fået nok træer for resten af sit liv. Når hans forældre skulle forlade ham, kunne de så ikke have gjort det på en sandstrand, eller på Hogwarts?

 

Med et sidste skridt nåede Elias busstoppestedet. Det var først nu, at han opdagede, der rent faktisk ikke stod nogen rute eller destination der - det var kun den sædvanlige grå firkant med den sorte bus på gul baggrund på toppen. Det bekymrede ham nu ikke, måske havde vinden bare slidt alt af på samme måde, som det føltes som om, den havde slimet huden af ham med kulde som sit eneste våben.

 

Han kunne måske godt have ønsket, at der stod, hvornår bussen ville komme derpå, men man kunne vel ikke få alt. Verden havde allerede været langt sødere ved ham, end den plejede - den havde givet ham et busstoppested og fået det til at stoppe med at regne, så nu var han bare utaknemmelig. Og der skulle endda ikke gå mere end et par få minutter, før det velkendte glimt af gult kom til syne.

 

Det var et sandt mirakel at bussen kunne holde sig på vejen, og hvis Elias ikke havde vist bede, ville han have troet, at bussen bogstaveligt udvidede landskabet, som den nærmede sig ham.  Det var først, da den var få meter fra ham, at han kom i tanke om, han havde ikke havde noget klippekort eller rejsekort eller nogen penge. Men havde han ikke allerede været så uheldig, at risikoen for at der kom en kontrollør var ikkeeksisterende? Han kunne under alle omstændigheder ikke betale bøden, uden sine forældre.

 

I et øjeblik frygtede han, at bussen ikke stoppede for ham, da den ikke syntes at sænke farten det mindste, og han følte sig sikker på, at han kunne stille sig ud midt på vejen, og den ville køre ham ned uden videre. Men så hvinede bremserne med en lyd så høj, han kunne mærke sine øregange falde fra hinanden samtidig med at alt glas indenfor miles omkreds splintres. Det var en lyd så forfærdelig... - så gik bussens døre op med en knirken, og han glemte alle sine beklagelser og trådte i stedet indenfor.

 

Ved første øjekast lignede det en helt almindelig bus, men på den anden side lignede han en helt almindelig dreng ved første øjekast, så det sagde ikke så meget. Og ganske rigtigt ved andet øjekast kunne han godt se, at alt ikke lignede sig selv. Der var ikke proppet med fremmede som sædvanlig, hvilket vel var godt nok, da Elias ellers bare ville blive overvældet af den klaustrofobi, han altid forbandt med at være sammen med flere mennesker af gangen. Og i stedet for det ikke helt logiske mønster af stopknapper, der plejede at være spredt ud over det hele, var der kun en enkelt knap lige foran ham. Og bussens sæder var heller ikke plyssede og fyldt med ukendte klistrede ting - tværtimod var alting så rent, han var bange for at kigge for længe et sted hen, da hans øjenæbler ellers risikerede at blive skåret i stykker; de kunne ikke bære, hvor rent alting var.

 

Det, der bekymrede ham mest, var dog, at han ikke kunne se chaufføren. Han/Hun sad bag et vindue af sort glas, og Elias kunne ikke engang fastslå kønnet på personen, da det eneste han kunne se var en svag silhuet, der holdt om et rat. Han bad stille til, at personen ikke var blind eller et rumvæsen, der havde i sinde at bortføre ham til en anden planet. Så satte han sig ned på det nærmeste sæde.

 

Endelig kunne Elias være taknemmelig for træt, han var. For det, at han var træt, var netop grunden til, han slap for at spekulere på mærkeligheden ved alt det her. Hans hjerne var alt, alt, alt, alt for udmattet til at begynde ar komme med konspirationsteori eller bare at overveje, hvor i alverden han var på vej hen. Han var blot glad for at have et sted at sidde ned og at kunne bevæge sig med en anden drivkraft end sin egen.

 

Alligevel kunne han ikke falde i søvn. Så snart han lukkede øjnene, kom han straks til at tænke på det liv, han havde efterladt. Var der overhovedet nogen, der savnede ham? Havde hans lillebror spurgt, hvor han var, da han vågnede eller ville en eneste henne på skolen bemærket hans fravær? For at være ærlig tvivlede han. Han tvivlede så meget, at han håbede, at buschaufføren heller ikke kunne se gennem den sorte rude, da ingen fortjente at overvære, hvilket håbløst tilfælde han var blevet til.

 

Elias havde ikke længere tal på hvor mange gange, han havde sagt til sig selv, han var ligeglad med, hvad andre tænkte om ham – om de overhovedet tænkte på ham, men nu klyngede han sig næsten desperat til tanken om, at han ikke bare kunne forsvinde sådan uden videre. Han ville ikke sige, at han ligefrem savnede sin klasse med deres evige trang til at lytte til popmusik, skylle hjernen ud i en flod af alkohol, gå i mærkevaretøj og ikke mindst passe ind. Han foretrak dog stadig at være sammen med dem, frem for at sidde her i den her bus, der var flere kilometer foran alt andet, han hidtil havde oplevet, når det gjaldt underlighed.

 

Der var sikkert en logisk forklaring på det hele gemt derude et sted, men han vidste ikke helt hvor, da der ikke var nogen ordentlige gemmesteder i denne ødemark af et landskab. Der måtte være en grund til, at han endnu ikke havde set andre mennesker end ham og den mystiske buschauffør, at der ikke stod, hvor bussen skulle hen, at der kun var den ene stopknap. Der var altid én grund, men det var ikke altid man fik den at vide. Og bestemt heller ikke altid, at den fulgte alle reglerne om menneskelig logik.

 

Måske kunne han spørge chaufføren – om noget så simpelt, som hvor det næste stoppested var, men af frygt for at chaufførren så også skulle begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, hvad han lavede i bussen, blev han siddende som den zombie, denne nat i sandhed havde forvandlet ham til. Der måtte da snart blive annonceret et stoppested over højtaleren med den mekaniske stemme, der ikke havde noget i mod at tale til ham, og så måtte Elias tage den derfra.

 

Indtil da kunne han ikke rigtig gøre andet end at blive siddende og håbe på det bedste. Nej, ikke det bedste. Det bedste ville være, hvis han blev kørt hen til en hidtil ukendt del af Danmark, hvor en ny familie var klar til at tage ham til sig som deres egen. De skulle så bo i en lille by, der var befolket med alle dem, som ikke passede ind andre steder end den by – og sammen kunne de så skabe et samfund. Et samfund, hvor folk måtte danse på gaderne midt om dagen i ført pyjamas, et samfund, der ikke tænkte andet end kl-er-3-om-natten-og-jeg-er-blevet-vanvittig-tanker, et samfund, der opfandt deres egne ord og havde brændt Den Danske Ordbog i protest mod dens snæversynethed.

 

Så det bedste ville aldrig ske. I stedet måtte Elias bare håbe på noget, der ikke var det værste, mens bussen forsatte. Han kunne ikke lade vær med at frygte, at der snart ville komme en modkørende bil, da de på den smalle vej så ville støde uundgåeligt sammen. På den anden side, ville det næsten være en lettelse, da det at se en anden bil måtte være en forsikring, at han ikke var det eneste menneske i verden, hvilket han snart var tilbøjelig til at tro, træt som han var. For var der virkelig et stykke i verden, uden telefonledninger, bondegårde, biler, bygninger eller mennesker? Det virkede usandsynligt.

 

Elias blev revet ud af sine tanker, da noget fangede hans blik. Et busstoppested. Der stod ingen og ventede ved det, ej heller var det blev annonceret over højtaleren, at det var der. Han havde set det komme nærmere i et par sekunder, før det gik op for ham. Det var ikke et hvilken som helst busstoppested. Det var et busstoppested med en tilsyneladende uendelig skov bag sig, samt nogle fodspor i dent dugvåde græs, der i mistænkelig grad lignede, at de var blevet sat af nogle størrelse 41 fødder – hans størrelse. Og ikke nok med det, var han også 99% sikker på, at det var hans busstoppested, det busstoppested, han var gået på bussen fra til at starte med. Og efter som Elias aldrig var 100% sikker på noget, var det mere end nok til, at han begyndte at undre sig.

 

Var de kørt i en cirkel? Han havde ellers ikke lagt mærke til, at vejen buede til nogen sider – for ham var den en helt lige linje. Uden at tænke sig om, rejste han sig op og begyndte at gå hen over gulvet i stor fare for at vælte grundet bussens fart. Han var på vej hen mod stopknappen, da det nu var gået op for ham, at denne bys var for mærkelig – selv for ham.

 

Elias’ træthed trådte i baggrunden, som han skyndte sig at trykke på knappen alt i mens, han inderligt bad til, at den ukendte buschauffør ville stoppe. Hvis ikke… Ja, så anede han ikke, hvad han videre skulle gøre, da bussen var begyndt at gøre ham mere bange end godt var. Hvad han kunne lære af dette var vel så, at det var og blev bedst at klare sig selv, da det her var, hvad man fik ud af at stole på en fremmed bag sort glas.

 

Elias havde kun sig selv, og det var stadig nok, da der trods alt var grænser for hvor meget, man kunne svigte sig selv. Så da bussens bremser endnu en gang hvinede, var det kun lettelse, der bredte sig på hans ansigt, og da han kunne snuble udenfor bussen igen, var det nemt for ham at bilde sig selv ind, at alt nok skulle gå.

 

Han var kørt i en cirkel uden ikke kommet nogen vegne, men det kunne stadig være værre. Tingene kunne altid blive bedre, men de kunne også altid blive værre. De kunne også altid blive værre, gentog han for sig selv, nu hvor der ikke var nogen til at fortælle ham, det ikke var sandt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...