Inferno

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2016
  • Opdateret: 13 maj 2016
  • Status: Færdig
//vinder af 1. pladsen i thrillerkonkurrencen

10Likes
4Kommentarer
404Visninger
AA

1. Kapitel 1

Elias burde have forudset, at der var noget galt. Enhver idiot ville have bemærket det, og nu hvor han tænkte de få minutter tilbage, han behøvede, kunne han da også godt bebrejde sig selv for ikke at have løftet så meget som et øjenbryn. Hverken da hans mor insisterede på, at de skulle ud at køre midt om natten, eller da hun nægtede at fortælle ham, hvor de skulle hen. Ikke engang da hun fortsatte med at stirre på vejen foran dem, med et blik så intenst, han var overrasket, da hun ikke brændte huller i den. Han burde bestemt have kæmpet for at komme ud af bilen, da de kørte ind i en skov, der virkede mere vidstrakt end en blå sensommerhimmel - i stedet for bare at sidde på sit sæde og vente på, at moren ville skubbe ham ud af bilen. Og køre væk.

 

Men nej - nu stod Elias her lænet op af et træ, som han lod sin ene hånd glide frem og tilbage over for at overbevise sig selv om, at der var andet i verden end ham og hans forvirring. Det gik ikke særlig godt, ikke at han havde forventet andet. Det var trods alt ikke hver dag, man blev efterladt midt ude i en skov. Ikke hver dag, men en eller anden dag, skulle det åbenbart ske.

 

Måske var det med vilje, nåede han at tænke, før fornuften brød ind. For selvfølgelig var det med vilje, da det ikke var fordi, hans mor var kørt i søvne eller noget. Det havde været en fuldt bevidst handling, og det skulle ikke undre ham, hvis det var for endelig at kunne slippe af med ham. Faktisk var det den eneste forklaring, hans hjerne kunne finde på, men den var selvfølgelig gået i en det-er-midt-om-natten-og-jeg er-blevet-absolut-vanvittig nedsmeltning, så alt hvad han videre tænkte ville ikke være pålideligt.

 

Det hjalp heller ikke ligefrem, at månen var ved at forsvinde bag en sky, og han fik en pludselig trang til at skrige op til den, at den skulle komme tilbage. Han kunne vel skrige præcis, hvad han havde lyst til - skrige af sine lungers fulde kraft til, han havde revet træerne op med rode med lydbølgerne sammen med skyerne, som han også kunne skrabe ned fra deres plads på himlen, når han nu var i gang. Der var alligevel ingen til at høre ham ligesom han snart mistede sin sidste lyskilde i form af en halvmåne. Der var ingen lygtepæle, og det røde skær fra hans mors baglygter var forsvundet for længst.

 

Elias sank langsomt ned langs træet, trods han havde på fornemmelsen, at når han først satte sig så ville tyngdekraften aldrig give slip på han. Hvis det var sandt, så satte tyngdekraften mere pris på ham end hans egen forældre. Trodsigt blev han enig med sit selv, om at han så elskede dette træ mere end dem, som han havde lænet sig op af det i hele ti sekunder uden at det var knækket eller gået sin vej. Selv i hans tanker, skinnede en undertone af tvivl, da de trods alt var hans familie, og det kunne godt være, de ikke længere elskede ham på den ubetinget måde, man bliver nødt til at elske sin søn, men det forhindrede ham ikke i at spejde efter bilen, der kom til tilbage. Han ignorerede hele den meget store del af ham, der var sikker på, at han var helt og aldeles overladt til sig selv.

 

Faktisk kunne Elias ikke lade vær med at være mere end skuffet over hvor lidt gennemtænkt, det hele virkede. Hvis de virkelig så gerne ville slippe af med ham, kunne de så ikke have fundet på en bedre måde? Det var jo ikke fordi, han ikke kunne vandre tilbage gennem skoven af de millionvis af træer, han elskede højere end dem og finde et busstoppested eller en telefon - det var så et andet spørgsmål, om han havde lyst. Han kunne selvfølgelig også bare have nægtet at kravle ind i bilen til at begynde med eller ladet være med at spænde sig selv op igen ti minutter efter, da de sad i en tændt bil ude i skoven.

 

Og så gik det op for ham - de havde kun kørt i ti minutter. Elias kunne umuligt være specielt langt væk hjemmefra medmindre, de havde kørt med lysets hastighed. Man skulle tro, hans forældre ville lægge mere afstand til ham, når de havde chancen, man skulle tro, hun ville have kørt ham over på den anden side af jorden eller endda ind i et andet univers, hvis hun havde kunne komme afsted med det - ikke at han ville brokke sig over det, da det nu engang ville være dejligt at få chancen for ikke at sidde helt uhjælpeligt fast i virkeligheden.

 

Elias afbrød med et sæt sin egen tankerække, da han opdagede, at han ikke længere kunne se vejen. Han kunne ellers have svoret på, at hans træ kun havde stået i vejudkanten, men på den anden side kunne han også svoret på, at hans forældre aldrig ville efterlade ham. Måske var han vaklet lidt længere ind i skoven, end han havde troet, eller også var vejen kun få meter fra ham og bare skjult af det nu uigennemtrængelige mørke. Lige nu så hele verden ud til ikke at bestå af andet end silhuetter af træer - en skyggeverden i sort og hvid.

 

Alligevel kunne Elias ikke modstå trangen til at rejse sig op for at prøve at finde vejen da han gerne ville gøre et eller andet, for ’et eller andet’ var bedre end bare at sidde stille. Det kunne godt være at det at stå op forøgede risikoen for at falde over alle grenene på jorden eller det dyr, han havde hørt pibe rundt, men det forøgede også chancen for at komme ud.

 

For det var, hvad han skulle nu. Komme ud. Både af skoven, men også ud af den spiral, som hans tanker kørte rundt i. Hans forældre havde efterladt ham, hans forældre havde efterladt ham, hans forældre havde efterladt ham. Han var ikke dum - han vidste godt, at de ikke kunne lide ham. Han vidste godt, at de foretrak, han blev siddende i sit værelse - mere isoleret end månen syntes fra stjernerne. Han vidste godt, de syntes, han skulle være mere ligesom alle andre. Men af en eller anden grund kunne han ikke stoppe med at opspærre sine øjne i et forsøg på at rumme chokket over, hvad der lige var sket.

 

Han skulle nu nok klare dig, overbeviste Elias sig selv samtidig med, at han begyndte at gå ind i en tilfældig retning. Han var vant til at klare sig selv, vant til at have ensomheden som eneste selvskab, vant til at føle sig så glemt, så var det her ikke som en hver anden nat? Elias havde i hvert fald ikke travlt med at komme ud af skoven, da han var sikker på, det ikke ville være så svært. Det kunne godt være, at det eneste han kunne mærke under sine ømme fødder var skovbund - og ikke den asfalterede vej - men hvad så hvis han var gået i den forkerte retning? Med mindre hele Jordens overflade nu var et stort hav af træer, skulle han nok komme ud, hvis blot han blev ved med at gå.

 

Ja, det var faktisk først, da det var begyndt at regne, at Elias begyndte at længtes hjem. Og når han sagde ’begyndte at regne’, mente han det ikke som, at luften blev fyldt med bittesmå dråber af vand, nej det var nærmere som om luften blev erstattet af det vand, som himlen græd, og at det var et sandt mirakel, han kunne trække vejret gennem det slør af vand, der omgav ham. I løbet af få sekunder fik regnen skyllet den sidste varme og farven af ham, så han lignede et hvidt spøgelse, som han gik hen over skovbunden. Og hans hår havde samlet sig i krøller, han var ret sikker på aldrig nogensinde ville tørre igen.

 

Alligevel blev Elias ved med at gå, til han var sikker på, at han havde glemt, hvordan det var at stå stille. For hvis han først stoppede med at gå ja så... så ville der vel ikke ske noget. Men han ville nu gerne tro på, at det var ham, der holdt sammen på hele verden ved at sætte den ene fod foran den anden, for det motiverede ham til at fortsætte på det smattede underlag. Hele verden ville falde fra hinanden, hvis han ikke tog det næste skridt, solen ville falde ned, hvis han ikke tog det næste skridt, græsset ville holde op med at gro, hvis han ikke tog det næste skridt.

 

Man skulle tro, at Elias ikke behøvede andet end løftet om varme og mad og en seng at ligge i for at fortsætte. Men nej, han havde aldrig helt syntes, at han var betydelig nok, da han nu engang kun var et eneste menneske, og han havde ikke lyst til ligesom alle andre at tro, at han var hele menneskeheden. Nej, han var bare en enkelt forladt dreng, der gik i niende og var træt af at få at vide at fremtiden var foran ham, når den i virkeligheden var bag med han. En enkelt forladt dreng, hvis eneste regel var ikke at stole på nogen, for så kunne han lade som om, at det var grunden til, ingen gad stole på ham.

 

Elias fortsatte. Han frøs, var træt, våd og var begyndt at syntes, at træernes skygger virkede levende, men han måtte stadig ikke stoppe. Han havde trods alt udholdt så mange år som socialt udskud, så nogle tusindvis af kilometer til var intet at tale om. Det var ikke nødvendigt at tænke på, hvad der ville ske, når han kom ud af skoven eller forestille sig, hvad hans forældre ville gøre, hvis de så ham stå der på deres dørtrin igen - ikke druknet af regnen eller frosset ihjel, som de sikkert ellers havde håbet på.

 

Trangen til bare at tage en enkelt pause på en brøkdel af et sekund voksede dog for hvert skridt, han tog. Måske skulle han prøve at gå i en anden retning, for han burde da ellers for længst have lagt skoven bag sig. Eller det kunne også være, han skulle begynde at løbe, da hans øjne nu havde vænnet sig så meget til mørket, han nok aldrig kunne se i dagslyset igen, så han var uden fare for at løbe direkte ind i et træ. Elias var dog ikke sikker på, om det overhovedet var muligt at løbe fra kulden længere, da den var i fuld gang med at grave sig igennem hans skelet, samtidig med at konstante kuldegysninger allerede var i gang med at løbe - på hans rygrad, hvor de forsøgte at løbe et maraton.

 

Hvis han forældre kunne se ham sådan her, ville de så fortryde, hvad de havde gjort? Hvis hans klasse"kammerater" kunne se ham sådan her, ville de så hjælpe ham? Han kunne pludselig ikke lade være med at tænke på eventyret om Snevide. Hun havde også vandret rundt i en skov - sendt væk, og også fortvivlet. Forskellen på hende og ham var blot, at hun for længst ville havde stødt på de syv dværges hus, mens han stadig vandrede herude og efterhånden var så sulten, at han med glæde havde spist et giftigt rødt æble.

 

Det fortalte dog lidt for meget om hans situation, at han var kommet så langt som til at sammenligne sit liv med et eventyr.  Hvor langt ude han inderst inde var i netop det øjeblik. Og han var nok ikke så meget en prinsesse som en zombie, der bare blev ved og ved og ved og ved, fordi han ikke kendte til andet. En zombie med lige så kolde øjne, som hans mor havde haft, da hun skubbede ham ud af bilen. Billedet kørte rundt og rundt i hans hoved. Hendes hånd mod hans skulder. Hans albue mod asfalten. Bilens hjul mod vejen. Ham der kravlede hen og satte sig op af sit træ. Luften i regndråberne.

 

Elias blev ved med at gå.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...