Hvordan ser et menneske ud?

En science fiction novelle der handler om vores brug af sociale medier, fjernsyn osv. Den handler også om hvordan vi overser mennesker, og hvordan vi skaber os et liv på nettet, i stedet for et leve i virkeligheden.

2Likes
2Kommentarer
106Visninger
AA

1. Hvordan ser et menneske ud?

Hvordan ser et menneske ud?

Alting bevæger sig i cirkler. Livet, universet, mennesket og alt det andet. Jeg kan kun se gentagelser og gentagelser i gentagelser. Jeg ser gentagelser i gentagelser i gentagelser, og ikke nok med det jeg ser dem igen og igen. Derefter ser jeg dem igen, og så igen, igen og igen. Intet mindre end et ulideligt liv og en langsom død. Et frygtligt univers og en alt for kedelig tilgang til dét og alting omkring os. Jeg har udviklet en allergi og en uhelbredelig fobi for livet og det at leve. Præcis ligesom 90 procent af kloden eller det der er tilbage. Vi vandrer rundt i depression, og selv ikke manipulation kan beruse os til forståelsen og accepten af glæde og faktummet lykke. Min hjerne har udviklet resistens for vildledelse og bedrag. Jeg har slukket for tankerne, og jeg tvivler på at de vender tilbage. Enden er nær, og alle – inklusiv mig – er ligeglade. De eneste med håb og lykke i sind og krop er de der beruses uden moderne teknologi. Forskerne gider ikke at forske mere, lægerne møder ikke på arbejde, værter og skribenter på tv sidder fortabt et sted og glor, og alle os andre vandrer hvileløst rundt, indtil vi bliver sindssyge og går døden i møde. En verden uden mål og en generation af intetsigende bedrifter. Det er som om at...

Og med et vågen af livets restitution. ”Er du oppe? ” Hun måtte have vækket mig. Hendes friske, krystalklare stemme var opkvikkende, den var opløftende. Jeg åbnede øjnene. Hvad var det jeg havde drømt? Det mindede mig om noget, men hvad vidste jeg ikke. Det måtte være noget fra min underbevidsthed men hvordan? Mit liv var herligt, det havde det altid været. Jeg havde aldrig oplevet andet, det havde ingen. Jordens hær var et lykkeligt folk. Jeg gjorde mit, andre gjorde deres. Men alligevel var ingenting kedeligt. Jeg havde fast job, hus, kone, og så var det alligevel som om noget var galt efter den drøm. Regn der klæbede sig til min hjerne, men alligevel ikke sad fast i lang tid nok af gangen. Noget var sløret. Et brud? Jeg genkendte drømmen. Måske havde jeg haft den før? Det virkede mere som en fremtidsvision end som et minde. Men den mindede mig jo om noget?

Alle de spekulationer gjorde mig træt i hovedet. Mennesker var ikke bygget til at spekulere over tilværelsen, de var bygget til bare at være.

Jeg tog den lunkne Johnnie Walker flaske frem nede fra skuffen, og satte mig på kanten af sengen. Jeg kunne igen høre hende råbe inde fra køkkenet. Hendes stemme knuste glas. Hun stak hovedet ud af køkkenet. Hendes lange mørkebrune hår var sat op i en stram hestehale, mens en stor del af hendes pandehår bølgede ned over hendes nøddebrune øjne. Hun var et sært fænomen. Hun virkede nærmest fór perfekt. Lige præcis som jeg ville have hende. Hun havde altid haft evnen til at komme over forhindringer som jeg måtte krybe under. Som en ræv. Snu og listig, hun vidste altid hvad hun ville have. Hun sendte mig et medfølende blik, hun kunne tydeligvis se at jeg led under noget.

”Jeg tager på arbejde”, sagde jeg bare, og var ude af døren, inden hun kunne at protestere. Udenfor så alt ud som det plejede. Jeg havde i hvert fald set det før. Faktisk havde jeg aldrig set andet. Eller havde jeg? De var i gang med et byggeri af den nye teleport station til venstre ligesom altid. Gaden var grøn med de sædvanlige blomster på toppen af de høje, mønstrede huse med græsarealer udenpå. Det var sædvanligvist idyllisk og enormt praktisk. Det var som en by midt på en stor græseng. Det virkede alligevel alt sammen ukendt, selvom det var det samme jeg så i går. Jeg undrede mig. For hvert skridt jeg tog, følte jeg mig mindre og mindre hjemme. Jeg følte en falsk lykke, som om at den var plantet i mig. Et reklameskilt for noget kaldet en neuronmanipulator, faldt pludselig inden for mit øjemål, hængende på en af de store firmabygninger. Jeg havde aldrig set den før, men alligevel virkede den bekendt. Det virkede bare ikke som om at den hørte til her. Som om den var fra en helt anden verden. Den var dyster. Matte farver. Grå med et skær af sort. De to farver var ellers blevet forbudte, da man sagde at de var deprimerende. Skriften var brun, skrevet med blokbogstaver. Selve manipulatoren var en kvadratisk, cyan farvet kasse, med to aflange safirblå håndtag. Formen virkede yderst bekendt, som om det var noget jeg havde prøvet før. Den var fortryllende. Frygten ramte mig pludselig. Det var forkert, jeg var forkert. Jeg begyndte at løbe, først langsomt så hurtigere.

Kort tid efter ankom jeg til min arbejdsplads. Jeg var gennemblødt af sved. En menneskelig silhuet tegnede sig under mit bryst, som en række punkter og prikker der i helhed formede noget større og mere komplekst end bare sig selv. Jeg stod bare der som et menneske. Ja, et menneske. Omringet af huse på størrelse med skove. Ikke større ikke mindre. Bare sig selv. Et lille punkt i den store silhuet. Alle havde deres plads, alle følte at de hørte til. Men ikke mig. Ikke længere i hvert fald. Jeg følte mig anderledes, i hvert fald for en stund. Min pludselige drøm, min refleksion og min ikke lykkelige skikkelse der tonede sig ud over alle andre. Jeg havde minder herfra, i hvert fald som jeg huskede det. Minderne var slørede, men det var vel stadig minder.

Jeg følte at alle kiggede på mig. Deres blik borede sig ind i min krop, som en bor maskine der ikke gav op. Jeg vækkede opsigt hos dem, de vækkede opsigt hos mig. De mange smilende ansigter - der blev født i graven - var ved det vante, men de vækkede opsigt. Den grønne tilflugts by - der var helstøbt, og så alligevel ikke – var ved det vante, men den vækkede opsigt. Det store, gule, rektangulære skilt med skriften ”Bioteknologisk forsknings institut” var ved de vante, men den vækkede opsigt.

Jeg kiggede på mig selv. Først på mine hænder, dernæst på mine fødder. De virkede virkelige. Ikke som alt det andet. Hvem kendte jeg her? Hvem kunne jeg stole på? Hvem havde jeg nogensinde kommunikeret med, uden at bruge ordene: ”Det er da nok en glædesrig dag i dag”. Hvem? Hvem var disse mennesker? De eksisterede ikke for mig. Jeg var den eneste eksisterende. Eller var jeg? Var de de eneste eksisterende? De eneste der var virkelige? Var jeg en vrangforestilling? En manipulation? Et enkelt punkt, uden helhed? Uden nogle til at skabe helhed?

Til sidst blev det for meget. For hvert sekund der gik, kom der nye ting ind i min erindring. Smeltet is i baglæns version. Ting jeg ikke forstod. Tanker jeg aldrig havde lagt hus til. Begravelsen, depressionsalderen, neuronmanipulatoren, flugten, afvandringen. Alt sammen brudte stykker af hukommelse, der stille og roligt samlede sig til en helhed. Punkter der når man tegnede dem op, formede en silhuet. For mit vedkommende en historie, et liv.

Katten faldt for 10. gang, blomsten visnede, ilden døde ud. En nysleben kniv, der bredte skræk og rædsel, skar gennem luften. Den var sendt fra mine lunger, ud gennem min mund. Jeg var i ilt nød, men jeg ville ikke stoppe. Lyden begyndte at tage form, og ligeså gjorde mit liv. Et ansigt så rødt som blod, og synkende, svækkende ben. En sort sky på himlen, og en menneskelig skikkelse liggende på den kolde jord.

Jeg vågnede op ved en varm, ivrig kvindestemme. Ikke som i morges langt fra faktisk. Det var næsten virkeligt. Mere virkeligt en den virkelighed jeg havde oplevet de sidste fem år i hvert fald. Jeg lå nøgen, våd af sved. Jeg kiggede på mig selv. Hvem var jeg? Hvad var det jeg lignede? Min krop var fuldstændig udhungret, og mine øjne lignede døde mus. En indikation på at jeg hverken havde fået mad, drikke eller søvn i meget lang tid. Hele min krop var én stor bunke knogler. Min hud var flygtet, og det samme var mit fedt. Mine ribben havde også taget flugten til overvejelse, og mit hår var væk for længst. Jeg frøs. Jeg kiggede på mine to rødviolette hænder. Blodårene var på spring. På mine hænder sad mine fingre. De så ud som det eneste der stadig virkede. Som om jeg havde trænet dem konstant de seneste fem år. Selv min hjerne føltes som en midlertidig portion vandgrød. Mine fingre havde greb om noget. Jeg genkendte den straks. Min største fjende, og min bedste ven. To aflange safirblå håndtag, og en kvadratisk cyan farvet kasse. Det var den eneste virkelighed jeg havde været i kontakt med i de sidste 5 år. Neuronmanipulatoren. Den fik mig til at huske. Tågen lagde sig, kabalen gik op. Min hukommelse satte sig på plads, som brikker i et puslespil. Der var bare en ting der undrede mig. Hvorfor var jeg røget ud af manipulationen? Hvorfor var jeg begyndt at huske? Det var ikke meningen.

Jeg gik ind i hvad der lignede en stue. Kvaliteten var elendig, med ringe opløsning. En meget værre opløsning end den jeg havde været vant til. Jeg genkendte det hele. I stuen lå alle møblerne væltet. Stoffet indefra var hevet ud, og ellers var altting vist blevet stjålet. Bortset fra. Jeg skubbede en bunke kakerlakker til siden med foden, og gik hen over et lag af glasskår. Jeg åbnede den lille, hvide, rektangulære skabslåge, den var der stadig. Det måtte have været der den ivrige kvinde stemme kom fra. Informationsboksen måtte kunne fortælle mig hvad der var sket. Hvorfor jeg var røget ud af manipulationen. Jeg tog brillerne på, og trykkede ”senest nyt”. Jeg var nu med live. En nyheds-beskuer. Jeg tog et kig på de andre beskuere. Der var få. Indlevelsestallene var ringe. Det var kun konservative sjæle der stadig beskuede. Informationsboksen var gammelt nyt. Siden den første manipulator kom til, havde ingen interesseret sig for virkeligheden. Jeg spurgte kvinden hvad der var sket. ”Resistens” sagde hun bare. Det var kun et ord, men det var et ligeså godt svar som en hel sætning. Jeg vidste hvad der var sket. Manipulation-resistente-hjerner. Langt ord, kort betydning. Man havde frygtet det i mange år, men man havde aldrig fundet en løsning. Man havde været tæt på, men så ramte depressions alderen, og forskerne gav op.

Jeg tog brillerne af, og var tilbage i stuen.

Jeg skyndte mig at tage tøj på, og gik udenfor. Himlen var mørk, kold. Verden var mørk, kold. Et jerntæppe dækkende for solen, alt dens lys og alt dens varme. Mit hoved faldt ned mod mit bryst. Ingen kræfter til at løfte det. En svageligt lugt af fortabte sjæle, og indebrændte tanker. Hele min krop summede, min ryg faldt sammen, min hjerne døde ud og ligeså gjorde mit hjerte. Depressionsalderen var åbenbart stadig den tid vi levede i. Jeg kiggede rundt. Der var ikke mange mennesker. De fleste sad nok hos dem selv, og prøvede at få manipulatoren til at virke. De mennesker der var, løb rundt og skreg kolde kyniske skrig. Det var præcis ligesom for 5 år siden. Nu var der bare flere. Det var uhyggeligt, skulle jeg også ende sådan? Jeg prøvede at glemme det, men jeg kunne ikke. Hvordan skulle man kunne glemme de fortabte sjæle der løber døden i møde? En frygtelig død. Deres krop giver op, og pludselig falder de bare sammen og er døde.

Jeg tænkte på hvordan depressions alderen havde påvirket mig. Jeg havde jo selv afvandret, givet op. Det havde næsten alle. Vandret ind i en skov af depression. Stoppet med at tænke, stoppet med at leve. Det var ligesom en kædereaktion. Når folk omkring dig gav op på livet, gjorde du også. Afvandring var den frygteligste ting der nogensinde havde fundet sted. Som pest eller mere som virtuel pest. Det hele startede med manipulatoren. Den blev alles virkelighed, en flugt fra virkeligheden faktisk. De skabte falske familier, falske liv, falsk hukommelse. Så snart man så hvordan ens liv var endt, fandt afvandringen så sted. Man prøvede at flygte fra sin afvandring med igen at bruge neuronmanipulatoren, men den gjorde det bare værre og værre. Det var også sket for mig. Jeg manglede bare det sidste stadie, sindssyge stadiet. Det var der ens krop braste sammen, den gav op. Ligesom ens hjerne havde gjort lang tid forinden. Det var kroppens afvandring. Jeg var meget tæt på dette stadie for 6 år siden. Min kone havde nået det, og hun blev lukket inde på psykiatriskafdeling. Det var dengang der stadig var psykiatere, som ikke havde ramt depressionen. Efter begravelsen ramte jeg selv depressionen. Jeg skabte en falsk familie, et falsk liv, en falks hukommelse. En verden præcis ligesom virkeligheden for 40 år siden.

Det var frygteligt. Hvordan var det jeg var endt? Hvordan var mennesket endt? Man kunne ikke længere skelne mellem virkelighed, og fantasi. Ingen havde menneskelig kontakt, alle var ligeglade. Vi var alle punkter uden helhed: Uden nogle til at skabe helhed. De samme rutiner, de samme pligter. Ingen ville skabe noget, ingen kunne skabe noget. Ingen gjorde en forskel, og hvis de gjorde, ville ingen lægge mærke til det. Pludselig faldt en tanke mig ind. Hvordan ser virkeligheden overhovedet ud? Er virkeligheden neuronmanipulatoren eller depressions alderen? Jeg kunne ikke længere skelne imellem det. Og hvordan ser et menneske ud? Et virkeligt menneske? Ikke en manipulation, ikke en plantet hukommelse. Hvad er et menneske? Er det en afvandrende sindssyg? Er det jordens hær? Er et menneske virkelig en person der ikke ved hvordan mennesket ser ud? Er det et menneske? Er det sådan et menneske ser ud?  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...