TO SYNSVINKLER

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2016
  • Opdateret: 24 jul. 2016
  • Status: Igang
Denne historie handler om noget som er sket for mig fra slutningen af år 2014 frem til starten af år 2016. Den handler groft sagt om faking - at udgive sig for at være en man ikke er. Og det har jeg gjort i lige knap 2 år. Jeg har valgt at udgive denne historie for at vise jer, hvad der kan ske ved at gøre det og hvorfor man ikke skal gøre det. Og hvis i har nogen spørgsmål, så skriv endelig. Og hold jer ikke tilbage. - Msaaa (Amanda)

2Likes
2Kommentarer
495Visninger
AA

5. Johannes Vestergaard.

2015

Efter al det med Melissa, valgte hospitals personalet at sætte Johannes på en efterskole. Han kom ud og se på den, og blev hurtigt overflyttet til den. De andre elever var spændte på at møde ham, selvom de synes han var lidt skræmmende med alle arene, blå mærker fra anfald og hans mærkelig måde at være på. Johannes tog over 13 piller om dagen på det tidspunkt, for at holde hans temperament nede, og for at berolige ham. Hans værelses kammeret, Terkel, blev han hurtigt gode venner med. Han var den eneste der så hele hans krop. Men lykken varede ikke ved.

En eftermiddag ude på gangen begyndte Johannes at mærke den følelse han får, før han får en anfald. Han havde ikke haft et anfald i flere måneder, så det kom fuldstændig bag på ham, at han fik et nu. Kun lærende og Terkel vidste hvad de skulle gøre, når han fik et anfald. Johannes gik i kramper, råbte og skreg, slog ud efter folk og blev nærmest dæmonisk. Han skreg indtil han ikke kunne få nok luft til at skrige. Terkel hentede hans piller, i mens en lære ringede til det hospital der havde haft Johannes indlagt. I mens, stod de fleste af skolens elever og så på ham, i mens han blev kørt væk med ambulancen.

Han var igen indlagt på hospitalet, på det samme værelse, med det samme personale og de samme triste tanker. Han var blevet rigtig glad for efterskolen, selvom han stadig var deprimeret. Han havde fået venner der. Efter et par dage, fik Terkel lov til at besøge ham. Terkel havde taget deres fælles ven, Sebastian, med. Sebastian var biseksuel, og kunne rigtig godt lide Johannes. De havde en god dag sammen, alle tre, og Johannes var rigtig glad for at se dem. Han fortalte Mich alt om Terkel, Sebastian og alt det der var sket. Han begyndte at smile, og langsomt begyndte de triste tanker at forsvinde.

Ida kom på besøg sammen med sin kæreste, Kevin. Kevin kunne ikke lide Johannes på nogen måde, og synes han var sindssyg. Og han brød sig slet ikke om at Ida besøgte ham så tit. Han var nærmest jaloux på deres forhold. Johannes kunne heller ikke lide ham for den sags skyld. Efter et par måneder, blev Johannes udskrevet fra hospitalet, og var nu fri til at komme hjem. Johannes var rigtig glad for at komme hjem, men savnede Terkel og Sebastian en del. Sebastian kom hjem til Johannes en weekend, hvor de endte med at kysse. Johannes og Sebastian endte med at blive kærester, og de aldrig har Johannes været så lykkelig. Michelle var overlykkelig på hans vegne, selvom hun selv var overbevist om at Johannes var vild med hende.

Men lykken sluttede brat, da Sebastian slog op. Johannes endte i den samme boble af tristhed, som han var i til at starte med, og var på kanten til at blive indlagt igen. Johannes kunne ikke klare kampen i mod depressionen en gang til, så han sagde til Nata og Mich at han ville tage sit liv én gang for alle. Han tog sit liv sidst i juni eller juli (mener jeg, er igen ikke sikker). Men i stedet for at tage sit liv, så tog han hen på hospitalet igen for at få en speciel behandling for sin depression.

’’Jeg valgte at ’’live ham op igen’’, da jeg savnede at skrive med Michelle, Natasja og hvem han nu ellers skrev med. Jeg savnede at være en del af hans liv. Jeg valgte at stoppe hans liv, fordi jeg ikke mente at det var sundt for mig, psykisk. Han begyndte at køre mig ned psykisk, og jeg havde brug for en pause fra ham. Men jeg kunne ikke se en anden udvej, end at tage hans liv. Jeg sårede Michelle og Natasja en del ved at gøre det på den måde, men jeg følte ikke at jeg havde andre muligheder en den ene. Efter nogle måneder, livede jeg ham op igen. Jeg følte mig ensom på en måde, uden dem. Men da jeg skrev til dem igen, så vidste jeg godt at det ikke ville blive det samme som før. Jeg havde personligt ændret mig en del, og det samme havde Johannes. Johannes var en sød og rar dreng, som aldrig ville såre nogen med vilje, men sådan var han ikke mere. Han blev hård, fordi at jeg selv var blevet hård. Jeg kunne ikke leve mig ind i ham, ligesom jeg kunne før, lige meget hvor meget jeg prøvede. Og det var nok derfor, jeg valgte at tage hans liv en gang for alle.’’

Johannes vil altid være en del af mig. Han var en person, som nok udstrålede den tristhed jeg gik rundt med indeni. Jeg har lært meget af ham, og jeg har både grint og grædt med ham. Han blev skabt ved hjælp af min fantasi, og jeg vidste ikke engang at et menneskes fantasi kunne være så stærk. Jeg er taknemlig for at jeg har lært den her side af mig selv at kende, og for den tid jeg havde med ham. For nogle af de fiktive personer som var med i hans historie deriblandt Ida, Terkel og Sebastian, levede jo stadig videre. Sebastian levede videre i den næsten person jeg udgav mig for at være. Johannes historie blev blandet sammen med den næsten, og hvis det sker igen, så bliver den sikkert også blandet sammen med den.

Den næste person som jeg vil fortælle om er Shane Corso, som faktisk er fætter til Sebastian som vi hørte om i Johannes historie.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...