TO SYNSVINKLER

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2016
  • Opdateret: 24 jul. 2016
  • Status: Igang
Denne historie handler om noget som er sket for mig fra slutningen af år 2014 frem til starten af år 2016. Den handler groft sagt om faking - at udgive sig for at være en man ikke er. Og det har jeg gjort i lige knap 2 år. Jeg har valgt at udgive denne historie for at vise jer, hvad der kan ske ved at gøre det og hvorfor man ikke skal gøre det. Og hvis i har nogen spørgsmål, så skriv endelig. Og hold jer ikke tilbage. - Msaaa (Amanda)

2Likes
2Kommentarer
493Visninger
AA

3. Johannes Vestergaard.

 

2010

Johannes havde efterhånden været indlagt i et års tid. Han havde vænnet sig til hospitalet og personalet, og havde det ikke så slemt med at være der mere. Det hele var blevet en rutine for ham nu. Stå op, gå i bad, spise morgenmad og få sin medicin, og så ellers starte sin dag. Ida havde tage de fleste af Johannes ting med op til ham, deriblandt hans computer, telefon og andre ting han evt. kunne have brug for.

Han gik tit ture rundt på hospitalet, selvom han faktisk ikke måtte bevæge sig rundt på hospitalet. Personalet holdte meget af Johannes, og prøvede alt hvad de kunne at han skulle få det bedre. De tillod at han gik ture, for at se noget andet end bare sit værelse hele tiden, men han skulle dog være tilbage på sit værelse inden for nogle bestemte tidspunkter. Der var selvfølgelig visse steder han ikke måtte gå hen, men ellers var det frit for ham.

Han nød meget at gå hen til en lille pige, som boede et par gange væk fra ham. Hun var 10 og han var 11 på det tidspunkt. Den lille pige havde leukæmi, og havde ikke langt tid tilbage. Han besøgte hende tit, og snakkede med hende. Hun holdte hans humør oppe, og han nød at se et lys i hendes øjne, når han kom hen og besøgte hende. Hendes forældre havde ikke noget imod at han besøgte hende, selvom personalet havde fortalt hvordan han var. Han passede nærmest på den lille pige, og selvom han havde det, decideret af helveds til, så bragte hun en lille smule glæde ind i hans hverdag.

Men selvfølgelig kom dagen hvor hun leukæmien vandt over hende. Johannes gik sin daglige tur hen til hende som han plejede. Men da han trådte ind i værelset, kunne han se at hendes forældre stod og græd. Han vidste at hun havde forladt ham, og at han havde mistet sin eneste ven. Han gik hen til hende, og tog hendes hånd. En enkelt tåre gled ned af hans kind, og så gik han igen. Samme aften fik han det værste anfald han nogensinde har haft, og det tog hårdt på ham fysisk.

Han begyndte at gå flere ture, og holdte nærmest op med at sove. Han fik skyldfølelse over den lille piges død, selvom han godt vidste at det aldrig nogensinde kunne blive hans skyld. Pigens forældre snakkede også med ham om det, og sagde at han havde givet den lille pige en grund til at leve. Han takkede dem for deres besøg, men sagde at lige meget hvor meget de prøvede, så kunne han ikke hjælpes.

2011

To år var nu gået og han havde det stadig som før. Han cutter mere end nogensinde, og lige meget hvor mange sakse, knive, glasskår og hvad han ellers kunne finde de fjernede, så fandt han hele tiden noget nyt. Efter hånden så var ca. 80% af hans krop dækket med ar, som aldrig ville forsvinde. Han prøvede at tage sit liv endnu en gang, men blev opdaget af en sygeplejeske.

Ida besøgte ham stadig, og det samme med forældrene. Ida gjorde virkelig alt for ham, og lyttede til ham hvis han havde noget at sige, eller fortalte selv om sit eget liv. Han elskede når Ida var her, og de to fik et stærkt søskende bånd til hinanden.

De næste par år skete der ingen ændring i hans tilstand…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...