1999
Johannes blev født d. 25 marts år 1999. Hans søster, Ida, blev født året før. Johannes mor og far var begge alkoholikere og narkomaner, men klarede det alligevel godt som forældre. Johannes og hans mor var rigtig tætte, og han var uden tvivl mors dreng, men i år 2008 døde hun af en overdosis. Johannes far døde året efter af en leverfejl, og de blev flyttet hen til en plejefamilie. Hvis vi går lidt tilbage, til Johannes skolestart, så havde han det ikke nemt. Han har altid været god fagligt, og været en af de bedste i klassen. Men socialt var han ikke som de andre drenge i hans klasse. Han var mere asocial, og ville hellere sidde og tegne og læse i frikvarterende, end at spille fodbold og slås med de andre. De andre drenge drillede ham med det, og kaldte ham bøsse, taber homo og så videre. Han blev ikke rigtig påvirket af det, men alligevel faldt hans selvtillid en del. Efter hans forældres død, blev det værre. Da de andre fandt ud af at han nu boede i plejefamilie, og at hans forældre var alkoholikere og narkomaner, mobbede de ham endnu mere. Jo ældre de blev, jo værre blev det.
2008
Men lad os springe frem til der hvor ham og hans søster blev overflyttet til plejefamilien. Ida var 10 og Johannes var 9 på det tidspunkt. Johannes havde rigtig svært ved at komme over forældrenes død, specielt sin mors. Han var deprimeret, og lukkede sig meget inde. Plejeforældrene havde selv 3 børn, 2 piger og en dreng, som allerede var flyttet hjemmefra. Både Johannes og Ida, blev modtaget med onde blikke og hårde følelser. De blev ikke behandlet særlig godt af deres pleje søskende, og plejeforældrene gjorde intet for at beskytte dem, imod deres egne børn.
Som tiden gik, fik Johannes det værre. Han begyndte at få selvmordstanker, og skære i sig selv. Han talte ikke med nogen om det, overhovedet. Han havde ingen venner i skolen, han havde kun hans søster Ida. Han forsøgte at tale med sine plejeforældre om det, men de tog ham slet ikke alvorligt og sagde at det bare var noget han bildte sig selv ind. Ida prøvede så godt hun kunne at hjælpe ham, men han kunne ikke hjælpes.
Efter et halvt års tid med selvmordstanker, cutting og overvejelse i at stikke af, var begge hans arme, lår og mave nærmest dækket af ar. Store dybe ar, som nærmest ikke fik tid til at hele, før han havde skåret det samme sted igen. Alle hans tanker om hans forældre, dem der mobbede ham, plejefamilien og alle de andre, blokerede alle glade tanker. Han levede i en bobbel af selvhad, og had til alle hans nærmeste. Han prøvede at tage sit eget liv, ved at sluge et glas sove piller. Dagen efter blev han indlagt på psykiatrisk børneafdeling i en alder af 10 år.
2009
Johannes fik endelig den hjælp han havde brug for. Desværre hjalp den hjælp bare ikke. Han fik en masse beroligende piller, og nerve medicin, men intet kunne tage den smerte han konstant følte inden i.
Johannes begyndte at få anfald hvor han ikke kunne få luft og gå i kramper. Når han fik disse anfald, blev han også voldelig og nogen gange decideret, dæmonisk. Han fik dem mest om natten, når han ikke kunne sove, eller hvis han lå og tænkte. I starten kom de ikke ret tit, men jo længere tid der gik og jo ældre han blev, jo værre blev de. Og jo længere tid varede de. Han turde ikke gå nogen steder hen på hospitalet, fordi at han var bange for at skræmme de andre og fordi at han var bange for at få et anfald. Lægerne vidste ikke hvad de skulle gøre for at hjælpe ham. De tog tons vis af prøver, men de kunne ikke finde noget.
Johannes cutting blev værre. Han kunne ikke kom ud med den smerte han havde inden i, og den psykolog han fik tildelt forstod ikke hvad han gik igennem. Alting var bare et stort rod for ham, og han kunne slet ikke se en grund til at leve mere. Ida besøgte ham så tit hun kunne, og tog tit bussen ud til hospitalet efter skole for at se til ham. Det tog hårdt på hende at se hvordan hendes lillebror havde det, og at hun intet kunne gør for at han fik det bedre.
