The Microphone!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2016
  • Opdateret: 1 nov. 2016
  • Status: Igang
Phoebe er ikke en helt normal pige, og har derfor et mål i livet. Dog ikke et helt normal et, da det går ud på at røre ved en sangers mikrofon. Hendes veninde og hende selv, vinder et par billetter til en koncert og tager derhen i al hemmelighed for familien, da de er bange for, at de ikke må. Mon Phoebe får sit ønske opfyldt, hvad bliver der af Freja, og hvad er det for et sangtalent Phoebe bærer på? Men det endelige spørgsmålet er; går alt nu efter planen, eller bliver Freja og Phoebe ført ud i al verdens problemer, som vi kun kan drømme om?

29Likes
21Kommentarer
10536Visninger
AA

11. Weird Experience ~ Part 2

Phoebes synsvinkel

Jeg sukkede dybt, da fodtrinene ikke kunne høres mere. Han var væk for nu, og jeg havde endelig fri adgang til at få tænkt alle tingene igennem.

Det hele var så forvirrende og kompliceret. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle føle eller tænke. Måske var jeg helt forkert på den, eller også havde jeg måske følelser for Harry. Måske, skulle jeg bare indrømme det for mig selv, og vende mig væk fra det, for jeg kunne jo ikke have den slags følelser for en som ham. Han var afsindig berømt og totalt eftertragtet af alle piger og modeblade over hele verden - jeg, en helt almindeligt teenager, som var forvirret, som bare helvede. Jeg kunne se min indre gudinde sidde på en blød, præsentabel sofa, mens hun kun lige vendte sit hovedet væk fra fjernsynet, der ellers syntes at underholde hende, og lod sit blik nærstudere mig, hvorefter hun rystede på hovedet, tydeligvis skuffet af mig, og kommenterede med små 'dt, dt, dt' lyde med pegefingeren dreje fra side til side.

Selv hun, kunne give mig en irriterende følelse i maven. Iiih, hvor var det dog irriterende, og gud hvor havde jeg dog sagt det mange gange nu, men det var ligså irriterende hver gang. Hvad skulle jeg stille op?

Jeg satte mig brat op, og trak dynen af mig med overskud, selvom det var alt andet end hvad jeg følte. Men nu skulle jeg ligge det bag mig, og hen til Freja. Vent, hvor havde Freja sovet?

Jeg vendte fødderne ud over sengekanten i en lystig, hurtig bevægelse, og rejste mig med ét op. Skeptisk, lod jeg blikket glide ned over min krop, som ikke bar andet end mit undertøj, da kulden straks havde omfavnet mig. Sig mig, havde Harry klædt mig af?

Jeg rystede den mærkelige tanke af mig, og fokuserede i stedet på at finde mit tøj, som jeg højt forventede, var i rummet jeg opholdte mig. Da jeg endelig havde spottet en klump tøj, der bestod af pastel og mørke farver, regnede jeg hurtigt ud, at det var mit. Jeg krøb hastigt i det, og kørte et tot hår bag det ene øre.

Duggen havde sat sit præg på vinduet, og man kunne knap se igennem det. Det var heller ikke fordi, at det var sommer i sølle, lille Danmark. Selv sommeren, var nogle gang en skuffelse. Vi havde ikke held med vejret, men det var nu også rart bare at kunne sidde inde og lytte til regnens uendelige trommen på vinduet, mens jeg plejede, at have en brændvarm kop te i hænderne, som altid pressede sig imod koppen, da de så kunne holde varmen. Og uldtæppet klemt omkring sig, med blikket vandrende henover det våde græs, og hvad der ellers var at kigge på. Det kom an på hvor du befandt dig. Det var rent ud sagt hyggeligt, og selvfølgelig lige mig.

Jeg lænede mig en smule frem med næsen presset umodent mod vinduet, og spejdede ned i tågen, så jeg kunne se, at jeg var på første sal. Så Harry havde altså også transporteret mig herop? Han måtte være stærk, især hvis det var op af trapper, hvilket jeg gik udfra, at det var. Jeg var jo ikke ligefrem let mere.

Mens jeg trippede ned af trapperne, kunne jeg høre glade, lystige stemmer indefra et andet rum. Jeg fuldte lyden, og fik hurtigt øje på Freja, Niall, Louis, Liam, Zayn og... Harry igennem den tykke glasrude, som var indmuret i døren.

Nervøst tog jeg hårdt fat i håndtaget, og nærmest knugede det ind i hånden, så det ville sætte aftryk på indersiden af min hånd. "Nej, jamen se hvem der er vågnet fra de døde!" Zayn slog straks sin skrattende latter op, efter hans irriterende joke. Dog ville jeg ikke modsige ham, da det nok så sådan ud, for jeg lignede sikkert én stor bunke lort. Men hvem siger, at man skal åbenlyst give ham ret? Ingen, nej. Godt!

"Haha, meget morsomt," svarede jeg monotomt tilbage, og lod døre bag mig lukke i. De sad lystigt omkring et rundt bord med et sæt kortspil foran dem. Så de spillede altså kort!

Igen, kom min indre gudinde på banen og fyrede sin daglige bemærkning af: Nej, virkelig. Det havde jeg aldrig gættet. Hvorfor havde du ikke fået lettet din rumpe før nu og joined dem?

Jeg sukkede indevendigt, og lod mine arme falde ned langs siden. "Hvad spiller i?" Spurgte jeg nysgerrigt.

"Fisk!" Råbte Niall højt, så min krop gav et spjæt fra sig. "Så, så, rolig nu Niall," grinede Louis beroligende. Jeg kunne ikke selv lade være med at grine en smule, og bevæge mig hen ved siden af Harry, så jeg kunne se hans kort.

Jeg havde bare lyst. Bare for at irritere ham, og det gjorde jeg også. Udfra hans reaktion i hvert fald. "Hey, Phoebe, ikke snyde, ikke snyde." Han rystede let på hovedet, og smilede over sin egen kommentar, som han lod til at være stolt af. Det ville jeg selvfølgelig ødelægge.

"Jeg snyder da ikke. Jeg er jo ikke med i spillet... Endnu." Meningen med hvad jeg sagde, vidste jeg ikke selv, men nu når jeg sagt det højt, lød det... Jeg ved ikke... En smule frækt? Det lod også til, at jeg ikke havde været den eneste, som havde opfanget det, for Zayn og Niall, brød øjeblikkeligt ud i en af deres latterlige grine-flip. Jeg mener, hvad var meningen?

"Hvorfor er det så sjovt?" Spurgte jeg oprigtigt, selvom jeg udemærket godt vidste, hvad der var så hylende sjovt, at de blev nød til at vise det så kraftigt, for jeg have selv haft den mærkelige følelse. Jeg kiggede ned på Harry, som smilede rødmende, men samtidig en smule frækt til mig, og jeg mærkede straks en brændhede brede sig til hele mit ansigt.

"Nå, men må jeg være med?" Spurgte jeg, for at komme ind på et andet emne.

"Næh nej, du! Du har lige set mine kort!" Jeg kunne ikke lade være med at grine af Harry og hans udbrød , mens jeg samtidig prøvede at holde masken, som var at surmule. Han holdte vores øjenkontakt, og jeg vidste, at hvis jeg ikke snart tog mit blik et andet sted hen, så ville han få sin vilje. Men på den anden side, hvis jeg tog mit blik væk, ville jeg fremkomme som svag, og det ønskede jeg ikke.

Brynene røg lidt mod hinanden, mens mine læber blev til en tynd streg. Jeg kneb øjenene sammen, og prøvede samtidig at holde mine læber mod hinanden, og ikke bryde ud i grin. Han løftede øjenbrynet udfordrende og flirtende, og afslørede at han var god til at holde masken. Måske var han endda en god skuespiller?

Men slevfølgelig kunne jeg ikke holde masken. Selv mine smilebånd rystede af lyst til at skraldgrine.

Jeg hoppede op og ned og hev efter vejret, mens jeg lod mit mærkelige grin fylde hele huset. De andre samt Harry, sad lamslået og betragtede mig med forundrende øjne, hvilket fik mig til at falde sammen på gulvet af grin. Det var godt nok lang tid siden, at jeg havde haft sådan et fantastisk grine-flip. Freja og jeg plejede altid, at få grine-flip mindst en gang om ugen, men ikke her på det sidste. Vi havde vel ikke fundet noget sjovt endnu? Eller... Jeg havde jo så nu, men det var også kun mig, og jeg måtte sige, at det var ved, at blive en smule akavet. Kun en smule.

Okay, virkelig meget!

"Okaay, Pheobe kan du få vejret dernede?" Jeg var rullet ind under bordet og lå og tumlede rundt oven på alles fødder. Jeg skævede op mod Harrys og Zayns ansigter på hver side under bordet, og lige der gik det op for mig, hvor åndsvagt det her egentlig var. Jeg lå under et kuglerundt bord, og gjorde mig totalt til grin foran det verdenskendte band One Direction. Altså, hvad skete der lige for mig? Eller, hvad skete der lige for verdenen? Eller, endnu bedre, hvad skete der for det uendelige univers? Det fik mig egentlig bare til at få endnu et flip, og jeg brød ud i et ukontrolleret grin igen.  

Jeg fik tårer i øjnene, og viftede kraftigt med armene. Hvis man ikke var mig, ville man squ nok tro, at jeg var skide fuld, men ved i hvad guys, I kan jo læse mine tanker, så i ved jo godt, at jeg ikke havde taget noget. Ej, prøv lige bare ét øjeblik, at tænke over, hvor sejt det der lige lød. I er fucking tankelæsere! OMG, hvor nice er det lige!

Vent... Hvorfor er jeg ikke tankelæser!? Øv!

Sidespor...

"Sorry guys, jeg bliver lige nød til at gå." Jeg kom akavet op på benene, mens jeg lige var ved at snuble ned i Harry. Jeg rystede langvarigt på hovedet af mig selv på vejen ud i gangen, og videre op af trappen.

Gud, hvor var jeg skør! 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...