The Microphone!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2016
  • Opdateret: 1 nov. 2016
  • Status: Igang
Phoebe er ikke en helt normal pige, og har derfor et mål i livet. Dog ikke et helt normal et, da det går ud på at røre ved en sangers mikrofon. Hendes veninde og hende selv, vinder et par billetter til en koncert og tager derhen i al hemmelighed for familien, da de er bange for, at de ikke må. Mon Phoebe får sit ønske opfyldt, hvad bliver der af Freja, og hvad er det for et sangtalent Phoebe bærer på? Men det endelige spørgsmålet er; går alt nu efter planen, eller bliver Freja og Phoebe ført ud i al verdens problemer, som vi kun kan drømme om?

29Likes
21Kommentarer
10586Visninger
AA

4. Stressful Travel

Mine øjne åbnede sig langsomt, kiggede hurtigt rundt i rummet jeg befandt mig i, men lukkede derefter i igen. De kunne ikke klare det.

Det var også klart når mig og Freja havde lavet en døgner, og havde først afsluttet den for en time siden.
Jeg ved det godt. En dum idé når vi også skulle til koncert til aften. Men vi gjorde det for at fejre, at vi faktisk havde vundet en stor konkurrence!
Det var dagen idag, hvor vi skulle afsted, og tro mig, vi havde ikke talt om andet end det. Det var jo mega stort.
Jeg rejste mig slæbene op af sengen, og støttede med min hånd på sengekanten, eftersom min morgen-balance ikke var den bedste.
Jeg begav mig ned i køkkenet. Jeg måtte ikke være morgen muggen tænkte jeg, da jeg godt kunne mærke, at den mindste lyd kunne bringe muggenheden frem. Som en skygge der hele tiden fulgte mig. Det var der ingen grund til, selvom jeg godt kunne have brugt lidt mere tid i sengen, men stadigvæk, jeg kunne ikke tænke sådan på denne dejlige og lystige dag.
Vi havde to timer, og så skulle Freja og jeg afsted mod toget, der førte mod København. Der hvor selve koncerten foregik.
Der var ikke nogen, der måtte finde ud af, at vi tog afsted. Vi gjorde det i hemmelighed, så nogle familiemedlemmer ikke havde chancen for at for de dyrebare billetter som vi så heldigt havde vundet.
Nej, det måtte absolut ikke ske. Det var også derfor vi ville risikere så meget. Dog også fordi Freja havde arbejdet meget for at vinde denne konkurrence. Vi skulle ikke just glemme, da hun gik lige ind i en lygtepæl. Hahaha! Det tror jeg aldrig, at jeg vil glemme. Det er simpelhen et for dyrebart minde til at kunne forlade.
Jeg åbnede køleskabet og kiggede ind til de ret så tomme hylder. Man kunne ikke undgå at være sulten efter en døgner, da man har været vågen hele natten, og ikke har fået noget mad. Det havde Freja og jeg i hvert fald ikke. Det gjorde vi aldrig. Vi var bare ikke sultne om natten.
Jeg sukkede tungt, lukkede køleskabet igen og kiggede efter et ur. Jeg fik øje på et, der hang over vores komfur, og så at klokken kun var 7.
Jeg gik op ad trappen igen og videre hen mod mit værelse.
Freja lå stadig og sov tungt på madrassen, som vi havde boret op på værelset. Det havde været belastende, eftersom den lå nede i kælderen, og vores trapper var ret smalle. Men se nu, vi fik gjort det!
Jeg lagde mig over i min seng, der var højere end den såkaldte lave madras, som Freja lå på.
Jeg vendte mig meget uroligt, men endte med at ligge på siden, og kigge på Freja, som lå så uskyldigt og træt på madrassen.
Jeg ved ikke hvor lang tid jeg lå der, men til sidst overmandede trætheden mig, og jeg faldt i søvn.

***

"Kom nu, kom nu, kom nu!" Var der en, der stille men alligevel ivrigt hviskede ind i mit øre. Det var Freja.
"Hva, hva? Hvad er klokken? Kommer vi for sent, eller sov vi over os?" Blev jeg ved med at spørge Freja, som sad ved siden af mig påklædt?
"På en måde," kom det usikkert fra Freja.
"Hvad mener du?" Spurgte jeg bange.
"Jo altså vi har kun halvanden time til, at vi skal være der."
Jeg sprang op af sengen, og kiggede forvirret omkring mig.
Hvor var mine bukser, t-shirts... Og sokker? Hvor filen var mine sokker? Mine elskede dejlige bløde sokker.
Jeg fandt dem under min kommode. Hvordan var de dog endt der?
"Jeg har allerede pakket vores mad. Vi kan ikke nå at spise den nu," kom det flygtigt fra Freja. Jeg nikkede hurtigt og sprang i noget tøj. Jeg greb min håndtaske, spurtede ned med den og børstede mine tænder .
Freja tog maden og hendes taske.
Vi gik ud af huset og jeg låste af.
Vi løb hele vejen ned til station, som lå godt og vel 2 km. væk. Vi tog det første tog, der gik til Københavns Hovedbanegård.

"Aaaah, endelig kan jeg sidde ned!" Sagde jeg og hev efter vejet.

"Ja, det må du nok sige. Det var en hård løbetur." Svarede Freja med de ord hun kæmpede med at få op.

Jeg satte mig med et bump ned i et sæde, og sad som stenet og prustede efter vejret. Vi klarede det godt indtil videre. Vi skulle bare have togturen overstået, og så hen til koncerten. Det kunne da ikke være så svært!

 

***

  

Ej man, jeg er lost!

Jeg havde ikke tænkt på hvor vi skulle hen efter togturen, kun hvad vi skulle.
Jeg havde håbet at Freja vidste det, men nej. Hun stod også bare og ventede på noget, der så ud til ikke skulle ske.
"Nå øøh, ved du hvor vi skal hen nu?" Kom det pludseligt fra mig.
"Det havde jeg ikke lige tænkt på," svarede Freja nærmest hviskende.
"Kom lad os spørge de der piger!" Sagde jeg pludseligt.
Pigerne som jeg havde fået øje på, havde skrevet One direction på deres kinder og i panden. De havde en taske hver, hvor der var billeder med One direction på, så jeg gættede bare på, at de nok ville kunne hjælpe os.
Jeg tog Freja i armen og styrtede over mod dem.
"Hej, vi håber i kunne hjælpe os med at finde One direction koncerten, der bliver holdt snart." Spurgte jeg hurtigt.
"Øøøh ja, i skal bare finde denne adresse ****." Svarede den ene pige, og rakte mig et krøllet papir, som i øvrigt var lidt vådt . Jeg ved ikke hvorfor, men noget sagde mig, at jeg ikke behøvede at vide det.

"Super! Mange tak," Svarede Freja, hvorefter hun tog fat i min arm, og førte os begge igennem alle de myldrende mennesker, der alle prøvede at bane sig vej igennem alle. Heldigvis for os var vi bedre, og var de første, der nåede igennem menneskerne og kunne ånde lettet op, når vi stod for enden af trappen og kiggede skiftevis fra alle menneskerne og ud mod bilerne, der drønede frem og tilbage.

Vi begyndte at gå den vej vi nu troede var rigtig. Vi var trods alt inde i en by, som vi ikke tilbragte særlig meget tid i, så der var ingen mulighed for bekendtskab.  

Vi nåede til et lyskryds, som var en smule anderledes end almindelige. Den talte simpelthen ned til den næste passage. Hvor vidunderligt var det lige, så kunne man jo forberede sig. Altså finde noget i sin taske man længe har tænkt på, at man skulle have frem. Eller hvis noget i tasken har generet dig bag på ryggen. Eller... her kommer en god en. Man skulle have bundet sit snører bånd. Genialt siger jeg bare!

"Kom nu Pheobe! Det har skiftet," jeg kunne pludselig høre Frejas irriterende stemme, der skar gennem luften. Hun fægtede med armene, for at få min koncentration.

"Åårh ja, selvfølgelig," udbrød jeg, og skyndte mig hen mod Freja, som allerede var halvt over vejen.  

Jeg løb med fuld fart over vejen og snublede uheldigvis også et par gange.

Vi nåede i live over vejen... pyyyhaa...

Vi løb med alle de kræfter, som vi havde og styrtede igennem fortovet.  

Jeg løb og løb indtil Freja pludselig stoppede brat op, og kiggede til sin højre side. Jeg selv gik et par skrid tilbage og kiggede i samme retning. Der kom godt nok meget højt musik inde fra det sted vi nærmest stenede.

Vi var vist også kommet til at blokere for andre mennesker, for pludselig var der en høj person med krøller, som væltede ind i mig, og ville vist gerne forbi. Han fik lige sagt undskyld, og jeg fik øjenkontakt med ham et split sekund. Selv der strålede hans funklende grønne øjne, som de vildeste stjerner. Jeg kunne slet ikke beskrive det. Der tænkte jeg slet ikke på Albert... underligt nok, men ham her fangede min opmærksomhed fuldt ud.

Jeg blev dog brudt ud af min dejlige oplevelse med ham-med-krøllerne, da 4 andre personer der virkede bekendte, også maste sig op ad mig, for at komme forbi.

Da de 5 drenge var kommet forbi mig og kommet længere frem, stod Freja allerede ved porten og vinkede ivrigt til mig.

Jeg var virkelig langsom i dag!

Jeg gik langsomt hen mod Freja, mens jeg spændt kiggede efter drengene (specielt efter ham med krøllerne)-, men de var ikke til at se nogen steder. Det var som om de bare forduftede. Bogstaveligt talt. De duftede virkeligt godt + at de så bare var væk.

Virkelig mystisk.

Jeg opgav, og bevægede mig længere hen mod Freja, som stadig stod og vinkede til mig. Dog nu med et forvirret ansigtsudtryk klistret om sit ansigt.

"Det var du lang tid om!" Sagde Freja, da jeg endelig var kommet over til hende.

"Jaa, der var bare lige nogle...," svarede jeg langtrukkent tilbage.

"Kom, lad os bare komme derind!" Hvinede hun med hendes fulde lungers kræft, mens jeg stod tilbage helt forvirret og fortumlet.

"Farvel virkelighedens verden, og goddag til One direction!" Sagde Freja til mig, så det kun var mig der kunne høre det, som om det var en hemmelighed.

Med de ord gik vi igennem porten, som vi havde stået foran.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...