The Microphone!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2016
  • Opdateret: 1 nov. 2016
  • Status: Igang
Phoebe er ikke en helt normal pige, og har derfor et mål i livet. Dog ikke et helt normal et, da det går ud på at røre ved en sangers mikrofon. Hendes veninde og hende selv, vinder et par billetter til en koncert og tager derhen i al hemmelighed for familien, da de er bange for, at de ikke må. Mon Phoebe får sit ønske opfyldt, hvad bliver der af Freja, og hvad er det for et sangtalent Phoebe bærer på? Men det endelige spørgsmålet er; går alt nu efter planen, eller bliver Freja og Phoebe ført ud i al verdens problemer, som vi kun kan drømme om?

29Likes
21Kommentarer
10492Visninger
AA

1. Intro

The Microphone

 

Live what you love!

 

Af Cecilie ;-)

 

 

 

 

 Hej jeg er Phoebe. Jeg er 20 år gammel, og havde en fantastisk familie på en mor og far, lillebror og storesøster. Derudover havde jeg også en fantastisk veninde. Vi var generelt bare normale. Det var ikke lige hvad jeg ønskede, at vi skulle være, men det var vi desværre nok. Det stoppede mig dog ikke i, at skille mig ud. Jeg havde altid været en lille smule anderledes end de 'andre'. Dvs. jeg havde altid kasket og drenge tøj på i børnehaven, imens alle andre piger ikke havde. Men jeg var ligeglad, jeg ville blive lagt mærke til.

Nu må i ikke tro, at jeg kun tog kasket på, nææ nej, det var det bestemt ikke! Jeg var også altid sammen med drengene som den eneste, og tit udadvendt som en af de få piger, men selvfølgelig var det ikke det værste, men det gjorde alligevel en forskel på min vennekreds.

Der var ikke den store forskel fra børnehaven og op til skolen det gik som det plejede, men dog ændrede jeg mig en lille smule, da puberteten startede. Jeg fik jo min menstruation, og det holdte mig lidt fra drengene, da jeg havde brug for en pige ved min side. Husk her snakkede vi altså ikke om min mor. Nej, altså en veninde på min alder, og det var her Freja kom ind i billedet. Vi blev tætte, og jeg havde for første gang en rigtig veninde, og ikke bare en dreng, der sagde 'whats up', og gav mig et skulderklap. Nu må i ikke misforstå mig, det var ikke fordi jeg fandt det irriterende. Jeg havde jo selv bedt om det, og det var også afslappende, men jeg havde bare brug for en, hvor jeg bare kunne give slip på alle mine tanker og frustrationer. Jeg er jo pige! Freja var den perfekte til det. Hun var loyal omkring hemmeligheder, og hun var der altid for mig. Vi var bedste venner for altid! BFF'er!

Nu var jeg så 20 år, ( woow, jeg er allerede 20 år! Du kan lige så godt indse det Phoebe. Du bliver ældre! ) - og jeg var blevet lidt mere... Hvad skal vi kalde det... Piget. Hvis man kunne sige det. Jeg var begyndt, at bære stramme jeans, crop top, hestehale, neglelak og sådan nogle ting. Jeg følte, at det var behageligt... Underligt nok. Jeg havde dog stadig kun drengevenner hvis man ser bort for Freja.

Nåår ja, Freja havde også nogle drenge venner, men selvfølgelig var det mest piger. Hun var ikke ligesom mig. Den underlige tøs.

*******

Jeg var på vej hen til gymnasiet. Jeg gik alene... Jeg ved det. Jeg er en alone'er. Hvis der over hovedet, er noget der hedder det? Jeg gik sløvt hen af den våde asfalt vej. Det styrtregnede, og jeg ville ønske, at jeg bare kunne blive hjemme, men problemet var, at der var start afgangseksamener, og jeg ville gerne lære det sidste, hvis man kunne sige det inden de såkaldte afgangseksamener. Jeg hørte musik med mine hovedtelefoner, der sjovt nok sad i min telefon, imens jeg gik. Ellers ville det bare blive for deprimerende, at gå alene i regnvejr + jeg var drivvåd, så det hjalp heller ikke på sagen!

Jeg var snart henne ved gymnasiet, og jeg kunne se Freja, der stod og vinkede ivrigt til mig. Noget sagde mig, at hun havde gode nyheder. Det gjorde ellers min dårlige morgen bedre... Håbede jeg.

Jeg skyndte mig hen til Freja, som stod under halvtaget ved gymnasiet.

"Nå smukke, hvordan har din morgen været?" Spurgte hun fjollet.

"Et rent helvede!" Svarede jeg tilbage sukkende, men med et snert af glæde. Jeg ville nødig sende de forkerte signaler ud. Jeg mener, jeg var over hovedet ikke sur på Freja, og hun måtte ved guds skyld ikke få al min morgen vrede væltet ud over sig. Det fortjente hun ikke.

Jeg ved det godt. Jeg virkede meget mærkelig omkring dette punkt, men for noget tid siden, var jeg meget sur en morgen, og Freja var den første jeg så, så selvfølgelig fik hun skylden for alt muligt ligegyldigt, og begyndte at græde af min vrede. I starten forstod jeg det ikke, men lidt efter lidt, gik det op for mig, hvor hård jeg egentlig havde været. Jeg havde råbt og skreget, og måske givet hende et lille dask. Jeg var jo trods alt van til drenge, der sagtens kunne tåle sådan noget. Det var derfor drenge var meget nemmere. De tog ikke sådan noget så tungt... I stedet sagde de bare roligt, 'den er god med dig. Få dig noget søvn i stedet'. Derefter blev jeg selvfølgelig irriteret, men kølede automatisk af i løbet af dagen. På den måde skete alt den pige-fnider (som jeg kalder det ) - ikke. Men det var nu rart, at have Freja i mit liv. Hun gør ikke andet end, at gøre mig glad, og hvis jeg er i dårligt humør får hun mig altid til at smile. Det var skønt. Jeg havde ikke troet man kunne få sådan en god veninde som hende, men det kunne man åbenbart, men det var også kun hende man kunne få! Og hun var min BFF!

"Skal vi?" Spurgte jeg med dyb stemme, som om jeg var en mand + jeg vendte hånden ned og nejede pænt foran hende. Ligesom man gjorde i gamle dage... Eller i hvert fald fra min mors tid... Ups!

Hun nejede pænt igen som pigerne gjorde den gang, og gik ind af den store glas dør. Ja, det var et pænt gymnasium vi gik på. Det havde sørme også svært for både mig og Freja at komme, men vi klarede det. Juuhuuu!

********

"Phoebe, kan du bekræfte hvad en økonomisk forvandling er?" Spurgte fru. Sørensen skarpt om. Hun havde tydeligvis bemærket, at jeg var lidt ukoncentreret. ( Kun lidt! Dont blame! ) Det var jeg skam også, men det var så damn irriterende. Jeg mener, det er tros alt svært, at være koncentreret i hele to timer uden, at man over hovedet må snakke eller gå på toilettet!

"Øøømn..." Var det eneste jeg kunne frembringe. Heldigvis var Freja ved min side, og hun sagde 'bla,bla,bla,bla,bla,bla' lige da jeg skulle til, at svare 'det ved jeg ikke'. Hun var da bare den bedste, og hun lyttede altid efter i timerne, så jeg kunne jo bare spørge hende senere, selvom hun ville blive lidt muggen over det. Hvilket også var forståeligt. Det ville jeg sikkert også selv, men der var aldrig nogle der spurgte mig om noget... De vidste nok, at de ikke ville få et ordenligt svar hvilket også var rigtigt. Men what ever!

*******

"Såå, hvad skal vi lave i dag?" Spurgte Freja efter skoletiden var over, og vi var på vej ud af gymnasiet.

"Tjoo, hvad med, at tage hjem til mig?" Svarede jeg med håb i, at hun sagde ja.

"Lyder hyggeligt!" Svarede hun ivrigt, og trak mig med i en fart op mod toget.

 

Hej folkens!

Jeg er gået i gang med endnu en movella! Håber i synes, at den er god indtil videre. ;-)

Jeg lover, at kapitlerne bliver længere med tiden.

Ses!

Cecilie Xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...