The Microphone!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2016
  • Opdateret: 1 nov. 2016
  • Status: Igang
Phoebe er ikke en helt normal pige, og har derfor et mål i livet. Dog ikke et helt normal et, da det går ud på at røre ved en sangers mikrofon. Hendes veninde og hende selv, vinder et par billetter til en koncert og tager derhen i al hemmelighed for familien, da de er bange for, at de ikke må. Mon Phoebe får sit ønske opfyldt, hvad bliver der af Freja, og hvad er det for et sangtalent Phoebe bærer på? Men det endelige spørgsmålet er; går alt nu efter planen, eller bliver Freja og Phoebe ført ud i al verdens problemer, som vi kun kan drømme om?

29Likes
21Kommentarer
10472Visninger
AA

5. Hot Hands

Frejas hånd klistrede sig om min. Hun sagde, at vi skulle have de absolut bedste pladser, og jeg kunne jo ikke give hende andet end ret, meeen at vi ligefrem skulle løbe hele vejen uden nogen form for pause...

Faktisk havde jeg også lige opdaget, at den frokost Freja havde pakket egentlig bare var en masse øller... seriøst Freja?!

Jeg havde planlagt det fuldt ud. Min fantastiske plan om, at jeg skulle have fat i en af deres mikrofoner, var nu offentlig gjort. :-P

Det stramme greb, som Freja havde haft om mit håndled, var nu væk. Pist væk. Og hvor var Freja nu? Pludselig kunne jeg ikke se Freja nogen steder. Elleer... Jeg skimtede et hoved, som lignede Frejas utrolig meget, lidt længere henne. Jeg begyndte selvfølgelig at gå hen mod det, men der var mange mennesker, så det var ret svært. Jeg maste og skubbede så meget jeg kunne, men folk maste igen. De ville også gerne til, men hvem ville ikke det. Jeg prøvede virkelig, men jeg prøvede at gøre det umulige, så jeg bakkede ud. Freja var helt ude af syne, og jeg stod som fortabt tilbage i al mylderet af mennesker og sindssyge fans, som ikke ville lade mig komme forbi, fordi jeg skulle længere mod scenen, og det ville de også gerne.

Jeg gik mod udgangen med raske skridt. Jeg ville finde en anden mulighed. Ingen skulle tage min koncertur fra mig. Ingen!

***

Jeg stod og stenede den store bygning og tænkte på hvad Freja mon lavede. Hun stod sikkert og nød koncerten, mens hendes tanker om mig var i baghovedet. Menneskerne strømmede stadig ind, men de fleste blev afvist fordi de ikke havde billetter, og billetter var fuldstændig udsolgt. Der var dog nogle der fik lov. De havde vist bestilt hjemmefra, hvilket vi jo også havde gjort... På en måde.

Jeg gik et par skridt tilbage, så jeg kunne se lidt mere af bygningen. Jaaaay, jeg fik øje på en dør lidt længere henne, og som den person som jeg nu er, gik jeg hen til den og hev ned i håndtaget. Sjovt nok var der åbent, så jeg tog et skridt ind og kiggede forundret omkring mig. Der var helt stille og en gang, som førte lige ud.

Jeg gav slip på døren, som lidt efter klaskede hårdt i, så jeg selv gav et spjæt fra mig. Jeg hørte nogle stemmer i baggrunden. Det var selvfølgelig One Direction, men der var også andre. Jeg fik øje på nogle sikkerhedsvagter, som vist også havde fået øje på mig, for de satte tempoet meget op, og styrtede over mod mig.

Jeg, som blev utrolig bange, satte også tempoet op og skyndte mig ned af den lange gang. Jeg startede ud med at power-walke, hvorefter jeg små løb, og til sidst løb jeg så meget jeg kunne i takt med, at jeg af og til kiggede tilbage på vagterne, som kiggede surt på mig.

"Heeey, kan du så komme her!" Råbte en af vagterne højt mod mig. De troede sikkert, at jeg var en eller anden crazy fan, som ville kysse og kramme med drengene. Men nej, jeg var bare mig, som ville røre deres mikrofoner og finde min forsvundne veninder. Apropos Freja. Mon ikke at hun kunne huske mig nu. Sikkert, det måtte hun da kunne!

 

Frejas synsvinkel

"Juuuhuuu!" Skreg jeg som en eller anden galning, hvilket jeg helt sikkert også lignede. Jeg råbte og skreg af mine lunger fulde kraft. De sang jo som engle i forhold til mig. Jeg kunne ikke lade være med at beundre dem.

Jeg blev en smule tørstig... Igen. Jeg trak endnu en flaske øl op af min proppede taske og hev låget af den. Op med flasken og bund den tænkte jeg... Hvor mange øl jeg havde fået, var en gåde, der nok aldrig ville blive besvaret. Jeg havde mast mig ned på forreste række, og på en eller anden mystisk måde følte jeg, at One Direction havde set mig, eftersom jeg stod og bundede en masse øl og dansede og skrålede som en vild. Jeg have efterhånden haft øjenkontakt til dem alle, når de kiggede mærkeligt på mig.

"Uuuups..." Sagde jeg højt, da jeg spildte en masse øl ned af mig selv, og da en masse piger og drenge kiggede endnu mere mærkeligt på mig.

One Directions øjne så jeg køre hen over hele hallens mennesker, men til sidst på en velkendt person, som kiggede underligt omkring sig. Hun stod oppe ved kanten af scenen og kiggede efter noget.

Guuud, det er sku da Phoebe!

"Phoooeeebeee, her over!" Jeg vinkede ihærdigt til hende og råbte hendes navn ud over hallen, mens hun så ud til at være helt fortumlet. Jeg skimtede nogle sikkerhedsvagter over fra indgangen, men tog mit blik tilbage på Phoebe, som nu så helt forskrækket og skræmt ud. Hun kiggede rundt og ledte sikkert efter en udvej, ligesom hun altid gjorde, men jeg tror hun var fanget.

Hvordan var hun egentlig endt der? Nu var hun jo bedre end mig til, at få bevæget sig frem af.

Jeg slog hende ud af hovedet og dansede videre til One Directions øredøvende musik, som i øvrigt var fantastisk.

 

 

Phoebes synsvinkel

Hvad skulle jeg nu gøre? Jeg var fuldstændig fanget!

Jeg skulle aldrig være gået ud af der hvor jeg skulle være. Nemlig sammen med de sindssyge fans. Men jeg ville jo bare være sammen med Freja, som jeg faktisk var ret sikker på, at jeg hørte råbe, men det var nok bare mig?

Den eneste mulighed jeg så for mig, var at jeg kravlede op på scene også kørte den jo bare derfra. Men der måtte være en anden mulighed en den åndsvage én. Jeg var ikke sådan en fan, som skreg og rev i drengene, og bestemt ikke en der kravlede op på scene, for at røre ved dem. For ikke at sige Harrys hår... Ej det er en løgn. Jeg ville elske at rører Harrys hår. Det måtte være rigtig blødt!

Sikkerhedsvagterne kom fra begge sider, og jeg var bange for at indrømme det, men jeg var omringet. Alt dette på grund af Freja. Den prut. Hun skulle få skulle hun, hvis jeg overhovedet kom væk fra dette mareridt. Selvom det så sort ud for mig, kunne jeg ikke lade være med, at tænke på at jeg faktisk var utroligt tæt på One Direction, hvilket ville sige, at hvis jeg gik op på scene, var der en mulighed for at jeg kunne stjæle mikrofonen.

Skridt for skridt gik vagterne tættere på mig. Min klaustrofobi satte jo nærmest ind, sådan som de kom tættere på mig!

Og dér skete det. Jeg tog den åndsvage mulighed og tog fat om det beskidte scenegulv. Mine ben svang jeg med besvær over gelænderet og skubbede mit ene ben op på scenen. Drengene kiggede mærkeligt på mig, men sang dog videre, mens Liam, den mest modne af dem, sendte nogle blikke til sikkerhedsvagterne. Harry og Louis, for ikke at sige Niall, stod og var ved at flække af grin, mens Zayn gjorde sit bedste med, at synge sin solo og ikke bryde ud i grin ligesom de andre undtagen Liam. Liam tog et skridt frem og begyndte på sin del af sangen, mens Zayn endelig kunne få lov til at grine.

"Yeees," hviskede jeg til mig selv, da jeg endelig var slippet nogenlunde væk fra vagterne. Jeg vidste, at min tid på scenen var lille, og jeg så at alle, som var en del af produktionen, var på sagen om, at jeg skulle ned, dog ikke selve drengene, som stadig grinede svagt over mit lille stund. Jeg rejste mig kiggende op på hele salen, hvor jeg gik i stå. Der var jo millioner af mennesker. Det så det i hvert fald ud til.

"Wooow..." Var det eneste der slap ud af min mund, hvorefter jeg gav et lille gisp fra mig, da jeg mærkede nogle varme hænder på mine hofter. Jeg vendte mig forskrækket om, og var en lille smule bange for at det skulle være nogle, der ville have mig ned, men det var det ikke. Det var selveste Louis Tomlinson, som stod og holdte om mig!

Hvis jeg selv skulle sige det, var mit ynglings medlem Harry, selvom jeg ikke havde en helt klar favorit, var der en gnist i mig, der sagde Harry. Han var for god sakes attraktiv!    

Louis hviskede kælende ind i mit øre. "Hvad laver du dog her?"

"Jeg var nær fanget af jeres sikkerhedsvagter, derfor," svarede jeg ligeså kælent tilbage, selvom jeg egentlig ikke forstod hvordan jeg kunne. Han var kendt og jeg kunne bare tale sådan til ham. Uden at være genert. Jeg var stolt af mig selv!

Han fjernede lige så stille sine varme hænder og gik videre. Jeg åndede lettet ud. Man kunne ikke lade være med at holde vejret inde, når de stod og holdte om en, selvom det var yderst sjældent de gjorde det. 

Jeg gik lidt længere hen på scenen og nød egentlig bare øjeblikket. Jeg gispede endnu en gang, da endnu et par hænder blev lagt om mig. Denne gang dog på maven, og personen trak mig ind i et kram og løftede mig en smule, så mine fødder slap gulvet. Hans hår lagde sig blidt om mit ansigt, og lige foran mig var dén. Mikrofonen!

Jeg tog fat om den og trak. Den røg ud af begge vores hænder, hvor den så fløj højt op i luften. Jeg vendte mig flygtigt om og kiggede direkte ind i et par flotte, grønne og glimtende øjne. 

"Harry!" Røg det ud af mig, inden jeg kiggede væk og greb den. I et hurtigt sekund trak jeg den op til munden og råbte "yeees..," af min endelige sejer. Hans smil lagde sig en smule, og han prøvede at få fat i mikrofonen, da det var hans tur til at synge. Jeg tog dog bare et skridt tilbage og sang hans del helt ubesværet. Jeg ved ikke om det lød ligeså godt som jeg syntes, men da jeg vendte mig om igen og så på Harry, så han bare målløst på mig. Jeg gik tøvende over imod ham og rakte telefonen, mens jeg sagde "tak". Jeg lød ret flov og genert, men det passede mig fint. Jeg havde allerede forvoldt alt for meget ballade end jeg egentlig var ude på. Han tog fortumlet imod den, mens jeg skyndte mig mod udgangen til scenen. Jeg forventede egentlig ikke noget svar, eller over hovedet at de skulle snakke præcist til mig igen. 

"Heeey, vent lidt," råbte Harry efter mig, men jeg fortsatte. Jeg skulle bare væk. Jeg var ikke så vild med publikum. Ikke en hel hal med mennesker, men den tid jeg var der, var alligevel helt uforglemmelig og fantastisk. Alt dette var forgået over én sang, så jeg kunne ikke have været der så længe, som det føltes som.   

 Mine ben svang jeg over gelænderet igen, og satte i løb mod den vej jeg var kommet fra.

 

~

Uuuh, så fik vi også lidt fra Frejas synsvinkel, selvom hun var godt fuld. Og Harry og Louis mødte også Phoebe... igen! Hvad sker der mon med Phoebe, og ikke mindst hvordan kommer Freja mon ud, når hun er i den tilstand, som hun er i?

Smid endelig en kommentar om hvad i synes indtil videre. Det vil gøre mig utrolig glad!

Og jeg er mega glad for alle dem, som har liket denne movella og sat den på favoritlisten. Det giver mig en helt vildt dejlig følelse. Bliv endelig ved.  

 

Knus Cecilie <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...