The Microphone!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2016
  • Opdateret: 1 nov. 2016
  • Status: Igang
Phoebe er ikke en helt normal pige, og har derfor et mål i livet. Dog ikke et helt normal et, da det går ud på at røre ved en sangers mikrofon. Hendes veninde og hende selv, vinder et par billetter til en koncert og tager derhen i al hemmelighed for familien, da de er bange for, at de ikke må. Mon Phoebe får sit ønske opfyldt, hvad bliver der af Freja, og hvad er det for et sangtalent Phoebe bærer på? Men det endelige spørgsmålet er; går alt nu efter planen, eller bliver Freja og Phoebe ført ud i al verdens problemer, som vi kun kan drømme om?

29Likes
21Kommentarer
10472Visninger
AA

9. Half A Movie Night

Harrys synsvinkel

Jeg kunne bare ikke holde ud, at Phoebe sad på Louis skød. Absolut heller ikke da Zayn flirtede på højt niveau med hende, eller da han bar hende hen til bilen. Det var anstrengende at skulle kigge på, uden man bare kunne bryde ind og stoppe dem i det. Hvad ville Phoebe ikke tænke om mig?

Apropos Phoebe. Hun kunne virkelig ikke huske hvad der var sket før hun faldt i søvn. Det var egentlig meget sødt, men jeg ville ønske, at Niall så havde plapret løs om hvordan jeg kunne lide Phoebe, før hun var faldet i søvn, for det var utrolig pinligt, da jeg vidste, at Phoebe havde hørt det højt og tydeligt. Hvordan vidste Niall overhovedet, at jeg kunne lide Phoebe? Måske havde han alligevel observeret godt, da vi ventede på at inteviewet startede.

Niall havde virkelig heller ikke sparet på kræfterne, for han havde også sagt, at Phoebe og Louis havde haft sex. Det gik mig virkelig på nervene. Hun troede endda på det. Nok fordi hun ikke kunne huske hvad der var sket tideligere, men det talte da stadig.

Zayn var på vej mod Louis' og mit midlertidlige hus, så vi kunne holde filmaften der. Det var Louis og Niall, der havde foreslået at Phoebe skulle være med. Især Niall kunne ikke tie stille om Phoebes veninde. Måske havde han et lille cruz der. Måske skulle jeg endda råbe det op, ligesom han havde gjort om mig og mine følelser. Men jeg sagde da ikke nej til en filmaften uanset hvad, og så var det da bare en bonus, at Phoebe så var med. Eller, hun var tvunget lidt, da hun ellers ikke kunne andet end at stå og vifte efter en bil på en utrolig travl motorvej. Men det gjorde det også bare lettere, at lære Phoebe bedre at kende. For os alle sammen faktisk.

"Hvornår er vi der?" Kom det sløvt fra Phoebe, som knap nok kunne holde øjenlågene oppe. Hun var så sød, når hun var træt, havde jeg allerede fundet ud af. Jeg følte, at jeg kunne tage mig af hende, og kramme hende og fortælle hende svaret, men den chance havde Louis allerede taget godt og grundigt til sig. Igen, det var anstrengende. Meget endda. Den måde hun havde ligget op af Louis' mave. Det var irriterende. Det skulle have været mig, men jeg måtte bare slå til på et andet tidspunkt. I aften var perfekt!

"Snart, bare rolig, sovetryne," svarede Zayn hæst, hvilket tændte mig. Jeg skulle lige til at svare hende, men igen var der en anden, der tog den chance. De eneste ord, som hun havde hørt fra mig, var om hvor irriterende Niall var, hvilket han også var på det tidspunkt, men det dannede et forkert indtryk for Phoebe. Dog ville jeg adrig give op.  

***

Jeg havde efterhånden ondt af Liam, som havde ligget omme bag i baggagerummet i hvad, halvanden time nu, men heldigvis var vi her nu, så han kunne komme ud. Og så Phoebe kunne rejse sig fra Louis' skød. Nogle ville kalde mig jaloux, men det gjorde ondt at se de to sammen. Jeg håbede ikke, at det var seriøst.

"Så, er vi her," forklarede Zayn, mens han langsomt bakkede ind i garagen. "Jay," lød det bagfra, hvilket fik mig til at grine kort, da det var Liams stemme, som skar igennem stilheden.

Jeg kiggede tilbage, hvor mit blik landede på en sovende Phoebe med åben mund. Hun var bare sød når hun sov. Hun glippede et par gange med øjnene, inden hun satte sig halvt op. Bilen stoppede, og vi alle hoppede ud.

"Så, hvad skal vi her?" Spurgte Phoebes veninde. Vi havde egentlig ikke hørt særlig meget fra hende. Mest fordi hun havde været væk i sin egen verden hele bilturen. Nogle gange med lukkede øjne, andre med øjnene klistret fast til landskabet vi kørte forbi.

"Vi har en filmaften!" Jublede Niall glad. Selvfølgelig svarede han hende, endda med en stor glæde, som ingen kunne undgå at høre i hans stemme. Jeg var vel bare ikke nok oppe på dupperne. Ikke ligesom Niall, men det var sjældent, at Niall kunne lide en pige rigtig, så jeg håbede da det bedste for ham, selvom fristen til at råbe op om, at han godt kunne lide hende var meget stor. Dog havde jeg ikke fået sagen bekræftet helt endnu, så jeg ville lige vente, hvis jeg overhovedet ville have det gjort. Ej, så ond var jeg ikke, og så værst var det måske heller ikke, at Phoebe havde bekendtskab til mine følelser for hende, da hun så var forberedt på nogle af mine sikkert dumme og pinlige handlinger, som sikkert ville forekomme denne aften.

"Men hvad laver vi så her?" Kom det igen forvirret fra Phoebes veninde. Hvad hed hun egentlig. Jeg ville helst ikke allerede navngive hende som 'Phoebes veninde'.

"I skal da være med," afbrød Liam anstrengt, da han havde svært med, at få viklet noget net af hans fod, som dinglede op og ned halvt inde i baggage rummet i takt med hans arm bevægelser. Jeg tog initiativet og gik over for at hjælpe ham, men det samme gjorde Phoebe, og vi bumpede straks ind i hinanden. Hun rømmede sig svagt og rødmede en smule, hvilket fik smilet til at poppe frem på mine læber. "Undskyld," mumlede hun lavt, hvorefter hun trak sig væk og gik tilbage. Smilet var ikke til at fjerne, mens jeg bandt nettet væk fra Liams støvler, mens han fægtede med armene for ikke at falde. Hun rødmede, og jeg havde også set et lille, men sødt smil om hendes læber. Selvom det ikke var det store, følte jeg at det var en start.

"Kom nu venner, så langt tid kan det da ikke tage at komme ud af en bil," beklagede Zayn sig. Ja, han havde jo heller ikke noget at være opmærksom over, da Louis og jeg tydeligvis var fanget af Phoebe, mens Niall var af hendes veninde, som jeg snart skulle have navnet på, og Liam af et fiskernet. Meget fornemt af ham, mens vi andre havde travlt med nogle piger! Jeg håbede ikke, at der ville komme noget imellem Louis og jeg på grund af Phoebe, da vi var bedste venner.

Vi traskede langt om længe op af trapperne, der førte op til det store hus, som Louis og jeg havde lejet. Louis trak sin nøgle op af hans lomme, og låste op, så vi kunne komme ind og få varmen, da det var blevet koldt udenfor. Tænk, klokken var allerede halv seks. Så lang tid huskede jeg ikke, at det tog os, at komme hen til inteveiwet, men jeg havde nok siddet og døset lidt i bilen.

Phoebe trak sin jakke ned over sine skuldre, og det samme gjorde jeg, og da der ikke var specielt meget plads i entréen, blev jeg nød til at strække mine arme, for at få jakken af. Dermed fik jeg Phoebe ind i min favn, da hun ventede på at komme forbi. Jeg kunne mærke, at hun ikke trak vejret, hvilket ville sige, at hun var nervøs. Og det var hun vel af en grund.

Mine munvige trak sig en smule, mens hun kiggede længe op mod mig, men da mine øjne fangede hendes, sænkede hun straks sit blik mod gulvet. Måske havde hun alligevel lidt følelser for mig, eller også var jeg bare en hel fremmed for hende, så hun blev genert.

Jeg flyttede min arm for hende, så hun kunne bevæge sig væk fra mig, selvom jeg ønskede det modsatte. Jeg mærkede for en gang skyld ikke mine kinder blive varme, hvilket var en lettelse, for da jeg satte mine fødder i  stuens hjørne, blev alles øjne rettet mod mig. Som små skydevåben, som kun tænkte på kamp til stregen. Dette var dog ikke en kamp.

"Kom og sæt dig," beordrede Louis, som ellers havde sine øjne klistret fast til den lysene skærm, som viste alle reklamerne, men nu havde tvunget dem op mod mig, og jeg slog mig straks ned ved siden af ham. Jeg bemærkede straks, at Phoebe ikke var her. Hvor var hun mon henne?

"Hey guys, hvor er Phoebe henne?" Jeg holdte ikke skjul på min nysgerrighed, da de alligevel alle vidste, at jeg holdte øje med hende. "Hun skulle ud og skide," kom det fra en Niall, som absolut ikke kunne holde skjul på det faktum, at det var nummer to, og ikke nummer et. "Okay," svarede jeg sukkende. Louis havde efterhånden også fået spændt sin krop. Jeg vidste ikke hvorfor, men han virkede meget anspændt, og ikke som han plejede. Han var specielt anspændt, når det omhandlede Phoebe.

Det virkede nærmest som en af de film, hvor to bedstevenner forelskede sig i én pige, og kom op og toppes.

Louis virkede, som om han rigtig kunne lide Phoebe.

 

Phoebes synsvinkel

Jeg stod ude på toilettet, og så på mig selv. En fortabt pige, som ellers tit havde sin facade oppe. En facade, som indeholdt sjov og ballade, men i virkeligheden havde jeg ikke det perfekte liv, som ellers burde resultere i den sjov eller hygge, jeg lavede. Kald det hvad du vil, men pointen var, at jeg ligesom havde fået åbnet mine øjne op for den virkelig verden over denne tur. På en måde var jeg glad for, at Freja og jeg var taget af sted, for jeg havde lært noget, og faktisk fået noget ud af det. Altså åbnet mine øjne, for hvad der faktisk foregik. Som at jeg ikke skulle stikke min næse i andre ting; Inteviewer. Hvis vi så så på den anden side, så var det virkelige liv slet ikke noget sjovt. Det var smerte, hårdt arbejde og konsekvenser, for alt hvad du foretog dig. Jeg følte, at jeg havde været inde i en bobbel, og nægtet at komme ud

Så var der Harry, som ikke gad at forsvinde fra min underbevidsthed og hjerne. Det var som om jeg var fanget af minderne med ham. Før da vi lige var kommet ind, og han havde sin arm over mig, så jeg kunne dufte til hans perfekte duft tæt ved hans brystkasse, der pumpede op og ned, ved hans vejrtrækninger. Hans ånde, der langsomt og blidt pustede mig i ansigtet. Da han tog om mig oppe på scenen og svingede mig rundt i hans muskuløse arme. Da han kaldte efter mig. Da jeg fik bekræftet i bilen, at han godt kunne lide mig. Det var alt sammen noget der rumsterede rundt inde i mit hovede. Jeg kunne ikke flygte, jeg kunne ikke gøre noget. Han var der bare. Bumpet ned i mit liv, som om han var den eneste ene. Kærlighed, det var noget, der pludselig slog mig.

Jeg burde ikke tænke sådan. Hvad jeg burde spekulere over, var hvordan vi kom hjem herfra. Freja og jeg, var kommet længere væk fra vores hjem, end vi overhovedet kunne forestille os.

Jeg rystede kort på hovedet, og slog en hårlok om bag mit øre. Jeg drejede låsen om, trak ned i håndtaget, åbnede døren, og bevægede mig med museskridt hen mod døren til stuen, hvor jeg kunne høre lydene fra fjernsynet. Når jeg kom ind, skulle vi sikkert vælge film, og jeg ville blive plaget af mine åndsvage tanker, som pludselig havde indtaget mig denne aften.

Jeg åbnede forsigtigt døren og trådte langsomt ind, mens jeg skar en grimasse for mig selv, da jeg vendte mig om, for at lukke døren igen. Jeg listede et par skridt mod sofaen, men så trådte jeg et forkert sted på trægulvet, så det knirkede højlydt, og alle vendte deres hoveder mod mig, som stod med åben mund og opspilede øjne. Jeg ville have holdt lav profil, men det kunne jeg lige så godt lade være med at prøve på, da det tydeligvis ikke virkede. Typisk!

"Hey Phoebe, kom og sid," udbrød Harry med sine glansende grønne øjne, som man kunne svømme helt væk i. Jeg listede hen mod ham mellem alle de andres fødder, der stak ud nede ved gulvet, med mit hoved sænket. Jeg havde det ikke så godt lige nu. Min mave slog knuder hver gang jeg bare nærmede mig Harry, mens mit hoved samtidig dunkede, da jeg næsten ikke havde fået noget søvn her det sidste døgn. Sulten, var jeg dog ikke.

Måske var det min underbevidsthed, der legede med mig, for jeg synes lige, at jeg så to Harry'er, som klappede på den sidste plads ved siden af ham, for at signalere at jeg skulle sætte mig ved siden af ham. Jeg skævede kort over mod de andre, og fik i et kort øjeblik overbalance og var ved at falde, men jeg fangede hurtigt balancen igen og rettede mig op. Jeg nikkede fortvivlet, mens min svimmelhed tog rigtig til. Jeg dumpede hårdt ned ved siden af ham, mens jeg tog mig til hovedet. Hvad skete der for mig? Var jeg ved at blive syg? Det håbede jeg virkelig ikke, da jeg ikke orkede det.

"Hey, er du okay," hviskede han foran mit ansigt. Jeg rystede kort på hovedet, men ombestemte mig pludselig for at være ærlig og nikkede derfor i stedet. Han fjernede sit urolige blik fra mit, og tog det i stedet op over alle de andre, som åbenbart havde overværet Harrys og min korte og mærkelige samtale. "Jeg tror ikke hun har det så godt," fortalte han de andre, men jeg rystede hurtigt på hovedet, så alt indeni mig rumsterede og jeg mistede fokuset på alt. Ikke engang Harrys øjne kunne redde det. "Skal vi ligge hende i seng?" Spurgte en fjern person.

Måske skulle du bare tage hjem, Phoebe, snerrede min underbevidsthed. Hvad var der galt med mig?! "Nej, jeg bliver her," forsikrede jeg dem om, for jeg ville ikke være alene, så havde min underbevidsthed fri adgang til mig. Med dem, kunne jeg blive distraheret, måske? 

"Okay, så bliver du her," svarede Harry lige udefra mit øre, hvilket fik et spjæt frem i mig, og jeg rykkede mig hastigt tilbage, men stødte bare ind i en varm krop. Mit hoved, vendte jeg i en hurtigt men klodset bevægelse, så jeg kiggede lige ind i Harrys beroligende øjne, som fik min krop til at slappe lidt af igen. "Så, rolig nu," forsikrede han mig, som om jeg var hel oppe og køre. Var jeg det?

Han tog mit hoved mod hans skulder, og jeg lod ham gøre det, for jeg orkede ikke mere. Jeg ville bare glemme hvor jeg var og med hvem jeg var, selvom Harry pludselig havde ændret sig fra, at gøre mig nærvøs og anspændt, til at give mig en beroligende effekt.

Jeg tillod i det her ene øjeblik, at lade mine øjenlåg glide i, og falde i en drømmeløs tung søvn.

 

~

 

Jeg ved godt, at det ikke er det længste kapitel, men jeg synes, at det var et passende tidspunkt at stoppe.

Men tror i Phoebe kan lide Harry. Og jeg ved godt, at her til sidst, var det sikkert meget forvirrende og sådan, men pointen var, at Phoebe havde det rigtig dårligt og var svimmel, hvor hun endte med at falde i søvn i Harrys favn. Cuuutee! Phoebe har også ændret sig drastisk her for tiden, men hun har fået øjnene op, for hvor alvorlig situationen faktisk står, og lader sig skræmme lidt af den, men bare rolig næste gang hun vågner, står det hele helt anderledes, og hun er lidt mere tilbage til sit gamle 'jeg'.

Men er der stadig nogle der læser med? Og undskyld til fejl, men det er ikke rettet igennem.

Knus C <3

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...