The Microphone!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2016
  • Opdateret: 1 nov. 2016
  • Status: Igang
Phoebe er ikke en helt normal pige, og har derfor et mål i livet. Dog ikke et helt normal et, da det går ud på at røre ved en sangers mikrofon. Hendes veninde og hende selv, vinder et par billetter til en koncert og tager derhen i al hemmelighed for familien, da de er bange for, at de ikke må. Mon Phoebe får sit ønske opfyldt, hvad bliver der af Freja, og hvad er det for et sangtalent Phoebe bærer på? Men det endelige spørgsmålet er; går alt nu efter planen, eller bliver Freja og Phoebe ført ud i al verdens problemer, som vi kun kan drømme om?

29Likes
21Kommentarer
10489Visninger
AA

7. Annoying Freja

Phoebes synsvinkel


Sikkerhedsvagterne havde deres stramme greb om mine overarme. Jeg lå halvt nede på gulvet i en akavet stilling. Det gjorde faktisk pænt ondt. Jeg var jo ikke ude på noget. Derimod bare faret vild, hvilket ikke var min mening. Det mindede mig om min barndom, hvor jeg altid var bange for at farer vild, når man gik inde i forlystlsesparker og forskellige begivenheder og steder. Det skete dog aldrig, men skæbnen havde vidst bestemt, at det skulle være nu.


Jeg vidste ikke helt hvem eller hvad der havde foregået inde i teltet, men det måtte være noget vigtigt, ellers ville sikkerhedsvagterne jo ikke reagerer så hårdt, som de gjorde. Det var egentlig også lige meget. Jeg var lige glad. Freja, var hvad der fyldte mine tanker. Hun var svær at finde i går, men jeg endte med, at finde hende udenfor godt fuld. Jeg var ellers virkelig bekymret for hende, så da jeg så hende stå op af et telt, og tale med nogle dybt fremmede mænd, havde jeg også reageret hårdt. Dermed styrtet over til hende og taget hende godt stramt om armen og trak hende væk. Nu stod hun og brokkede sig over hendes tømmermænd, og om hvor irriterende jeg var. Jeg derimod snakkede om hvor irriterende det var, at hun bare var smuttet fra mig til koncerten, og om hvad der endte med at ske. Det lod bare ikke til, at hun var helt ved bevidstheden, så det hjalp alligevel ikke noget. Irriterende, var hvad hun var!

Nu stod vi så, og så forbløffet på hinanden, og de store muskuløse mænd, der havde båret mig ud af teltet. Jeg så ikke hvem der var i teltet, men der var i hvert fald fyldt godt op med mennesker. Det var hvad jeg nåede at se, indtil mændene kæmpede med, at få mig ud.  


Jeg havde ikke rigtig nogen ide om hvor vi var, men i hvert fald langt hjemme fra. "Ih, hvor det dunker," vrissede Freja, og tog sin hånd op til hoved og masserede med blide bevægelser sine tininger. "Hvorfor mon?" Grinede jeg kækt. Nu havde hun da i hvert fald, fået bekræftet at tømmermænd absolut ikke var sjovt.

"Hvor er vi henne?" Spurgte Freja pludselig efter en akavet stilhed. "Hvor skulle jeg vide det fra? Det var dig der tvang mig med på en motorcykel, hvorefter de mærkelige mænd kørte os her hen!" Snerrede jeg. Vi var begge død trætte, og det her var vidst sådan vi udtrykte os.

De høje grin indefra teltet fangede pludselig min opmærksomhed derfor gik jeg også tættere på teltet og stillede nænsomt mit hører tæt ved lynlåsen.

Der var en mandestemme, der spurgte ind til en koncert og sådan lidt forskellige private sager. For mig lød det i hvert fald privat. Sådan noget som :"Hvordan går det med kæresten, Louis?" Det lød næsten som et af de der kendis inteviews, hvor der er en kendt værd, som spurgte ind til deres handlinger, de havde lavet her på det seneste. Men hvorfor herude i et random telt. Normale mennesker kunne jo bare vade ind? Lidt ligesom mig.

Jeg lyttede godt efter, og gjorde alt for ikke at trække vejret for dybt. Min hånd, hviftede jeg ihærdigt med, så Freja kunne komme over og lytte med. Freja rystede i stedet med hovedet og tog sin hånd op mod mig, så jeg kunne tage den og komme ned til hende igen, men jeg ville hellere hører hvad de sagde inde i teltet, så jeg tog hendes hånd og trak hårdt til, så hun nærmest faldt op til mig. Min ryg ramte blidt den ruge overflade til teltets stof, så resten af stoffet bølgede frem og tilbage. Jeg gispede lavt, hvilket fik Freja til at tysse kraftigt på mig. Jeg slap et lydløst grin ud, og rystede blidt på hovedet.

De talte videre inde i teltet. "Så Harry, hvad synes du så om det nye album?" Mit smilende ansigt, over at kunne hører dem, ændrede sig straks til et skræmt et. Hvem var det vi lyttede til?

Freja trak i min røde og sorte skjorte og mimede, at vi skulle til at komme væk. Jeg vendte bare mit hoved mod teltet igen og prøvede at lytte, da lynlåsen blev lynet op med nogle hurtige bevægelser, og stoffet blev hevet til siden. Og dér stod vi så igen. Med helt forskrækkede ansigter og stirrede ind mod One Direction og en værd. Hvad havde jeg dog rodet mig ud i?

"Øhm," rømede jeg mig kort, inden jeg mærkede mine kinder blusse kraftigt op. Jeg så godt kameraet, der viste, at de var live, og nu også os. Nu var der da ingen tvivl om, at jeg havde gjort mig bekendt. Både på scenen i går, men nu også på live tv.

Det uhyggelige kamera kom susende i en fart hen til mig, og noterede hver og én bevægelse jeg lavede. Publikum undersøgte mig også nærgående med deres indtrængende øjne. Jeg følte mig blottet, derimod stod Freja nærmest og gemte sig bag min ryg, så man knap nok kunne se hende, men kun mig.

Mit blik kørte videre hen til One Direction, og de kiggede sjovt nok forskrækket på mig. Sikkerhedsvagterne, stod med deres sure miner og sammenknebne øjne. Alt sammen på fem sekunder. Alle sammen i teltet, inklusivt mig, havde været fem sekunder om at opfatte, at Freja og jeg nu havde afbrudt dem igen. Årh gud, hvor var det dog akavet!

Min fastfrossede krop, rykkede sig ikke ud af flækken. Jeg var bogstavelig talt fastfrosset til stedet, og min krop sagde nej, til alle min hjernes forsøg på, at få mig væk i en fart. Den første person, der brød stilheden var vores alle sammen sjove Niall, der brød ud i et ustoppeligt grineflip. Louis kom efterfølgende sammen med Zayn, mens Liam grinede kort. Han kunne nok godt se, at det var en smule sjovt, hvis ikke man var mig. Det vidste jeg også godt selv, og hvis jeg så det udefra, ville jeg da også med det samme udbryde "haha, det er det hende der igen." Men problemet var, at jeg var mig, og jeg kunne ikke bare lade som om jeg var en anden. Efterhånden som sekunderne gik, grinede alle inde i teltet, mens jeg følte mig utrolig pinlig berørt. Jeg kunne sætte mig ned og græde!


Jeg kiggede flovt hen til Harry, der sad med et fjoget smil om læberne. Mine øjne undersøgte ham dybt fra top til tå. Hvad han havde på, hvordan og hvor han sad osv. En løs skjorte med et flot mønster, hvor kun de nederste knapper var knappet. Nogle sorte, stramme jeans, som sad perfekt på ham, og hans flotte krøllede hår, som fint omringede hans ansigt. Han sad yderst i den højre side i sofaen. Længst væk fra værden, med benet hvilende på det andet i en rigtig drenget stilling, og sin ene arm lagt bag på Louis' nakke.


Mit blik lagde sig ubevidst på hans flotte læber. Han kiggede varmt og kærligt på mig, som om han holdte af mig? Men situationen sagde alt. Han var jo på live tv, og derfor måtte han ikke lave noget dumt, så at smile, var en god måde for ham. Ligesom på scenen. Smilet fik dog bare mine knæ til at blive umådelig bløde. De bestilte jo heller ikke andet omkring ham.

De hårde greb om mine arme, der før havde været der, kom nu igen. Jeg skævede hurtigt hen på Freja, som igen brokkede sig over sin hovedpine, og at de ikke måtte hive hende for hårdt i armene. Det så dog ikke ud som om, at mændene tog sig af det. Faktisk så de helt lige glade ud. At tænke vi bare var endnu et par piger i mængden af de skrigende pige fans, var stensikkert hvad de troede om os. Halvdelen af det var vel også rigtigt. Vi var fans, bare ikke de skøre af dem. At være inde i teltet her, var ikke min plan. Jeg blev vel bare blevet for nysgerrig, og endte med at se mig selv stå foran lynlåsen.

Hvad tænkte Harry og de andre drenge mon om mig. Var jeg bare meget mærkelig, og så ud til at stræbe efter dem, eller prøvede de at se det fra mit perspektiv. 

Sikkerhedsvagterne strammede deres greb, og tog Freja og jeg op over deres skuldre. Det var meget ubehageligt, og de var ikke lige frem rolige med deres tag. Nej, tværtimod! De holdte os, som var vi et par flyttekasser. Dumme mænd!

De bar os så langt væk fra teltet, som de kunne. Over mod en frodig, grøn skov, inden de måtte tilbage til teltet. Jeg så skræmt hen mod Freja, som lavede en irriteret grimasse over smerten, der strømmede igennem vores arme og maver, efter mændenes tag. Jeg følte i hvert fald umådelig stor smerte. 

Den ene mand startede med, at kaste Freja hårdt mod jorden, så hun snublede og faldt ned på jorden, der var fyldt med grannåle, der lå spredt rundt nedenunder grantræet. Den anden mand, gav sig i agt, og gjorde det samme med mig, så jeg landede med et bump ovenpå Freja, så hun gav et akavet støn fra sig, mens hendes krop fløj op med arme og ben og dannede en bue rundt om mig, der lå og tumlede rundt på hendes mave.

Rent ud sagt var det et alt for klodset fald. Og det fik jeg også kun bekræftet, da jeg hørte nogle høje grin indefra teltet. Jeg skimmede lige igennem åbningen til teltet Niall, der sad og tørrede hans øjne efter et langt grineflip og Harry, der kiggede overraskende nok på mig med et bekymret blik. Mit blik var alvorligt og ked af det, hvilket var hvad jeg var, for jeg var nu gjort totalt til grin på tv.


Mine øjne blev let våde, og jeg kunne ikke holde et snøft tilbage. Inden lynlåsen blev kørt ned igen for teltet, så jeg Harry sendte mig et ubeskriveligt såret blik, og han snakkede hurtigt med sikkerhedsvagten. Kameraet, der havde fanget mine handlinger og mine tårer, der så småt var begyndt at løbe, susede nu tilbage til værden og One Direction, og lagde dens opmærksomhed på dem igen. Derefter kunne jeg ikke se mere, da stoffet var for igen. Heldigvis! Som sagt kunne jeg godt lide en smule opmærksomhed, men det her var gået langt over min grænse, og jeg havde aldrig ment så meget opmærksomhed, som jeg fik for to minutter siden. Hvad jeg mente, var at jeg måske kunne få nogle kærlige blikke, når jeg foreksempel gik ned langs skolegangen. Jeg ville bare blive lagt mærke til, men da ikke på tv. Og især ikke live. Det værste ved live, var nok at det aldrig kunne blive slettet igen. Klippet og de ting du havde lavet, ville altid være der. Altid!

"Øhm Phoebe, kan du ikke lige rykke dig lidt?" Spurgte Freja pludseligt, og rev mig dermed ud af mine tanker. "Åh, jo selvfølgelig!" Rømmede jeg mig hæst, og tørrede ihærdigt mine våde kinder af. Mine hænder gjorde ondt, da jeg jeg pressede dem mod grannålene, for at komme op at stå nogenlunde normalt igen. Jeg gned dem mod hinanden i et forsøg på, at få fjernet grannålene og de irriterende mærker, som de havde dannet. Freja kom også op af stå, og så straks mine tårer, som stadig havde sat sit præg på mine kinder og under mine øjne. "Er du okay?"

"Ja, det er fint. Skal vi gå nu?" Jeg ville bare væk fra det her modbydelige sted. Hjem under min dyne og få varmen tilbage i mine årer. "Er du sikker?" Spurgte hun bekymrende. "Jaer," svarede jeg lavt og nikkede hurtigt med hovedet. Vi skulle have været hjemme for længst alligevel. Jeg turde ikke engang, at tænke på de store konsekvenser, der ventede på os, når vi kom hjem. Hvor troede min mor ikke, at vi var?

Mine skridt blev hurtigere og jeg satte farten op, for at komme hurtigere væk herfra. Men jeg mærkede straks en kølig hånd lægge sig om mit ligeså kølige håndled. Jeg vendte mig om, og mit blik låste sig fast på Freja, som stod med et varmt udtryk. "Hør Phoebe, lad os nu tage den med ro. Tingene bliver ikke bedre af at skynde sig nu." Måske havde hun ret? Måske skulle jeg bare tage den med ro, og tage konsekvenserne, som de kom?

Freja tog min hånd op i sin, og gik stille og roligt hen ad skoven, på vej mod de larmende biler, som drønede af sted på vejene. Nogle med røg bag sig, andre uden. Mit svar nåede hun ikke rigtig at hører, men hun havde ret, og det var dejligt ikke, at skulle komme med svar. I stedet bare kunne lade ansvaret lægge sig på nogle andres skuldre, og ikke mine.

Vi lignede sikkert to hjemmeløse, som gik i vejkanten og søgte hjælp. Det var sikkert, men det var egentlig også det vi gjorde. Vi vidste ikke hvor vi var henne, eller hvor tæt på togbanerne lå. Så her var vi, og ventede på at nogen tog intiativet. Der var bare ikke nogen der gjorde der, indtil der kom en stor Range Rover trillende hen af vejen, og stoppede op lige foran os, så vi kunne mærke dens varme luft, som moteren vist nok udsendte. Vinduerne var helt sorte. Så sorte at man kun kunne ane nogle sorte skikkelser inde i bilen. Og dens lak strålede ud af glans og glamour. Jeg var målløs. Hvordan gad nogen, som havde sådan en utrolig flot bil, at have os med. Os, som bare var to teenage piger, og ikke kunne finde rundt i storbyen.

Vinduet blev rullet meget nænsomt ned. Alt for langsomt, så min nysgerrighed satte ind. En arm fyldt med tatoveringer, blev lagt uden på bilens dør, med et par solbriller i hånden. Mon vi nu alligevel skulle modtage hjælp fra dem? Måske skulle vi bare løbe vores vej? Men hvad skulle vi så stille op? De var de eneste, der havde taget intiativ.

Freja strammede sit greb om min hånd, og det samme gjorde jeg om hendes. "Skal vi ikke bare gå videre," hviskede Freja skræmt. "Nej, vi har intet andet håb. De er de eneste, der har taget intiativ." Hun nikkede kort og meget diskret, inden hun nærmest gik bag min ryg og gemte sig. Man kunne vist roligt sige, at vi ikke var trygge ved situationen.

Personen, som sad bag rattet, tog sit ene ben ud af bilen. Derefter kom resten af kroppen, og uden jeg havde set den komme, kom der fire andre ud fra de andre døre.

Jeg kunne kun sige; Holy shit!

 

~

Hvem tror i der er inde i bilen? Og hvad er det næste mon?

Hvad synes i om hele situationen i teltet?

Og undskyld for den lange lange ( alt for lange ) ventetid, men jeg er her for tiden i Thailand. Det har jeg snart været i to uger, og det er en smule svært at finde internet og sådan, men jeg gør mit absolut bedste. Men nu er det her, og jeg håber i har nydt at læse kapitelet.

Håber i har en god sommerferie! Og tak for alle likes og favorisereringer. Det varmer mit hjerte stort.

Love ya! <3 Knus Cecilie.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...