Under fingerneglen

Dette er mit liv og min hverdag kogt ned til en lille dagbog, med forvrængede sætninger og finurlige fraser. Jeg har valgt at være anonym, da jeg gerne vil beskytte mine venner og familie. Så er det kun tilbage at sige; Velkommen til mit liv

0Likes
0Kommentarer
211Visninger
AA

1. Kapitel 1

At være et skilsmissebarn er røv. Men at være et skilsmissebarn og have to forældre der skændes konstant dét er fandme noget lort.

 

Mine forældre blev på papir skilt den 1.oktober 2014. Men de blev skilt mange år før det. De har aldrig sådan rigtigt snakke sammen. Altid undgået problemerne. Gemt sig bag en krakelerende facade.

Okay, lad os starte helt fra begyndelsen. Lad os starte præcis en uge før sommerferien 2014.

Jeg kunne hører larm og råb uden fra haven. Jeg kiggede ud af vinduet og så to af de personer jeg holder allermest af stå og råbe og skrige af hinanden, mens tårerne piskede ned af deres kinder. Blomster og krukker fløj gennem luften.

Med ét stoppede larmen og ikke mange sekunder efter hørte jeg en bil suse ud af gårdspladsen, med speederen i bund. Jeg vidste med det samme det var min mor.

Timerne gik og min mor var stadig ikke kommet tilbage. Jeg havde ringet mindst 15 gang og lagt tonsvis sms’er, men stadig ikke noget svar.

Den aften gik jeg bange i seng, for jeg anede ikke hvor min hun var, og far ville ikke fortælle noget.

 

Da jeg kom hjem fra skole dagen efter var min mors bil stadig ikke havnet i gårdspladsen. Min far bad mig og mine to søstre sætte os ved køkkenbordet, for han ville gerne snakke med os. Jeg frygtede det værste. Hvad var der sket og hvad skulle der ske? På gå sekunder ændrede mit liv sig radikalt.

Tårerne begyndte at rase ud af min fars øjne. Han fortalte os at ham og mor havde været oppe at skændes og derfor var hun kørt til Skagen for at tænke. Da hun kom hjem fortalt hun vores far at situationen havde påvirket hende så meget at tanken om at tage sit eget liv havde strejfet hende.

Derfor havde de taget den beslutning om at hun skulle indlægges på den psykiatriske afdeling. Og der blev hun så. I 3 uger. Dette skete alt sammen på grund af at min far havde taget den beslutning om at han ville lade sig skille fra min mor. En kvinde som han 16 år tideligere gav et løfte om at elske forevigt. I medgang og modgang.

Kun børn med psykisk syge forældre kan og kommer til at kende følelsen af at være så magtesløs. Det eneste man kan gøre når en tætteste er indlagt - på den lukkede – er at vente, og vente, og vente.

I 3 uger så jeg kun min mor ligge i en seng med blodsprængte øjne, og næsten ude af stand til at tale, på grund af at lægerne fyldte hende med piller. Det er det værste jeg i mit liv har oplevet, og forhåbentlig også kommer til at opleve.

Jeg havde svært ved at acceptere at min mor var så syg at hun skulle indlægges. Meget svært. Hvorfor kunne hun ikke bare rejse sig op op smile?

 

Den sommer gik med at trøste min mor, om med at finde hoved og hale i det hele og ikke mindst med at holde sammen på mig selv.

 

Der gik lang tid før jeg overhovedet kunne græde over det. Jeg kunne og ville ikke græde, for jeg vidste at hvis jeg græde ville jeg vise at jeg var svag, og udeafstand til at hjælpe min familie. Derfor valgte jeg at gå den værste vej må kan i sådan en situation. Jeg valgte at lukke af for mine følelser og kun tænke på hvordan andres havde det, så jeg til sidste helt glemte hvordan jeg havde de.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...