Ung på kanten

Skrivelsen her er en tankestrøm skrevet ned, og er et bidrag til "Skriv om din by" konkurrence. Hvis du er interesseret i, hvordan det er at leve på kanten i Danmark for en 15 årig pige, så læs videre. Måske bliver du overrasket, og måske gør du ikke - det kommer an på, hvem du er!

2Likes
0Kommentarer
80Visninger
AA

1. Helt her ude på Kanten

Ung på Kanten

Jeg står herude på Kanten med begge fødder plantet på jorden. Jeg ser ud over det der for mig er Danmark. Det der for mig er hjemme. De gule rapsmarker strækker sig langt ud i horisonten, og de er den perfekte baggrund for det landskab, der for mig er det smukkeste. Mit spejlbillede spejler sig i Limfjordens glitrende overflade, imens jeg står og ser på min by - mit hul som det jo faktisk er. Fordi jeg bor i et hul. Personer fra storbyen tror, at der er mørkt ude ved os, men de kan selv tage en tur her ud, de behøver hverken GPS eller rutevejledning, for man skal bare køre der ud, hvor kragerne vender og så et lille stykke længere, så er man fremme. Og man vil møde et dagslys, så smukt og skinnende, at man for bare et par sekunder vil stoppe op og nyde roen og vores fredsfyldte natur. Man vil slentre hen ad havnens breder, og sætte sig godt til rette og værdsætte solnedgangen, der forvandler stedet til et rent eldorado, et paradis uden lige.

Men man skal være forberedt på at komme herud. Det er ikke alle, der kan klare stilheden, som kun en gang imellem bliver forstyrret af en sirene, der minder en om vores gennemsnitsalder herude. Børnetallet går kun en vej, og lad os bare kalde det den forkerte vej, desværre, fordi der findes ikke noget bedre sted at vokse op. Her er trygt, idyllisk og alle bærer et ansvar for, at byen og indbyggerne har det godt. Vi står sammen i foreningerne, nyder hinandens selskab, smiler til hinanden på gaden og vores naboer er vores venner. Vi slås hverken med parkerings-betjente eller viceværten, for vi parkerer(næsten) hvor vi vil, og vi er vores egen vicevært.

Turisterne strømmer til i store strømme for at gå en tur i vores stor skov, som er en af Danmarks største og fyldt med grantræer, dæmninger og små rislende vandløb. De spiser is i frostgrader fra byens lokale kiosk, de køber tøjet fra vores få butikker i gågaden, der stadigvæk bliver pyntet fint og flot op til jul for at minde os alle sammen om, at vi skal sætte pris på det vi har, og vi har vores gågade. De lejer vores sommerhuse, og nyder vindens susen, når vi er ramt af en af årets storme, der både bringer oversvømmelse og ødelæggelse med sig, men det har nu også sin charme. Den ene tv-kanal efter den anden styrter herud for at følge helt med, og det er en stor oplevelse for alle os, også for turisterne.

Og det er tydeligt at skelne turisterne fra de lokale. Turisterne går rundt med deres store flisjakker og tasker hængende over skulderen, imens de slentre hen ad gaden og nyder alt fra vores skidende måger til vores nye papkasse-formede huse, som de finder ih åh så fascinerende, men som os lokale helst ser forsvinde, da vi nyder vores gamle, røde huse, der er som taget ud fra en god gammel dansk Morten Korch film. Og imens turisterne går rundt og nyder de utrolig små ting ved byen, styrter de lokale rundt for at nå at handle ind, køre børn til fritidsaktiviteter og købe den sidste gave ind til denne måneds fødselsdagsfest i familien. Den benzin der bliver sparet på ikke at skulle køre længere end 500 meter, fordi hele familien er samlet herude på Kanten, og ingen nogensinde har forladt området, bruger man på en ekstra stor gave.

Tiden går sin gang herude, og forandringer fryder ikke i dette område af Danmark. Vi lever i vores egen lille osteklokke, hvor indvandre, politi, sociale forskelle og mennesker der på en anden vis skiller sig ud fra mængden ikke er en del af vores liv, og mange mennesker elsker vores lille osteklokke. Så længe karaktererne er gode og mor og far har det godt sammen, så skal det hele nok gå. 

Vesterhavets gyldne skær, man på en sommerdag glædeligt lader sig omringe af, blinder en for virkeligheden. Politikernes evige sang om, at ude på landet er alting fredfyldt og idyllisk overbeviser os om, at der ikke skal ændres noget. Skovens grønne træer og vores grønne marker efterlader os med den tro, at alt er i sin skønneste orden, fordi facaden er pudset og velpoleret. Ingen dykker ned bag facaden, hvor vores egen ghetto og dårlige forhold findes. Men for et menneske på Kanten som mig, findes den dårlige side også.

Alle unge vil væk herfra, og de vil ikke tilbage igen. Vi er langt væk fra alting, og ikke engang en rigtig café kan køre hele året rundt. Unge mødes i sportsklubberne, hvor medlemstallene daler, der der er stor kamp om de få børn, der er herude.

Her er stille, fredfyldt, smukt og idyllisk så langt øjet rakker, men blændende kærlighed kommer let fra naturens side herude, hvor jeg er vokset op. Men sandt at sige, så elsker jeg det. Jeg ved, at min by er en stor del af den person, jeg er. Mit behov for at lave ingenting og flade ud, får jeg fra bugtens indre, når jeg ser, hvordan alt står stille herude, undtagen kirkeklokkerne, der ringer om søndagen. 

Trygheden her finder du ikke andre steder. De få bad-asses, der eksisterer herude, har bare en historie eller en baggrund på hjertet, og når de har luftet den flyder de ind i samfundet. Trygheden sikrer os unge herude en solid fremtid fra start af. Vi ved, hvordan det blotte hav ser ud. Vi kan finde udsigter herude, som er endnu flottere og mere betydningsfulde en de udsigter, man får fra diverse skyskrabere. Smil og glade dage eksisterer faktisk.

 “Nord og Syd og Øst og Vest er alle vegne hen.” Sådan lyder børnesangen, som alle unge mennesker her ude i Vestjylland kan identificere sig med, og det kan jeg, for verden ligger helt bogstaveligt helt åben for mine fødder.

Kør en tur herud og mærk sandkornene mellem dine fødder. Oplev dig selv indefra i skovens stille ro. Nyd dit eget selskab imens du cykler langs vandet og bare lever i det. Indånd den jyske duft, som man burde kunne købe på flaske! Lad dine sanser udvikle sig og starte et helt nyt register op af kultur på, fordi vi har det hele, men man skal se det, før man tror det - det er jeg helt klar over.

Jeg bor i et lille rødt hus på den billige side af min gade. Hver morgen vågner jeg op med udsigten ned til den lokale netto butik og vandet. Og lige netop vandet ville jeg ikke fungere ordentlig uden. Vandet er en del af mig, og den ro, man oplever ved bare at se på det, og engang imellem opfange et skib sejle forbi, er himmelsk, det er livet. Godt nok føles mit hus noget levende, når det blæser, men så er det godt, at man kan hygge sig med stearinlys og bare lade sig synke ind i mørket. For mørket finder også vej helt ud til os.

Markerne er vores malerier. Bakkerne er vores bjerge. Havet er vores livslange lagen. Centrummet er vores kerne. Solen er vores lys. Søen er vores brønd. Vores byskilt er vores underskrift. Ja, vores liv herude er for os alt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...