The Save Escape ( PAUSE )

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2016
  • Opdateret: 25 jul. 2016
  • Status: Igang
Hun var i færd med at flygte, mens han var i færd med at redde hende. Tænk at alt kunne ændres bare ved et lille møde. Eller redning. Man falder ikke bare for nogen. Det mener Sofia i hvert fald. Men når noget ændre sig, ændre ens mening om det vel også? Hans arme var så dejlige og trygge, at man følte sig hjemme i hans selvskab. Hans hænder der trykkede sig imod ens hud, det var hendes flygtning.

10Likes
14Kommentarer
1618Visninger
AA

3. You got my attention

Lige i det jeg kastede mit lange brune hår til den ene side, så jeg kunne kigge til den forhåbentlige tomme gade, var der to klamme beskidte hænder, der lukkede for min mund. En mand, som var sort maskeret, tog kraftigt om mine ben, mens mit hovedet blev slæbt frem og tilbage, i takt med at vi bevægede os længere hen af den højre gade. Jeg prøvede at skrige, mens jeg vredt vred og vendte mig i håb om, at de ville give slip af udmattelse af at holde om mine ben, der uden held blev svunget i alle mulige retninger. Jeg begyndte, at bide efter de to hænder, der holdte om min mund, men efter et par støn fra personen, blev der bare bundet et sort stykke stof hen over min mund, hvorefter jeg nappede efter vejret, men brugte ihærdigt min næse i stedet.

Vi nærmede os en gyde, som de smed mig ned i  hjørnet af. Mine hænder blev bundet fast til en hundehængsel, som hang på muren.

Mit håb om at kunne flygte og rent faktisk slippe væk, blev langsomt dræbt, da de gik tættere om mig.

Hvad ville de med mig? Bare de ikke ville røre mig. Selvom jeg havde en mistanke om at det var lige det de havde planlagt, havde jeg dog stadig en gnist af håb, men den blev der straks hældt vand over, da de pludseligt hev i mit tøj.

Min flis jakke blev flået af, min blonde T-shirt røg derefter, hvor min undertrøje til sidst røg af, så jeg kun var iført en hvid blonde bh, mørkeblå cowboybukser og converse sko inden, der til sidst var en hæs og beroligende stemme, der vækkede mig fra mit mareridt.

"Hey, lad pigen være!" Drengen eller manden der råbte op, fangede mig helt. Han stod for enden af gaden, og bevægede sig nu målbevidst hen mod mig og de mænd, der pludselig stoppede op, og kiggede skræmt hen mod ham. Hans smukke krøller blafrede blidt i vinden og hans smukke ansigt, som blev lyst op og dækket til igen af mørket, var fantastisk. Bare af de små glimt fra lygtepælene, der glimtede hver andet sekund, kunne jeg se hans helt uimodståelige ansigt.

 Mændene gav svagt slip på mig, og jeg udnyttede det fuldt ud. Jeg sparkede hårdt mod en af mændenes store maver, så han tog sig til den, og lod den anden mand stå og kigge forbavset omkring sig. Manden som efterhånden nærmede sig, slog godt på manden der allerede havde fået sig en ordentlig mavepuster af mig. Han stønnede et par gange og faldt derefter til jorden. Den anden mand, som forvirret havde kigget med, stod som forstenet og kiggede på sin makker, som lå næsten bevidstløs på jorden. Nu fik han et meget kraftigt og blodigt slag på kindbenet efterfulgt af et par til maven, hvor han til sidst, som en afslutning blev slået ned i brostenene.

Manden, som til sidst var blevet slået i jorden var helt bevidstløs, mens den første stadig var svagt ved bevidstheden. Han rejste sig hurtigt op, og satte i løb over mod manden, der havde gjort alt det gode arbejde. Han undvig dog og skyndte sig over til mig, som stod helt følelsesløs og kiggede på.

 Han tog mig op i hans trygge arme og satte i løb mod krydset, som jeg sidst havde været så bange for. Nu var jeg egentlig bare desperat efter at komme derhen. Væk fra de andre mænd. Hvad nu hvis den mand der var faldet om pludselig vågnede? Og den anden banede sig jo stadig vej mod os.

Hans arme var så dejlige og trygge, at man følte sig hjemme i hans selvskab. Hans varme hænder, der tryggede sig imod min hud, gjorde mig roligere. Han havde reddet mig. Og endda helt frivilligt.

Man hører jo så tit om, at mennesker bare går forbi en i stedet for at hjælpe, men lige denne vidunderlige mand, havde valgt at redde mig fra de modbydelige mænd. 

Ham troede jeg ikke lige jeg ville kunne glemme. Sådan som jeg kiggede op på hans perfekte ansigt.

Han havde mørkebrune krøller, som snoede sig meget svagt. Så havde han de her fantastiske grønne øjne, som bare lyste øjeblikket endnu mere op end det allerede var. Det hele gik i slowmotion, og jeg lod mig slet ikke genere af, at jeg faktisk stod halvnøgen foran en meget lækker og venlig dreng eller mand lige nu. Eller, jeg vidste ikke helt hvor gammel han var ... Endnu. Jeg håbede ufatteligt højt, at jeg ville komme til at lærer ham bedre at kende. Det var det hele værd. Jeg ville gøre alt i verden for at komme tættere på ham end jeg allerede var fysisk lige nu. Selvom det nærmest var helt umuligt, for jeg trykkede mig helt ind til ham. Hans dejlige velduftende parfume indtrængte min næse, og jeg indåndede den ihærdigt.

Jeg pustede ind og ud kraftigt, da jeg stadig var forpustet, men det var lige meget, for jeg var lige der hvor jeg ville være.  

***

Han stillede mig forsigtigt ned, da vi var sikre på at mændene fra tideligere var væk. Jeg havde ikke fået nogle af mine ting eller tøj med fra gyden, så jeg havde fået hans store frakke på. Det gjorde mig ikke noget, da jeg så bare kunne fortsætte med at indånde hans perfekte duft. Jeg havde været helt mundlam lige siden episoden med, hvor han havde taget mig op i hans muskuløse arme, så jeg vidste ærlig talt ikke hvor vi var lige nu.

"Er du okay? Er der noget du mangler?" Mens der blev stillet en masse grundlæggende spørgsmål, var jeg fuldstændig fanget i min egen lille verden, hvor det kun var ham og jeg, der gik ned mod solnedgang... Ej, selvfølgelig ikke, men han holdte mig stadig i hans arme, mens jeg bare kiggede forelsket på ham.

"Hallo," spurgte han pludseligt, så jeg lettere forvirret kiggede omkring mig.

"Øhm," var det eneste, der kom ud af min mundlamme mund. Han grinede skævt, og kiggede derefter bare omsorgsfuldt på mig.

"Kom bare med," sagde han med en kærlig stemme, som jeg ikke kunne andet end at elske. Han tog forsigtig fat i min hånd, og trak mig med. Han troede sikker at det var overfaldet, der havde gjort mig fuldstændig mundlam, det var det sikkert også en smule, men resten var fuldt ud ham!

Vi kom til hoveddøren, hvor han trak nogle nøgler frem og låste roligt op, mens jeg stod og fulgte med i hver og en bevægelse han foretog sig. Inden han tog sit første skridt ind i huset, kiggede han sig over skulderen. Som om han var bange for, at der skulle være nogen, der havde fulgt efter os. Men hvem skulle det være? De andre to mænd fra gyden nåede da ikke op til os, vel?

Han trykkede en kode ind på en alarm, der hang på en væg ved siden af et stativ med bøjler, hvor der sjovt nok hang overtøj. 

Da han havde taget nogle skridt ind, og han begyndte at tage sine sko af, tog jeg mit første skridt ind og kiggede forundret omkring mig. Der så helt almindeligt ud. Ikke noget stort palace, som overstrålede det hele. Nej, helt normal villa på en stue, et køkken og så måtte jeg jo se resten.  

"Her er hyggeligt!" Røg det ud af mig. Hvor er jeg dog dum. Du kunne ikke sige noget før, men nu kan du godt. Og endda kun om at noget er hyggeligt?  

    
Han kiggede forbavset tilbage på mig, og hævede det ene øjenbryn.

"Nå, så du kan altså snakke," kom det ud af ham, mens jeg gik længere ind i huset, for at gå lidt tættere på ham.

"Øh, ja," kom det usikkert fra mig. Hvad skulle jeg sige? Jeg følte mig lettere utilpas, og vidste egentlig bare ikke hvad jeg skulle lige nu.   

"Tak fordi du reddet mig," sagde jeg til sidst, for at lette den akavede stemning.  

"Jeg kunne jo ikke bare lade mændene udnytte dig," svarede han alvorligt. Hans alvorlige ansigt kunne ikke lade være med, at smitte af på mig. Alt hvad han gjorde og følte... Ja, det var ligesom om, at jeg også følte det. Men hvordan kunne man ikke føle med ham. Han rev mig med, og nærmest tanken om, at jeg snart skulle sige farvel, og aldrig se ham mere, var forfærdelig. Ubærelig. Jeg måtte gøre noget!

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...