The Save Escape ( PAUSE )

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2016
  • Opdateret: 25 jul. 2016
  • Status: Igang
Hun var i færd med at flygte, mens han var i færd med at redde hende. Tænk at alt kunne ændres bare ved et lille møde. Eller redning. Man falder ikke bare for nogen. Det mener Sofia i hvert fald. Men når noget ændre sig, ændre ens mening om det vel også? Hans arme var så dejlige og trygge, at man følte sig hjemme i hans selvskab. Hans hænder der trykkede sig imod ens hud, det var hendes flygtning.

10Likes
14Kommentarer
1598Visninger
AA

4. New thoughts

Han stod attraktivt lænet op af den hvide dørkarm og armene krydset om hinanden, og kiggede alvorligt på mig. Han trak øjenbrynene lidt mod hinanden og åbnede sin mund. "Kom, vil du ikke med ind i stuen?" Det rum der var bag ham, måtte jo så være stuen. Jeg tog et skridt længere ind, og følte mig lidt genert, for ikke at sige meget. Hans velduftende jakke, som jeg havde lånt, havde jeg stadig på. Ærmerne hang langt ned over mine hænder. Det kunne sagtens havde været en kjole, så lang som den var. Han begyndte stille at gå længere ind i stuen, mens jeg trofast fulgte med. Jeg studerede endnu engang hans hus, mens han studerede mig. Han gik længere mod en sofa og hev et blødt tæppe og en stor pude frem, hvorefter han lagde det fint på en anden sofa ved siden af. "Du kan bare lægge her." Jeg kiggede skiftende fra ham og på sofaen han havde gjort sengeklar. Jeg gik usikkert hen mod ham og sofaen. Hvad sagde man i sådanne situationer? Jeg kendte ikke engang hans navn, og jeg skulle allerede sove i hans hus. Selvom jeg var sikkert på, at det var et rigtig sødt navn, for en sød dreng havde et sødt navn, ikke? Jo, det troede jeg på. "Tak," sagde jeg med min lille stemme.

Jeg satte mig hurtigt ned ved siden af ham, og fokuserede udelukkede på ham, mens jeg knap nok turde trække vejret. Han kiggede intimt på mig, men afbrød hurtigt øjenkontakten. "Er du sulten?" Spurgte han.

"Jeg behøver ikke noget," svarede jeg ærligt, da jeg lige havde spist aftensmad med min familie, selvom det godt nok føltes som en livstid siden. Han trak lidt på skuldrende og pustede let ud. Han gav mig et sødt blik, hvorefter han rejste sig og gik afslappet ud af døren. Han efterlod døren åben, men jeg turde ikke at gå op og lukke den. Jeg mener, hvad nu hvis der var en grund, for at den stod åben? 

Hvad skulle der nu ske? Skulle jeg bare overnatte her, eller hvad? Jeg måtte indrømme, at jeg var lidt fortumlet. Jeg lod hans tunge frakke glide ned over mine arme, hvorefter jeg lagde den på en stol, der stod lidt væk fra sofaen. Jeg tog mine bukser af, som det sidste, da de andre mænd havde hugget det andet. Jeg prøvede, at ligge mig stille ned på sofaen, men jeg var dog lidt bekymret for om det lykkedes, dog lød det ikke som om drengen havde bemærket noget. Jeg fik lagt mig helt ned og pustede ud. Jeg vidste ikke hvad der ventede mig næste dag, men jeg følte, at det nok skulle blive godt.

***

Drøm:

Jeg gik igen ned igennem den mørke og dunkle gade. To hænder blev langt om min mund, og et andet par om mine ankler. Jeg vendte flygtigt mit hoved om, og forventede faktisk at se de dumme mænd, men det var ingen anden end den søde dreng. Pludselig holdt han mig som en brud, og jeg klemte mig ind til ham. Omgivelserne ændrede sig drastisk til en strand og en glødende solnedgang med de smukkeste røde og orange nuancer. Dog forsvandt det hele, som var det en lyskontakt, der blev trykket på. Gløden, den forelskende stemning, stranden og solnedgangen var væk. Alt sammen! Nu var det blot ét stort sort hul, som om jeg var begravet. Jeg var begravet i mine egne tårer. Jeg skreg af mine fulde lungers kraft, men ingen hjalp mig, indtil jeg øjnede et svagt lys længere henne. Jeg satte i løb over imod det, men faldt pludseligt. Jeg så den beskidte jord foran mig og var parat til en ulykke, men der skete noget andet.

Drøm slut.

 

Et par hænder rystede mig kraftigt, og jeg slog øjnene op med lynets hastighed. Jeg kunne ikke fokuserer på mine omgivelser, da alt var sløret. Jeg mærkede noget saltet ramme min dirrende læbe, og nogle tårer trille stille ned af mine kinder. Jeg mærkede også nogle varme og store hænder blive lagt om mig i en omsorgsfuld favn. Jeg sad bare og græd nyttesløst ved skulderen, mens han roligt tyssede på mig og sagde at alt nok skulle gå, og at det ville blive normalt igen. Jeg vidste ikke hvor jeg var, eller noget som helst. Jeg mærkede, at jeg kun havde undertøj på, men det var ikke just det, der fyldte mine tanker. Mareridtet. 

Jeg nød bare hans selvskab, og at han trøstede mig. Og at det bare var et mareridt, som havde skræmt mig fra vid og sans.

Jeg trak mig stille ud af krammet og kiggede roligt rundt. Vi var omgivet af mørke, hvilket bare fik mig til, at trykke mig ind hos ham igen. "Hvor er jeg?" Jeg prøvede at snakke, men min stemme var helt grødet og jeg havde på fornemmelsen, at det ikke var tiden til at snakke. "Det er mit om natten, men du græd i søvne, og det var ikke fordi jeg ville vække dig, men du holdte ikke op, så jeg gik ind til dig." Svarede han sødt tilbage, men han prøvede vist også at undskylde, for at vække mig, men det skulle han ikke, da han bare havde reddet mig for mit mareridt. "Du skal ikke undskylde! Du hjalp mig kun," stammede jeg, mens jeg prøvede at få min vejrtrækning og gråd i orden, dog begyndte jeg i stedet at hyperventilere. Han svarede ikke, men trak mig blot ind til ham, hvilket fik mine vejrtrækninger lidt mere i orden.

Det var mærkeligt så tætte vi allerede var blevet, og hvor meget kontrol han havde over mig, hvis man ser i forhold til, at vi ikke engang havde kendt hinanden i et døgn, men jeg nød det. Det var længe siden jeg havde haft en, der virkelig trøstede mig. Hvis man ser bort fra min mor, som selvfølgelig altid havde været der for mig, men jeg så fremad, og der ville hun ikke altid være på jorden mere. Det virkede måske groft sagt, men det var kun rigtigt, dog hårdt, men rigtigt.

Han begyndte stille at trække sig ud af vores betryggende kram, hvilket kun fik mig til at klemme mig mere ind til ham, så han gav mig et tryk på ryggen. "Vil du ikke nok blive lidt længere?" Spurgte jeg, da han rykkede lidt mere på sig. Jeg var sikker på, at det var et signal på, at han var ved at gå. Der gik få sekunder, før han svarede, "Jo, selvfølgelig." Jeg lagde mig helt ned på sofaen igen, hvorefter han kom. Da der ikke var særlig meget plads lå vi ret tæt, hvilket kun var dejligt. Igen indåndede jeg hans virkelig dejlige duft. Jeg kunne ikke helt sætte en finger på hvad det præcist var duften indebar, men jeg kunne sige, at den var god. 

Vi lå i ske, og jeg slappede bare af og nød tiden inden det blev morgen, og han ville rejse sig. Jeg ville nyde det så lang tid som muligt, så jeg prøvede at være vågen. Jeg prøvede at holde mine øjne åbne, men trætheden overmandede mig, og jeg faldt i søvn med ham liggende ved siden af mig. 

***

Mine øjne gled langsomt op til den lyse belysning, og jeg kiggede undersøgende omkring. Solens klarer stråler skinnede ind af de mange vinduer, der var i stuen. Jeg kunne godt huske hvor jeg var, men hvad jeg ikke vidste, var hvor drengen var? Jeg rejste mig lettere fortumlet op, og kiggede til alle sider. Jeg rystede tæppet svagt, og hørte at noget faldt ned på gulvet med et bump. Jeg tog chokeret tæppet af mig, og vendte mig hurtigt om på siden, hvorefter jeg rakte min arm ned og søgte efter det, der havde lavet bumpet. Et fint guldur med læderarmbånd var at se. Var det hans ur? Havde han tabt det? Uanset alle mine indre spørgsmål rakte jeg ned efter det og tog om det. Jeg tænkte ikke lige hvad konsekvenserne ville være, så da jeg ikke helt kunne nå det, rykkede jeg tættere, hvilket egentlig bare resulterede i, at jeg selv faldt ned med et ordentlig bump på gulvet. 

Jeg bandede lidt for mig selv, mens jeg lå og rodede rundt på gulvet uden noget tæppe til at dække mig med, og min hånd om uret. Jeg endte med at ligge på maven lige ved sofaens kolde metal ben, og kigge hen på nogle sorte ankel sokker. Min stemme og mine ord gik i stå og var som frosset fast. Det var som om ordene sad lige på tungen, men de gad ikke ud. Det var en forfærdelig følelse, som jeg hadede, for ja, jeg havde da prøvet det før.

Jeg tvang mit hoved opad, så jeg kunne kigge direkte ind i et par smaragdgrønne øjne og et smørret smil, der kun blev større, da jeg rødmede svagt. Jeg følte, at jeg tilbedte ham på den mærkelige måde jeg nærmest åndede ham på foden.

Igen gik jeg i stå, og kiggede bare flovt på ham. Lidt efter da jeg kom i tanke om hvordan det stod til, sprang jeg nærmest op til sofaen, og klamrede tæppet til mig. Godt nok havde vi ligget i ske sammen om natten, men der kunne han ikke se noget, og selvom jeg beundrede ham utrolig meget, kunne jeg ikke få mig selv til, at blotte mig i undertøj foran ham. Det var vel bare en refleks?

"Jeg... Jeg. Øh" Stammede jeg, mens jeg stadig havde viklet tæppet om min krop. "Det er fint. Jeg så ikke så meget, som jeg kunne have gjort," svarede han roligt. Men hvad mente han med det? Kunne han da have set mere? "Jeg ville bare spørge om du havde set mit ur? Jeg lagde det på gulvet i går aftes."

Nårh, så det var altså hans ur. "Øhm, ja. Her!" Svarede jeg hurtigt, og gav ham det, da jeg jo sad med det i hånden. Vores hænder snittede hinanden, og jeg fik den her varme gnist sendt rund i min krop. Det var meget mærkeligt, og jeg følte mig ret ydmyget. "Tak. Var det derfor du kravlede rundt ned på gulvet?" Spurgte han, mens jeg mærkede rødmen springe frem i mig igen. "Ja," svarede jeg forsigtigt. Årh altså, hvordan skete dette lige pludselig?

Han kiggede sødt på mig, hvilket fik mig til at gængælde det med et akavet smil. "Æhm, tak fordi du var hos mig i går," sagde jeg lidt efter vi bare havde kigget på hinanden. "Altid," svarede han bekymrende.

Ja, jeg følte mig allerede tiltrukket af ham. Jeg ville være hos ham hele tiden, så selvfølgelig skulle jeg begynde at snakke. "Hvorfor tager du dig så meget af mig," spurgte jeg dumt. Altså Sofia, hvorfor kunne du ikke bare nyde øjeblikket uden alle mulige mærkelige spørgsmål? Jeg burde virkelig til, at tage mig selv sammen.

"Jeg er ikke lavet af sten," sagde han med et lille grin. Årh, det grin! Det var et virkelig sødt grin, som gjorde mig helt blød i knæene. "Tak," sagde jeg til sidst med nogle rødmende kinder, der brændte som den værste ild i helvede. Jeg ved ikke hvorfor jeg hele tiden rødmede? Jeg plejede aldrig at rødme. Det var yderst sjælent.

Min mave afbrød pludselig vores øjenkontakt, ved at den rumlede en smule højt. Hvorfor nu mave, var? Pinligt!

"Jeg har noget morgenmad, hvis du er sulten?" Spurgte han.

"Jo, hvis jeg må, vil jeg da gerne have noget," svarede jeg flovt.
 Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at jeg var en smule sulten, men det fik jeg vist bekræftet nu. Jeg lænede mig en smule tilbage i sofaen, mens han gik ud af døren igen, for at lave morgenmad eller finde noget. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre? Jeg startede i hvert fald med, at prøve at finde mine bukser. De var ikke i sofaen, så jeg dukkede mit hoved ned under sofaen, for at se om de var der, og til mit held lå de der. Dog lidt langt inde, men jeg kunne godt nå dem. Jeg rakte min arm ind under sofaen, og strakte mig så meget jeg nu kunne. Min hånd fik fat og trak dem ud af gulvets beskidte støv, for lidt efter når jeg havde fået børstet noget af støvet væk fra dem, at tage dem på.

Nu havde jeg fået dækket underdelen, hvad så med overdelen? Det var lidt svært, for jeg kunne da ikke rende rundt med en varm uldjakke hele dagen. Jeg valgte bare, at tage tæppet godt omkring mig, og så måtte jeg jo tage den derfra. Måske kunne jeg låne en af hans trøjer, så kunne jeg jo også snuse hans lækre duft til mig. Det tror jeg, at jeg ville spørge om, og hvis han så ikke lige brød sig om idéen, ja så vidste jeg ikke lige hvad jeg skulle stille op?

Han stak hoved ind i stuen, og smilede et rigtig drenget smil til mig, hvorefter jeg kiggede underligt op på ham. "Der er morgenmad ude i køkkenet," sagde han kærligt. Først sad jeg bare lidt forvirret, men så kom jeg i tanke om min rumlende, pinlige mave hvorefter jeg rejste mig langsomt op, og han forsvandt igen ud af døren. Jeg startede med, at slæbe tæppet hen af gulvet, men vidste ikke helt om han var okay med det, så jeg endte med at efterlade det på sofaen. Jeg gik hen til dørkarmen og gjorde ligesom han havde gjort. Jeg stak hoved ud, og som jeg forventede var han der ikke. Det vil sige, at han var gået videre mod køkkenet, men jeg kendte jo ikke huset, og jeg havde ikke været i køkkenet før, så hvor skulle jeg vide hvor det var?

Jeg gik ud til gangen, som jeg var i, aften før. Jeg havde været i to rum; stuen og gangen, som også var tilknyttet til entréen. Hvis man så til den højre side af gangen, var der en mindre gang, hvori der var flere døre ude i siderne. For enden var der en dør, der tiltrak min opmmærksomhed. Jeg ved ikke hvorfor? Det var ikke fordi det var en anderledes dør end de andre, men derimod hvordan den var placeret. Nemlig for enden. Måske var det bare mig, men jeg følte en stor trang til at kigge ind i rummet.

Jeg gik længere hen af den lange og ekkofulde gang. Man kunne hører hver og ét skridt jeg tog, hvilket irriterede mig. Det var ikke sådan, at jeg ville have folk til at kigge på mig, når jeg kom gående, selvom jeg nu gik ud fra, at der kun var Harry og jeg i huset. Men man kunne aldrig vide?

Det var nok også det faktum, at jeg stadig kun var iført bukser og en hvid BH. Det var ret ydmygende og blottende for mig. Jeg nåede den første dør, som jeg åbnede, men jeg så ikke et køkken derimod et fint kontor. Mine skridt fortsatte videre mod næste dør og åbnede den, men i stedet så jeg et stort værelse med en stor seng. Det var nok hans soveværelse. Det gav godt nok nogle forkerte tanker, som jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre af.

Jeg lukkede hurtigt døren igen, og gik videre med et mærkeligt udtryk klistret til mit anigt. Én af de næste døre, måtte jo så være køkkenet, men hvad så med det sidste værelse. Hvad var der i det, og hvad blev det brugt til?

Der var en til dør, hvorefter den spændene dør ville komme. Jeg tænkte egentlig ikke så meget på den næste dør, derimod den sidste, som jeg satte kurs mod. Farten blev sat op, men lige i det jeg passerede den næste dør, var der nogle der kaldte på mig. Jeg gik forundret nogle skridt tilbage, og kiggede ind på Harry, som sad ved et lille bord med madvare på. "Var det svært at finde rundt," spurgte han flabet.

"En lille smule," svarede jeg ærligt.

"Heldigvis fandt du det," svarede han.
"Ja," svarede jeg lettere akavet. Der var bare en akavet stemning mellem os. Jeg vidste ikke, om det var fordi vi sov tæt sammen i går, men det var nok stadig det faktum, at jeg stod i BH foran ham. Der var generelt bare altid i starten en akavet stemning imellem os. Det var ikke noget jeg gjorde med vilje, for jeg ønskede for alt i verden ikke, at stemningen skulle være sådan mellem os. Der var et eller andet specielt ved ham, som gjorde ham facinerende. Jeg kunne betragte ham hele dagen ned til hver eneste detalje, indtil der ikke ville være mere, selvom der altid ville komme mere, hvilket var en af grundene til, at han var så facinerende; han kunne lægge forskellige facader op, så man blev nød til at stoppe op og fokusere på ham, hvilket jeg slet ikke havde noget imod. Tvert imod. Jeg ville elske at kigge på ham i timevis. Hvis jeg havde et billede, bare ét, så ville det være lidt lettere, selvom i virkelig udgave helt klart var det bedste, men jeg kunne ligesom ikke bede ham om, at stå model for mig i et døgn, så jeg kunne kigge udelukkende på ham. Jeg ville jo ikke tage billeder, selvom som sagt et billede ville være dejligt, men nej, i virkelig version var det bedste.

Men jeg kunne nu også lide hans bevægelser. Både store og små. De var så yndefulde, at jeg nærmest blev misundelig, for jeg var overhovedet ikke yndefuld. Hvis jeg skulle beskrive min gang med ét ord, ville det nok være klodset. Jeg var utrolig klodset, hvilket faktisk irriterede mig ret meget til tider, men det var en del af mig, som nok altid ville være i mig. Jeg havde lært at leve med det.

Jeg gned stille min hånd op og ned af min arm, som var en smule kølig, men jeg gjorde det nok også for, at beskytte lidt mig selv. Misforstå mig nu ikke, men han behøvede ikke at se mig halvnøgen. Måske ville det blive brugt senere  hen, men jeg ville lære ham lidt mere at kende, før jeg begav mig hen til det stadie. Det var ikke engang sikkert, at vi ville nå så langt, selvom en stemme inde i mit hovedet fortalte mig, at han ville være god som min kæreste, men han havde det nok ikke på samme måde. 

"Vil du ikke låne en trøje," spurgte han lidt tøvende.

"Ehm, jo tak. Det ville være rart," svarede jeg, mens jeg stadig gned min hånd op og ned af min arm i rolige bevægelser.

Han forsvandt for en kort stund igen, men kom hurtig tilbage med en af hans hvide t-shirts. Nogle ville måske 'uuhee' over, at de fik lov til, at have hans trøje på, og jeg glædede mig da også til hans dejlige duft, men det var ikke fordi jeg ligefrem jublede over, at have en drengs trøje på. Det var jo bare en trøje i en større størrelse end min egen, selvom jeg måtte indrømme, at det var en dejlig følelse, der flød gennem min krop, da jeg trak hans bløde t-shirt over hovedet og ned over min mave. Jeg havde jo også 'planlagt', at jeg ville spørge om en trøje, eller bare noget, der kunne dække mig lidt mere end mine cowboybukser.

"Jeg har stillet noget mad frem, som du bare kan spise. Jeg har allerede spist, mens du fandt her hen. Jeg skal lige klare nogle erinder imens," Han havde et lille smil, der dog førte op i hans øjne, ved hans smukke smilehuller. De var virkelig smukke de smilehuller han havde. De sad fint lidt over munden, og gik ind smule ind i huden hver gang han viste hans bedårende smil. Jeg nikkede bekræftende. Derefter gik han yndefuldt hen mod døren, hvorefter han forsvandt ud af den.

Var jeg virkelig så langsom til at finde her hen? Det huskede jeg da ikke, at jeg var så langsom, selvom jeg godt nok havde været en smule længe om at finde ud i køkkenet, men da ikke så lang tid, at han kunne nå at spise hele sin morgenmad.

Måske var han bare utrolig hurtig til at spise, eller også spiste han bare ikke særlig meget? Jeg vidste det ikke, men det var heller ikke det mest spændene emne om han, selvom stort set alt ved ham var spændene, men om hvor lang tid han brugte på at spise sin morgenmad, var ikke lige det jeg interesserede mig mest for, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at give det en tanke. Jeg gav alting om ham en tanke, så så mærkeligt var det vel ikke?

Men hvilket erinde skulle han mon nå? Jeg satte mig på en stol, og tog et rundstykke og smørte lidt syltetøj på, herefter førte jeg den op i munden og tykkede godt på den. Måske havde det noget med den spændene dør at gøre? Den dør jeg aldrig nåede at kigge ind af. Jeg kunne vel stadig nå at kigge lidt, nej, det ville stadig være ubehøvlet, at snuse rundt inde i hans hus. Han var jo stadig lidt af en fremed for mig, så jeg kunne ikke bare tillade mig det, kunne jeg? Nej, det kunne du ikke Sofia! Sagde min indre stemme. Jeg troede på, at ens indre stemme var hjernen. Alt andet ville da være mærkeligt? Det var bare en indre følelse, som gav genlød, som om sætningen om at, det var min hjerne, gentog sig. Det var mærkeligt, det ved, men det var min tanke om den stemme, der højt sansygeligt var min hjerne. Sådan var det.

Jeg spiste videre, mens jeg opmærksomt lyttede efter nogle lyde, som ville komme fra ham, men det var som om han var forsvundet. Jeg tog den sidste bid af bollen, og tænkte ikke at jeg behøvede mere. Min mave rumlede ikke mere, hvilket var godt. Jeg havde fået en trøje på, så jeg følte mig mere tilpas. Jeg manglede bare ham.  

Jeg rejste mig lydløst op, og gik med små musseskridt hen til døren, og kiggede nysgerrigt ud. Mit hoved vendte sig mod den velkendte gang. Jeg drejede hovedet mod døren, og så til min overraskelse at døren stod på klem. Hvad lavede han mon derinde?

Jeg kneb øjnene en smule sammen, og tog mit første skridt ud på gangen. Gulvet knirkede gevaldigt, og jeg rømmede mig kort, hvorefter jeg tog mit næste skridt, som heldigvis ikke var ligeså knirkende som det første.

Mine tæer krympede sig sammen, i et ønske på at han ikke ville hører mig, men jeg troede bare ikke, at det virkede, så jeg tog en dyb indånding  og gik videre med hjertet helt oppe i halsen. Jeg følte i det øjeblik jeg stod ude på gangen, at jeg var den mest uheldige pige, sådan som jeg stod på kanten til, at blive opdaget. Jeg turde ikke gå tilbage nu, da jeg bare ville komme til at løbe, for at komme hurtigere frem, hvor jeg så ville falde med 100%, da jeg var så klodset, herefter ville han hører bumpet efter mig, og skynde sig ud af lokalet, for at se mig ligge og ligne en idiot på gulvet, derfor blev jeg stående, som en frosset statue, der bare stod ude på gaden, og ville have penge, for at kunne stå så stille. Forskellen på mig og statuen, var dog bare, at jeg ikke ville have penge, men i stedet var jeg bare forfærdelig nysgerrig.

Jeg kneb endnu mere øjnene i, og tog mit næste skridt mod døren, hvor jeg stivnede, da jeg hørte hans hæse og sexede stemme.

"Hør, jeg kan ikke aflevere hende nu. Hun er først lige kommet ." Af hvad! Hvad var det han talte om? Jeg gik ud fra, at han talte om mig, da jeg var den eneste pige i huset, eller var jeg?

"... Nej, jeg vil ikke gøre det, så må du selv tale med ham," sagde han nu med en stemme jeg ikke før havde hørt. Den var dyster og en smule skræmmende. Jeg havde slet ikke troet, at han ville kunne frembringe denne mørke stemme, som skræmte mig en del. Hvem var det han talte med? Havde det noget med mig at gøre, eller var det en anden kvinde, som åbenbart også var i huset... Eller hun behøvede ikke ligefrem at være i huset, men bare en han havde kontakt til? Mine tanker drev mig til vanvid, og jeg havde ikke svar på nogle af de rodede og svære spørgsmål, som jeg stillede mig selv. De kunne kun besvares af ham selv, men hvorfor skulle han gide, at fortælle mig om hans problemer, hvis det overhovedet var problemer?

Grr, jeg hadede mig selv lige nu! Kunne jeg ikke bare gå ind til ham, og spørge ham uden alle disse forespørgesler, som gav mig sådan en indre had til mig selv, for ja, jeg kunne ikke klare det. Alle disse spørgsmål og undren, og så var der også det mærkelige mareridt, som åbenbart fik mig til at græde, hvilket jeg aldrig havde prøvet. I hvert fald ikke af hvad jeg kunne huske. Han havde omfavnet mig, og der stillede jeg ikke spørgsmål til noget eller nogen, men nu gør jeg ikke andet.  

Jeg tog mine sidste skridt hen til døren, og lagde mit øre ved den slibede trædør. Jeg lagde fint min ene hånd ved øret, for bedre at kunne hører, men det blev desværre ikke bedre af den grund. Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst, og jeg var nærmest rædselslagen om, at han ville kunne hører min høje hjertebanken. Bare over hele situationen. Jeg vidste også godt, at det var meget forkert, at lytte ved døren, men min nysgerrighed tog over. Jeg kunne tydeligt huske, da jeg var mindre, og min mor tog mig i at lytte, ved min fars kontor. Jeg blev skældt strengt ud med nogle hårde ord, hvor jeg så stille begyndte at græde, men jeg fik i det mindste, med stor besvær, min mor til at holde på det, som var det en episk hemmelighed, som absolut ikke måtte komme videre, end i vores 'reminder' om at det ikke skulle ske igen.

Nu hvor jeg tænkte tilbage på det, kunne jeg kun grine af det, og tænke 'hvorfor gik min mor mon så meget op i det?', men jeg troede aldrig jeg ville få det at vide. Det ville min mor nok holde for sig selv, men jeg var sikker på, at det havde noget at gøre med en erhindring hun havde skabt sig selv.

"Jeg bliver nød til at smutte nu! Jeg tjekker lige til hende," sagde han til sidst. Jeg gav et gisp fra mig, og gik med hurtige skridt tilbage. At jeg måske larmede, var ikke noget jeg just tog mig af. Det der nok mest fyldte min hjerne, var at komme tilbage i køkkenet og lade som ingenting.

Jeg hørte han bankede sine fødder i gulvet, og hans hæse stemme rømmede sig kort. Han gik hermed over mod døren, hvor jeg stod knap så tæt på nu. Derimod var jeg halv vejs mod køkkenet ude i gangen, da han tog fat i håndtaget, og fjernede døren, som var det et gardin, der blev trukket fra. Mine øjne spilede op, og min mund formede sig som et O.

Hans øjne blev store, og hvis jeg ikke var helt forkert på den, tænkte han på om jeg havde hørt noget, hvilket jeg jo havde. I hvert fald nok til at blive ekstrem nysgerrig.

Jeg mærkede mine hænder blive en smule svedige, og min hals blev straks suget helt tør. Hvad skulle jeg sige? Skulle jeg spørge om hvad han ville med mig, eller gik jeg for hurtigt? Jeg var jo ikke engang sikker, og jeg kunne vel ikke tillade mig noget, da jeg jo bare var gæst for en stund.

"Er du færdig med morgenmaden, og er du okay? Du virker ret fortumlet," spurgte han nervøst. Jeg ved ikke hvorfor han var så nervøs. Enten var det fordi han ikke var helt sikker på mig endnu, eller også var det det, at jeg ikke måtte hører hans samtale. Det gav han i hvert fald udtryk for. Han gjorde mig en smule forvirret. Først havde han et smørret smil plantet om sine læber. Det andet øjeblik er han nervøs og fuldstændig indelukket.

Han kørte en hånd igennem hans bløde hår, og sukkede lettet ud. Jeg stod lidt væk, og begyndte staks at gnide min ene hånd op af min arm igen. Måske var det en vane, for jeg gjorde det ret tit, men det var mest hvis jeg følte, at jeg var i en akavet situation, som ikke rigtig var noget jeg brød mig om.

Hvad skulle egentlig ske nu? Jeg ville ikke hjem. Jeg var blevet alt for nysgerrig, og jeg hungrede efter svar.

 

~

 

Så kom næste kapitel. Endelig. Tro mig, det har været igennem meget, da jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle skrive i starten, men nu har jeg ligesom planlagt historiens 'fremtid', hvis man kan kalde det det.

Håber i nyder og kan lide at følge med i historien!

I må meget gerne smide en kommentar, om hvad i synes.

Knus Cecilie <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...