The Save Escape ( PAUSE )

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2016
  • Opdateret: 25 jul. 2016
  • Status: Igang
Hun var i færd med at flygte, mens han var i færd med at redde hende. Tænk at alt kunne ændres bare ved et lille møde. Eller redning. Man falder ikke bare for nogen. Det mener Sofia i hvert fald. Men når noget ændre sig, ændre ens mening om det vel også? Hans arme var så dejlige og trygge, at man følte sig hjemme i hans selvskab. Hans hænder der trykkede sig imod ens hud, det var hendes flygtning.

10Likes
14Kommentarer
1609Visninger
AA

1. Intro

The Save Escape

 

 

A escape is good, but a saving is great.

 

Af Cecilie ;-)

 

"Hans arme var så dejlige og trygge, at man følte sig hjemme i hans selvskab."

 

 

 

 

 

Hvorfor var det første ord man fortalte andre mennesker altid "hej"?

Jeg mener, hvorfor kunne det ikke være banan... eller pizza?

I så fald "bananpizza"!

Ting skulle altid være alt for komplicerede. Hvorfor sagde man ikke bare tingene som de var?

Det ville jeg gøre.. faktisk ville jeg gøre det nu.

 Mit navn er Sofia, og jeg er 19 år gammel. Jeg går ikke rigtig til noget, men jeg har et job, som jeg holder meget af.

For mig går tingene rent ud sagt forrygende, det har de dog ikke altid gjort. Jeg er tit blevet mobbet og drillet i skolen, for ikke at sige misbrugt i virkelighedens gader og rammer.

Jeg er kommet igennem det værste nu, og alt er faldet okay på plads. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort.

Jeg har haft meget svære stunder og tider, men som sagt, alt er okay.

 

***

 

"Hej skat! Har du lyst til, at komme over og hygge til aften? Vi kunne lave mad sammen + din far er også kommet hjem!" Jeg kunne høre min mors trygge stemme igennem telefonen. Hun fik mig til, at ville hjem og opføre mig som et lille barn.

"Ja, det kan vel godt arrangeres," svarede jeg fjollet tilbage, hvorefter min mor kom ud med et lille fnis.

"Så er det en aftale! Kom over ved spisetid." og med de ord lagde hun på, og jeg tog mobilen ned på mit lår igen.

På en måde orkede jeg ikke at rejse mig, men på den anden side, ville jeg gerne se min mor og far igen inden min far skulle af sted igen på forretningsrejse.

Jeg var trods alt lige kommet hjem fra mit dejlige arbejde, som dog gjorde mig rimelig træt.

Tros alle mine tanker, valgte jeg alligevel at rejse mig fra mit komfortable stilling, og bevæge mig ud mod entréen, for at tage overtøj på og komme over til min mor.

 

***

 

Jeg traskede igennem de store vandpytter, der blev dannet af den store og dejlige regn. Jeg havde altid elsket regn, og derfor var dette vejr også himmelsk for mig. Der havde været  noget der mindede stærkt om tørke her på det seneste, hvilket selvfølgelig også var dejligt, men jeg savnede nu alligevel de kolde dråber, der langsomt løb ned over mine kinder og gjorde mit hår afkølet og vådt. 

 

***

 

Jeg ville ikke sige, at der lige frem var kort hen til min mor, men der var heller ikke langt. Jeg tror jeg snart havde gået i en halv time, og var til gængæld også snart ved det rigtige sted.

Jeg kunne nu skimte min mors hus, som var lyst helt op.

Jeg skyndte mig op mod hoveddøren, som lå lidt længere inde på grunden og bankede på.

"Heeej Sofia. Hvordan har du det?" Spurgte min mor og trak mig ind i et omsorgsfuldt kram. Jeg sendte et kærligt smil til min far, som stod lidt længere bag ved min mor, som stadig knugede mig ind til hende.   

"Jeg har det fint mor," stammede jeg eftersom min mor var en "god" krammer. Endelig slap min mor mig, så jeg også kunne give min far et flygtigt kys på kinden.

"Hvad med jer?" Spurgte jeg lidt efter.

"Tjoo, vi har det skam udmærket," svarede min mor hurtigt.

"Ja, der er meget at se til med arbejdet, men jeg er glad for, at kunne få lov til at se min lille prinsesse igen." Tilføjede min far venligt.

"Faaar, så lille er jeg da ikke mere," svarede jeg fjoget tilbage.

"Nej, men jeg ville ønske at du var," svarede han svagt tilbage. Tiden med mig var også gået ret hurtigt, så måske savnede han bare sin lille pige, hvilket jeg også selv forstod. Altså hvem ville ikke bare kunne lægge i klapvognen, og få alt serveret på et sølvfad. 

"Kom, lad os gå i gang med maden," sagde min mor, for at bryde stilheden.

 

***

 

Jeg snittede den sidste gulerod, og puttede dem alle ned i en stor gryde fyldt med mange andre grøntsager. Jeg tjekkede lige hurtigt til suppen, hvorefter jeg gik i gang med at dække bordet.

"3 tallerkener, 3 glas, 3 gafler, 3 knive..." Sådan blev jeg ved med, at fumle med tingene oppe i diverse skabe, indtil min mor afbrød mig, så jeg var ved at tabe de tre tallerkener jeg havde i mine hænder.

"Du er så sød, når du mumler," Sagde min mor kærligt.

"Mooar, du må ikke forskrække mig sådan," udbrød jeg.

"Undskyld skat. Er du ved at være færdig med suppen og grøntsagerne?"

"Ja, 2 minutter," svarede jeg hurtigt tilbage, hvorefter jeg gik i gang med borddækningen.

"Ian, kommer du op og sætter dig? Vi skal snart spise!" Jeg kunne høre min mors skingre stemme skære igennem luften.

Det hele gik ligesom i "gamle" dage. Det vil sige min far sad inde i stuen og så fodboldkampe, og råbte af dem han åbenbart ikke synes var gode nok til at være fodboldspillere, imens min mor råbte "vi skal spise".

Jeg kunne godt lide, når tingene var ligesom min barndom. Det fik mig til, at føle mig lille og i trygge hænder. Ikke ligesom når jeg boede alene ude i den store og vide verden. Jeg nød min mors og fars væremåde og selvskab.

Jeg satte mig ved bordet, som jeg lige havde dækket, hvorefter min mor kom, og satte sig ved siden af mig. Til sidst kom min far og fuldendte vores lille spisetrekant.

"Det smager rigtig godt!" Startede min far ud. Selvfølgelig skulle min far komme med sin sædvanlige replik. Eeej, hvor var det dog dejligt at være hjemme igen!

"Det var da rigtig dejligt, at du endelig kunne komme over igen. Der er gået så lang tid, men du har vel også rigtig travlt på arbejdet?" Spurgte min mor.

"Ja, jeg har ret travlt, men jeg elsker virkelig jobbet, og det er da mega dejligt at kunne være her igen. Jeg føler det er ligesom det plejer," fortalte jeg.

"Det er jeg glad for, skat."

"Men hvordan går det ellers her?" Spurgte jeg.

"Rigtig fint! Vi har fået et drivhus ude i haven," svarede min far.

"Du kan jo komme ud og se det efter vi har spist?"

"Det vil jeg da rigtig gerne!" Udbrød jeg spændt.  

Vi fik spist færdig, og talt om en masse ting. Alt i alt var det bare rigtig hyggeligt. Jeg savnede vores aftener.

Jeg var ude og se det berømte drivhus, hvorefter vi så en James Bond film. Det kunne ikke have været en bedre aften for mig og min familie. Hvem ville også sidde derhjemme helt alene en fredag aften? Ikke mange forhåbentlig.

Nu var det til gængæld også snart tid til, at jeg skulle hjemad.

"Nåårh, jeg tror også, at jeg skal begynder at komme hjemad." Sagde jeg stille og roligt, mens jeg langsomt og dovent rejste mig op af den sorte læder sofa.

"Kunne du ikke godt tænke dig at overnatte? Der er så mange mærkelige mennesker derude på denne tid," Sagde mine mor bekymrende.

"Mor, jeg er 19 nu. Jeg tror godt, at jeg kan hamle op med dem." Det var ikke fordi jeg mente det, men jeg tror bare ikke at jeg havde lyst til at ulejlige dem mere. Det var i hvert fald det jeg følte, at jeg gjorde. Det var den mest logiske grund, jeg kunne finde frem til i forhold til mit svar.

Jeg gik ud i entréen og begyndte at tage mine sko og jakke på, mens mine forældre lige så stille begyndte at komme hen til mig, nok for at sige farvel.

"Vi ses min skat!" Sagde min mor kærligt, for derefter at give mig et ordenligt kram.

"Vi ses min lille prinsesse," sagde min far, og kom også hen og gav mig en ordentlig bamsekrammer.

"Vi ses bamsefar!" Og med de ord, lukkede jeg døren, og begav mig ud på en lang "gåtur."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...